Flere og flere børn får diagnoser, som f.eks. Aspergers syndrom, fordi de har en social adfærd, som man tolker som negativ. Måske er driller de andre børn eller har generelt svært ved at få kammerater, og begå sig i skolen.
Der bliver holdt utallige møder, og barnet undersøges på kryds og tværs.
Men ofte glemmer man en vigtig ting - at inddrage barnet selv.
Hvis man gav sig tid til at høre, hvordan barnet opfattede sin verden, og tilrettede indsatsen overfor barnet efter dette, så ville børnene kunne nå meget længere.
Selvfølgelig skal man ikke lade et barn diktere hvordan de voksne skal gøre, men ethvert barn burde i forbindelse med en diagnosticering have en (eller flere) samtaler med en dygtig psykolog, der har specialiseret sig i netop den pågældende type handicap.
Psykologen vil ofte kunne finde helt konkrete grunde, til barnets uheldige adfærdsmønstre.
Måske har barnet slet ikke lyst til at drille de andre, ved måske ikke engang at det gør det, men prøver i virkeligheden ihærdigt på at blive venner med sine klassekammerater.
Barnet ved bare ikke hvordan man gør.
I så fald er en fokusering på den negative adfærd direkte skadelig for barnet, for skæld ud vil kun ødelægge dets selvværd, og det vil miste tilliden til andre mennesker.
Hvis man bare stiller regler op og siger "du må ikke" hele tiden, så får barnet først lyst til at blive trodsigt, hvilket det slet ikke havde fra starten!
Det eneste rigtige er, i stedet at lære barnet social forståelse, og ja, det kan faktisk læres!
Men det er en proces, der tager lang tid, og kræver tålmodige hjælpere.
Barnet har brug for en "tolk" der kan forklare, hvordan man gør tingene rigtigt.
Nøjagtigt som hvis barnet skulle introduceres til et fremmed lands skikke.
F.eks. forklare: "Peter bliver sur og ked, når du skubber til ham - det er meget bedre, hvis du siger hans navn, når du vil tale med ham."
Hvis et barn hører begrundelserne for, hvorfor man skal opføre sig på en bestemt måde, i en given situation, så vil det have meget mere lyst til at gøre det, end hvis det ikke ved hvorfor man skal gøre sådan.
Men det handler ikke kun om lyst til at lære, det handler også om barnets evne til at lagre det indlærte i sin hukommelse.
En autistisk hjerne fungerer ligesom en stor kommode, med tusindvis af skuffer.
Hvis ikke barnet ved i hvilken skuffe en færdighed skal lagres i, så kan det ikke åbne den rigtige skuffe, for at tage færdigheden op og bruge den.
Reglerne for kommodesystemet siger, at alting skal kategoriseres og lægges i de rette skuffer.
Derfor skal barnet have forklaret tydeligt, hvad færdigheden hedder, f.eks. "at give hånd" og vide hvornår den skal bruges - "når man hilser på et andet menneske."
Har barnet disse to oplysninger, så kan det finde den rigtige skuffe, og sætte en etiket udenpå, og derefter hurtigt finde færdigheden frem igen.
Men hvis barnet ikke ved, hvilken skuffe færdigheden skal ligge i, så er det nødt til at smide færdigheden i skraldespanden, ved siden af kommoden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar