tirsdag den 31. juli 2012

Hverdag igen





Så er min ferie slut.

Idavangs dagtilbud har åbent igen, og min faste bostøtte er tilbage.

mandag den 30. juli 2012

torsdag den 26. juli 2012

To skolestart kort

Jeg har lavet uglekortet færdigt, og så har jeg lavet et kort mere.

Det er specielt til dem, der rykker op i 1. klasse, og mest til piger.
Begge kort er i A5 størrelse.



Kortene er til salg i min netbutik.
De koster 16,- pr. stk.







onsdag den 25. juli 2012

Kyllingen blev en ugle

Jeg fortalte min mor om det mislykkede kort, og så sagde hun at jeg skulle da have lavet en ugle i stedet for.



Det tænkte jeg lidt over, og så kom jeg i tanke om at jeg havde set en ugle, i en biblioteksbog, som jeg har her hjemme.
Den var en del af en studenter uro, men mon ikke den passede til mit kort?








Nu har jeg simpelthen skrabt kyllingen væk med min skalpel, og limet uglen oven på.



Jeg synes dog stadig, der mangler noget.
Jeg ved bare ikke helt hvad... måske en kortere blyant til venstre over SK og O??

Det vil jeg tænke over til i morgen, for nu vil jeg ikke lave mere papirklip i dag.

Jeg vil der imod plante mig ned i sofaen, og se en standup DVD, imens jeg sluprer cola og guffer honning melon.
:-P

Skolestart til påsketid??

Jeg er da vist lige blevet lidt for kreativ her...







Meningen var at jeg ville lave et lykønsknings kort, der kunne bruges her til skolestart.
Jeg ville sætte en fugleunge på kortet, for at symbolisere at nu er barnet klar til en ny fase i livet.



Gladeligt går jeg i gang med at klippe, og på intet tidspunkt opdager jeg, at det er en kylling jeg laver, og ikke en almindelig fugleunge --- ja, i hvert fald ikke før den er limet fast på kortet.
:-O



Jeg tvivler på at nogen ønsker at signalere budskabet "Kom så i skole, din kylling!!!"
;-)

Så skal der klippes!!!

Det krible-krabler i mine fingre, ja det kan næsten ikke gå hurtigt nok, at komme i gang med at lave papirklip med de nyindkøbte materialer.

Tumlinge kjoler

Jeg har lavet to nye sæt tøj, til brug i The Sims 2.

Du kan downloade dem på sims2forever.







Papirnørden på indkøb

Jeg fik tilbud om at komme med på en tur til Viborg, i dag, og det kunne jeg da ikke sige nej til.



Her kan du se hvad jeg kom hjem med --- bort set fra tre mapper af pap, som ikke lige kom med på billedet.






tirsdag den 24. juli 2012

Det lyserøde hus

Jeg har lavet et hus mere, som du kan downloade på sims2forever.

sims2forever




Jeg har syslet lidt, med at lave et website om mit yndlingsspil.
For der er vel ingen, der er i tvivl om, at det er The Sims 2???
;-)



Sitet hedder sims2forever, og jeg regner med at købe et domæne, der passer til.
Ind til videre ligger det dog på Bricksite.



Jeg er i gang med at lægge huse ud, som andre kan downloade, til brug i deres spil.
P.t. er to huse klar til download.












mandag den 23. juli 2012

Positivt førstehånds indtryk

Jeg tog mig endelig sammen til at besøge Mødestedet Sindhuset, her i fredags.



Det var rigtig hyggeligt, så der var jo slet ikke noget at være bange for.

Jeg mødte 3-4 kendte ansigter, fra et andet værested, hvor jeg tidligere er kommet, men også en masse nye, søde mennesker.

onsdag den 18. juli 2012

Det går fremad...

... med mit vægttab.


I den seneste måned har jeg i gennemsnit tabt 200 g. om ugen.
Det går ikke så hurtigt, men jeg tager det lige så stille.


Mit BMI er nået ned på 39,6 --- jeg startede på 42,0.

tirsdag den 17. juli 2012

Nye gardiner





I dag fik jeg endelig mine gardiner sat op, i stuen og gangen.
Jeg har haft dem liggende længe, men nu hænger de altså for mine vinduer.


Som I kan se er det en ret mørk dag i dag, og det regner.


Nu mangler jeg bare, at købe et gardin til soveværelset.

mandag den 16. juli 2012

Den lille havfrue

Så er ophænget med havfruen Ariel og prins Erik færdigt. 

Det er til salg i min netbutik for 30,-



 

Baby orkidé




Min ene orkidé har fået en baby.

Ja, jeg ved ikke hvad det hedder på gartnersprog, men det er i hvert fald en lille ny blomst med rødder, der sidder midt på en eksisterende stængel.



Jeg har læst i Hendes verden, at når den har fået store rødder kan man forsigtigt skære den af moderplanten, og plante den for sig selv.

Det vil jeg prøve, men først skal den vokse sig lidt større.

Sikke dog...

... et mærkeligt barn!!!

Mathilde læser hellere avis end børnebøger, og hun laver lektier helt frivilligt!!??








Moderen foretrækker at stå foran spejlet og snakke med sig selv.
Det er da heller ikke helt normalt???





fredag den 13. juli 2012

Det er længe siden...

... at jeg har lagt nye varer ud til salg, i min netbutik.
Faktisk er det ikke sket siden d. 20 april, og det synes jeg er ret sløjt!!!


Men i dag fandt jeg et stort, stjerneformet til og fra kort, som jeg begyndte på for længe siden.
Det manglede faktisk kun en klat lim.


Det er allerede sat til salg --- prisen er 15 kr.


Jeg har kun ét færdigt, men jeg laver gerne flere, også i andre størrelser og farver.

Dette er ca. 10 cm. fra spids til spids.


Jeg sad med det henne på Idavang, og da vores afdelingsleder så det, spurgte hun om jeg vil lave nogle flere af dem, som vi kan bruge når vi giver gaver, fx til de pædagogstuderende, når de er færdige med deres praktik.


Jeg må indrømme, at jeg blev ret stolt, da hun sagde det!!!
:-D



Desuden er jeg næsten færdig med en havfrue mobile / uro.

Den er helt enkel --- i ét lag sort karton --- og består i tre dele, med et stort skib for oven.
Neden under hænger havfruen Ariel --- kendt fra Disneys univers --- og en smuk ung fyr, som jeg går ud fra er hendes kæreste, en prins eller noget lignende.



Jeg har også to meget forskellige Minnie Mouse ophæng på vej.
Det ene er sort og helt enkelt --- og på det andet har Minnie en smart, blomstret kjole på.



Lige nu sidder jeg og er ret spændt, grænsende til nervøs, for om lidt skal jeg ind og samle en stor mobile / uro.

Jeg vil ikke sige, hvad motivet er, endnu, for meningen er at jeg vil forære den væk, til en lille pige.



Jeg har ikke lavet modellen før, og det er samtidigt den største jeg har forsøgt mig med.
Der er ni dele, som skal balancere i forhold til hinanden, og jeg har ingen anelse om hvor lange trådene skal være!

Men hvis jeg ikke kan få den til at hænge ordentligt, kan de fleste af delene bare hænge for sig selv, som et lille ophæng, så det vil ikke være spildt arbejde.


torsdag den 12. juli 2012

Dilemma

Det er godt nok et svært valg, jeg sidder med nu!!!

Foran mig ligger seks lækre æblebåde, og samtidigt har jeg sat min bedste CD på.
Det er Tiden af klog --- Tøsedrengenes absolut bedste, og mest solgte, album.


Lige nu synger Maria og Anne-Dorte et af bandets største hits --- Indianer --- med deres smukke og helt specielle stemmer.
Min yndlingssang!!!










De to pigestemmer var netop det unikke ved Tøsedrengene --- sammen med det faktum, at man havde to keyboard-spillere, der spillede henholdsvis melodi og rytme.
Det giver en helt speciel lyd, som jeg ikke har hørt andre steder.



Men nu er jeg jo ikke musikanmelder, så jeg skal nok stoppe klogesnakken nu.
Tilbage til mit dilemma --- skal jeg spise eller skråle med?


Jeg forsøger at gøre begge ting samtidigt.
Jeg må jo leve op til psykiaterens ord, om at jeg hyperaktiv!!!
;-)

mandag den 9. juli 2012

At møde nye mennesker

Jeg har besluttet, at det er tid til at møde nye mennesker.
Derfor vil jeg tage op på Landsforeningen Sind's mødested her i Skive, og se om det er noget for mig.







Jeg kan se på deres fine website, at jeg kender flere af brugerne, fra et andet værested, så helt fremmed bliver det ikke.



Her i ferietiden får jeg ikke helt så meget bostøtte som jeg plejer, så derfor tænkte jeg det var et godt tidspunkt at besøge mødestedet på.
Så sker der lidt i ferien.

Ravnemor

Jeg har meget dårlig samvittighed i dag.


Ved 3-4 tiden i nat lukkede jeg altandøren --- og her til morgen kunne jeg ikke finde Bibsen.
Bostøtten og jeg ledte længe, men vi kunne ikke høre hende, og vi blev ret nervøse.



Til sidst siger en af os "kan hun være på altanen?"
Vi kikker selvfølgelig derud med det samme, og hun var ganske rigtigt derude.

Stakkels Bibs lå og trykkede sig ned imod gulvet, inde bag det tomme kaninbur.



Ja, nu vil nogen nok tænke, at det er da ganske almindeligt, at en kat er ude om natten.
Men Bibsen er jo indekat, så for hende var det fremmed.



Jeg ved ikke om hun frøs, eller om hun bare spandt lidt, for at berolige sig selv, men hun rystede lidt og så med store øjne op på os --- "kommer du først og henter mig nu, mor???"



Hun har nok været frustreret over ikke at kunne komme ind til varme, kattebakke og vand.
Hun var i hvert fald særdeles glad for at se mig, og styrtede derefter straks ud til kattebakken.



I dag regner det, så gider hun ikke ud på altanen.
Men jeg håber hun glad og fro smutter derud, og lægger sig i solskinnet, når regnen holder op --- forhåbentlig har hun ikke fået traumer over nattens begivenheder.



Men, mon ikke jeg husker at tjekke om hun er derude, inden jeg lukker altandøren i fremtiden, efter denne ubehagelige oplevelse!!??

Apropos tegnsprog...

... så kan man lære det på nettet, og det er altså et ret fascinerende sprog!!!

søndag den 8. juli 2012

EM 1992




Her i weekenden spillede de gamle drenge fra EM 1992 en gensynskamp mod det tyske hold. 


Ideen var jo sådan set go' nok, de må have haft en masse minder at dele osv. men HVORFOR skulle kampen dog sendes i fjernsynet??? 



Normalt interesserer jeg mig ikke for fodbold, men jeg blev hængende, for jeg synes godt nok spillerne fik en underlig medfart.



Flemming Toft, der jo ikke ligefrem er en vårhare selv, sidder ligefrem og gør grin med de gamle helte!!!

Han siger bl.a. "Povlsen har stadig tyggegummiet i munden, som i '92, men han har vist ikke kræfter til at tygge på det!" og "vi må lige have tre-fire slows imens spillerne lunter ud på fløjen igen!"





Det havde jo været smadder sjovt, hvis spillerne var med på den, men i interviewene bagefter bliver de nærmest tvunget til at undskylde sig med deres alderdom, skader osv.

Ærligt talt, jeg troede meningen var at hylde drengene for deres præstation dengang, ikke at ydmyge dem???





Normalpesten hærger

Jeg er flov over at være dansker!!!



Jeg så netop i TV-avisen at det er blevet lovligt at abortere fostre, alene pga. læbe-gane spalte, og andre mindre handicap, som man uden problemer kan leve med i et moderne samfund.



Om få år er racen af mennesker med Downs syndrom (mongolisme) udslettet!!!
Vi taler en hel befolkningsgruppe!!!
Hvorfor må de ikke leve???
Hvem er det, der tillader sig at lege Gud på den måde???



Videnskaben kan meget, men det er ikke altid til det gode.



Det er jo vældig fint, at man fx kan få en kunstig hørelse, et såkaldt CI-implant.

Problemet er bare, at der findes nogle få børn født uden hørenerve eller øresnegl, og de kan ikke CI-opereres.
Men døvemiljøet og tegnsproget forsvinder jo snart, når der kun fødes et enkelt af disse børn ca. hvert femte år. Så nu har de ingen at kommunikere med, ud over familien.


Ja, man kan jo gøre som i "gamle dage", hvor de med vold og magt blev tvunget til at tale. Jeg har hørt flere voksne døve, berette om hvordan de fik lussinger, når de ikke kunne få de rigtige lyde frem!


Det er faktisk ikke mere end 21 år siden, at man fejrede vedtagelsen af FN's døvekonvention, der grundfæstede rettigheden til at have tegnsprog som modersmål, retten til tolkning osv.


Ja, i bund og grund handler det om retten til at være sig selv, uden at skulle lave sig om.
Men den ret har man åbenbart ikke mere, her i landet?
Hvem skal udryddes i næste uge --- dem med skæve tænder eller dem, der har fregner???



Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det er smadder hårdt, at have et handicappet barn.

Men jeg er flov over at bo i et samfund, hvor nogen bliver valgt fra, allerede før de bliver født, og andre bliver påtvunget hjerneoperationer, der kan koste dem liv og førlighed.


Aage Sinkbæk kalder det, at normalpesten hærger i Danmark.
Det kan du læse mere om i hans bog --- Den romerske brobygger.

torsdag den 5. juli 2012

Held i uheld



Jeg var mega træt i morges, så jeg ringede til fysioterapeuten og ville melde afbud, selv om jeg godt vidste det var ret pinligt at gøre det så sent.





Men der var jeg heldig.

Hun var nemlig slet ikke på arbejde, for hun havde glemt at fortælle mig, at hun har ferie i fjorten dage.
Så jeg skal ikke til fys, før d. 18. juli.



Det er ingen hemlighed...



... at jeg elsker spil, der på forskellig vis simulerer virkeligheden.


Der er kommet et nyt af slagsen på Facebook, nemlig Sim City Social.

Det fungerer lige som det oldgamle Sim City  jeg har på CD, men idet man spiller på FB har man mulighed for at besøge sine venners byer og hjælpe hinanden på forskellig vis.


Min by er kun lige grundlagt, så jeg vil ikke vise den frem endnu.

Men her er et billede af, hvordan den kan komme til at se ud --- men selvfølgelig har hver spiller sin egen måde at bygge sin by op på.


onsdag den 4. juli 2012

Nul energi



Jeg har bare nul energi i dag.
:-(


Jeg kan ikke koncentrere dig om det jeg skal.
Bare lidt opvask virker helt uoverkommeligt.


Jeg tager opvasken og oprydningen i små etaper, det er det bedste jeg kan præstere i dag.
 Hvor er det træls, at have det sådan, når man har lyst til en masse ting!!!