Psykiaterne kalder det "særinteresser."
Det lyder ret grimt, og derfor kalder jeg det "specialinteresser." Jeg kan nemlig ikke se, hvorfor det skulle være nødvendigt at bruge nedsættende betegnelser, i vore dage ~ bare fordi den pågældende psykiater ikke selv kan føle, hvor vigtig specialinteressen er, for den enkelte!!
Hvis fyren der opfandt hjulet var blevet mødt med samme mistro, havde han formodentlig en kølle i hånden, så han kunne udrydde skeptikerne. Ellers var menneskets udvikling ikke kommet videre!!
De havde ikke et særligt udviklet sprog dengang, så køllen var nødvendig. I dag er vi i stand til at tale pænt til hinanden, hvis vi vel at mærke er villige til at lytte til andres mening, før vi danner vores egen!!!
Specialinteresser er individuelle, og deles ikke nødvendigvis med andre. Men de kan "smitte."
Somme tider kan jeg opdage at jeg pludselig har fået en viden eller interesse, for et emne der egentlig ikke er "mit" men tilhører en af de personer jeg omgås.
Det gik op for mig, da jeg pludselig fandt mig selv siddende på en bænk ved jernbanen --- klokken 1 om natten --- udstyret med madpakke og det hele --- ventende på at den såkaldte Stjernekaster (et specielt arbejdstog der sliber skinner, og derfor kaster store gnister) måske kom forbi, baseret på et rygte...
Dog skal det siges, at jeg sad sammen med en anden tognørd, og at det var hans ide.
Den mest intense specialinteresse jeg har for tiden er at jeg fantaserer om at bygge en by op, fra grunden.
Den skal selvfølgelig hedde Camillaby.
Det skal være en realistisk by, ikke at forveksle med de byer, jeg bygger i The Sims 2, hvor spillet sætter mange begrænsninger for, hvor meget man kan udfolde sig.
For at gøre Camillaby så realistisk som muligt, er jeg nødt til at læse en masse om byplanlægning, arkitektur, infrastruktur mm.
Bl.a. har jeg læst, om hvordan Christian IV og Frederik III anlagde Fredericia, der også er opbygget på et sted, hvor få mennesker boede, før kongerne anlagde deres fæstning.
Jeg har også læst om hvordan mange byer opstod på bar mark, da jernbanen kom til Danmark.
Man lagde ofte stationerne midt imellem de byer der allerede var --- for når flere sogne og amter skulle betale for driften af banen, så skulle man også have lige langt til stationen, ellers fik den ene by jo fordele ved den opblomstring, der kunne opstå.
Men det vigtigste er, at Camillaby skal være en handicapvenlig by, og at det er tænkt ind fra starten, som en del af alle offentlige miljøer.
Jeg fantaserer både om, hvilke pædagogiske og sundhedsfaglige tilbud, der skal være, men også om at alle huse skal bygges så handicappede kan færdes i dem uden problemer, ligesom det skal være sikkert at færdes udendørs, let at finde rundt osv.
Jeg tænker tit alt for meget, men den tid der går med at lege stadsarkitekt går uden at bekymre mig, og samtidigt bliver jeg lidt klogere på, hvordan vores samfund er opbygget.
Førhen var jeg meget hæmmet, af at jeg syntes mine specialinteresser var pinlige, og udelukkende et udtryk for mit handicap.
I de første mange år, jeg havde min diagnose, var der ikke ret meget fokus på mine ressourcer, man så hele tiden på de ting jeg ikke kunne og havde i det hele taget de negative briller på.
Det var først, da det gik op for mig, at jeg også har styrkesider, og at specialinteresser kan bruges positivt, til at skabe ny viden og opfindelser ~ men også til at berolige sig selv ~ når man opfatter tankerne positivt.
Det er faktisk naturligt, når man møder modstand i livet, at fantasere om hvordan man hellere ville ha' det skulle have været.
Det er sådan gode ideer bliver skabt, og sådan man finder ud af, hvem man i virkeligheden er.
Jeg er nødt til at acceptere, at specialinteresserne er en del af mig.
Hvis jeg kæmper imod tankerne i mit hoved, så går alt min energi med dét.
Nu hvor jeg har givet mig selv lov til, at tænke på byen, så gør jeg det faktisk meget mindre end før. Det er som om, min hjerne ikke synes det er nær så spændende mere.
Jeg har mere ro, til at beskæftige mig med andre ting, men på den anden side kan jeg vælge at fokusere på byen, hvis det er svært at være til stede i en situation, og jeg har brug for at tænke på noget andet, for at berolige mig selv.
Det kan virke absurd, men det at ha' en indre verden kan faktisk gøre det meget nemmere, at leve i den ydre verden.
Jeg kan godt få lyst til at snakke rigtig meget om mine specialinteresser. Somme tider irriterer det mig, at jeg har så svært ved at bremse talestrømmen. Jeg ved, det kan være til irritation for andre.
I sådanne tilfælde er det helt OK at du siger fra!! Jeg bliver ikke fornærmet, hvis du siger det direkte, at nu gider du ikke høre mere!! Jeg ved, jeg lærer af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar