Lidt at tænke over.

Hvor går grænsen mellem hår i maden, og mad i håret??

Smager fnulleret mellem tæerne virkeligt af lakrids??

Kan man få trestjernet salami, på en tostjernet Michelin restaurant??

Spiser ænder virkeligt andemad, eller er det en "and?"

Lider kaniner af selektiv mutisme, siden de aldrig siger noget??

Hvorfor har vi hår under armene, når det er det eneste sted, chimpanser ikke har hår??

Hvem er Ulrik, og hvorfor bor han nede i toilettet??

Jeg undrer mig!!

Nyt look

Jeg ser ud, ganske som jeg plejer.
🐒

Men jeg har givet bloggen et nyt look.

Jeg er ellers ikke tilhænger, af at skifte udseende på et visuelt design, for genkendelighed er vigtigt, indenfor markedsføring. Det er i hvert fald en hjælp for mig, at kunne kende forskellige blogs fra hinanden, ligesom firmalogoer også gør det nemmere at huske, hvor man fx har handlet tidligere.

Men men men, som altid er mit nytårsfortsæt at turde prøve noget nyt --- og så vidt jeg husker, har jeg ikke skiftet bloggens udseende, siden starten i 2011.

Nu er det på tide!!
😉

Jeg må indrømme....

... at jeg er nervøs, her inden mødet!!! 🙁

Men jeg stoler på, at min kontaktperson (bostøtte) og jeg, kan forklare sagsbehandleren hvordan landet ligger.

Sammen kan vi forklare hende, at vi gør det, der er bedst for mig, her og nu.
Og at fremtiden ikke er vigtigere end nutiden, eller fortiden!!! 😊

Bostøtten kommer og henter mig, og efter mødet tager han med mig hjem.

Jeg bliver meget påvirket, bagefter mine statusmøder ~ forhåbentlig af lettelse ~ og uanset udfaldet kan jeg ikke li' at være alene bagefter.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor lettelse også kan være svært, at håndtere.

Nu vil jeg prøve at slappe af, med noget rart.
Måske vil jeg se standup, på TV2 Play, eller lægge puslespil.

Nu igen!!!???

Nu skal der åbenbart være statusmøde igen, med min sagsbehandler!!???

Det er godt nok meget tit, hun vil ha' møde!!!

I torsdags fandt jeg ud af, at efter sidste møde, lavede hun en række mål.
De skal opfyldes inden udgangen af 2017.
Jeg havde intet kendskab til, at hun overhovedet havde sat mål for mig, så hvordan skulle jeg kunne opfylde kravene???

Ydermere er hendes mål så store, at jeg på ingen måde kan opfylde dem!!!

Men jeg er ret afslappet omkring det.
Jeg ved nemlig, at mine kontaktpersoner støtter mig 100%.

Jeg er overbevist om, at vi kan forklare hende, at jeg KAN udvikle mig mere ~ men at det ikke kan lade sig gøre, i det tempo hun lægger op til.

Så nu vil jeg ikke tænke mere på det.


Øreringe

Det er ikke din skærm, der er noget galt med. 

Jeg sker faktisk sådan her ud i virkeligheden, men man kan godt se, at jeg er forkølet. 

Jeg ville bare lige vise mine nye øreringe med autisme opmærksomheds-sløjfe.

Jeg fortalte jo for et par uger siden, at jeg gerne ville eje et par, men dengang kunne jeg ikke finde et sted at købe dem. 

Men så fandt jeg dem på Amazon, og de har mange af den slags smykker.

Meningen er jo, at de skal øge opmærksomheden på autisme, og ofte går en del af salgprisen til formål, der kommer autistiske mennesker til gode. 

Jeg ved dog ikke, om netop dette par øreringe, giver økonomisk støtte til et bestemt formål. 

Jeg har tænkt på, hvordan fakta-tjekker man, om et godt formål virkeligt er godt??

Jeg er kommet til den konklusion, at det kan man ikke. 

I nogle tilfælde kommer pengene ikke frem, og i andre tilfælde er de mennesker der får glæde af dem nogle røvbananer. Sådan er det egentlig med mange ting. 

Men jeg er også kommet frem til, at det kan ikke skade at tro på det gode. 

Alting handler ikke om penge. 

Jeg ved i hvert fald, at hvis jeg ser et menneske med en autisme opmærksomheds-sløjfe, så vil jeg være opmærksom på hende eller ham, her og nu og i fremtiden. 

Måske synes pigen med autisme-nøgleringen på rygsækken, også at det er svært at stå i kø eller måske trænger moderen til det "umulige" barn til et smil, imellem alle de mistroiske blikke??

Jeg bruger mine autisme-symboler til at huske mig selv på, at være høflig og imødekommende. 

18 dage...

... til nytår. 



2016 har været et godt år, ind til videre.

Der er sket så mange gode ting, at jeg ikke kan huske dem allesammen.
Der er hele tiden kommet noget nyt godt.
;-)



Jeg har oplevet mange nye ting i 2016, og jeg har lært en del nye ting. 

Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig, lige så stille.
Men jeg kan også mærke, at jeg er ved at erkende, hvilke ting jeg ikke kommer til at lære.





En af de største sejre, at jeg er begyndt at gå i klub om torsdagen, og at jeg var med til computer-party på Idavang. 

Idavang er i øvrigt blevet en del af Autisme Center Skive, pr 1/2-2016. 





Jeg har mødt en del af kærestens venner og veninder, og er blevet godt modtaget af dem. 

Jeg har også mødtes selv med 2 forskellige veninder, henholdsvis på café og herhjemme.



Blomst og jeg havde en dejlig sommerferie sammen.

Vi lejede en bil, idet vi nød, at hun har fået kørekort.

Vi gentager succesen til jul. 



Jeg er mere bevidst om min økonomi, og jeg forvalter selv en vis del af mine penge. 

Det er også stort, at jeg selv kan støvsuge nu. 

Jeg har også fået en tatovering i 2016.

Det er en trekløver, som har en symbolsk betydning for mig, idet den har forbindelse til min tid som spejder. Den sidder på bag på min venstre skulder. 


Det er min første tatovering, men jeg vil gerne ha' en mere.

Det skal være med mit personlige motto: Små sejre er bedre end store nederlag. 
Jeg vil gerne ha' den på min venstre underarm. 



Der sker hele tiden noget nyt.

Jeg skal bare huske, at ta' det hele i meget små bidder, for ellers kan jeg ikke overskue det. 

Selvstændige opgaver

Min primære bostøtte og jeg, har haft en snak om, at jeg har svært ved at vurdere, hvad der er realistisk at jeg selv kan gøre hver dag.
🤔

Somme tider kan jeg klare en hel masse, men andre dage kan jeg ikke overkomme så meget.
Det svinger meget. 😕

Nu har vi aftalt at jeg skal vælge 1 opgave hver dag, ud fra dagsformen.
Der er pt ca 10 opgaver at vælge imellem, men der vil efterhånden kommer flere.
🗳

Vi begyndte i mandags.
Der valgte jeg selv at gøre rent på badeværelset. 💪

Tirsdag var vi nødt til at springe over.
Jeg sov meget dårligt natten til tirsdag, så der måtte jeg ind og hvile mig, i stedet for.

I går støvsugede jeg i køkkenet og stuen, og vi har allerede valgt at jeg skal støvsuge i værelserne i morgen.
💪

I dag skal jeg sortere vasketøj.
👕

I dag har jeg også lært, selv at bestille en teletaxa, til i aften.
Det kan man gøre til samme pris som en busbillet, da der ikke kører bybusser om aftenen mere, her i Skive.
🚕

På den måde kan jeg blive kørt hjem fra klub.
Når jeg skal derhen, kører der en bus.

Nu må jeg hellere se at komme i omdrejninger, så jeg kan være klar til klubben.
⌚

Jeg skal også i bad.

***

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig, at gå i bad.
🤔

Men jeg tror, det er noget jeg bilder mig ind.
At jeg på en eller anden måde har "bestemt" at bad er svært, og så har den tanke bare siddet fast og forstærket sig selv.

For det er jo egentligt ret simpelt, at ta' et brusebad.
Og jeg er jo glad for at bade, når jeg først har fået tøjet af og er i gang.
🛁

Jeg har været irriteret, over at mit hår skulle ha' et almindeligt håndklæde om sig, når det skulle tørre.
Det var faktisk det mest trælse, ved at skulle i bad.

Men det er slut nu!!
Jeg har købt en slags huer, af microfiber-stof, som man bruger i stedet for et håndklæde.
De er meget rarere at have på.

Så nu har jeg ingen "undskyldning" for hvorfor det skulle være træls eller svært at ta' bad.
Jeg har besluttet, at nu vil jeg ikke tænke mere på, at det er svært, for det er det jo ikke!!!
💡

Men det jeg er mest glad for i dag, er at jeg selv har ordnet det med teletaxaen.
😊

Jeg glæder mig til at komme i klub.
🐒

Vaner

Jeg har tit fået at vide, at det at man gør de samme ting igen og igen, er du en central del af autismen. At det er fordi vi er usikre. At vi beskytter og selv.

Jeg har godt vidst, at alle har ting, de foretrækker at gøre, og som de gør ofte.

Men jeg har aldrig tænkt på, hvor mange vaner alle mennesker har, uden at andre lægger mærke til det.

👱 Jeg skriver altid ordet Indkøb øverst på indkøbssedlen. Er det fordi jeg er autist? Næ jeg vil bare gerne vide, om kuglepennen virker, så jeg er klar inden jeg åbner køleskabet. 💡

👱 Jeg kan ikke li' at have strømper på om aftenen? Er det fordi jeg er autist og/eller særligt sansefølsom? Tja, men det er lige så meget fordi jeg får hævede fødder om aftenen. 👣

👱 Apropos strømper. Jeg piller altid tæer, når jeg tager strømperne af, og har gjort det siden jeg var helt lille. Er det fordi jeg er autist? Spørg min far, det var ham der i sin tid lokkede mig til at se efter, om der var lakridser imellem mine tæer!!! 😉 👪 Det var der ikke, og heller ingen "fodvorter fra Bon-Bon" men jeg havde fået en vane, der holdt ved.

👱 Jeg tæller altid mine piller. Er det fordi jeg er autist? Ja, pillerne i sig selv er vel. Men at jeg tæller dem, skyldes jo at det ikke er mig selv, der doserer dem. I morges var der 3 kalkpiller i æsken, i stedet for én. 💊

👱 Jeg skubber tit andres glas ind mod midten af bordet. Er det fordi jeg er autist? Næ jeg er bare tidligere katteejer, og i et splitsekund har glemt at katten er død, og derfor ikke kan springe op og vælte glasset. 🐱

Og sådan kunne man blive ved.

Jeg er tit blevet analyseret af psykiatere, psykologer og pædagoger, der har noteret mine vaner til punkt og prikke.
Hver gang noget har været uforståeligt for dem, har de tolket det som en tvangshandling.
Hvorfor har de aldrig set indad? Og hvorfor har de aldrig spurgt mig, om årsagerne??
🤔💭

Vanens magt er stor.

Men de fleste vaner bunder i, at man på et tidspunkt har haft et problem man skulle løse, og da det gik godt, fortsatte man på samme måde.

Det er noget, alle oplever.
Med eller uden autisme!!

Og også selv om man har en mere tydelig grad af autisme, end jeg har.

Facebook-pause

Jeg holder lige en lille pause fra Facebook og Depnet. 

 

 

 

 

Mine tanker kører lidt for hurtigt for tiden, og så kan jeg nemt komme til at lukke en masse snak ud, som jeg slet ikke mener, og om emner jeg i virkeligheden ikke ved noget om.

 

I fredags kom jeg virkelig til at dumme mig, inde på Facebook, og skrive noget virkelig grimt til én, og det skal ikke ske igen.

 

Derfor holder jeg lige en pause, hvor jeg forsøger at begrænse mængden af stimuli.

 

Jeg har haft det ret svært, med alle de ændringer der er sket her i februar, med nye personaler og et nyt dagtilbud.

 

 

 

 

Jeg skulle egentlig begynde på Værkstedslinjen, men der magtede jeg bare ikke at være, pga dels for meget støj, og dels dårlige tanker.

 

Men nu skal jeg hen og snakke med personalet igen i overmorgen, om hvor og hvordan mit dagtilbud så kan være.

 

 

 

 

Jeg har foreslået, at jeg kunne være ovre i de lokaler, hvor jeg er vant til at færdes, og hvor der er flere personale og brugere jeg kender, end på Værkstedslinjen.

 

Så skulle jeg ha' et arbejdsbord, hvor jeg kunne sidde og lave kreative ting, altså det samme som jeg skulle på Værkstedslinjen, bare i mere kendte og tryggere rammer.

 

Der er et sted, under en trappe, som måske kunne bruges, da det virker som en lille afgrænset hule.

Ved at ha' mit eget bord skal jeg ikke hele tiden føle mig i vejen for de andre brugere og personalet, så kan jeg let lade mine ting blive liggende, når jeg holder pause osv.

 

 

 

 

Vores afdelingsleder sagde at det var en god ide, og hun ville tænke videre på den, til på fredag

Jeg er spændt på, hvad hun finder ud af.

Brilleabe on / off

Mine øjne er så mærkeligt indrettet, at somme tider er briller nødvendige og til andre tider er briller unødvendige, selv om jeg laver præcis samme ting.

Derfor har jeg været brilleabe on / off siden 1991.

Lige nu er jeg bare mega træt af mine briller, ikke mindst fordi de hele tiden skal pudses!

Jeg har også erfaret at de langt hen ad vejen er unødvendige, men i nogle tilfælde kan de altså ikke undværes.



Jeg har hidtil altid afvist kontaktlinser, fordi jeg ikke kan lide at røre ved mine øjne.
Jeg var fx så nervøs for at stikke mascara børsten ind i øjet, at jeg først for alvor begyndte at bruge makeup som ca. 20-årig, selv om lysten var til stede før.


Men nu har jeg erfaret, at jeg godt kan berøre mine øjenæbler.
Jeg kan bare bedst lide at gøre det uden spejl.
Men det må kunne læres, for mascarabørsten og øjendråberne er jeg jo heller ikke bange for mere. 



For noget tid siden fik jeg noget eyeliner ind på overfladen af øjet, og det skulle selvfølgelig fjernes med en vatpind, og efterfølgende renses med saltvand, hvilket jeg klarede uden problemer.
Jeg måtte dog konstatere ved samme lejlighed at flydende eyeliner er ikke noget for mig, fordi det snasker for meget. Men måske var det bare et dårligt mærke, eller noget?



Samtidigt er der jo kommet linser frem, som man kan bruge i en hel måned, uden at skifte.
Så hvem ved, måske prøver jeg linserne på et tidspunkt?

Sært?

Jeg har en såkaldt særinteresse, eller med et fint udtryk: En interesse som er atypisk i forhold til indholdet, formen eller intensiteten.

Det er et projekt i tankerne, og jeg ved godt at det er en urealistisk ide.
Men alligevel tænker jeg meget på, hvordan det skulle føres ud i livet, hvis det nu var...


Kort sagt handler det om, at jeg gerne vil skabe bedre vilkår for mennesker med fysiske og/eller psykisk handicappede, i et bestemt østeuropæisk land.

Det skal gøres ved bl.a. at oprette handicaphjem --- og ikke mindst et seminarium der skulle uddanne personalet --- og det hele skulle financieres af en sponsororganisation, med private mennesker, institutioner og virksomheder som sponsorer.
Altså på samme måde som f.eks. SOS Børnebyerne fungerer.


Men som sagt, projektet er ren utopi.
Alligevel fylder det rigtig meget i mine tanker.


Lige før sad jeg f.eks. og tænkte på de mennesker jeg kender, med forskellige typer handicap, og forestillede mig hvordan de ville skulle bo og hvad de skulle beskæftige sig med.

På andre tidspunkter fantaserer jeg f.eks. om hvordan bygningerne skal se ud --- eller hvor stor en procentdel af beboerne der vil få brug for en hospitalsseng, frem for en almindelig seng.

Og sådan planlægger jeg ned til mindste detalje.
Nå ja... så prøver jeg også at lære sproget, ved hjælp af en CD-rom.


Jeg kan ikke finde ud af, om min særinteresse er god eller dårlig for mig.


Altså tanken om at ville hjælpe andre er jo helt fin.

Men det kan jo ikke lade sig gøre i virkeligheden, så hvorfor ikke slå ideen ud af hovedet, og bruge kræfterne på noget, der rent faktisk ville kunne lykkes?


Jeg vil gerne vide, hvordan andre med Asperger håndterer deres såkaldte særinteresser --- og om der overhovedet er nogen, der har den slags store hjernespind.

Så kom frisk, og byd ind med din mening og erfaringer!!!

Når ting vækker følelser

Henne på Idavang kommer en ung mand, som har infantil autisme i svær grad.

I dag erfarede han, at vi har fået nye køleskabe, og det udviklede sig til en meget svær situation for ham.


Jeg kan genkende mange træk imellem ham og mig, og det minder mig om en historie fra min barndom. Måske har du hørt den før, for jeg har fortalt den mange gange - men her kommer den lige igen.


Da jeg var lille havde jeg et sæt nattøj med kattekillinger på, og jeg nægtede at skille mig af med det, selv om det var alt for lille. Til sidst smed min mor det ud alligevel.

Når jeg tænker efter, så tror jeg aldrig jeg har savnet noget så meget, som dengang.
Hvis jeg skulle græde i et skuespil f.eks., så ville tanken om dengang stadig kunne få tårerne frem.


I dag ved jeg, at det var fordi jeg ikke kunne skelne imellem personer, dyr og ting.
Jeg troede at kattene var levende og havde personlighed.
Jeg talte med dem, kælede med dem osv.
Så for mig føltes det på samme måde, som hvis jeg havde mistet en nærtstående person.


Køleskabs-fyren kan ikke selv fortælle hvordan han har det indeni.
Men jeg tror at han har samme følelser, eller noget lignende, som jeg havde dengang.

Støt dem, der støtter dine børn!

Jeg vil bare lige minde dig om, at i disse tider begynder idrætsforeningerne at sælge julekalendere, til fordel for de lokale klubber.
Jeg har da også bedt min Facebook veninde lægge en kalender til side til mig.

Jeg ved ikke hvilken klub jeg støtter, men jeg ved at hele hendes familie går meget op i fodbold.
Det er sundt for børnene og for familien som helhed, og derfor støtter jeg det gerne - også hvis der kommer en lokal kalendersælger forbi min dør.


Jeg er ikke den store tilhænger af konkurrencesport.
I min verden er det prisværdige ved sport ikke hvem der scorer flest mål, men derimod hvordan spillerne lærer at arbejde sammen på et hold, og at den enkelte deltager forbedrer sin sundhed.
Det er værdifulde færdigheder, som man kan bruge videre i sit liv.

At sidde og ærge sig over at Danmark har tabt en vigtigt landskamp engang for tyve år siden er derimod ikke særligt konstruktivt eller godt for humøret...
;-)

Derfor glæder det mig at se, at der kommer flere og flere idrætstilbud, hvor man kan være med, selv om man ikke er den hurtigste, stærkeste eller klogeste på holdet.

Ligeledes glæder det mig, at kommuner og klubber arbejder sammen om at få socialt udsatte børn og unge til at dyrke sport, og at der samarbejdes omkring forebyggelse af overvægt og andre sundhedsproblemer. 


Det hele bygger på det faktum, at nogen tager sig tid til det hårde arbejde, der er i en klub.
Det handler jo ikke bare om at stå med stopur og fløjte - der er masser af ting, der skal gøres.
Jeg kender det selv, fra mit eget foreningsarbejde - for selv om det ikke var idræt, men derimod spejder, børneklub og Ten Sing, så handler det jo i bund og grund om det samme.

Måske har du ikke selv kræfter til at hjælpe rent fysisk.
Men det skulle nok kunne lade sig gøre for dig, at få råd til en 20'er til en julekalender.

På en god dag kan du måske svinge dig op til at klappe dit barns træner på skulderen og sige "Tak fordi du tager dig tid til ungerne, det er guld værd!"
Det varmer i hvert fald i et trænerhjerte!

3. maledag

Det skrider fremad med Gøjefrøen.

 

Jeg har ikke taget noget billede på dag 2, for der lavede jeg ikke noget nyt på maleriet, men gav bare et lag oven på det jeg havde malet den første dag.

Nu mangler jeg "bare" at lave den anden vinge, og så skal det hele nok have endnu et par lag maling. Jeg mangler bare at beslutte, om konturerne skal tegnes op.

I så fald skal jeg have fat i nogle tyller, til at sætte på tuberne med maling.

Kanterne maler jeg blå som baggrunden, men det gør jeg altid først til sidst, for at de ikke skal blive skrammede når jeg flytter billedet rundt på bordet.

Jeg har nemlig ikke noget staffeli, men jeg ønsker mig et.

Til sidst skal det hele have en gang lak.

Jeg har ikke prøvet at lakere et billede før, så jeg vælger den halvblanke - så kan det vel ikke slå fejl, og jeg kan bedømme om jeg vil have det mere mat eller "glossy" næste gang.

Jeg regner med at Gøjefrøen skal i en sort ramme, og at den skal hænge i mit soveværelse.