Onsdag morgen med bostøtten

Jeg  er så heldig at jeg har bostøtte hver mandag til fredag, om morgenen. (Foruden hver tirsdag og torsdag eftermiddag.) 😄

Bostøtten kommer kl. 9.00, men det er meget vigtigt at jeg er oppe før. Helst skal jeg stå op kl. 7.40, hvor vækkeuret ringer første gang. ⏰

Det er nemlig bedst at jeg har tid til at skrive om mine specialinteresser ~ kaldet særinteresser af psykiaterne ~ fordi jeg vågner med en masse idéer i hovedet. Det er bedst at jeg får stillet trangen til at beskæftige mig med det, før jeg skal noget vigtigt. 📙

Min koncentrationsevne er stadig ikke god, men det hjælper på det. 😃

Jeg skal egentligt i bad, hver mandag, onsdag og fredag morgen. Det sprang jeg med vilje over i dag. Men jeg glemte, at jeg også skulle smøre mit ansigt og mine hænder i specialcreme, fordi jeg har et udbrud af atopisk eksem. Det må jeg gøre når jeg kommer hjem. 🏡

Jeg havde nemlig travlt med at huske på at vi havde aftalt at fjerne påskepynt i dag. Det er jo længe siden påsken sluttede!! 🐣

Jeg havde selvfølgelig taget mit strukturskema for onsdag frem, men der står jo ikke noget om eksem og påskepynt. 📅

Til gengæld stod der oprydning, opvask, ophængning af vasketøj og pakning af arbejdstaske. Så det klarede vi først. 🏠

Bostøtten hjalp med at tage et påskeophæng ned fra loftet, for jeg er så højdeskræk, at jeg ikke tør stå på en stol. Så tog jeg de andre ting, og satte dem i skabet. For at de kunne være der, måtte jeg tage nogle andre pynteting ud, som fik påsketingenes pladser. 🐤

Bostøtten hjalp også med at få noget gammelt klister af væggen på badeværelset, hvor jeg satte en perleplade op. Ifølge skabelonen skulle den forestille en stjerne. Jeg synes den ligner solen. Men solen er vist også en stjerne?? 🌞

Jeg har sat den ved siden af håndvasken, fordi jeg synes det er som om, den ønsker mig godmorgen. Jeg kan snakke lidt med den, når jeg vasker mig og sådan. Jeg kan lige forestille mig, at den siger "Husk at vaske dig bag ørerne!" 😂

Så var det ved at være tid, til at gå. Det regnede en smule, men bostøtten protesterede ikke, da jeg tog sommerjakke og gummisko på. Det mente jeg var passende påklædning.

Men inden jeg var nået på arbejde med bussen, kom der skybrud!!! Jeg skulle bare gå 100 meter, fra busstoppestedet, men jeg var drivvåd da jeg ankom!!! Mine strømper er våde endnu, men det gør ikke noget, for skoene er sikkert heller ikke tørre, når jeg skal hjem, om et kvarter. 🌧

Jeg skrev til bostøtten, at vi er nødt til at blive bedre, til at vælge tøj. Vi må hjælpe hinanden. Det vil jo ikke hjælpe, hvis hun forklarer hvordan vejret sandsynligvis bliver, hvis jeg ikke hører efter. 🙉

Alt i alt, var det en god morgen. 🌄

Nu skal jeg snart hjem fra arbejde. Så ser vi, hvad resten af dagen bringer. 🔮

Godt og skidt ~ heldigvis mest godt!!

Jeg er stadig skuffet over at jeg ikke formår at bruge bloggen, sådan som jeg ønsker mig. Men, som nævnt tidligere, ser jeg det som et udtryk for, at mit fokus har været udadvendt. 💭

Men, det er tid til en update!! 💻

Det går generelt rigtig godt for mig. 😃

Jeg er trappet helt ud af et af de præparater jeg har fået, nemlig Invega. Jeg gik fra 6 til 3 til 0, uden nogen form for problemer. Så det er et overstået kapitel. 👍

Det andet præparat vi har ændret på, er Cymbalta. Der er jeg gået fra 120 til 90 til 60 mg. Det er ikke mere end en uges tid siden seneste justering, så det er for tidligt at vurdere. Men på 90 mg havde jeg det i hvert fald godt. Jeg valgte at være på den dosis i 8 uger, for jeg følte ikke jeg var helt sikker, efter de første 4 uger.

Indtil videre går det godt på 60 mg. 😊

Når lægen og jeg har talt sammen (videokonsltation om 3 uger) vil hun gerne have, at vi venter ca et år, med at justere mere. 📅

Jeg synes at det er lang tid, at vente. 🙁

Men jeg forstår hende godt. Det er godt at se, hvordan medicin ændringerne påvirker mig, på lidt længere sigt. 👀

Vil jeg fx blive mere udfordret af ændringer i hverdagen, som følge af årets gang?? Årstider og begivenheder kan påvirke mig på en ny måde, fordi jeg er vant til at have en vis medicindosis, i blodet, og dertil kommer alle de ting, man oplever i privatlivet. Det er naturligt at humøret skifter, men vil det blive for svært for mig?? Det kan man ikke vide, allerede. Så det giver god mening at se tiden an. 👓

Indtil videre er 2022 gået godt for mig. 😊

Dog har jeg været meget træt, men det er vist bare, fordi jeg har givet mig selv for meget lov, til at slappe af. Så er det svært, at komme igang igen.

Men jeg er villig til at gøre en indsats!! 🏭

Vi har erfaret, at det er tanken om at skulle gå, hen på arbejdet, har været svær for mig. Lysten til at møde op, og være aktiv derhenne, har ikke været påvirket. Jeg har "bare" ikke overskud til at gå afsted, selvom jeg møder senere end de andre. 💭

Her i marts har vi derfor testet den "metode" hvor morgenstøtten bliver indtil vi kan gå hen til bussen sammen. Bostøtten har som regel mulighed, for at være her til kl. 10.00. 

Bussen kører kl. 10.18. Men for mig er det underordnet, hvor længe jeg skal vente alene ~ bare det foregår ved stoppestedet, og ikke hjemme i sofaen. 🚌

Der er et skur, med en bænk. Havde der ikke været noget af sidde på, havde jeg nok købt en rygsæk, der kan foldes ud til en taburet. Dem man ofte benytter på fisketure. 🐟

Der er det ene minus, at jeg ikke får motion, men det må vi kompensere for. 

Det kunne fx være, at jeg kunne gå nogle ture i arbejdstiden, eller med bostøtten, om eftermiddagen. Det har vi tid til, fordi vi kan bytte om på opgaverne. Der er blevet tid om morgenen, til at lave husarbejde, såsom at støvsuge eller rydde op. 

Jeg er ikke lige morgenfrisk hver dag, men det føles meget mere overskueligt, at lave praktiske ting, end at skulle ud at gå. 

Det er ligesom en nemmere overgang, mellem fritid og arbejde, end en gåtur, der er fuld af indtryk, og hvor jeg er nervøs for, om jeg er for træt, til at orientere mig i trafikken. 

Nogle mennesker slapper af, når de går. Men mine sanser er konstant på overarbejde, og så er gåturen ikke spor rar. Jeg er stresset, når jeg når frem. Jeg er endda streset, før jeg går, fordi jeg ved at turen bliver en stor udfordring. 😥

Jeg synes jeg er kommet OK fra start, med den nye morgenrutine. Men mit fremmøde er stadig ikke godt nok. Jeg vil meget gerne kunne klare at komme afsted, 4 dage om ugen. Dér er jeg ikke endnu.

Men jeg tror på det!! 🍀

Juleferien.

Kæresten og jeg havde en dejlig juleferie sammen.

Men man kunne godt mærke, at jeg var stresset. 

De daglige rutiner var væk, og det betyder meget. 

Men vi havde det rart, og det er det vigtigste!!!

Jeg var og er stadig glad, og jeg synes det har været en god jul og juleferie.

Jeg er "bare" hjernetræt. 

Man kunne mærke, min stress, ved at jeg hele tiden glemte ting og gjorde ting forkert.

Fx så jeg forkert i togkøreplanen flere gange, hvilket slet ikke plejer at være et problem. Normalt kan jeg tidspunkterne næsten udenad. 

Jeg kom også til at købe de forkerte printerpatroner, og det opdagede jeg først, da printeren protesterede højlydt. Jeg har stadig ikke fået købt papir til den, for det har jeg også glemt.

Den værste forglemmelse/misforståelse var dog, at et familiemedlem ville sende en blomst, som jeg troede jeg ville få til familiens julefrokost. 

Så jeg havde ikke reageret, da den ikke var fremme inden jul. 

Det krævede lidt detektivarbejde, at finde ud af, hvad der var sket. Men det viste sig, at være en misforståelse, omkring min adresse, som åbenbart stod forkert på nettet. 

Så jeg måtte ind at forsøge, at ændre min adresse på nettet, for det lovede jeg selvfølgelig mit familiemedlem at gøre. Ifølge både Krak og De Gule Sider eksisterer jeg slet ikke. 

Så det krævede igen et detektivarbejde, at finde de steder, hvor det skulle rettes. Det første sted, der kom frem på Google, var en liste over foredragsholdere, som jeg havde skrevet mig på, i tidernes morgen. 

Jeg må gå videre med det senere, for selvfølgelig skal jeg kunne findes på nettet. 

Familiens julefrokost 4.juledag blev aflyst, pga. corona-situationen. Det havde helt sikkert været en hyggelig dag, men jeg tror det er godt for mit mentale helbred, at den er blevet udskudt. 

Jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have kræfter til det, og det ville jo være synd for alle, hvis jeg bare sad og hang, henover bordet, eller måtte lægge mig ind på et værelse. Sådan en gæst, gider "man" da ikke have, når man har inviteret til fest. Så må man hellere ses en anden gang. 

Nu er det hverdag igen, og alligevel bliver det anderledes end jeg plejer.

Jeg skal nemlig sige velkommen til en ny bostøtte, og farvel til en anden, pga. nogle omstruktureringer. 

Jeg går til det, med positivt sind, men det kan blive lidt svært, er jeg bange for. 

Jeg tager én dag ad gangen, det har jeg det bedst med, kan jeg mærke. 

Jeg er glad nok. 

Jeg er "bare" hjernetræt. 

Stille hverdag

 Livet går stille og roligt, her på Pølletoften. 

(Det kalder Morten og jeg den vej, jeg bor på.)

Morten og jeg kan heldigvis stadig ses, på trods af corona-pandemien. 

Togene kører, men de må kun besætte hver anden plads, så det kan være lidt svært, at få en billet til den afgang man ønsker. Der er vi heldigvis forholdsvis fleksible.

Vi er sammen hver weekend, og ofte mere end det. 

Vi hygger os bare hjemme hos ham eller mig. Der er jo ikke meget, man kan foretage sig, når spisesteder, kultursteder og butikker er lukkede. Det er OK, men vi glæder os til vi kan komme ud at spise igen, eller i biografen. 

Af og til besøger vi hans mor og stedfar. Det er hyggeligt. 

Idavang har stadig åbent, bare med nogle andre regler end normalt, for at vi kan holde afstand og god hygiejne, og alt det dér man nu skal, pga. corona. Det er blevet hverdag for os, at vi fx skal sidde på faste pladser, at vi ikke selv må tage mad fra rullebordet osv. og ikke mindst at hver gruppe skal blive i sine egne lokaler. Personligt er jeg kun blevet positivt påvirket af ændringerne. Jeg synes det er rart, der er lidt mere struktur, end der var før. 

At rydde op.

Jeg er næsten færdig, med et større projekt, som består i, at rydde op.

Et af værelserne i mit rækkehus, havde nærmest forvandlet sig, til et pulterrum.
Stort set var det kun skrivebordet, med min PC, som var brugbart, fordi der var rod alle steder.

Nu har jeg fyldt en masse kasser, med ting, der skal afleveres til en genbrugsbutik.
Vi kan ikke aflevere det lige nu, for der er lukket pga corona.
Men det er også OK for mig, at kasserne står i min entré, fordi de er lukkede og stablede.

Jeg er helt færdig med selve oprydningen.
Nu mangler jeg bare, selv at tørre støv af, hvilket jeg skal gøre i dag.
Så vil min bostøtte hjælpe, med at støvsuge i morgen.

Jeg har tænkt på, hvorfor det har været forholdsvis let for mig, at gennemføre netop dette projekt, når andre projekter kan være meget svære.
Hvordan har jeg kunnet bevare motivationen, selv om jeg gik i stå nogle gange??

Svaret må være:

> Det var tydeligt for mig, at se et behov, fordi de genstande jeg ønskede at fjerne, fyldte mere og mere.
Der var simpelthen ikke plads nok i rummet.

> Dermed kunne jeg også se et formål, med projektet.
Det var tydeligt, at resultatet bliver et rum, hvor der er plads til at være, og hvor det er rart at være.

> Jeg arbejdede alene, med hjælp fra bostøtten.
Hun satte mig igang, og var i huset imens.
Derved kunne hun fortælle mig, hvor længe jeg skulle arbejde, og hvornår der var pauser.
Og jeg kunne spørge hende om hjælp. 
Imens jeg ryddede op, lavede hun nogle af de ting, jeg ikke selv kan.

> Der var tilfældigvis kasser til rådighed, som passede perfekt til formålet:
Forholdsvis små flamingo kasser, med låg.

> Jeg kunne se, hvor langt jeg var kommet.
Det kan være svært at vurdere mængden af genstande i en bunke af skrammel, og flytter man det bare et andet sted hen, varer den fornemmelse ved.
Kasserne gjorde en forskel, idet jeg kunne tælle dem.
Derved fik jeg en fornemmelse af, hvor jeg var kommet til.

> Der var en naturlig balance imellem aktiviteter og pauser.
Vi hentede et antal tomme kasser fra skuret, ad gangen.
Når de var fyldt, var det tid til pause.

Alt i alt, er resultatet blevet rigtig godt.

Julen kan være et kaos...

... når man er autist.

Autister er selvfølgelig lige så forskellige som andre mennesker.
Men flertallet af os, har brug for, at vores hverdag er ret forudsigelig.

I en tid, hvor mange parforhold varer kortere end før, er julen ofte ikke præget af de samme ro, som før, hvor familier altid havde deres egne juletraditioner.
Et år, holder man måske jul hos mor, et andet hos far, og nye stedforældre og stedsøskende ... bedstemors nye kæreste, onkels nye kone ... gør at julen er forskellig fra år til år.

Det kan være forvirrende nok, for helt almindelige børn, og for autistiske børn kan følelsen være meget stærkere, når en tradition brydes, og erstattes af noget nyt.

Det bliver ikke nødvendigvis bedre med tiden, for efterhånden som man vokser op, forventes man at være mere og mere fleksibel.

Vi autister, og vores pårørende, er nødt til at erkende, at der skal være en plan for julen, og især for juleaften, som ofte er forbundet med mange følelser.

Vi har ofte brug for at vide:

• Hvem skal jeg være sammen med??
• Hvad skal vi spise??
• Kommer Julemanden??
• Hvem får jeg gaver af??
• Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan lide gaverne??
• Hvor kan jeg trække mig tilbage til??
• Hvad hvis det hele bliver for meget for mig??
• Hvad skal der ske de andre dage??

Det er bedst, at skrive aftalerne ned, så alle deltagere i juleaktiviteterne, ved hvad der er aftalt. 

Med andre ord: 

Vores behov i julen, er nøjagtigt de samme, som årets 364 / 365 andre dage!!

Update om det "nye" ugeskema.

Det var en supergod beslutning, at lave mit ugeskema, med piktogrammerne på.
Det som jeg har beskrevet, på siderne der hedder At Lære Nyt 1 og 2.

Jeg er bare ikke god, til at følge skemaet om aftenen.
Der er nok for mange punkter på.

Jeg justerer det løbende.
Det er jo stadig forholdsvis nyt.

Lidt træt i dag!!

Jeg har arbejdet i haven i 2 timer, i går, sammen med en hjælper.

Selv om det ikke var hårdt arbejde, er jeg lidt træt i dag.
Jeg kan mærke, at jeg har brugt min krop, på en anden måde, end jeg plejer.

Jeg har også brugt mange mentale kræfter, på at lave det nye ugeskema.

Først drillede printeren.

Bostøtten fik den geniale idé, at tage strømstikket ud og sætte det i igen.
Det hjalp.

Jeg troede faktisk, at jeg havde gjort det som det allerførste.
Men jeg har måske bare mærket, om stikkene sad fast.

Men nu ved jeg da, hvor kvitteringen for printeren er.
For den brugte jeg en halv times tid, med at lede efter, inden hun kom!!

Derefter viste der sig at være fejl på 6 ud af 7 dage, på ugeskemaet.
Piktogrammerne sad i forkert rækkefølge, eller havde den forkerte tekst.

Så det har jeg rettet, her til morgen.
Det tog mig vel en times tid.

Nu trænger jeg til, bare at slappe af!!
Det er heldigvis også, hvad der står på skemaet!!

Jeg har bestilt noget mad, via Vigo.
Det er en tjeneste, hvor man kan bringe varer fra Rema 1000, ud for hinanden.
Hvis jeg skal hen at handle, kan jeg tjekke i appen, om der er nogle kunder i nærheden, der gerne vil have nogle varer med.

Det er smadder smart!!

Hjernetelefonen.

Jeg har fået en ny bostøtte kontaktperson (( igen!! )) og det betyder jeg har lejlighed til, at lave en helt ny ugeplan, sammen med hende.

Omfanget af støtte er uændret, og mine arbejdstider ligeledes.

Men jeg føler ikke, jeg har lige så mange mentale kræfter som før det første kontaktperson skift, omkring december 2017.
Tilsyneladende har jeg et større behov, for struktur og forudsigelighed i hverdagen, end jeg havde dengang.

Derfor er det vigtigt for mig:

* At den nye plan er mere detaljeret.
* At forventnings niveauet er bedre afpasset til min funktionsevne.
* At den nye plan er visuel, i form af dagskemaer.

Vi har skrevet en kladde, som jeg selv laver selve skemaerne ud fra.

Jeg har valgt, at det skal være med piktogrammer.
De er nemmere at aflæse end tekst, når jeg er meget træt, fx om morgenen.

Jeg taster alle punkterne ind i et program, der hedder Picto-Selector, og vælger et piktogram til hvert punkt.
Så printer jeg dem ud, så der bliver 1 ark til hver dag. 7 ark i alt, som genbruges ugentligt, på min opslagstavle.

Det er let nok, at bruge Picto-Selector.

Det svære er, at tænke hver enkelt detalje i mine hverdags gøremål igennem, og vurdere om det er en ting, jeg vil bruge kræfter på, i den næste tid.

Det kommer til at tage noget tid, men jeg tror det er besværet værd.

Hensigten er ikke, at alt skal være forudsigeligt.

Man kan sammenligne hjernen med en mobiltelefon.

Når tingene er trygge og forudsigelige oplader batteriet.
Når tingene er utrygge og uvante, aflader batteriet.

Det gælder om, at holde et vist batteri niveau, så jeg har mentale kræfter nok, til en uforudset situation, ligesom mobilen skal have strøm nok, til et vigtigt opkald.

Måske har jeg brug for, at ringe efter hjælp på min hjernetelefon --- eller måske kommer ringer hjernetelefonen for at fortælle om noget spændende, som det vil være rart at have mentale kræfter til.

Ny bostøtte

En ny virksomhedsstruktur på Autisme Center Skive har gjort, at personalet skal arbejde på flere forskellige afdelinger, og på forskellige tidspunkter af døgnet. 

Jeg ved egentligt ikke, hvad det skal gøre godt for. 
Men jeg ved, at det er ikke til gavn, for borgerne.
Og at det er en stor belastning for personalet.
De kan ikke finde ud af, hvor de skal være, på hvilket tidspunkt, hvilket betyder at de somme tider glemmer at komme, eller møder op et forkert sted. 
Samtidigt, er det svært, at få skiftende arbejdstider, til at hænge sammen med familieliv. 

Det betyder, at vi hele tiden skal forholde os til nye personaler. 
Og de skal sætte sig ind i mange flere borgeres individuelle behov og handleplaner. 
Det er kort sagt noget rod.

I de seneste 5 år, eller deromkring, er der kommet en masse ændringer i den struktur, der fungerede upåklageligt indtil da. Og kun meget lidt af det, har været nødvendigt, eller godt for os.

Jeg gider ikke forholde mig til hvordan, hvorfor og hvem, der tager disse tåbelige beslutninger.
Jeg ved bare, at det at der hele tiden er ændringer, føles meget kaotisk.
Der er hele tiden noget nyt, at forholde sig til, og det er autister generelt ret dårlige til!!!

Det jeg egentlig vil sige, er at jeg forstår godt, at min tidligere primære bostøtte har sagt op.
Jeg ville heller ikke finde mig i, at arbejde på de vilkår, hvis jeg var pædagog.
For dem er det heldigvis kun et arbejde, vi andre lever med autisme 24/7/365.

Han er den bedste ven og kontaktperson, jeg nogensinde har haft!!
Og jeg vil ham det bedste, det er desværre bare ikke her i firmaet.

Min nye bostøtte er fin, og vi skal nok få et godt samarbejde.
Men det er selvfølgeligt ikke det samme.

Man må forholde sig, til de ting, politikerne og lederne i socialforvaltningen og autismecentret beslutter. Jeg har desværre ikke evner eller kræfter, til at gå ind i politik. 

En ny hverdag venter, men sikker vil jeg aldrig kunne føle mig mere.
Jeg har oplevet så mange skift og strukturændringer, at jeg bare tager en dag ad gangen.

Jeg har lært, at være taknemmelig for det jeg har i dag, for der er ingen garanti, for at det er der i morgen. 

Anti-stress

Jeg har indset, at jeg stresser mig selv ret meget.

Jeg har mange tanker og forventninger om/til mig selv, og jeg kan ikke leve op til dem. 

Det har jeg indset nu.



Jeg troede, at det ville være godt for mig, at strukturere min fritid meget, således at jeg på forhånd bestemte, hvornår jeg ville lave mine forskellige hobbyting og fritidsaktiviteter. 
Jeg havde fx bestemt, at jeg ville læse i 1 time hver mandag, at jeg ville spille Farmville om onsdagen og i weekenden osv. 

Jeg havde altid hørt, at det var bedst med et fast program, når man har autisme.



Men jeg har fundet ud af, at ja der skal være en vis struktur i hverdagen, men jeg kan ikke strukturere mine tanker og lysten til hvilken hobby eller fritidsaktivitet, jeg vil lave på en bestemt dag, før denne dag oprinder. 

Jeg kan --- og skal --- strukturere de basale praktiske ting i hjemmet, men det duer ikke at strukturere fritiden. I hvert fald ikke for mig.




Så nu har jeg luget kraftigt ud, i kalenderen.

Jeg har kun skrevet praktiske ting på, og ting jeg skal huske, såsom fødselsdage og lægeaftaler og den slags. 

Min kalender er stadig mere "fyldig" end ikke-autistiske personers kalendere typisk er, for jeg er nødt til at skrive ting som husk at tømme postkassen, husk at ordne kattebakken, husk at gøre rent her og der osv. 

Men den er langt mindre kompakt end tidligere, og det hjælper mig rigtig meget.



Jeg har indset, at fritiden skal være sjov og afslappende.

Jeg skal ikke måle og veje alt hvad jeg laver.



Det er bedøvende ligemeget, hvor mange firkanter jeg strikker pr uge, til mit tæppe. 
Der er ingen deadline. 

Det er også ligemeget, om der er et præcist antal blå, grønne, hvide osv, firkanter, for det skal nok blive flot alligevel, og faktisk mere personligt. 

Tæppet skal nok blive færdigt, når jeg ta'r det stille og roligt --- men hvis jeg pacer mig selv, går jeg død i det, og så bliver det måske netop ikke færdigt. 



Jeg arbejder aktivt, med at minimere stress og jeg kan mærke det virker.
Jeg begynder, at gøre tingene i et roligere tempo. 



Jeg føler ikke hele livet er som at løbe efter en bus mere, selv om man ved man ikke kan nå den. 

Nu ved jeg instinktivt, at der kommer en ny bus, før eller siden, selv om jeg ikke har nogen køreplan. 

Skulle det ske, at der ikke gør, finder jeg en anden transportform --- ændrer min rejserute. 

Jeg skal nok nå mine mål --- så er det bedøvende ligemeget om det bliver med bus eller på stylter, jeg skal nok nå derhen. 



Jeg kan mærke, at det kan lykkes at få en hverdag med minimalt indre stress. 
For jeg er allerede på vej. 



For en times tid siden var jeg i bad.

Det plejer at være en stressfuld oplevelse for mig, fordi jeg på en måde føler jeg er under tidspres, selv om jeg ikke skal nå noget.

Jeg plejer at skynde mig at ta' tøj på, og bagefter skælde mig selv ud, for at jeg ikke gav mig tid, til at ta' creme på og sådan, og nu klør min tørre hud. 

I dag var jeg totalt ligeglad med, hvor kort eller lang tid badet tog.

Det er en sejr for mig!!
:-D

Forår på vej :-D

Bibsen hopper rundt, vil lege/drille hele tiden, og er superfræk.
Kort sagt opfører hun sig som en hel almindelig kat, der kan føle foråret er på vej.

Jeg er også i hopla.
Jeg har pludselig fået en hel masse energi, og det er superskønt!!

Jeg har endda været på arbejde i længere tid, end jeg plejer.
Jeg går normalt hjem mellem 11.30 og 12.30, men i mandags arbejdede jeg til 13.30, og i går til kl 14.00. 

Herhjemme har jeg gjort rent, og jeg har læst (bog og netavis) og tegnet, rigtig været kreativ, og jeg arbejder på en artikel mere til bloggen, foruden at jeg har været aktiv på nettet. 
Jeg prøver også at huske, at lave mine gymnastikøvelser, hver dag. 




Jeg kan mærke, at det hjælper mig at bruge s-planneren, på tabletten og mobilen.
Det er meget nemmere at overskue, end de huskesedler jeg skrev førhen, for hvis først jeg missede et punkt, så var det som om hele skemaet væltede. 

Med s-planneren kan jeg meget lettere flytte rundt på opgaver og aktiviteter. 
Jeg kan sætte mere på, hvis jeg har ekstra overskud (som i dag) eller jeg kan flytte noget til næste dag, uden at glemme det dagen efter, fordi huskesedlen var blevet væk. 
Desuden behøver jeg ikke, at skrive hele listen af opgaver hver dag, fordi jeg kan vælge at en aktivitet skal gentages i planen, med et vist interval. 




Men jeg skal også huske, at slappe af!!

Det gælder ikke om at lave så mange opgaver som muligt, men at vælge hvad der er vigtigst, og skabe tid til det. 

S-planneren er et godt værktøj til det, fordi det er så visuelt. 
Jeg kan se det jeg godt ved i forvejen --- men ikke har kunnet få øje på --- at hvis jeg løser mine "kedelige" opgaver nu, så har jeg tid til noget sjovt bagefter.

Jeg kan også se at det er spisetid nu. 
Jeg må hellere få noget mad. 
;-)

Update

Alle sider i menubjælken foroven er blevet opdateret i dag, d 18/2-2015.




Det går godt.
Jeg er begyndt at male igen, og jeg er også igang med et broderi.




Ikke mindst arbejder jeg på, at lære min nye Samsung S tablet at kende.  
Jeg har aldrig haft en tabletcomputer før, men jeg er rigtig glad for den.
:-)

Det er en stor hjælp for mig, at strukturere min hverdag vha kalenderfunktionen, hvilket du kan læse mere om, under punktet Mit handicap (2) i menuen foroven.