Ting der gør mig gladere

Som du, kære læser, måske har set i mine to tidligere opslag i dag, er jeg lidt knotten for tiden. Jeg er bare træt i hovedet, af at høre negative nyheder. Andet er der ikke i det. 

Der er heldigvis også gode ting i verden, og nu vil jeg fortælle om noget af det, der ofte gør mig lidt gladere. Foruden det åbenlyse selvfølgelig: Min dejlige kæreste, min familie og mine venner. 

* At skrive om mit Camillaland, og om mine andre specialinteresser.

* At læse i min nye bog om Kjellerupbanen. (Den jernbane der gik igennem min hjemby Kjellerup, 1912-1968.)

* At "lege" med piktogrammer, og pynte ting med dem. Især når der er nye piktogrammer tilgængelig.

* At det er min fødselsdag på søndag.

* At se på dyr, når de vel at mærke har det godt. Både i virkeligheden, og på skærmen. Det bedste er dog, at være tæt på en kat, så jeg kan høre/mærke den spinde. Eller at se når kattene leger.

* At se børn lege og have det sjovt, og lege sammen med dem. Det er mange år siden sidst, men jeg elskede dengang at tage børn med på en fantasirejse. Så kunne jeg fx fortælle om hvordan der var nede i havet, og børnene kunne snakke med. Jeg kunne inddrage dem ved at sige ting som "Se den fisk derovre, hvor ser den sjov ud. Casper kan du fortælle Emma og Marie hvordan den ser ud? Hvilken farve har den? Hvor svømmer den hen?" Min nevø og mine to niecer og jeg har været utallige steder henne, og Casper har endda engang fanget en hval på stranden!! Ret sejt gjort af en dreng på ca 5 år!!

* At tegne og male, og lave andre kreative ting.

* Mange mange flere ting. 

Mennesker uden autismekendskab...

... har sjældent min interesse.

Det betyder, på ingen måde, at jeg er ligeglad med andre.
Jeg vil selvfølgeligt gerne, at alle har det godt.

Jeg har det bare bedst, og er mest tryg, når alle omkring mig kender til min autisme, og det er folk som jeg kender.

Mit udgangspunkt for mit liv og min hverdag, er så forskelligt fra det "normale" at jeg ikke kan sætte mig ind i, hvordan de "normales" liv er, og ikke mindst, hvad de tænker på.

For mig er det "normaliteten" der er fremmed og ukendt.

Jeg kan godt tale snakke lidt med folk i toget, og sådan.
Men jeg tror ikke, jeg vil være i stand til, at udvikle et rigtigt bekendtskab, med nogen, der ikke kender til autisme.

Noget at tænke på.

Hvad er egentligt mit vigtigste råd, til en mor eller far, når deres teenager-barn får en autisme eller ADHD-diagnose?? 

Jeg har faktisk 2, men efter min mening, kan ingen af dem stå alene.

1) Søg fællesskab med andre forældre, fx. i Landsforeningen Autisme.

2) Find en voksenven, til den unge.



Da jeg var teenager savnede jeg en voksen autist som forbillede.
En som ikke var alt for ældre end mig, og klarede sig godt. 
Ikke en der ville opdrage mig, eller belære mig, men en slags storebror/søster. 




Et af mine største ønsker, er at man kunne oprette en form for organiseret formidling. 
Et sted, hvor de frivillige voksenvenner kunne blive uddannet, til at klare opgaven. 

Allerhelst skulle alle, der stiller diagnoser, kunne udlevere en folder eller et visitkort, med opfordring til at kontakte formidlingen. 

Pennevenner

Jeg synes det er rigtig spændende, at lære mere om verden, og om hvordan folk lever i forskellige lande, kulturer og religioner. 



Derfor har jeg 7 pennevenner.
1 i Italien, 1 i Holland, 3 i USA og 2 i Australien.

Desuden har jeg haft en penneven i Frankrig, der for nyligt har valgt at stoppe korrespondancen, pga personlige problemer. 
Men jeg skriver stadig julekort til hende, og sender hende en lille julegave.



Jeg skriver i hånden, og det gør mine pennevenner som regel også. 



Vi sender små gaver til hinanden, og pynter brevene.

Jeg vælger de flotteste frimærker, jeg kan finde.
Det nemmeste er, at bestille frimærker via nettet, så jeg kan vælge i ro og mag. 




Jeg vil gerne ha' flere pennevenner, men jeg skal også tænke på, at det er dyrt at sende breve.
Så måske er det bedst, at det bliver e-mails, hvis jeg skal have flere pennevenner. 




Jeg er postcrosser, som det kaldes, fordi jeg synes det er spændende.

Men jeg gør det også, for at støtte vores postvæsens skrantende økonomi.




Jeg læste, at hvis hver dansker sender bare 10 breve om året (fx julekort) så kunne postvæsenets økonomi blive så god, at portoen kunne sættes ned til det halve. 



Jeg er trist, over at vores postvæsen er blevet fusioneret med de andre nordiske landes, og at der er kommet frit valg af pakkeleverandører!!!
Men jeg græder mig selvfølgeligt ikke i søvn. 

Jeg synes bare, at det er trist, at folk ikke bruger postvæsenet, for det danske postvæsen har stolte traditioner, som jeg synes man skal værne om. 

Postvæsenet i Danmark blev grundlagt af Christian den fjerde.



Men ikke mindst, synes jeg at det er trist, at folk ikke giver sig selv --- og hinanden --- den glæde, der er ved at modtage et personligt brev eller kort. 

Computer party

Jeg var til computer party på Idavang, i torsdag aftes/nat, og jeg er først rigtig vågnet nu her ved 15-tiden. 



Det var så sjovt og hyggeligt, at jeg slet ikke nåede at pakke min egen PC ud. 

Jeg har aldrig hygget mig så meget før, med mine kollegaer!!!



Der var også et par "nye" mennesker, som jeg kom rigtig godt ud af det med. 

Idavang er nemlig blevet en del af Autisme Center Skive, og de pågældende mennesker er tilknyttet nogle andre afdelinger. Det var derfor jeg ikke havde mødt dem før.

Men det skal jeg igen, allerede på torsdag.



Fremover har jeg mulighed for at gå i klub tirsdag og torsdag aften, og det vil jeg gerne, for at være sammen med de "nye" og lære dem bedre at kende. 



Vi snakkede og snakkede, og havde det smaddersjovt, og vi så også film.



Jeg tog hjem ved 5-tiden fredag morgen, og sov vist også lidt, men jeg kunne ikke slappe af i kroppen, før i går aftes, og faktisk er jeg urolig i kroppen igen i dag. 

Men jeg har det rart, og jeg hygger mig i mit eget selskab.



Jeg tror det er fordi jeg har haft det så sjovt, og spist så meget slik, og drukket kaffe og cola, at jeg rent kropsligt har en form for overskud af energi, imens jeg slapper rigtig godt af i hovedet. 

Det er vist noget med en form for hormoner man har i kroppen, der hedder endofiner. 



Socialt samvær i en større gruppe, plejer at udmatte mig totalt. 
Jeg kan blive træt og sove i flere dage. 
Men det plejer heller ikke, at være så sjovt og spændende, selv om det plejer at være hyggeligt. 

Jeg tror det handler om, at jeg mødte de helt rigtige nye mennesker, på det helt rigtige tidspunkt, i den helt rigtige ramme.

Det gør selvfølgeligt også meget, at alle var der frivilligt og for at ha' det sjovt.
Ingen var i dårligt humør hjemmefra, og jeg oplevede ikke at nogen kom i problemer.

Der er jo en potentiel risiko for at blive uvenner over et spil, eller bare være for træt, så man mister en del af sin evne til selvkontrol. 



Jeg tror især, at det var pga de personaler, der var med. 
Jeg følte i hvert fald, at de gjorde en super indsats, for at alle hyggede sig.


Jeg ved selvfølgelig ikke hvad de tænker --- men jeg tror også personalet var glade for at være sammen med os, på en anden måde end til dagligt. 

Vi er mere frie, og kan vise dem flere sider af os selv. 
Det er ingen handleplan, ingen svære udfordringer, ingen pres. 

Faktisk følte jeg slet ikke, at de var nødt til at bestemme over mig/os, ud over at styre udleveringen af pizzaer, så alle fik det de havde bestilt, og så var der lige én der skulle have forklaret at han ikke måtte drikke min cola. 
Men jeg er ikke typen der hidser mig op over, at han troede det var til fri afbenyttelse, og derfor nåede at drikke en slat. Og slet ikke på sådan en hyggelig aften. Det var jo ikke i nogen form for ond mening. 



Jeg er i hvert fald rigtig glad, for at jeg tog med!!!
Og jeg giver det nye klubtilbud en stor chance!!!

Min første bytur + mit første NAUK-møde :-)

I lørdags var jeg på min første bytur, sammen med kæresten + en Facebook-veninde og hendes ven. 

Vi var på Zwei grosse bier bar i Randers, man jeg fik nu ikke øl.
Til gengæld fik jeg to drinks. 

Det var rigtig hyggeligt, og nu har jeg endelig mødt min Facebook-veninde, som jeg også skal se i dag, i Århus. 




Jeg skal nemlig til NAUK-møde i Århus.

NAUK står for netværk af autistiske kvinder, og det er første gang, jeg skal være med. Det er en slags selvhjælpsgruppe.

Dagens emne er "min diagnosticerings historie." Det skal nok blive spændende. :-)




Jeg håber ikke, at nogen bliver fornærmede, over at jeg skriver om NAUK i samme blogindlæg, som min bytur. 
Men jeg synes lidt, at de to emner hænger sammen, for begge dele handler om, at møde nye mennesker, som jeg har kendt via Facebook. 

Julekort-produktion

Træt

"Camilla-moar er det her det rummelige arbejdsmarked??" 

8-O

Somme tider er man bare træt. 
Det er jeg i hvert fald i dag, for det var en begivenhedsrig dag i går.

Selv om det er gode oplevelser, så kan det godt blive for meget for mig, når der sker så meget på én gang. 




En af pædagogerne på mit arbejde, har altid sin hund med om tirsdagen, så jeg ville ta' fusen på hende, og møde op med Buller, og spørge om det er her, hunde kan gå på arbejde. 

Det blev godt modtaget, og gav anledning til en masse snak og positiv kontakt med kollegaerne, så det var jo helt fint, og Buller var en god støtte hele dagen i går og i dag, da det var lidt svært, når der skete så meget. 





Men først skulle vi jo afsted, men af uvisse årsager kom min morgen-støttepædagog ikke, så vi ventede i 100 år og en ostemad, inden jeg ringede efter hjælp, for jeg tænkte han kom jo nok snart. 

Der kom så en anden og hentede mig, men på vej ud ser vi at mit nye køle-fryse-skab står klart i gangen. 
Så bliver jeg i tvivl, om hvorvidt jeg overhovedet skulle ta' på arbejde, for ville viceværten ind med det nu, eller hvordan, jeg troede først det var om eftermiddagen. 
Men jeg tog over på arbejdet, for nu var jeg jo blive hentet, og Buller stod jo også klar med madpakken.

Da jeg var kommet over på arbejdet ringede jeg til min faste bostøtte, for jeg skulle jo vide hvad han havde aftalt med viceværten, og om jeg skulle ta' hjem igen. 
Det skulle jeg, men jeg nåede lige at gøre lidt rent på arbejdet først.





Om eftermiddagen skulle bostøtten og jeg hen i banken, fordi jeg skulle ha' oprettet netbank.
Det tog kun ½ minut, men bankdamen var bare så vrissen.

Undskyld vi er her, så du kan ha' et job og tjene penge, tænker man bare!!

Min forsvarsmekanisme, i sådan en situation, er tilsyneladende at gå i grine-mode. 
Jeg bliver helt fjollet. 
Jeg ved ikke hvorfor, men min bostøtte er heldigvis med på den, og forstår hvorfor jeg reagerer sådan, så det blev til en halv times tid med dårlige vitser om bankansatte osv. 





Men vi nåede heldigvis snart til dagens højdepunkt!

Det var nemlig min tur til at ha' gutterne fra klubben på besøg, og de var her fra ca 19-20.50.
Jeg havde valgt filmen Bad grandpa, og vi havde købt sodavand og chips, og der var rør-selv-kaffe.

Det var rigtig hyggeligt, at ha' besøg, men også svært fordi jeg ikke er så vant til det.
Jeg bliver let nervøs, i sådan nogle situationer, men det føles alligevel rart.

Det bliver noget, vi skal træne i fremtiden, ved at jeg skal øve mig i at invitere en eller nogle få venner hjem til mig, og lave andre aftaler, om fx at ta' i biografen. 

Men nu kommer det, som jeg synes er allermest fjollet, og på en måde giver udtryk for min autisme --- faktisk synes jeg at det sværeste af det hele, er at skulle ha' et nyt køle-fryse-skab.

Det har været svært, at forholde sig til det gamle var i stykker, 2 viceværtbesøg og hvad gør jeg med mad osv. 

Men nu er det overstået, og jeg skal "bare" vænne mig til det nye skab. 






Sådanne dage kan gøre mig helt flad.

Men det er blevet nemmere med tiden --- og det er hér jeg får chance, for at prøve at klare nye ting selv, og dermed få et pejlemærke om, hvordan jeg klarer en uvant situation, og hvor mine nærmeste udviklings-zoner ligger.

Som sagt, bliver der sat ind nu, på det at lære at ha' gæster og ta' initiativ til aktiviteter med venner, og det bliver spændende at arbejde med. 





Jeg føler mig ret brugt, men på den gode måde.
Jeg ta'r en slapper i dag, med Bulle, men i morgen er jeg klar til nye opgaver og udfordringer. 
:-D

Somme tider er det OK at spørge...

... hvilket køn en person er, og hvilken seksuel orientering han/hun har.
Men det er aldrig OK at grine hysterisk, når man hører svaret.

Det er en gammel vits, men den dukkede op i min erindring i går.

Jeg fandt nemlig ud af, at min nye Facebook-veninde er transperson, og aktiv i interesseforeningen LGBT. 




Transperson: 

Fællesbetegnelse om personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det køn, de blev tildelt ved fødslen.

At være transkønnet har ikke noget med seksuel orientering at gøre.

[Se også: Transkønnet. Transseksuel. Transvestit. Ved fødslen tildelte køn.]





Når jeg skriver om det, her på min blog, så er det fordi det var en aha-oplevelse for mig, at en så smuk kvinde kunne være født som dreng.
Man kan overhovedet ikke se det på hende, med mindre man har set billederne af hende som mand. 




Jeg troede at dét at være transperson, var noget helt andet, nemlig en seksuel tilfredsstillelse, ved at gå i dametøj.

Nu ved jeg, at det at være transperson, ikke handler om sex, men om identitet.
Det er altid rart, at lære noget nyt!!

Intet nyt er godt nyt :-))

Jeg har ikke haft så meget at fortælle, her på det seneste.
Men det går godt.




Jeg har ikke lavet så meget, bare hygget herhjemme, og lavet lidt papirklip.

Men jeg har også arbejdet lidt med min netbutik, for at tjekke varelageret.
Jeg mangler lige at ordne lidt, men jeg forventer at butikken åbner igen på fredag.




Jeg har fået to nye pennevenner --- Katrin fra Tyskland og Nicki fra Australien.
Men vi er ikke nået længere, end til at bytte adresser.
Vi vil skrive breve, ikke "bare" mails.

Jeg er også begyndt at skrive mere på SMS og tale i telefon, med nye bekendtskaber.
Det er dejligt, at der sker udvikling mht. mine sociale færdigheder, og mht. at turde tale i telefon, med folk jeg ikke kender så godt.




Jeg er også Facebook-ven med en del af mine "kollegaer" fra Idavang, og det giver en ny dimission til vores venskab, for der er mange, der "tør" mere, mht. at tage kontakter og lave aftaler, via nettet.

Det er svært for mange af brugerne, at henvende sig ansigt til ansigt, selv om de egentlig gerne vil.




Apropos Idavang, så har jeg fået mere tid derovre.

Nu har jeg tirsdag 10.00-11.45, hver anden onsdag 10.00-14.00 og hver fredag 10.00-11.45.
Jeg må gerne ankomme lidt før, og mandag og fredag må jeg gerne blive og spise frokost med de andre.

Tirsdag og onsdag kan jeg enten arbejde med computeren, eller tage mine egne kreative ting med, og det kan være kontoret har nogle opgaver til mig, fx hvis der skal sendes indbydelser ud til et arrangement, eller foldes brochurer om Idavang, eller andet kontorarbejde, der ikke indeholder personfølsomme oplysninger.

Om fredagen underviser jeg en autistisk fyr i at læse og skrive, og det går bare supergodt med det, han gør fremskridt hver gang.

Min fødselsdag

Jeg blev jo 30 i torsdags, og vi fejrede det her i weekenden.

Mine forældre holdt en dejlig udendørs fest for mig, oppe ved deres sommerhus i Eskov strandpark.



Vi startede med kaffe i sommerhuset, og der efter gik vi ned på sportspladsen, for at spille rundbold.

Så hjalp vi hinanden med at forberede aftenens grill aften, som også blev holdt nede på sports og legepladsen.
Der er et stort "madpakkehus" som vi plejer at kalde det, en fin toiletbygning, legeplads mv. og det hele ligger lige nede ved stranden.



Jeg havde 25 gæster.
Det var familie, venner fra Idavang, og mine bostøtter, X og Y.



Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg er glad for at så mange ville komme og fejre min fødselsdag med mig.
(((-:

En hyggelig aften

Jeg er jo med i en klub hver tirsdag aften, sammen med ca. ti andre brugere fra Idavang.


Her i aften var vi på hjemmebesøg hos en af de andre, vi så Jydekompagniet 3 og fik sodavand og kage.
Det var rigtig hyggeligt.


Han bor på et bosted, hvor han har en lille hyggelig lejlighed.

Makeup og hårprodukter...

... er en herlig opfindelse, for jeg ligner da noget der er løgn, her til morgen!

I aften skal jeg til 30 års fødselsdag, hos en af mine venner fra Idavang - og der skulle jeg gerne se lidt mere frisk ud.

Musikvideo

Et par af mine venner fra Idavang har indspillet en musikvideo:

Mit livs banegård

Jeg synes det er en god sang, men døm selv.
;-)

"Tvangs-overspisning"

En af mine bekendte, Tina, har været i medierne flere gange, her i de seneste dage, bl.a i Politiken og i Aftenshowet.

Det handler om, at der angiveligt ikke skulle være behandlingspladser nok, til mennesker, der påstås at lide af såkaldt "tvangs-overspisning."

Min kritik handler ikke om Tina.
Jeg er fuldstændigt sikker på, at hun har et reelt problem, og at hun har brug for hjælp. 
Men det handler om den måde, hendes sag er blevet fremstillet på, og om påstanden om at der skulle findes en sådan spiseforstyrrelse.

For det første, så er Tinas historie ikke et typisk eksempel på en konkret lidelse, da hun har en kompleks sammensætning af mange forskellige psykiske og fysiske lidelser - hvilket kun bliver nævnt i en enkelt sætning, i Berlingskes artikel.
Det betyder naturligvis ikke, at hendes problemer er mindre virkelige end andres, men at det kan være meget vanskeligt, selv for en specialist, at udrede hvilken sygdom, der giver de enkelte symptomer. En person, der har flere sygdomme samtidigt, er derfor et særdeles dårligt eksempel på, hvordan den enkelte sygdom udarter sig.

Det er selvfølgelig ikke Tinas skyld, hun vil jo bare det bedste for sig selv og andre med samme problemstilling, og det er modigt at stå frem i medierne - men det er bare dårlig journalistik, ikke at forholde sig klart til ét emne ad gangen, og det er ikke særlig godt reserchet.
Med andre ord: Tina, og de andres, historie kunne være fortalt langt bedre, så budskabet kom klarere frem.

Dertil kommer selvfølgelig også det faktum, at alle mennesker er unikke, og at symptomer fremtræder på forskellige måder, afhængigt af ens grundlæggende personlighed og at man oplever tingene forskelligt.

Dernæst det væsentligste kritikpunkt: Findes denne spiseforstyrrelse overhovedet???

Det er jeg ret sikker på, at den ikke gør, men at den såkaldte "tvangs-overspisning" er et symptom, ikke en sygdom i sig selv, ligesom rigtig mange andre funktionelle sygdomme, såsom andre spiseforstyrrelser, depressioner, angst mv.

Det er alt sammen udtryk for, at personen har et problem i sine følelser, og at der er en konkret årsag til det - og disse funktionelle sygdomme kan ikke kureres ved hjælp af hverken adfærdsregulering, medicin eller diæt, med mindre man fjerner den udløsende faktor.

Den sygdom, som her kaldes "tvangs-overspisning" er nøjagtigt det samme som OCD, der er en gammelkendt diagnose, netop er kendetegnet ved, at personen har tvangstanker og tvangsmæssig adfærd. Det er i den sammenhæng fuldstændigt ligemeget om tvangssymptomerne handler om mad eller om noget andet.

Behandlingen er den samme, nemlig at finde frem til den udløsende faktor, og løse det reelle problem.
Dertil har man brug for en kognitiv psykolog, og det er bare at slå op i telefonbogen.

Måske synes du, at det er dyrt, men pengene er jo en investering i din fremtid, og du har pligt til at tage ansvar for dit eget liv, og ikke bare lade stå til.
Du kan ikke bare sidde passiv og vente på hjælpen kommer til dig.
Du betaler jo også selv for at gå til tandlægen, og det kan du jo også frit vælge fra, og hvad er forskellen på at tage ansvar for sine tænder og for sin psyke?
Jeg ville ikke tøve med at bede om et banklån, i sådan et tilfælde!

Først når du har fundet den konkrete årsag til din spiseforstyrrelse, giver det mening at begynde på kostvejledning, motion, adfærdsmodifikation og hvad det alt sammen hedder - for inden da vil det kun have negativ effekt, fordi patienten ikke er psykisk stærk nok til at gennemføre behandlingen.
Da er du ikke spor anderledes end andre overvægtige - det er noget, enhver læge og fysioterapeut kan klare, det behøver vi ikke specialister til!

Med andre ord: Der er ikke behov for en specialindsats på dette område - hjælpen findes allerede, men det er dit eget ansvar, ikke systemets!!!

Veninder søges!

Jeg har en del bekendte på nettet, som jeg chatter med hver, eller næsten, hver dag.
De fleste af dem, har jeg mødt på DepNet.

Men jeg har faktisk ingen veninder, som jeg mødes med - bortset fra enkelte gange, hvor vi har været en gruppe fra DepNet sammen til små træf.
Det savner jeg, for jeg har jo et socialt behov, lige som alle andre tøser!

Det kunne være rigtig fedt, hvis jeg kunne finde nogen, der laver kreative ting, for det er så hyggeligt at lave den slags sammen.
Men vi kan selvfølgelig også lave andre ting - jeg er bare ikke til natteroderi på diskoteker og den slags.

Så, hvis der er nogen, der har lyst til at skrive/ringe sammen, og måske mødes med tiden, så vil jeg meget gerne høre fra jer!

Lækre havregrynsboller

Jeg bagte igen i går.

Denne gang var det lyse boller med havregryn, og en anelse rugmel.

Mmm - de er go'e, også her på andendagen.

Husk, at har du lyst til en nybagt bolle, så ringer du bare, og jeg går fluks i gang med bage!

At turde spørge

Det er en myte, at mennesker med Aspergers syndrom, ikke har lyst til social kontakt med andre mennesker.
Sandheden er, at selvfølgelig vil vi det - bare det er nogle mennesker vi passer sammen med og en aktivitet der interesserer os - men det kan være utroligt svært for os, at etablere disse kontakter, og endnu sværere at udvikle dem til venskaber.

I mit tilfælde handler det om, at jeg ikke tør spørge.
Jeg har vist en snert, af det, der hedder socialangst.

Jeg har enormt lyst til bare at være spontan, og at sige "vil du ikke med i biografen?" men jeg er for genert.
Jeg tænker, at andre tror jeg er tosset, fordi jeg tager initiativ - hvilket jo er en vanvittig tanke, for det er jo helt normalt at spørge andre mennesker om den slags.

Jeg mødte min nabo på gangen, og hun kommenterede, at der altid duftede så godt, fordi jeg tit bager.
Hun sagde, at hun gerne ville smage mine boller.
Det kunne da også være rigtig hyggeligt, at invitere hende ind til en kop te, men jeg er rystende nervøs.
Alle tankerne kommer op.
Gør jeg måske noget pinligt, eller sker der grimme misforståelser eller andre problemer.

Det er mega træls, at have det sådan!
For jeg vil jo så gerne være social, og jeg føler mig tit ensom.

Derfor var det en stor sejr for mig, da jeg endelig fik taget mig sammen, i lørdags, til at spørge en pige fra mit dagtilbud, om hun ville med i Ålborg zoo.
Det ville hun heldigvis gerne, og vi aftalte at snakke sammen om det, efter ferien.
Jeg sagde, at vi kunne jo spørge nogle af de andre, om de ville med, og så kunne vi tage bussen derop.
På den måde kan vi selv tage derop, uden at vi behøver have personale eller andre til at køre os.

Jeg var pavestolt!

Nu har jeg taget det første skridt, og er parat til at kæmpe imod angsten.
Den skal ikke bestemme over mig, det er mit liv, og mine regler, der gælder.

Æggekage opskrift

Til Maria, og andre interesserede kommer her opskriften, på den lyserøde æggekage, jeg bagte i går.
Den er til to personer, eller til to måltider for én person.

• 5 æg.
• 1 pakke kyllingestrimler ("topping").
• 1 tomat.
• ½-1 løg, afhængigt af størrelsen.
• Purløg efter smag.
• ½ dl. olie.
• 2 tsk. chili pulver.
• 2 tsk. salt.
• 2 tsk. peber.
• 3 dl. frosne ærter.

1. Ring til Camilla og inviter hende på middag!
2. Bland alle ingredienserne, UNDTAGEN ÆRTERNE OG PURLØGET, og mos dem med en stavblender.
3. Put ærter og purløg i. Ærterne tør op, når æggekagen bliver stegt.
4. Kom lidt olie på en stegepande, og varm den op.
5. Kom æggemassen i panden.
6. Steg æggekagen på panden, ved middel temperatur. Hvis den bliver for brun i bunden er du nødt til at skrue ned, selv om det er dødkedeligt at vente på at æggekagen bliver færdig.
7. Imens du steger, skal du lave små hak i kanten af æggekagen, med en paletkniv. Det er fordi bunden bliver færdig først, og hakkene gør at det flydende æggemasse i toppen også kommer nedad, og bliver stegt.
8. Æggekagen er færdig, når den er blevet stiv, hele vejen igennem. Det tog ca. 40 minutter, da jeg lavede min.

Det er godt at spise et stykke brød og måske en tomat (eller anden grønsag) til.

Christian

Min ven, Christian, er ordblind og jeg er elendig til at bowle - til gengæld besidder vi hver især den modsatte evne.

Derfor var det oplagt at indgå en pagt: Jeg lærer Christian at læse, og han lærer mig at bowle.
Indtil videre går det super godt med læsningen. Bowlingen kniber det stadig med...

Jeg underviser Christian hver fredag fra 10.00-11.45.
Christian vælger selv sine bøger på biblioteket. De handler som regel om politi og sikkerhed. Så laver jeg opgaver til ham, ud fra dem.

Jeg er rigtig glad for, at jeg kan hjælpe Christian, med at lære at læse.
Man skal lære af hinanden, og udnytte hinandens potentialer.
Ingen kan alt, men sammen kan vi en masse.