Viser opslag med etiketten rutiner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rutiner. Vis alle opslag

torsdag den 16. februar 2023

Badeværelses-rutine

Jeg har et --- tilsyneladende evigt --- tilbagevendende problem: Jeg er dårlig til forebyggelse.

Det viser sig også, når det drejer sig om personlig hygiejne.

 

Jeg glemmer at gå i bad, før jeg lugter virkelig slemt. Gør jeg det så bare?? Nej, jeg begynder at skælde mig selv ud først. ”Hvorfor er du så ulækker…”

Det samme gælder, når min hud begynder at klø. Så bliver jeg sur på mig selv, i stedet for at reagere konstruktivt; ta’ et bad og smøre kroppen ind.

 

De diskussioner fører jo ikke til noget, udover at jeg bliver i dårligt humør, og jeg kommer bagefter min tidsplan. Derfor forsøger jeg at undgå dem, ved at ha’ en fast rutine, omkring personlig hygiejne.

 

Jeg har haft badedag mandag, onsdag og fredag, så længe jeg kan huske. Det er markeret med et piktogram på mit strukturskema for pågældende dag. De andre dage står der bare ”på badeværelset.”

 

Ude på badeværelse hænger der en oversigt over hvilken rutine, jeg skal følge om morgenen og aftenen. Vi lavede prototypen for omkring en måned siden, så det er stadig nyt for mig. Jeg har selv valgt piktogrammer og overskrifter.

(Jeg indrømmer gerne at den ikke er pæn. Jeg kom til at lave for store mellemrum, så det ikke kunne være på ét A4-ark. Da det kun er en prototype, valgte jeg at klippe-klistre, i stedet for at lave det hele om.)

 

I den kommende tid vil jeg teste, om oversigten opfylder sit formål.

Så retter jeg den til, og ændrer layoutet. For det er vigtigt for mig, at det, der skal hænge permanent, ser pænt ud.

 

Mine erfaringer indtil videre:

* Jeg opfatter oversigten som en stor hjælp.

* Jeg kan godt blive bedre, til at følge den.

* Jeg er tilfreds, for i det store hele fungerer det godt.


Jeg kan være lang tid om at komme ind i en ny rutine. Det må vi acceptere. Om en måneds tid kan vi vurdere, om oversigten har hjulpet mig, på lidt længere sigt. 

tirsdag den 23. april 2013

Det går bedre...

... med at holde orden i lejligheden.





Det er blevet en mere "naturlig" del af mine rutiner, spontant at rydde op efter mig selv.

Bare sådan en lille vane, som at tørre håndvasken af, når man har brugt den, er en ting som jeg har skullet øve mig i at huske.




Det samme med papiraffald.

Jeg skriver utroligt meget i hånden, og smider stort set halvdelen af notaterne ud.
Jeg kan sidde og skrive i flere timer, for det er min måde, at få tankerne ud af hovedet på, og jeg gemmer dem ikke, med mindre det skal bruges senere, eller er en del af min dagbog.

Før efterlod jeg tit en masse papirkugler på bordet, og irriterede mig over at der ikke var plads, når jeg skulle bruge det til noget andet, eller at det rodede når det kom gæster --- men nu har er det blevet rutine, at hver gang jeg rejser mig op, så går jeg hen til papirkurven med kuglerne.





Til gengæld vasker jeg ikke tøj selv mere, det er sammen med personalet.

Men det har en anden årsag --- nemlig at jeg skal passe bedre på mit tøj, så det ikke bliver slidt så hurtigt, så vi har valgt at det skal tørres på et stativ i lejligheden.
Men så kan jeg ikke selv vaske, da jeg ikke kan løfte det våde tøj op af trappen.

Før plejede jeg at tørre i tumbleren og lægge det sammen nede i kælderen, og så bar personalet kurvene op næste dag.
Man kan ikke vente, med at hænge vådt tøj op, til næste dag, så krøller det jo.




Men grunden til jeg skriver om vasketøjet, er jo at ved at lægge en opgave fra sig, så er der plads til, at jeg kan træne en anden ting, og det er selv at lave mere mad.

I går lavede jeg chili con carne, en ret som jeg har lavet mange gange og har god erfaring med --- og i dag skal jeg prøve at lave en ny ret, nemlig laks pakket ind i folie, med gulerødder, løg, tomat og citronskiver, og så skal jeg ha' salat til.
Min bostøtte har forklaret mig hvordan man gør.




Jeg har valgt at sige til mig selv: "Camilla, nu træner du 1 ting ad gangen!"

Fokus nu er madlavning, og hvis jeg bliver for træt efter aftensmaden, så er det OK at vente med opvasken til dagen efter, bare det er skyllet af og stillet pænt på bordet.