Medicin

Jeg har, i samråd med min bostøtte, og ikke mindst min nye læge, vurderet at jeg er stabil nu. 

Jeg er rolig, jeg bliver ikke vred og udadreagerende mere, og jeg er i stand til at træffe fornuftige beslutninger. 

Derfor er jeg begyndt at trappe ud, af noget af medicinen.

Jeg bliver ikke medicinfri. 

Men der kan være store fordele for mig, ved at reducere i min medicin. Enten sætte styrkerne på de enkelte præparater ned eller fjerne ét ad gangen --- eller ved at "lægge sammen" så jeg i stedet for to næsten identiske præparater kun får ét, evt. i en større dosis. 

Vi gør det, fordi medicin ofte får flere og flere bivirkninger, ad åre, for den enkelte patient. 

Ikke mindst er jeg blevet meget overvægtig. Derfor vil vi gerne fjerne noget af det medicin, der gør mig mest sløv. 

Så får jeg sandsynligvis flere kræfter, til at gå ture med bostøtterne, og være mere aktiv generelt. Det kan måske reducere min vægt. (Selvfølgelig skal jeg også spise sundt!!) 

Indtil videre er 1 præparat fjernet helt. (Invega, 6 mg.)

Hver 4. uge skal jeg til opfølgning hos lægen, sammen med en af bostøtterne. 

Er det gået godt i perioden, kan vi tage næste skridt. Og så fremdeles. 

Dog holder vi en lille pause, her i julen, for at jeg ikke skal være ramt af eventuelle symptomer, i en tid, der kan være stressende for alle. Desuden er det bedst, jeg kan få fat på min læge, hvis jeg får det skidt, og lægehuset er jo ikke åbent i juledagene. 

Det bliver spændende, at se hvor langt jeg kan komme ned, men det må ikke naturligvis gå ud over mit generelle funktionsniveau. 

Max strax!!

Jeg burde virkelig skrære ned på mit colaforbrug, men lige nu har jeg udfordringer nok, så det må altså vente!!


Jeg ved ikke hvem pigen på billedet er, men hvis man bli'r så lækker af at drikke Pepsi Max, så ville det da også være synd at stoppe!!
;-P

Nu må du ha' mig undskyldt, jeg skal over og maxe den i sofaen!!
(((-:

Miraklet er sket!!

Jeg tror det er min, Stampes og ikke mindst Bibsens lykkedag i dag!

 

 

Bibsen har været urolig og stresset og skidt på gulvet, i rigtig lang tid, hvilket jeg jo også har skrevet meget om.

 

 Jeg troede, at det var fordi hun ikke kunne lide Stampe, fordi hun ikke kunne få lov at æde ham.

 

Men endelig fik jeg taget skridtet og ringet til en adfærdskonsulent, og tænk hun sagde "han er alt for stor til at spise, han er jo ikke en lille unge mere --- hun vil bare lære ham rigtigt at kende, i stedet for kun at se ham på afstand --- luk ham ud så de kan lege sammen!!" 

 

Nu sidder de og hygger!!

 

 

 

Bibsens hale er i ro, øjnene har normal størrelse igen, og sidst men ikke mindst har hun skidt i sin bakke!!
Konsulenten mener at de to bliver perlevenner, når det går så godt allerede.

 Jeg er simpelthen så lykkelig, tænk jeg troede at de aldrig ville kunne være i rum sammen mere.

"Opfør dig ordentligt!"

Sådan siger man ofte til børn med ADHD, og det ender tit med at de - udelukkende på grund af adfærdsproblemer - sendes i en specialklasse.
Lærerne mener, ikke kan magte, at have et ADHD-barn i klassen, når der er op til 28 elever.

Men sandheden er, at et ADHD-barn gør alt, hvad det overhovedet kan, for at blive accepteret, i sin familie, i sin skoleklasse, i sin fritidsklub og alle steder hvor det færdes.
Det gælder i øvrigt for alle børn med handicap!

I mine øjne ligger problemet slet ikke hos barnet med ADHD.
Det ligger derimod  i skolesystemets opbygning, læreruddannelsen, men ikke mindst hos forældrene til de andre børn i klassen!

For sandheden er, at såkaldt normale børn, laver meget mere ballade, end ADHD-børnene gør!

Hvis skolen var sådan indrettet, at alle børn hørte til en fast klasse, hvor lærere og forældre samarbejdede om at lave et godt kammeratskab (mobbefri zone) - hvor eleverne lærte at respektere hinanden, trods forskellighder - hvis de lærte at have respekt for voksne, ikke mindst deres lærere - hvis de lærte at forholde sig roligt i stedet for at larme, så ingen kan koncentrere sig - hvis man sad på sin plads i timerne, og ikke bevægede sig så meget rundt i klassen eller på skolen og hvis børnene lærte at tie stille, når andre siger noget seriøst...

Så ville det være meget lettere for ADHD-børnene at gå i skole, og deres symptomer vil ikke komme nær så meget til syne. Hvis ADHD-barnet er lidt uroligt eller ikke kan holde fokus, så gør det ikke nær så meget, som hvis 27 andre børn opfører sig som om de stadig gik i børnehave!

Det synes jeg lige, at I, lærere og forældre, skulle tænke over!!!

Den autistiske hjerne

Flere og flere børn får diagnoser, som f.eks. Aspergers syndrom, fordi de har en social adfærd, som man tolker som negativ. Måske er driller de andre børn eller har generelt svært ved at få kammerater, og begå sig i skolen.

Der bliver holdt utallige møder, og barnet undersøges på kryds og tværs.
Men ofte glemmer man en vigtig ting - at inddrage barnet selv.

Hvis man gav sig tid til at høre, hvordan barnet opfattede sin verden, og tilrettede indsatsen overfor barnet efter dette, så ville børnene kunne nå meget længere.
Selvfølgelig skal man ikke lade et barn diktere hvordan de voksne skal gøre, men ethvert barn burde i forbindelse med en diagnosticering have en (eller flere) samtaler med en dygtig psykolog, der har specialiseret sig i netop den pågældende type handicap.

Psykologen vil ofte kunne finde helt konkrete grunde, til barnets uheldige adfærdsmønstre.

Måske har barnet slet ikke lyst til at drille de andre, ved måske ikke engang at det gør det, men prøver i virkeligheden ihærdigt på at blive venner med sine klassekammerater.
Barnet ved bare ikke hvordan man gør.

I så fald er en fokusering på den negative adfærd direkte skadelig for barnet, for skæld ud vil kun ødelægge dets selvværd, og det vil miste tilliden til andre mennesker.
Hvis man bare stiller regler op og siger "du må ikke" hele tiden, så får barnet først lyst til at blive trodsigt, hvilket det slet ikke havde fra starten!

Det eneste rigtige er, i stedet at lære barnet social forståelse, og ja, det kan faktisk læres!
Men det er en proces, der tager lang tid, og kræver tålmodige hjælpere.

Barnet har brug for en "tolk" der kan forklare, hvordan man gør tingene rigtigt.
Nøjagtigt som hvis barnet skulle introduceres til et fremmed lands skikke.
F.eks. forklare: "Peter bliver sur og ked, når du skubber til ham - det er meget bedre, hvis du siger hans navn, når du vil tale med ham."

Hvis et barn hører begrundelserne for, hvorfor man skal opføre sig på en bestemt måde, i en given situation, så vil det have meget mere lyst til at gøre det, end hvis det ikke ved hvorfor man skal gøre sådan.
Men det handler ikke kun om lyst til at lære, det handler også om barnets evne til at lagre det indlærte i sin hukommelse.

En autistisk hjerne fungerer ligesom en stor kommode, med tusindvis af skuffer.
Hvis ikke barnet ved i hvilken skuffe en færdighed skal lagres i, så kan det ikke åbne den rigtige skuffe, for at tage færdigheden op og bruge den.

Reglerne for kommodesystemet siger, at alting skal kategoriseres og  lægges i de rette skuffer.
Derfor skal barnet have forklaret tydeligt, hvad færdigheden hedder, f.eks. "at give hånd" og vide hvornår den skal bruges - "når man hilser på et andet menneske."
Har barnet disse to oplysninger, så kan det finde den rigtige skuffe, og sætte en etiket udenpå, og derefter hurtigt finde færdigheden frem igen.
Men hvis barnet ikke ved, hvilken skuffe færdigheden skal ligge i, så er det nødt til at smide færdigheden i skraldespanden, ved siden af kommoden.