Barn - ung - voksen??

"Hej læge, hvad fejler jeg?" spurgte jeg --- "Du har børnesår!" lød svaret.
Så føler man sig virkeligt voksen...
*ironi*

Så hvis nogen spørger, så lider jeg af impetigo.
:-)




Jeg har været nødt til at ta' en lillebitte, diskret forbinding på.
Den fylder kun næsten halvdelen af hovedet.
;-)))

Positivt nyt

Min ADHD-medicin er guld værd for mig!!
(((-:



Lægen øgede min dosis morgenmedicin lidt, her for 1½ uge siden, og det har været en stor succes.



Fra kl 8.30-14.30 kører alt på skinner, men ulempen er at medicinen "fiser af" igen om eftermiddagen, og jeg kan desværre ikke bare ta' en pille mere, da det så vil gå ud over min nattesøvn. 




Men idet jeg mærker præparatet forlade kroppen, så bliver jeg jo netop samtidigt bekræftet i, at den nye dosis, er det helt rigtige for mig, frem til midt på eftermiddagen. 




Nu her den 27/3-2014 skal jeg til opfølgning hos en sygeplejerske. 
Jeg går stærkt ud fra situationen ikke forandrer sig inden.

Vi kan forhåbentlig kalde ændringen for en stor succes, og ta' næste skridt, nemlig at finde et præparat, der kan dække eftermiddagen, uden at påvirke min nattesøvn. 




Jeg synes heldigvis, at det er spændende, at følge med i, hvordan hjernen og kroppen fungerer, og hvad medicin kan gøre, på godt og ondt.

Ibumetin

Jeg var hos lægen i går, og fortalte om mine smerter i hænderne.

Hun mente det var overbelastning, og gav mig en 10-dages Ibumetin-kur, og påbud om at holde hænderne mest muligt i ro.

Ibumetin beroliger vævet, sagde hun.




Næste trin i behandlingen bli'r at træne musklerne i hænderne og underarmene, men det skal først være når jeg ikke har ondt mere.

Jeg går ud fra, at det enten er noget, jeg skal gøre herhjemme, eller måske nede i fysioterapien.
Jeg kan se, at Gigtforeningen har nogle øvelser til hænderne, på deres website.




Jeg kommer nok ikke så meget på nettet, i den næste tid.
Jeg vil nemlig prioritere mit julebroderi, frem for at sidde med computeren.

Ny opfindelse...

... kalk med D-vitamin, nu som creme??
Det havde hjemmesygeplejersken godt nok ikke hørt om før. ;-)





Ikke nok med det, så stod der 1*50 mg. Seroquel, det findes heller ikke.
Sikke en kreativ læge, der har lavet min medicinliste!!




Det er farligt når der kommer en vikar og følger ordinationen, de andre kikker måske mest på den fuldt doserede æske der altid ligger som ekstra!!??

Respeeeeeekt!

Jeg har haft meget svært ved at sove i et par uger, og i dag tog vi så til lægen om det.


Lægebesøg er altid virkelig et sats for mig, for man risikerer desværre i dagens Danmark stadig at komme ind til en læge med stærke fordomme om psykisk syge mennesker.


De er ofte af den faste overbevisning, at ethvert problem den sindslidende har er selvforskyldt og typisk også at sindslidelse pr. definition er lig med svag begavelse.

Den første anklage er konsekvent "Du har vel taget dine piller, jeg sagde jo du..." og derved fraskriver han sig med det samme ethvert ansvar for patientens tilstand.
Ja, sygdom er selvfølgelig sjældent lægens skyld, men det sker alligevel ofte at læger fx glemmer at to mediciner virker rigtig dårligt sammen og efterfølgende nægter at have gjort noget forkert.

Så fortsætter regnen af "Har du nu..." hvilket tydeligvis afslører at lægen har stillet sin diagnose allerede i telefonen, og i virkeligheden ikke gider se på det defekte brokkehoved til patient.



Derefter begynder den virkelige kamp imod lægen, nemlig det at overbevise ham om at det er nødvendigt at han undersøger dig.
Er man psykisk syg skal man pr. nemlig definition fremvise biologisk målbare beviser for at man virkelig er syg. Alt andet er klynk og så skal man bare gå hjem og ta' sig sammen.

Det skal helst være i form af virkelig ulækker byldebefængt betændelse, som lægen bliver direkte skræmt af og så han udbryder "Føj for Satan, den vil jeg sgu ikke ha' selv". 
Så giver han dig nemlig piller som virker med det samme, alene for at du ikke skal smitte ham.



Nå men nok om mine dårlige erfaringer, for sådan var det slet ikke i dag.
Jeg vandt en flink læge i lotteriet, og blev for en gangs skyld virkelig taget seriøst.
Det var en surrealistisk oplevelse, for det er man jo slet ikke vant til.


Hun målte blodtryk, lyttede på mit hjerte og tog 4 glas blod. Jeg sagde at jeg havde glemt at komme til en anden blodprøve og spurgte om hun også kunne tappe den.
Ja, da så var vi vist oppe på 7 glas i ét stik.


Ét eneste stik!!??
Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet nogen blodsuger finde mine ekstremt små og rullende blodårer, der ligger gemt dybt inde i de tykke arme  i første forsøg.

Alle andre plejer at stikke 5-6 gange og så sige nej nu vil vi ikke mere, tag hellere op på sygehuset - laboranterne er meget bedre til at stikke, de gør jo aldrig andet (næsten).
Men nej... det er som regel værre, fordi jeg ankommer som den 17. patient der ikke "vil" stikkes, og så er de onde i sulet over at sådan nogle som mig ødelægger deres skema, for en blodprøve skal pr. definition overstås på 3 minutter og da skal hun have nået at vende hvert glas ti gange.



Nå, men hele denne uforventede succesoplevelse endte med at hun ordinerede Seroquel Prolong, Panodil Zapp og Laktulose. Wauuuuuu, 3problemer og løst og 7 glas blod tappet på én gang.



Sol og måne må stå spevielt godt i dag.
:-D

Jeg er flov...

... over at min læge ikke kan lægge en simpel fingerforbinding.

Hun gav mig nogle pussenussede plastre på, som sad så løse at jeg kunne have spillet klaver med dem på.
Det holdt i en times tid, så måtte jeg sende kæresten afsted på apoteket.


For én gang spejder... så klarer man da den slags selv!
Kønt er det ikke, men det virker.

I nat...

... kunne jeg ikke sove.
Da mine øjne endelig faldt i gik der kun et par minutter - så vågnede jeg ved at min lillefinger knækkede. Ja, sådan lød og føltes det, og jeg var overbevist om at den var brækket for 117. gang.


Jeg skulle jo til fys alligevel, og hun sagde at jeg skulle ned til lægen, for hun kunne ikke se hvad der var galt, når jeg tidligere havde haft et kompliceret brud.


Men der gik et par timer, før lægen havde tid, og da blev min finger mere og mere normal.
Så nu kunne jeg godt mærke, at den ikke var brækket, men lægen måtte stadig hellere så på den.


Hun kunne ikke sige præcis hvad der er galt, men mente det var noget med en bruskknude, som var opstået ved et tidligere brud eller da de opererede fingeren i 1994. Så er der ligesom pladsmangel, og derfor føles slaget ekstra hårdt.


Men nu skal jeg passe ekstra meget på med fingeren, for jeg må ikke få flere slag på den foreløbigt, da den ikke må brække igen.
Jeg fik jo et kompliceeret brud i 1994, som var flere år om at hele, da det brækkede op 3-4 gange undervejs, og siden har min finger været hævet og skæv.


Så jeg har fået en vældig fin plasterforbinding på, som jeg skal gå med i mindst 5 dage, så vil hun se mig igen.

Ondt i skroget

Jeg døjer desværre med nogle smerter, som ligesom vandrer rundt i kroppen.
Det skifter imellem at sidde i ryggen, skuldrene, lænden, hænderne, knæene og fødderne.
Smerterne er der både, når jeg er i aktivitet og i hvile, og jeg har praktisk talt altid ondt, ét eller flere steder.

Jeg er ret sikker på, at det er slidgigt, som følge af min overvægt, og lægen har sagt at det kan det sagtens være. Men inden hun henviser mig til yderligere undersøgelser, eller begynder at give mig gigtmedicin, så skal jeg gå hos en fysioterapeut. Desuden forsøger jeg at tabe mig, med hjælp fra en sygeplejerske i lægehuset og mine støttepersoner.

Fyssen undersøgte mig hurtigt, og vi blev enige om at vi skulle prøve at træne smerterne væk med styrketræning i deres motionsrum. Men det gjorde det bare værre.
Alle kan selvfølgelig blive ømme af at træne, det viser jo bare at man har brugt sine muskler - men mine smerter varer i tre dage efter, hvor jeg er nødt til at tage ni Panodil om dagen.

Det duer jo ikke, så derfor vil hun undersøge mig igen den 21. juli, for at vi kan lægge en ny plan sammen. Jeg skal nok fortsætte med at træne i motionsrummet, men måske på en anden måde. Og så skal vi finde ud af om jeg skal have anden behandling. Vi har talt om, at det måske kunne være massage.

Jeg glæder mig meget til undersøgelsen. Hvis ikke der snart sker en bedring, så vil jeg gå videre til lægen, og forsøge at blive henvist til røngten af mine led, så vi kan finde ud af om det er slidgigt. For jeg vil ikke finde mig i, at jeg skal gå og have ondt!