Update om det "nye" ugeskema.

Det var en supergod beslutning, at lave mit ugeskema, med piktogrammerne på.
Det som jeg har beskrevet, på siderne der hedder At Lære Nyt 1 og 2.

Jeg er bare ikke god, til at følge skemaet om aftenen.
Der er nok for mange punkter på.

Jeg justerer det løbende.
Det er jo stadig forholdsvis nyt.

18 dage...

... til nytår. 



2016 har været et godt år, ind til videre.

Der er sket så mange gode ting, at jeg ikke kan huske dem allesammen.
Der er hele tiden kommet noget nyt godt.
;-)



Jeg har oplevet mange nye ting i 2016, og jeg har lært en del nye ting. 

Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig, lige så stille.
Men jeg kan også mærke, at jeg er ved at erkende, hvilke ting jeg ikke kommer til at lære.





En af de største sejre, at jeg er begyndt at gå i klub om torsdagen, og at jeg var med til computer-party på Idavang. 

Idavang er i øvrigt blevet en del af Autisme Center Skive, pr 1/2-2016. 





Jeg har mødt en del af kærestens venner og veninder, og er blevet godt modtaget af dem. 

Jeg har også mødtes selv med 2 forskellige veninder, henholdsvis på café og herhjemme.



Blomst og jeg havde en dejlig sommerferie sammen.

Vi lejede en bil, idet vi nød, at hun har fået kørekort.

Vi gentager succesen til jul. 



Jeg er mere bevidst om min økonomi, og jeg forvalter selv en vis del af mine penge. 

Det er også stort, at jeg selv kan støvsuge nu. 

Jeg har også fået en tatovering i 2016.

Det er en trekløver, som har en symbolsk betydning for mig, idet den har forbindelse til min tid som spejder. Den sidder på bag på min venstre skulder. 


Det er min første tatovering, men jeg vil gerne ha' en mere.

Det skal være med mit personlige motto: Små sejre er bedre end store nederlag. 
Jeg vil gerne ha' den på min venstre underarm. 



Der sker hele tiden noget nyt.

Jeg skal bare huske, at ta' det hele i meget små bidder, for ellers kan jeg ikke overskue det. 

Forberedelser til statusmøde

Jeg ved ikke, hvordan det foregår for andre, men vi plejer at holde et statusmøde, ca en gang om året.



Det er et møde, med min sagsbehandler og mine primære støttepersoner, hvor vi snakker om hvordan det går med mig, og om den hjælp jeg får fra Idavang (Autisme Center Skive).



Sagsbehandleren vil selvfølgelig gerne vide, om jeg stadig har gavn af støtten, og om mine behov har forandret sig i løbet af året.
For hvis tilbuddet ikke passer til mig længere, skal det naturligvis ikke fortsætte.



I mit sind, er der dog ingen tvivl, om at den hjælp jeg får, er den helt 100% rigtige. 
Og jeg ved, at det synes mine kontaktpersoner også.



Alle mennesker udvikler sig, og det gør jeg også. 
Men min samlede situation forandrer sig ikke, på bare ét år. 

Min autisme og ADHD forsvinder aldrig, og det er vores forventning, at mit støttebehov er livslangt. 



Men der er sket små fremskridt i 2016, og små sejre er altid værd at fejre.

Jeg er begyndt at få mere psykisk ro indeni, --- især fordi jeg øver mig på, at sætte mit ambitionsniveau ned. 



Det har hjulpet meget, at vi har helt klare aftaler, omkring 1-2 små opgaver pr dag, som jeg skal fokusere på. 
I dag skal jeg fokusere på, at sortere vasketøj og vaske op. 
2 små opgaver, som tager omkring 20 minutter i alt. 



Jeg har vist skrevet det før, men her får I det (igen):

Tit har jeg følt, at jeg skulle mestre alting. 
Det føltes, som at skulle male hele verden, med en lillebitte pensel. 

Når jeg lader støttepersonerne hjælpe mig, med at fokusere på nogle få opgaver/områder som jeg skal udvikle mig indenfor, er det som at få et lærred at koncentrere sig om at male på.



Inden mødet laver mine støttepersoner en rapport, som beskriver hvad vi har arbejdet med i det forløbne år, og hvad vi vil arbejde med i det kommende år. 



Jeg plejer altid, at være meget nervøs, op til statusmøderne.
Men det er jeg ikke i år, i hvert fald ikke endnu.

Mødet er dog først d 21/12.



For i år, kan jeg virkeligt mærke, at det mine støttepersoner og jeg gør, er det helt rigtige. 

Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig. 
Skridtene er små, men de går i den helt rigtige retning. 



Selv den længste rejse, starter med et enkelt skridt. 

Status 2012

Vi havde statusmøde i fredags.

Det er et årligt møde, hvor vi (= mine kontaktpersoner, min mor, sagsbehandleren og jeg) taler om hvordan det går med mig, og sætter nye mål.
Forinden har personalet lavet en skriftlig rapport, i samråd med mig.


Vi er efterhånden ret rutinerede, da jeg har været i "systemet" i mange år --- og ufatteligt nok, så har jeg haft den samme sagsbehandler igennem alle årene.
Ydermere har hun en fantastisk hukommelse, så vi behøver ikke starte samtalen ved Adam og Eva hver gang.

Derfor kunne vi overstå mødet på 25 minutter --- ikke fordi vi jappede igennem, men fordi der simpelthen ikke var grund til at snakke mere.



Alle var fortsat enige om, at jeg modtager de rigtige tilbud --- altså socialpædagogisk støtte i eget hjem (16 timer om ugen) + aktiviteter i dagtimerne (tre gange om ugen) og mulighed for at gå i klub.


Det eneste, der kan gøres bedre, var at jeg bør udnytte klubtilbuddet mere.
Men alle var enige om, at det er OK jeg har holdt en pause fra klubben.
Der er jo er sket så mange positive forandringer i mit liv, i årets løb, og det er forståeligt, at jeg ikke har haft så meget overskud til klubben.

Med hensyn til skemaet...

... så tror jeg egentlig ikke, at der er noget alvorligt galt med det alligevel.

Det er "bare" mig, der har svært ved at vænne mig til det.

Jeg kender personalet, og jeg kender aktiviteterne.
Men tingene sker på andre tidspunkter end de plejer, og når der f.eks. er ændrede opgaver om tirsdagen, hvor X kommer, så er det jo nogle andre ting han skal hjælpe mig med, end vi plejer at lave.
Bare det, at han nu kommer om eftermiddagen i stedet for om formiddagen, er en forandring, der er svær for mig.

Jeg synes det virker som om, at vi ikke har så meget tid mere - selv om timetallet er det samme.
Det er bare fordelt på en anden måde. Og fordi det er nyt for mig, så har jeg nok brug for flere pauser, og på den måde når vi ikke så meget, som vi plejer. Det bliver nok bedre, når jeg har vænnet mig til det nye skema.

Det eneste, der er træls ved det nye skema, er at Y og jeg ikke har så meget tid sammen om torsdagen. Timetallet er det samme, men det meste af vagten går med, at hun følger mig til fys.
Men det er jo super godt, at hun gør det - for jeg kan ikke selv tage mig sammen, selv om jeg rigtig godt kan lide at være der.

Det betyder bare, at vi ikke har så meget samtaletid, især ikke i de lige uger, hvor hun er her i 2½ time - vi har en ekstra time i de ulige uger.

Vi arbejder jo med KRAP, og det tager en del tid. Men så må vi bare bruge ekstra tid på det, når hun er her i weekenden. Det er ca. hver tredje lørdag eller søndag, hvor hun er her i 3 timer.

Tilbageblik på uge 31

Ja, kort sagt, så fik jeg ikke lavet ret meget, af det jeg havde tænkt mig.
:,-(

Mandag var jeg godt nok henne på Idavang, men jeg fik hverken strikket eller lavet skoleopgaver. Min snak med kontaktpersonen var heller ikke særlig givtig. Vi var vist begge to for trætte, efter ferien, til at være seriøse.

Jeg kom ikke til fys, for der kom slet ingen bus, og jeg kunne ikke nå at cykle.
:-(

Tirsdag var her "kun" bostøtte fra 10.00-12.00.
Men vi fik da ryddet godt op og gjort rent - det var dejligt.

Jeg fik også bagt nogle boller, men så kom jeg til gengæld ikke i klub.

Men jeg fik bestilt stof, til mine sofapuder, og noget sygrej.

Så det var jo fire gode ting.
:-)

Til gengæld fik jeg ikke handlet, før om torsdagen. Bostøtten og jeg havde ikke tid, og jeg kunne ikke selv overskue at tage afsted, da alt min energi var brugt op.
Så tirsdag og onsdag stod på gamle skorper fra skabet, og så selvfølgelig bollerne, men det er jo ikke meget at få to boller til aftensmad - det får man i hvert fald ikke energi af.
:-(

Onsdag var jeg til motion med Idavang om formiddagen, men derefter orkede jeg ikke mere dén dag.

Torsdag havde jeg bostøtte fra 14.00-16.40.

Dér fik jeg endeligt handlet, men jeg var stadig så træt, at jeg ikke rigtig havde fået lavet et system med maden, så det var nærmest tilfældige ting, jeg kom hjem med. Ikke rigtig noget, der egnede sig til at spise sammen. Men noget skulle jeg jo have... tror bare det var rösti med remoulade, og et par boller, til aftensmad den dag.

Ellers snakkede vi bare, jeg havde ikke overskud til andet.

Fredag gav morgenvækkeren mig lov til at blive hjemme fra Idavang fordi jeg havde ondt, og var for træt, til at tage afsted.
Heldigvis skulle den unge mand, som jeg underviser i læsning om fredagen, til tandlæge, så vi mistede ikke timer.

Da jeg havde sovet et par timer ekstra kriblede det i fingrene, for at komme i gang med at lave lapper til mit patchwork, og det gjorde jeg så, ca. fra 13-15.

Derefter tog jeg bussen hjem til mine forældre, og var der i weekenden, men det har jeg skrevet om i to andre indlæg.

Nu er uge 31 næsten slut.
Jeg mangler "bare" lige at vaske tøj i aften.

Jeg har savnet mit vaskekort lige siden torsdag, som egentlig er min vaskedag, så nu er mit skab gabende tomt, så jeg bliver nødt til at vaske i aften, selv om jeg ikke gider. Men jeg gider jo aldrig vaske tøj, uanset hvilken dag...

Jeg fandt vaskekortet i de bukser, jeg havde på, sidste gang jeg vaskede.

Til aftensmad vil jeg prøve at svinge mig op til, at lave noget pasta og kødsovs.
Jeg har slet ikke lavet rigtig mad, i den her uge.
:-(

I det hele taget har ugen bare været øv, det meste af tiden.
Men der er da heldigvis også sket gode ting.

Jeg må ikke glemme mit motto: "Små sejre er bedre end store nederlag!"