Mennesker uden autismekendskab...

... har sjældent min interesse.

Det betyder, på ingen måde, at jeg er ligeglad med andre.
Jeg vil selvfølgeligt gerne, at alle har det godt.

Jeg har det bare bedst, og er mest tryg, når alle omkring mig kender til min autisme, og det er folk som jeg kender.

Mit udgangspunkt for mit liv og min hverdag, er så forskelligt fra det "normale" at jeg ikke kan sætte mig ind i, hvordan de "normales" liv er, og ikke mindst, hvad de tænker på.

For mig er det "normaliteten" der er fremmed og ukendt.

Jeg kan godt tale snakke lidt med folk i toget, og sådan.
Men jeg tror ikke, jeg vil være i stand til, at udvikle et rigtigt bekendtskab, med nogen, der ikke kender til autisme.

Ny bostøtte

En ny virksomhedsstruktur på Autisme Center Skive har gjort, at personalet skal arbejde på flere forskellige afdelinger, og på forskellige tidspunkter af døgnet. 

Jeg ved egentligt ikke, hvad det skal gøre godt for. 
Men jeg ved, at det er ikke til gavn, for borgerne.
Og at det er en stor belastning for personalet.
De kan ikke finde ud af, hvor de skal være, på hvilket tidspunkt, hvilket betyder at de somme tider glemmer at komme, eller møder op et forkert sted. 
Samtidigt, er det svært, at få skiftende arbejdstider, til at hænge sammen med familieliv. 

Det betyder, at vi hele tiden skal forholde os til nye personaler. 
Og de skal sætte sig ind i mange flere borgeres individuelle behov og handleplaner. 
Det er kort sagt noget rod.

I de seneste 5 år, eller deromkring, er der kommet en masse ændringer i den struktur, der fungerede upåklageligt indtil da. Og kun meget lidt af det, har været nødvendigt, eller godt for os.

Jeg gider ikke forholde mig til hvordan, hvorfor og hvem, der tager disse tåbelige beslutninger.
Jeg ved bare, at det at der hele tiden er ændringer, føles meget kaotisk.
Der er hele tiden noget nyt, at forholde sig til, og det er autister generelt ret dårlige til!!!

Det jeg egentlig vil sige, er at jeg forstår godt, at min tidligere primære bostøtte har sagt op.
Jeg ville heller ikke finde mig i, at arbejde på de vilkår, hvis jeg var pædagog.
For dem er det heldigvis kun et arbejde, vi andre lever med autisme 24/7/365.

Han er den bedste ven og kontaktperson, jeg nogensinde har haft!!
Og jeg vil ham det bedste, det er desværre bare ikke her i firmaet.

Min nye bostøtte er fin, og vi skal nok få et godt samarbejde.
Men det er selvfølgeligt ikke det samme.

Man må forholde sig, til de ting, politikerne og lederne i socialforvaltningen og autismecentret beslutter. Jeg har desværre ikke evner eller kræfter, til at gå ind i politik. 

En ny hverdag venter, men sikker vil jeg aldrig kunne føle mig mere.
Jeg har oplevet så mange skift og strukturændringer, at jeg bare tager en dag ad gangen.

Jeg har lært, at være taknemmelig for det jeg har i dag, for der er ingen garanti, for at det er der i morgen. 

Nu igen!!!???

Nu skal der åbenbart være statusmøde igen, med min sagsbehandler!!???

Det er godt nok meget tit, hun vil ha' møde!!!

I torsdags fandt jeg ud af, at efter sidste møde, lavede hun en række mål.
De skal opfyldes inden udgangen af 2017.
Jeg havde intet kendskab til, at hun overhovedet havde sat mål for mig, så hvordan skulle jeg kunne opfylde kravene???

Ydermere er hendes mål så store, at jeg på ingen måde kan opfylde dem!!!

Men jeg er ret afslappet omkring det.
Jeg ved nemlig, at mine kontaktpersoner støtter mig 100%.

Jeg er overbevist om, at vi kan forklare hende, at jeg KAN udvikle mig mere ~ men at det ikke kan lade sig gøre, i det tempo hun lægger op til.

Så nu vil jeg ikke tænke mere på det.


Lettelse :-)

Så kom dagen, hvor vi skulle ha' statusmøde.

Jeg var selvfølgeligt nysgerrig på hvad der ville blive sagt osv, men jeg har ikke været nervøs denne gang.

Jeg var (og er) nemlig 100% sikker på, at den måde personalet støtter mig på, er den helt rigtige, og det mente sagsbehandleren også --- så vi får lov til at fortsætte som hidtil. 

Jeg bevarer den støtte, jeg har nu. 

:-D

Jeg fik meget ros af sagsbehandleren, og det gjorde personalet også, fordi hun kunne mærke at vi allesammen gjorde en god indsats, for at få min hverdag til at fungere, og at det rent faktisk virker. 

:-)))

Jeg er superglad.

:-D

Pennevenner

Jeg synes det er rigtig spændende, at lære mere om verden, og om hvordan folk lever i forskellige lande, kulturer og religioner. 



Derfor har jeg 7 pennevenner.
1 i Italien, 1 i Holland, 3 i USA og 2 i Australien.

Desuden har jeg haft en penneven i Frankrig, der for nyligt har valgt at stoppe korrespondancen, pga personlige problemer. 
Men jeg skriver stadig julekort til hende, og sender hende en lille julegave.



Jeg skriver i hånden, og det gør mine pennevenner som regel også. 



Vi sender små gaver til hinanden, og pynter brevene.

Jeg vælger de flotteste frimærker, jeg kan finde.
Det nemmeste er, at bestille frimærker via nettet, så jeg kan vælge i ro og mag. 




Jeg vil gerne ha' flere pennevenner, men jeg skal også tænke på, at det er dyrt at sende breve.
Så måske er det bedst, at det bliver e-mails, hvis jeg skal have flere pennevenner. 




Jeg er postcrosser, som det kaldes, fordi jeg synes det er spændende.

Men jeg gør det også, for at støtte vores postvæsens skrantende økonomi.




Jeg læste, at hvis hver dansker sender bare 10 breve om året (fx julekort) så kunne postvæsenets økonomi blive så god, at portoen kunne sættes ned til det halve. 



Jeg er trist, over at vores postvæsen er blevet fusioneret med de andre nordiske landes, og at der er kommet frit valg af pakkeleverandører!!!
Men jeg græder mig selvfølgeligt ikke i søvn. 

Jeg synes bare, at det er trist, at folk ikke bruger postvæsenet, for det danske postvæsen har stolte traditioner, som jeg synes man skal værne om. 

Postvæsenet i Danmark blev grundlagt af Christian den fjerde.



Men ikke mindst, synes jeg at det er trist, at folk ikke giver sig selv --- og hinanden --- den glæde, der er ved at modtage et personligt brev eller kort. 

Tak for alle henvendelser...

... angående Bibsens død.



Jeg har det OK igen.
Men jeg savner hende!!



Jeg har ikke sådan været ked af det og grædt, siden vi var ude på dyrehospitalet og sige farvel. 
Men jeg har følt mig trist, og det har været en underlig tom følelse.



Somme tider glemmer jeg, at hun ikke er her mere.

Rent pr refleks, ser jeg efter hende om morgenen og når jeg kommer hjem. 
I ved det der "Hej Bibs, er du OK?" hvor man lige lokaliserer hvor hun er i huset og om hun har det godt, eller trænger til vand. 

Og om natten, går jeg stadig forsigtigt, når jeg skal op og tisse, fordi jeg ikke vil komme til at træde på hende i halvmørket. 

Hver gang jeg åbner en skabslåge, så plejede hun at komme springende, så man skulle være hurtig inden hun hoppede ind i skabet. 
Jeg når lige at tænke "Nå nej, hun er her jo ikke" inden jeg skal lige til at lukke lågen hurtigt igen. 



Men livet går videre.

Jeg vil aldrig sige at hun "kun" var en kat, for ingen er "kun" noget, hverken et dyr eller et menneske.



Men det er rigtig ubehageligt at tænke på, at der er folk der tænker, at så skal man bare ha' en ny kat, som om katten er en ting. 

Katten er i det hele taget et dyr, som har meget ringe status, især på landet, og det gør mig virkeligt både ked af det og vred. 

Derfor går jeg stærkt ind for at forbedre kattenes rettigheder og vilkår, men jeg kan ikke kæmpe alles kampe på én gang. 



Til dem der spørger, svarer jeg at jeg ikke skal ha' en ny kat lige nu. 

Jeg afventer situationen, vedrørende om Blomst må ha' kæledyr, når hun flytter fra bostedet, engang først i 2017.

Hun vil nemligt gerne ha' en hund, og den kommer jo også til at blive en stor del af mit liv.



Lige nu har jeg det OK, uden kæledyr --- men jeg elsker dyr, og dyr skal være en del af mit liv på sigt, på én eller anden måde. 

Lige nu er jeg bare glad, for at kunne gi' resten af Bibsens foder til dyreinternatet. 
Jeg beholder hendes øvrige ting, og så må vi se om der kommer en kat i huset igen. 

Forvirret

Der er en masse forvirring henne på Idavang, nu hvor vi er blevet fordelt på de nye linjer.

Det er lidt for "rodet" for min krøllede hjerne at finde ud af alt det nye, så vores afdelingsleder har anbefalet mig at holde fri, ind til linjerne er kommet i gang, og der kommer mere ro på.

Så kan jeg også komme godt i gang, med de to nye bostøtter, for selv om det er mennesker jeg kender, så skal vi jo lave nye ting sammen, som andre plejede at hjælpe mig med, før i tiden.



Det er da også noget rod, med to så vigtige ændringer på én gang!!
Men som sagt så har det økonomiske årsager.



Men egentlig passer det mig fint, med en lille ferie.
Jeg er nemlig i fuld sving, med at tegne og lave håndarbejde.




Her er mit pachwork-projekt:

Der er 64 felter á 4*4 cm., der skal sys sammen i hånden, og bagefter skal der laves kanter og bagside på symaskine. Man kunne godt sy felterne sammen på maskine, men jeg synes det er nemmere at gøre i hånden, når de er så små. Desuden er min symaskine gået i stykker, og jeg gider ikke vente, til jeg kommer hen på Idavang igen.




Her er starten på et strikket tæppe:

Det begyndte egentlig med intentionen om at lave et par pulsvarmere til en veninde, men den første blev for stor, og så tænkte jeg at den måtte da kunne bruges til noget andet.

Det udviklede sig til ideen om at lave et sofatæppe, der sættes sammen af firkanter, på størrelse med et A4-papir.



Det er simpelthen så nemt at strikke firkanterne --- man behøver slet ikke tænke, for det er bare retmasker hele vejen og et nemt stribemønster --- så jeg har slet ikke lyst til at stoppe, men til sidst var der ikke mere garn.
Jeg bestiller noget i morgen på nettet, for man kan ikke få det her i byen.




Jeg tegner også en del for tiden, hvor jeg kombinerer tusser og farveblyanter.
Her er min seneste tegning, som jeg kalder Hjertesolen:

Jeg ville gerne ha' været på tegne/male-kursus på Galloskolen i Århus, her i uge 7.
Men det bliver ikke denne gang, jeg har ting nok at tænke på lige nu.
Nu skal jeg passe på mig selv!!

Er der noget at sige til...

... at jeg synes mit liv stinker?

• Mine to faste bostøtter stopper.
• Vi får nye grupper (aka linjer) i dagtilbuddet, jeg skal være i et andet hus med helt andet indhold, og der bliver total forandring.
• Jeg får vist også en ny kontaktperson i dagtilbuddet.
• Mit projekt, hvor jeg lærer en autistisk fyr at læse lukker.

Det er fordi Idavang skal spare 2,7 millioner.
:-(((

Men det er jo ikke personalets skyld --- det er politikerne --- og vi må prøve at få det bedste ud af situationen.
Som udgangspunkt er det jo godt at der sker noget nyt, og spændende med de nye dagtilbud osv.
Det er bare ret mange ændringer på én gang, ikke kun for mig, men for alle brugerne.



Det er langt værre, at min underbo larmer helt vildt, og det gør at jeg slet ikke kan slappe af.



Det er intet under, at jeg er træt hele tiden og ikke har lyst til mad mere...

Normalpesten hærger

Jeg er flov over at være dansker!!!



Jeg så netop i TV-avisen at det er blevet lovligt at abortere fostre, alene pga. læbe-gane spalte, og andre mindre handicap, som man uden problemer kan leve med i et moderne samfund.



Om få år er racen af mennesker med Downs syndrom (mongolisme) udslettet!!!
Vi taler en hel befolkningsgruppe!!!
Hvorfor må de ikke leve???
Hvem er det, der tillader sig at lege Gud på den måde???



Videnskaben kan meget, men det er ikke altid til det gode.



Det er jo vældig fint, at man fx kan få en kunstig hørelse, et såkaldt CI-implant.

Problemet er bare, at der findes nogle få børn født uden hørenerve eller øresnegl, og de kan ikke CI-opereres.
Men døvemiljøet og tegnsproget forsvinder jo snart, når der kun fødes et enkelt af disse børn ca. hvert femte år. Så nu har de ingen at kommunikere med, ud over familien.


Ja, man kan jo gøre som i "gamle dage", hvor de med vold og magt blev tvunget til at tale. Jeg har hørt flere voksne døve, berette om hvordan de fik lussinger, når de ikke kunne få de rigtige lyde frem!


Det er faktisk ikke mere end 21 år siden, at man fejrede vedtagelsen af FN's døvekonvention, der grundfæstede rettigheden til at have tegnsprog som modersmål, retten til tolkning osv.


Ja, i bund og grund handler det om retten til at være sig selv, uden at skulle lave sig om.
Men den ret har man åbenbart ikke mere, her i landet?
Hvem skal udryddes i næste uge --- dem med skæve tænder eller dem, der har fregner???



Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det er smadder hårdt, at have et handicappet barn.

Men jeg er flov over at bo i et samfund, hvor nogen bliver valgt fra, allerede før de bliver født, og andre bliver påtvunget hjerneoperationer, der kan koste dem liv og førlighed.


Aage Sinkbæk kalder det, at normalpesten hærger i Danmark.
Det kan du læse mere om i hans bog --- Den romerske brobygger.

En betjent...

... burde vide hvad udviklingshæmning er!!!


Desværre er det åbenbart ikke tilfældet, fik jeg erfaret, da jeg så en TV-udsendelse for nyligt.


Betjentene blev kaldt ud til en sag, hvor en mand med Downs syndrom var frustreret over, at han ikke havde nået sin bus.
De kendte dog ikke de nærmere omstændigheder, blot at nogle folk på gaden havde tilkaldt dem, fordi tilsyneladende de var bange for fyren.


Allerede inden patruljen var ankommet fik de bildt sig selv ind, at personen var "alkoholisk, psykisk syg og farlig!"
Hvor pokker kunne de vide det fra???

Ja, de vidste det jo netop ikke, så hvorfor sidde og gætte.
Selvfølgelig skal de have en ide om hvordan de vil gribe situationen an, men ligefrem konkludere den slags, uden at have set manden eller fået en rapport om vedkommende???

Men når man er betjent, så er alle mennesker åbenbart farlige, uanset om man kender dem eller ej???Hvorfor havde vagthavende ikke bedt om detaljer om manden, fx om han rent faktisk stod og drak direkte af en vodkaflaske, eller om han bare så lidt svimmel ud???

Men altså, denne gut var stemplet på forhånd.



De kommer så ud til stoppestedet.

Mandens ansigt er sløret, men på 2 sekunder kan jeg konkludere, ud fra kropsbygning, stemme og intellekt at han har Downs syndrom.
Det begrunder jeg med at han har den karakteristiske kropsbygning og motorik, er lille og bred, og han holder armene højt som små børn der lige har lært at gå. Hans talefejl er også typiske, og skyldes med alt sandsynlighed kombinationen af en meget lille gane og stor tunge - ordforrådet og begrebsopfattelsen er ligeledes som et yngre barns - også et rimeligt sikkert tegn på en form for udviklingshæmning.


Jeg håber ikke at jeg har fornærmet nogen med Downs syndrom, jeres pårørende eller andre, ved denne meget overfladiske beskrivelse af fyren ved stoppestedet.

Pointen er, at som regel er det en fordel for jer, at I ser ud som I gør.
Det er for at vi andre netop kan se på jer at I er helt specielle mennesker, som har brug for kærlig omsorg, og ikke for at blive misforstået og fordømte!!!



Jeg forventer ikke at betjente kender til alle diagnoser, og da slet ikke at de på stedet lige tager et røngtenbillede for at tjekke om personen også har den karakteristiske fejlstilling i hoften, der regnes som et sikkert tegn på mongolisme.
Men de burde kunne konkludere at en person med så specielt udseende, kropssprog, tale og begrebsopfattelse er mentalt handicappet!!!



Nå, de får så på én eller anden måde fisket et telefonnummer frem (forhåbentlig har fyren et kort med bostedets nummer i lommen). De ringer og får fat på en ansat, der fortæller at personen er retarderet, men at han selv kan tage med bussen hjem, bare de sørger for han kommer på linje X.


Vi kan nu konkludere at personen 1) bor på en institution 2) har brug for hjælp til at finde bussen 3) har et pensionist buskort.
Stadig taler betjentene til ham som var han leder af et komplot, og ikke en person med stort hjælpebehov!!??



Gutten vil imidlertid ikke med bussen --- næ, han vil ud at køre i den seje patruljebil.
Modstræbende lader de sig overtale til at køre fyren hjem, selv om de da lige kører langsomt forbi samtlige stoppesteder på vejen for at se om han ikke hellere vil med sin bus.
Bagefter undrer de sig over at han ville køre i politibil, han kunne da bare tage bussen som alle andre???



Hallo hallo, tænker jeg bare!!!
Et af politiets formål er at beskytte de svage i samfundet!!!

Men hvor pokker er begreberne psykologi og situationsfornemmelse blevet af i politiets uddannelse???

Måske er det bare et krav, at man skal være totalt blottet for evner, til at sætte sig ind i den enkelte borgers situation og behov???
Eller totalt paranoid og tro alle er voldspsykopater???



Jeg håber virkeligt at rigspolitichefen og justsministeren så udsendelsen, og at deres tæer stadigt er krumme af skam!!!

Sproglige udfordringer

Jeg elsker sprog!

Samtidigt er jeg meget fascineret af andre lande og deres kulturer, og i en længere periode har jeg været insteresseret i de østeuropæiske lande.


Så engang imellem sidder jeg og hygger mig med et russisk sprogkursus på computeren.


Det er længe siden jeg sidst har øvet, men i dag prøvede jeg igen, og konstaterede at jeg stadig kunne huske det meste.


Jeg er dog stadigt totalt nybegynder, og har kun et aktivt ordforråd på 15-20 ord, der stammer fra kursets første par afsnit.

Men kan genkende mange flere ord, når jeg hører dem, også fra de senere afsnit.


Mit kursus hedder Byki Russian, og selve undervisningssproget er engelsk.
Det er meget smart, for så får man opfrisket sit engelsk samtidigt.

Men det er lidt sjovt, at noget af det første man lærer at sige er "Jeg er amerikansk statsborger, og jeg har en sygeforsikring!"
;-)


Jeg synes det er et rigtig godt kursus, især fordi der er forskellige aktiviteter som, fx vendespil, og flere muligheder for at teste sig selv.

Avanceret ordkløveri

Det forlyder at der kommer et nyt diagnose system i 2013, og at betegnelsen Aspergers syndrom vil udgå, og blive lagt ind under fællesbegrebet autisme.


For mig personligt er det fuldstændigt ligegyldigt hvad man kalder mig.
Men for gruppen af mennesker med henholdsvis Asperger, infantil autisme, atypisk autisme, autistiske træk --- og hvad det nu hedder i dag --- opfatter jeg det som et meget stort nederlag.


For mig er det ikke et spørgsmål om hvorvidt Asperger er en form for autisme, for det er sagen totalt uvedkommende.

Det er derimod et spørgsmål om at vi som gruppe har nogle specifikke behov (ligesom mennesker med andre former for autisme har deres særlige behov) som let vil blive overset, når vi pludseligt får samme diagnose de svagt fungerende autister.

Disse forskellige behov bliver utydeliggjort når de forskellige diagnoser ikke har navne, der tydeligt adskiller sig fra hinanden.


Hvis jeg pludseligt skal kaldes "højt fungerende autist" i stedet for "Asperger med stort støttebehov" så vil politikere, og sagsbehandlere --- som jo oftest er fuldstændigt uden viden om autisme --- opfatte mig som en person, der ikke behøver støtte.

Vi --- som gruppe --- vil blive regnet som dem med mindst hjælpebehov og dermed bliver vores støtte hurtigere sparet væk.


Derfor er det en sorgens tid, efter min mening.
Jeg forstår virkeligt ikke at "eksperterne" der laver det nye diagnosesystem ikke kan se, at det vil indebære meget store negative konsekvenser for alle undergrupperne indenfor autismespektret.

Sært?

Jeg har en såkaldt særinteresse, eller med et fint udtryk: En interesse som er atypisk i forhold til indholdet, formen eller intensiteten.

Det er et projekt i tankerne, og jeg ved godt at det er en urealistisk ide.
Men alligevel tænker jeg meget på, hvordan det skulle føres ud i livet, hvis det nu var...


Kort sagt handler det om, at jeg gerne vil skabe bedre vilkår for mennesker med fysiske og/eller psykisk handicappede, i et bestemt østeuropæisk land.

Det skal gøres ved bl.a. at oprette handicaphjem --- og ikke mindst et seminarium der skulle uddanne personalet --- og det hele skulle financieres af en sponsororganisation, med private mennesker, institutioner og virksomheder som sponsorer.
Altså på samme måde som f.eks. SOS Børnebyerne fungerer.


Men som sagt, projektet er ren utopi.
Alligevel fylder det rigtig meget i mine tanker.


Lige før sad jeg f.eks. og tænkte på de mennesker jeg kender, med forskellige typer handicap, og forestillede mig hvordan de ville skulle bo og hvad de skulle beskæftige sig med.

På andre tidspunkter fantaserer jeg f.eks. om hvordan bygningerne skal se ud --- eller hvor stor en procentdel af beboerne der vil få brug for en hospitalsseng, frem for en almindelig seng.

Og sådan planlægger jeg ned til mindste detalje.
Nå ja... så prøver jeg også at lære sproget, ved hjælp af en CD-rom.


Jeg kan ikke finde ud af, om min særinteresse er god eller dårlig for mig.


Altså tanken om at ville hjælpe andre er jo helt fin.

Men det kan jo ikke lade sig gøre i virkeligheden, så hvorfor ikke slå ideen ud af hovedet, og bruge kræfterne på noget, der rent faktisk ville kunne lykkes?


Jeg vil gerne vide, hvordan andre med Asperger håndterer deres såkaldte særinteresser --- og om der overhovedet er nogen, der har den slags store hjernespind.

Så kom frisk, og byd ind med din mening og erfaringer!!!

Selv Peter Plys...

... er offer for den kedelige tendens, at alting skal gøres til en sygdom!!!

Hvor er det dog sørgeligt, at folk er blevet sådan, at de kun ser fejl og mangler, og ikke folks sande sunde sind!!!

Det værste var dog den kommentar min tidligere klassekammerat skrev til billedet, da hun satte det på Facebook: "De er vist ikke særligt børnevenlige!!!"

Helt ærligt, kvindemennesket er selv psykiatrisk sygeplejerske, så hun burde da være den sidste, til at holde liv i fordommen, om at psykisk syge / handicappede pr. definition er farlige.

Demokratiske muligheder

Mange politiske emner er direkte relevante for personer med udviklingshæmning, autisme og andre handicap - først og fremmest selvfølgelig, om de kan få den hjælp fra det offentlige, som de har brug for.

Men det er sjældent deres pårørende og personale diskuterer den slags ting med dem - og de udviklingshæmmedes valgkort smides ofte i skraldespanden, fordi man antager at de ikke kan forstå hvad en stemme betyder.

Der er virkelig mange lettere udviklingshæmmede, autister mm. som har svært ved at finde en voksen identitet. Det er, som jeg ser det, primært fordi omgivelserne ikke erkender dem, som værende voksne mennesker, med ret til selv at have indflydelse på deres eget liv - både i almindelige hverdags situationer, men også i forhold til, når der udskrives valg.

Men de har jo (med mindre de er umyndiggjort) ret til at stemme.

Så, hvorfor holder man ikke valgmøder for dem, så de kan møde politikerne og tale med dem på "deres eget sprog" så det hele bliver lidt mere jordnært og forståeligt?

Man skal selvfølgelig passe meget på, for det er let at manipulere med en udviklingshæmmet.
Politikerne skal vide, at de ikke må give konkrete løfter til den enkelte, men at de kommer for at lytte til de borgere, der ikke selv evner at tage kontakten til dem. 

I mine øjne skylder samfundet de uviklingshæmmede undervisning, så de får en forståelse af deres demokratiske muligheder. Det giver man jo også "almindelige" unge igennem samfundsfag på uddannelserne.

Vi ville jo heller ikke undlade at undertekste og tegnsprogstolke, i den tro, at døve ikke var interesseret i politik...

Glem ikke, at ifølge FN's handicap konvention er der et generelt forbud imod enhver form for diskrimination af mennesker med funktionsnedsættelser uanset af hvilken grund og i hvilken sammenhæng!

Han er for sej!

Jeg underviser jo en autistisk fyr, i læsning, hver fredag.

Vi sad og så i avisen, hvor valget selvfølgelig var omtalt.

Han fortalte, at han ville stemme på en bestemt kandidat, og jeg sagde at han skulle huske at bede om hjælp til at sætte krydset, det rigtige sted. Det ville jo være surt at opdage bagefter, hvis han havde stemt på en forkert.

Vi var enige om, at det ville være lettere med billeder på stemmesedlerne - og straks spurgte min elev: "Kan vi ikke sige det til dem, inde i Folketinget?"
- Jo da, her var jo en oplagt mulighed for at skrive til en politiker med et relevant ønske = et konkret mål for en skriveøvelse.

Han fik udtrykt sit personlige ønske, men handlede ikke kun på dét.
Han evnede også at se at hvis man gjorde tingene lettere at forstå, så ville flere handicappede kunne stemme - og at det var vigtigt at man også hørte deres meninger.

Det er ret flot, at han har så stor indsigt - for det er som regel meget svært, eller umuligt, for en autist, at sætte sig ind i, hvad demokrati er og hvordan man tager del i det - og ikke mindst at forstå andre menneskers behov og ønsker.

Jeg synes det er så sejt, at han sendte den mail!
:-D

Næste fredag tror jeg vi skal se på nyhedstjenesten DR Ligetil - et nyhedssite, som DR har lavet til læsesvage.

Tak!!!

I går morges, var jeg fuldstændigt stiv i skroget, da jeg vågnede - især i mine ankler.
Jeg satte mig bare hen i sofaen, og regnede ikke med at jeg skulle andet, hele dén dag.

Men jeg er virkeligt glad for at min morgenhjælper fik mig overtalt, til at tage afsted!

Jeg har nemlig hjælp af en personale - på alle hverdage - til at komme op, blive vasket og få tøj på, få morgenmad og medicin - de ting, man nu skal om morgenen - så jeg kan komme afsted til mit dagtilbud.

Det hjælper mig rigtig meget, for jeg vil jo gerne afsted. Det er bare meget svært for mig om morgenen, at overskue at komme i gang med dagen. Jeg har ingen kræfter, hverken fysisk eller psykisk, til at sparke mig selv i gang - og så er det rigtig godt, at der kan komme én og hjælpe mig.

Jeg gyser, når jeg tænker på, at uden morgenhjælpen ville jeg blive totalt isoleret, og ligge i min seng hele dagen. Jeg ville aldrig komme nogen steder hen, og ville forsumpe totalt.

Tænk på hvor meget samfundet kunne tjene, hvis de psykisk syge, med behovet, fik hjælp om morgenen.

Så ville mange flere kunne tage en uddannelse og komme i arbejde (og ikke mindst fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet) - færre ville være ensomme, deprimerede og f.eks. begynde og drikke - færre ville være ianktive og overvægtige - ja rigtig mange ville få et bedre liv, og være mindre afhængige af dyr medicin og behandling!!!