Mit Handicap.


Jeg er psykisk handicappet, idet jeg har to diagnoser, der hedder Aspergers syndrom og ADHD.




Det betyder at jeg har en såkaldt "ujævn udviklingsprofil" hvor jeg på nogle måder virker alderssvarende, og på andre områder ikke besidder de evner og færdigheder, som man kan forvente af en person på 38 år.









Når man ser barndomsbilleder af mig, kan man vist mere end ane mit handicap.
Men møblerne var nu heller ikke for kønne dengang.
;-)))









Aspergers syndrom (også kaldet højtfungerende autisme) og ADHD minder meget om hinanden, og jeg har altså begge handicap på én gang.

Det er meget svært for mig at definere, hvilke af mine symptomer, der "hører til" hvilken diagnose. For mig er det en helhed, en del af min personlighed, og det er umuligt at skille ad.







Jeg har aspien's sans for systematik...
... og ADHD'erens sans for at rode!!
;-))







Vi kalder det, at jeg er "udviklingsforsinket."

På nogle områder, udvikler jeg mig langsomt, og kommer nok aldrig så langt, som mennesker uden handicap.

Det er især indenfor området sociale færdigheder og empati. Jeg er usikker i sociale sammenhænge, og har svært ved at forstå andres hensigter, og tilpasse min adfærd efter det. 

Jeg kan også have meget svært ved at definere, hvilket humør jeg selv er i, og hvad det kan føre til. Men jeg øver mig meget i det.





Jeg har svært ved at koncentrere mig, og mine tanker er ofte et helt andet sted, end ved den aktivitet, jeg er i gang med.

Når jeg f.eks. rydder op farer jeg rundt og lægger ting på plads, så ser jeg en ny ting og styrter hen i den anden ende af lejligheden og lægger den på plads, på vejen får jeg lige tre andre ideer... og resultatet er, at der ofte er mere rodet en time efter jeg gik i gang med at rydde op, end der var før.





Jeg plejer at forklare dét at jeg er autist og ADHD-person på én gang, ved at fortælle at jeg har ligesom 2 piger, inde i hovedet. Jeg er udmærket klar over, at de ikke er der. (Jeg er ikke skizofren!!) Det er bare for at forklare det, at jeg har opfundet denne talemåde. 

Men jeg forestiller mig altså 2 piger, der i udseende minder om Anna og Lotte fra fjernsynets børneudsendelser. Men de er en anelse mere livskloge, end dem fra TV. 
Den ene repræsenterer ADHD og den anden repræsenterer autismen. 

I TV bliver Anna og Lotte tit uenige om noget, og somme tider må den voksne Kirsten hjælpe. Hun repræsenterer min fornuft. 
Somme tider må Kirsten lære Anna og Lotte at gå på kompromis. 

I min fantasi kan samtalen forløbe noget i retningen af, at Kirsten siger: "Vi skal være her alle 3, og vi har ikke lyst til at være uvenner, vel??? I må bestemme en aktivitet hver. Hvad har I lyst til?" Anna vil gerne hoppe i trampolin, og høre høj musik imens. Lotte vil gerne at Kirsten læser højt. Så siger Kirsten: "Hvad skal vi gøre først? Vi kan trække lod?" og så siger Lotte: "Jeg synes vi skal hoppe i trampolin, for jeg ved godt, at Anna har svært ved at vente." Og Anna svarer: "Det var en god plan!! Så kan du vælge, hvilken bog, Kirsten skal læse for os." 



Det er forskelligt fra dag til dag, om det er Anna, Lotte eller Kirsten der er mest på banen.
Somme tider kan jeg slet ikke falde til ro, fordi Anna jodler og jonglerer med pomfritter, imens hun kører på ethjulet cykel. Andre gange sover Anna hele dagen, imens Lotte fordyber sig i ét eller andet spændende, som det måske kun er hende, der interesserer sig for. Somme tider sover de begge to, og så har Kirsten ro, til at gøre hvad hun vil.
Til gengæld kan der være dage, hvor Kirsten ikke har et øjebliks ro, fordi Anna og Lotte slås hele tiden. De kan godt være ret sure på hinanden. Men ligesom i TV bliver Anna og Lotte altid gode venner igen!!


Hvis den ene pige har domineret rigtig meget, så er jeg dødtræt. Det er faktisk lige meget, om det er Anna eller Lotte, der har fyldt mest. Så må Kirsten sende Anna og Lotte tidligt i seng, og selv lægge sig på sofaen, så hun er sikker på at vågne, hvis de kalder på hende. Og de næste dage, må hun virkelig være OBS på, at de ikke er på vej, til at blive uvenner igen. 


Med andre ord: Mit aktivitetsniveau, og mit fysiske og psykiske overskud svinger meget. 
Jeg skal passe på, ikke at bruge for mange kræfter, hverken fysisk eller mentalt, for at jeg ikke bliver udbrændt. For tiden har jeg ofte 1-2 dage, hvor jeg er superfrisk, efterfulgt af 2-3 dage, hvor jeg har meget lidt overskud. 


Jeg skal øve mig, i at fordele mine kræfter, på flere dage, således at jeg ikke opbruger dem på for kort tid. Det arbejder jeg meget med, for tiden. Men det er en langvarig proces. 


En af metoderne dertil, er at bruge mit strukturskema, således at opgaver og aktiviteter, bliver fordelt ud over ugens løb. (Se menupunktet Strukturskemaet.)


En anden metode, er at begrænse valgmulighederne for aktiviteter i fritiden, således at jeg på forhånd forbereder 2-3 aktiviteter, som er lige til at gå til, når/hvis jeg får lyst. Jeg stiller 2 kasser frem på min skænk, og i den ene kasse ligger fx der en malebog og farver, og i den anden kasse ligger der et strikketøj.

Så skal jeg bare vælge imellem kasse 1 eller kasse 2, og de ting jeg skal bruge, ligger allerede i kassen. Når jeg ikke gider mere (eller ikke har mere tid) lægger jeg tingene tilbage i kassen, og stiller den tilbage på skænken. Så er den klar, næste gang jeg får lyst og har tid. Hvis jeg ikke har brugt en kasse i et stykke tid, lægger jeg tingene på deres pladser, i skabe og hvor det nu hører til. Og så kommer jeg noget nyt i kassen, fx en perleskabelon + perler + perleplade, sådan at jeg hele tiden har 2-3 kasser, at vælge imellem. Hvis en ting ikke fysisk kan være i en kasse, kan jeg lave det som sedler på opslagstavlen, i stedet for. (Man kan jo fx ikke lægge en gåtur i en kasse.)

Typisk er det pædagoger eller andre, der forbereder sådanne ting til borgerne. Men jeg kan godt forberede det selv. Det er bare vigtigt, at skille forberedelsen fra selve udførelsen, fordi det skal være let at komme i gang med aktiviteten. Det er for uoverskueligt, hvis jeg først skal vælge imellem en masse ting, såsom hvad vil jeg strikke, hvilken farve skal garnet være, hvor fa..... er strikkepindene blevet af... osv. 


På en god dag, kan jeg mange ting selv, og på en mindre god dag, kan jeg færre ting. Men der er meget sjældent dage, hvor jeg kan lige så meget, som et menneske uden handicap. 


Heldigvis er det sjældent humøret, den er gal med, for både Anna og Lotte er legebørn, og Kirsten er heller ikke en kedelig type.