Det er en myte, at mennesker med Aspergers syndrom, ikke har lyst til social kontakt med andre mennesker.
Sandheden er, at selvfølgelig vil vi det - bare det er nogle mennesker vi passer sammen med og en aktivitet der interesserer os - men det kan være utroligt svært for os, at etablere disse kontakter, og endnu sværere at udvikle dem til venskaber.
I mit tilfælde handler det om, at jeg ikke tør spørge.
Jeg har vist en snert, af det, der hedder socialangst.
Jeg har enormt lyst til bare at være spontan, og at sige "vil du ikke med i biografen?" men jeg er for genert.
Jeg tænker, at andre tror jeg er tosset, fordi jeg tager initiativ - hvilket jo er en vanvittig tanke, for det er jo helt normalt at spørge andre mennesker om den slags.
Jeg mødte min nabo på gangen, og hun kommenterede, at der altid duftede så godt, fordi jeg tit bager.
Hun sagde, at hun gerne ville smage mine boller.
Det kunne da også være rigtig hyggeligt, at invitere hende ind til en kop te, men jeg er rystende nervøs.
Alle tankerne kommer op.
Gør jeg måske noget pinligt, eller sker der grimme misforståelser eller andre problemer.
Det er mega træls, at have det sådan!
For jeg vil jo så gerne være social, og jeg føler mig tit ensom.
Derfor var det en stor sejr for mig, da jeg endelig fik taget mig sammen, i lørdags, til at spørge en pige fra mit dagtilbud, om hun ville med i Ålborg zoo.
Det ville hun heldigvis gerne, og vi aftalte at snakke sammen om det, efter ferien.
Jeg sagde, at vi kunne jo spørge nogle af de andre, om de ville med, og så kunne vi tage bussen derop.
På den måde kan vi selv tage derop, uden at vi behøver have personale eller andre til at køre os.
Jeg var pavestolt!
Nu har jeg taget det første skridt, og er parat til at kæmpe imod angsten.
Den skal ikke bestemme over mig, det er
mit liv, og mine regler, der gælder.
