(Manglende) forestillingsevne.

På Facebook har jeg ofte oplevet autistiske personer benægte, at de har en manglende forestillingsevne. Men det kan ikke være andet end 100% forkert. 

Ingen mennesker får en autismediagnose, uden at have en manglende forestillingsevne, for det er simpelthen et af grundsymptomerne ved autisme. 

Hele præmissen er jo, at man ikke evner at forestille sig hvad man ikke ved (endnu.) Man kan simpelthen ikke vide, hvordan den manglende forestillingsevne påvirker en selv. Man ved simpelthen ikke, hvad det er man mangler. Det er jo det begrebet at have en manglende forestillingsevne betyder. 

Det er et sansebedrag, på samme måde som når skizofrene personer tror at de stemmer de hører, er virkelige. Disse personer har også brug for at få en undervisning i, hvordan sansebedraget påvirker deres virkelighedsopfattelse, når de er raske nok til det. 

Ligeledes er de ting, vi tror vi kan, og de evner, vi tror vi besidder, ikke altid i overensstemmelse med sandheden. Men også vi kan undervises i det. 

Første skridt er bare at erkende, at der er ting, netop den enkelte person, ikke forstår. 

Og at acceptere, at der er ting om en selv, som andre ved bedre, end man selv gør. 

Jeg ved godt, at det er svært, at ændre på den opfattelse man har af sig selv. Men hvis man erkender, at autismediagnosen giver bestemte symptomer, som kun andre kan se, kan man komme rigtig langt hen mod en bedre forståelse af sig selv og verden omkring en. 

Det er simpelthen af afgørende betydning for, om man lærer at klare sig bedre, i hverdagen. 

Om man bliver mere selvstændig, og kan flere ting selv. 

Jeg ved, det er en stor kamel at sluge.

Men man kan godt spise en hel kamel selv, hvis man skærer den i små bidder.

Noget kan man putte i fryseren, og vente med at spise det, til senere i livet.

Måske smager kamelen ikke særlig godt. Men livet har nu engang givet dig en kamel at spise, og du får ikke dessert, før du har spist op. 

18 dage...

... til nytår. 



2016 har været et godt år, ind til videre.

Der er sket så mange gode ting, at jeg ikke kan huske dem allesammen.
Der er hele tiden kommet noget nyt godt.
;-)



Jeg har oplevet mange nye ting i 2016, og jeg har lært en del nye ting. 

Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig, lige så stille.
Men jeg kan også mærke, at jeg er ved at erkende, hvilke ting jeg ikke kommer til at lære.





En af de største sejre, at jeg er begyndt at gå i klub om torsdagen, og at jeg var med til computer-party på Idavang. 

Idavang er i øvrigt blevet en del af Autisme Center Skive, pr 1/2-2016. 





Jeg har mødt en del af kærestens venner og veninder, og er blevet godt modtaget af dem. 

Jeg har også mødtes selv med 2 forskellige veninder, henholdsvis på café og herhjemme.



Blomst og jeg havde en dejlig sommerferie sammen.

Vi lejede en bil, idet vi nød, at hun har fået kørekort.

Vi gentager succesen til jul. 



Jeg er mere bevidst om min økonomi, og jeg forvalter selv en vis del af mine penge. 

Det er også stort, at jeg selv kan støvsuge nu. 

Jeg har også fået en tatovering i 2016.

Det er en trekløver, som har en symbolsk betydning for mig, idet den har forbindelse til min tid som spejder. Den sidder på bag på min venstre skulder. 


Det er min første tatovering, men jeg vil gerne ha' en mere.

Det skal være med mit personlige motto: Små sejre er bedre end store nederlag. 
Jeg vil gerne ha' den på min venstre underarm. 



Der sker hele tiden noget nyt.

Jeg skal bare huske, at ta' det hele i meget små bidder, for ellers kan jeg ikke overskue det. 

At se potteplanterne gro...

... er somme tider min bedste underholdning.

Nej, spøg til side, så slemt er det dog ikke --- men jeg synes godt nok, at jeg keder mig, ubeskriveligt meget for tiden.




"Jamen, Camilla du kan jo bare..." siger jeg tit til mig selv.
"Jeg burde..." tænker jeg.




Problemet er bare, at selv om jeg har en masse gode ideer, så bliver det ikke til noget som helst.
Jeg går tit i gang med noget, fx papirklip, men efter to minutter opgiver jeg igen.
Jeg har slet ikke lyst til noget.




Men det nytter jo ikke noget, indså jeg i går, og nu er mit gode humør tilbage!!
:-D




Jeg fik heldigvis et venligt spark, inde på Facebook, hvor en bruger kaldte en spade for en spade, og sagde  direkte til mig "din tilstand kaldes dovenskab!!" og så kom jeg virkelig i sving, med at tænke.
Jamen for XXXXXX hun har jo ret!!

Da jeg først havde erkendt det, skulle jeg finde en strategi.
Jeg begyndte at tænke mere positivt, på hvilke ting jeg trods alt havde gennemført, på trods af dovenskaben.

Jeg fandt ud af, at for mig virker det at dokumentere mine sejre, i form af fotos.




Nedenstående billede kan virke underligt, hvorfor ta' et billede af en masse skalpeller?

Men for mig betyder det "se Camilla, hvor mange papirklip du har lavet, du kan jo godt!!"
Men den primære årsag til at gemme dem, er selvfølgelig at jeg ikke gider gå ned i kælderen til viceværtens kasse til metalaffald, hver gang jeg tager en ny skalpel i brug.

Jeg skal huske mit motto --- små sejre er bedre end store nederlag.
Derfor vil jeg lige skrive ét kort indlæg mere, her på bloggen, og så står den på papirklip igen.




Jeg har sagt til mig selv, at jeg SKAL skære to blomster ud om lidt, men jeg må gerne lave flere.
 
Jeg gjorde det samme i går, og da blev det til fire blomster, og jeg stoppede kun fordi jeg ikke havde mere tid til rådighed.



Tro på dig selv, Camilla, du kan jo godt!!

Skt. Georgs dag

I dag er det skt. Georgs dag, også kendt som den internationale spejderdag.

Derfor bærer jeg spejderemblemet på min bluse, hvilket man opfordrer alle spejdere i verden, til at gøre denne dag.





Men faktisk tog jeg en vigtig beslutning i sidste uge, idet jeg erkendte at jeg alligevel ikke var parat til at begynde som spejdermedhjælper igen.

Jeg er for træt onsdag aften, fordi jeg har en "lang" dag om tirsdagen, med dagbeskæftigelse, bostøtte og klub.  

Max strax!!

Jeg burde virkelig skrære ned på mit colaforbrug, men lige nu har jeg udfordringer nok, så det må altså vente!!


Jeg ved ikke hvem pigen på billedet er, men hvis man bli'r så lækker af at drikke Pepsi Max, så ville det da også være synd at stoppe!!
;-P

Nu må du ha' mig undskyldt, jeg skal over og maxe den i sofaen!!
(((-:

Tænksomt

I aften...

... kommer der en hjemmeplejer.



Det er godt nok en stor kamel, at sluge.
Men jeg må erkende, at lige nu er jeg så forvirret i hovedet, at det er det bedste.

Jeg har aldrig protesteret, imod at tage min medicin.

 

Hvis der har været behov for ændringer, eller jeg har oplevet bivirkninger, så har vi altid talt stille og roligt om det.

Hver gang man hører noget om psykiatrisk medicin, i medierne, så handler det altid om at medicinen enten slår patienterne ihjel --- eller at de sindslidende er farlige, hvis de ikke tager deres medicin.



Det er jeg ærligt talt godt træt af!!!
Der er, skisme da også, rigtig mange andre sygdoms tilfælde, der ikke forløber som lægen har planlagt.



Fx er det på ingen måde usædvanligt, at folk med halsbetændelse, afbryder penicillin behandlingen lige så snart de føler bedring.
Så smider resten af pillerne ud, og forstår ikke hvorfor de skulle betale for en hel pakke, når de kun skulle bruge en halv.

Men meningen er jo, at man skal fortsætte til pakken er tom.
Den sidste del af pillerne, er for at forebygge tilbagefald.

Men det er der rigtig mange mennesker, som ikke forstår --- så en måneds tid efter, kan halsbetændelsen komme igen.

Så det er altså ikke kun psykisk syge, der ikke forstår, hvordan man skal tage sine piller.



Men lige nu er jeg lidt for konfus.
Det er jeg 100% bevidst om, og jeg har selv bedt om hjælp.

Min læge, syntes det var bedst, at der kommer en hjemmeplejer om aftenen.
Mine sædvanlige personaler, er ikke nemlig uddannet, til at dosere medicin.

Noget at være stolt over???

Jeg var rigtig stolt af mig selv, her i søndags.

Årsagen er, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, uden hjælp, men både lørdag og søndag var det lykkedes mig, at komme op inden kl. 10.00.



Men så kom jeg til at tænke.

Er det overhovedet noget at være stolt over???

I virkeligheden er det jo ikke noget specielt, at man selv står op.

Det er en basal livsfærdighed, som alle normale mennesker mestrer.

Faktisk er det ret ynkeligt, at jeg ikke kan klare, så simpel en ting.

Jeg burde skamme mig, og være flov, og slet ikke fortælle andre om sådan nogle ting.

Min kontaktperson, Z., og jeg talte længe om det i mandags, og efterfølgende har jeg talt med flere om det.
De synes, at det er OK at være stolt.



De gjorde mig opmærksom på mit gamle motto.

Små sejre er bedre end store nederlag!!!

Gud da, det er jo mit motto, tænkte jeg.
Det havde jeg bare glemt, i rigtig lang tid, fordi der har været en masse triste ting at forholde sig til.




Z. gjorde mig opmærksom på, at der er også mange såkaldt "normale" mennesker, der absolut ikke er morgenfriske, og vi snakkede om, at når jeg har ondt i ryggen hver dag, er det naturligt at være træt, men samtidigt have svært ved at sove.


Det med ryggen, var jo let nok at forstå, og så syntes jeg ligesom det var mere OK, at jeg havde svært ved at stå op.




Det førte til en lang snak, som langt fra er slut.

Nemlig hvornår er noget et handicap og hvad er psykisk og fysisk sygdom, i forhold til dovenskab.
Hvad kan man ændre på, og hvad er man nødt til at leve med, og hvordan gør man det?
Findes der fx i virkeligheden slet ikke et Aspergers syndrom???



Det er en snak om forventninger.

Hvad kan man forvente, at opleve i sit liv, når man er i min situation?
Hvor kan man rykke sig, hvor kan man måske ikke?



Det er en spændende snak!!!

Tjullahop tjullahej

Grin bare, men jeg føler jeg har fået et Pippi Langstrømpe sind.
Pippi ved godt, at folk synes hun er skør --- men hun vender det til sin fordel.
Hun giver aldrig op, for hun er verdens sejeste pige!

I min verden er "tosse" ikke et skældsord, men en slags kælenavn --- for dem der tør stå ved, at de er anderledes.
Og det tør jeg nu!!!

Lettelse!

Jeg tog en vigtig beslutning i går - nemlig at meddele mine spejderleder kollegaer, at jeg alligevel ikke er klar til at vende tilbage til "jobbet" her efter sommerferien - og at jeg måske slet ikke kommer tilbage.

Heldigvis tog de det ikke ilde op, og jeg fik en sød mail:

Kære Camilla
Det gor mig oprigtig ked af det. både for dig og for spejderne.
Jeg er dog glad for at du melder ud, at det ikke er nu, du er klar.
Skulle du få lyst en gang senere, er du hjertelig velkommen.
Mange spejderhilsner
K.

Jeg er bare så lettet i mit hjerte, over at jeg har taget mig mod, til at sige fra!
:-D

Det er simpelthen for stressende for mig, at være spejderleder/-assistent, og lige nu er jeg nødt til at sætte mit helbred øverst på dagsordenen - selv om det kan føles svært, fordi jeg ikke ønsker at være egoistisk.

Men som min psykolog siger: Hvis dit skib er ved at synke - så tag din egen redningsvest på først - for ellers er du ikke i stand til at redde de andre passagerer fra bølgerne.

Nu skal det være slut...

... med at stresse!

Jeg har været meget stresset, i det seneste stykke tid.
I samme periode har jeg stort set ingen bundne opgaver haft.
Mit kaos sidder indvendigt.

Det er som om jeg har en lille, grim, nisse siddende på skulderen.

Altså, jeg ved godt at der ikke er nogen nisse - det er bare for at forklare situationen, at jeg kalder det sådan.

Nissen hvisker hele tiden ind i mit øre, at jeg skal gøre en hel masse ting - bare sådan almindelige hverdagsting. Problemet er bare, at nissen vil have, at det hele skal ske på én gang, og den finder hele tiden på nye opgaver.

Men som der står på Psykiatrifondens ungdoms website så handler det om, hvordan jeg tænker, og ikke bare om hvad jeg gør.

Hvis jeg hele tiden sammenligner mig selv med andre, så får jeg det let dårligt med mig selv.
Man kan ikke måle sit livs værdi, ved kun at se på de resultater, man har opnået.
Langt det vigtigste er nemlig, at tænke på hvordan man har haft det imens.

Jeg har været meget fokuseret på, at jeg "skulle" nå en masse ting, for at jeg ikke virkede doven, i sammenligning med andre mennesker.
Nuvel, jeg får da lavet en masse praktisk, men jeg får det ikke bedre i mit hoved, af at være mere produktiv, og jeg bliver træt alt for hurtigt, og når slet ikke at nyde resultaterne af mine anstrengelser.

Nu er jeg ved at indse, at jeg ikke "behøver" være som andre.
Det er OK at jeg ikke kan så mange ting, som "de" kan, og at jeg ikke er så udholdende.
Bare jeg har det godt med mig selv og mit liv.

Nu tør jeg sige fra, både over for andre mennesker, og over for nissen.
Det er rart at kunne.

Så nu vil jeg smutte ind til kæresten, smække benene op og se om ikke han finder en god film til os!

At være social...

... er svært for mig, for tiden.

Men min mormor, og øvrige familie, var da glade for at se mig - her i weekenden.

Jeg kunne bare ikke sidde sammen med dem, ret længe, for jeg havde slet ikke overskud til at lytte til samtalen rundt om bordet. Ikke fordi, jeg ikke er interesseret, men fordi det gav for mange indtryk på én gang, og jeg blev forvirret i mit hoved.

Heldigvis er det accepteret, af familien, at jeg går ind i et andet rum og hviler mig.
Min mormor har et ekstra værelse, med en sovesofa, og der kunne jeg fint ligge og sove lidt.

Det er måske lidt tarveligt, bare at gå derind og lukke døren, men det er bare sådan det er - og det forstår de godt.
Jeg har en dejlig familie!

Jeg bruger min mobil meget, når jeg har brug for at slappe af.

Desværre havde jeg glemt mine høretelefoner hjemme, men normalt hører jeg en del musik på mobilen, når jeg er ude - når jeg trækker mig for at tage en pause. Ellers går jeg på Facebook eller SMS'er.

Min mobil hjælper mig meget i hverdagen.

Der er så meget...

... som jeg gerne ville, men bare ikke har overskud til - selv om jeg har det rigtig godt for tiden.
Her tænker jeg primært på praktiske ting herhjemme, og fritidssysler.

Jeg synes slet ikke, at jeg får noget ud af min tid, i øjeblikket.
Dagene er alt for korte, jeg når slet ingen ting, af det jeg har lyst til.

Almindelige, dagligdags ting dræner mig for energi, og det har jeg meget svært ved at acceptere.
Kort sagt, så føler jeg mig som en total fiasko, når andre mennesker kan lave ti forskellige praktiske ting på én dag, samtidigt med at de også passer deres job - for ikke at tale om dem, der har børn - og jeg kan højest klare to-tre små, eller én større ting.
Og det frustrerer mig meget, for jeg vil jo gerne kunne det samme som andre.

Det piner mig, at her altid er så rodet - for jeg har det bedst, når der er orden i mine ting.
Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ser, hvor beskidt her er.
Jeg græder indvendigt, når jeg gang på gang spiser færdigretter, i stedet for at lave min egen mad.... og især når jeg ikke magter at gå ud at handle, og vælger usund mad fra pizzeriaet i stedet for.

Jeg vil så gerne kunne selv.
Være voksen, og have overskud, være stærk og udholdende.
Men jeg magter det ikke, selv om jeg psykisk har det bedre end jeg har haft i mange år.
Jeg forstår det ikke!

Det kunne være nærliggende, at skyde skylden på mit handicap.
Men hverken Asperger eller ADHD burde medføre træthed. Man kan have svært ved at planlægge sin dag, og man vil ofte ikke være i stand til at koncentrere sig om en opgave, der består af flere forskellige processer. Men det er ikke dét, der er mit problem.

Jeg er bare træt, i mit hoved, og i min krop.
Men jeg mangler ikke psykisk energi - det er udholdenheden, den kniber med.

Jeg ved godt, at jeg har brug for mine bostøtter, og at det er OK de hjælper mig.
De gør en masse for, at jeg skal have det godt.
Jeg synes bare ikke, at det gør nogen særlig forskel - det er ikke nok.
Til gengæld hjælper de mig på andre måder, og det er smadder godt.

Måske er mine forventninger til livet bare for høje?
Men jeg ønsker mig jo bare, at være glad for mig selv, og min lejlighed.
Skidt med om her rodede, hvis jeg havde det godt med det.
Det har jeg bare ikke.
:-(

Dette indlæg har været én lang gang klynk.
Men det har været godt for mig at skrive det, for det har fået mig til at tænke over, hvordan tingene kan blive anderledes, så der er mere orden i min hverdag, og jeg kan flere ting selv.

Først og fremmest skal her ryddes op.
Jeg har for meget rod, ergo må jeg have for mange ting!
Rod i omgivelserne, giver rod i hovedet, og derfor må det væk.

I morgen, hvor der kommer en bostøtte vikar, begynder jeg at rydde op. Jeg tager en stor papkasse fra kælderen, og så smider jeg simpelthen alt det, jeg ikke bruger mere, ad XXXXXXX til!
Dernæst skal alle de ting, der skal blive her, have en fast plads - og mine bostøtter skal lære, hvor tingene skal stå, så de kan hjælpe mig med at rydde op.

Rettelse: Bostøtten er først tirsdag.

Det næste bliver at jeg laver et ugeskema, sådan at jeg har nogle få opgaver hver dag, på bestemte tidspunkter. Der skal også sættes tid af, til at lave kreative ting. For hvis det praktiske er overstået inden, så kan jeg bedre give mig hen til mine sysler.

Jeg vil have mit overskud tilbage.
Men hvis jeg stiller for store krav, så kan det ikke lykkes.

Det bliver en lang proces, at få kørt de forskellige ting ind i et system, men det må jeg acceptere - selv om det er meget svært!

Noget at tænke på

En gang, for mange år siden, fandt jeg denne bøn på nettet:

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting,
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan
og visdom til at se forskellen

Uanset hvad man tror på, eller ikke tror på, så synes jeg, at ordene er værd at tænke over.

Og som én sagde: Man kan jo altid sige Knud, i stedet for Gud.

;-)

God søndag til alle!

Ups, jeg var lige en dag for tidligt på den - det er kun lørdag i dag.
Men så får I jeres søndagshilsen på forskud.
;-)

Kreativiteten blomstrer

Her i huset leves der 100% op til mottoet: Lad ikke lidt rod bremse din kreativitet!

Jeg fik lige pludselig lyst til at sy en taske - og heldigvis havde jeg noget gammelt tøj, som kunne bruges til det.

Problemet er bare, at jeg ikke har syet i flere år, så det er næsten som at begynde forfra.
Jeg kan ikke få symaskinen til at makke ret, men det er nok ikke maskinen den er gal med, men syersken.
Dertil kommer så, at jeg lider akut af mangel på nye briller, men jeg kan først komme til optikeren efter ferien.

Men i stedet for at køre op og blive sur over det, så vælger jeg at tage syarbejdet i små etaper, og gå til og fra. Jeg har jo ikke en familie, der skal dinere ved bordet, så jeg må godt rode. Bare jeg sørger for at nåle, tråd og småting bliver lagt i kasserne, sådan at katten hverken kommer til skade, eller ødelægger tingene.

Sædvanligvis tager det mig ikke mere end et par timer at sy en ting som denne - og da jeg først fik lysten til at sy, tænkte jeg, at det kunne jeg da hurtigt klare.
Men det kammede hurtigt over, og jeg måtte tage et par Ritalin piller, at falde ned på.
Da de virkede, kunne jeg godt se, at det ikke handler om at gøre det så hurtigt som muligt, men at tage sig tid, til at gøre det ordentligt og pænt.

Jeg ved stadig ikke, om der kommer en taske ud af det, og om den i givet fald bliver pæn og brugbar.
Det håber jeg da.

Men hvis det ikke lykkes, så ser jeg bare processen som en måde, hvorpå jeg kan blive dus med symaskinen igen. Og jeg har jo ikke ofret andet end lidt tid - to bluser, der er for små - og et stykke af et gammelt fleecetæppe (i mangel af pladevat).

Og Bibsen har fået en hyggelig eftermiddag, med alt det spændende "legetøj" jeg har fundet frem.
Ikke sært, at hun er faldet i søvn på sofaen.
;-)

At kunne selv

Jeg tror ikke på, at jeg nogenside bliver 100% selvhjulpen.
Jeg vil altid have behov for støtte, i en eller anden form.

Men jeg prøver at klare så meget som muligt selv, og samtidigt prioritere, hvilke ting jeg vil bruge mine kræfter på, og hvad jeg gerne vil have hjælp til.

Almindelige hverdagsting er en udfordring for mig.
Jeg bliver let udmattet, fysisk og psykisk.
Det er til dels et spørgsmål om at lære, at være mere udholdende - og det arbejder jeg på.

Men, som sagt, jeg bliver aldrig fuldt selvhjulpen - og pga. mit handicap vil mit energiniveau sandsynligvis blive ved med at svinge meget, resten af mit liv.

Jeg er bl.a. begyndt at vaske tøj selv, og jeg laver somme tider varm mad.
Det er sjældent, at jeg ikke har vasket op, efter aftensmaden eller næste morgen.
Desuden rydder jeg op og gør lidt rent, når der er behov for.
Alt sammen ting, som er selvfølgelige for såkaldt normale mennesker, men sværere for mig, og ofte ikke føles naturlige for mig at gøre.

Det er vigtigt, at holde sig i gang, især når man har et fysisk og/eller psykisk handicap.
Man skal have udfordringer og ansvar - på det niveau, der passer til den enkelte.
Ellers kan den naturlige udviklingsproces - hvor man sædvanligvis løbende bygger videre på de evner man har og lærer nye ting, hele livet igennem - nemt gå i stå, eller tilbage, med det resultat at man  let bliver deprimeret og ligeglad med sig selv og sit liv.