Hjernetelefonen.

Jeg har fået en ny bostøtte kontaktperson (( igen!! )) og det betyder jeg har lejlighed til, at lave en helt ny ugeplan, sammen med hende.

Omfanget af støtte er uændret, og mine arbejdstider ligeledes.

Men jeg føler ikke, jeg har lige så mange mentale kræfter som før det første kontaktperson skift, omkring december 2017.
Tilsyneladende har jeg et større behov, for struktur og forudsigelighed i hverdagen, end jeg havde dengang.

Derfor er det vigtigt for mig:

* At den nye plan er mere detaljeret.
* At forventnings niveauet er bedre afpasset til min funktionsevne.
* At den nye plan er visuel, i form af dagskemaer.

Vi har skrevet en kladde, som jeg selv laver selve skemaerne ud fra.

Jeg har valgt, at det skal være med piktogrammer.
De er nemmere at aflæse end tekst, når jeg er meget træt, fx om morgenen.

Jeg taster alle punkterne ind i et program, der hedder Picto-Selector, og vælger et piktogram til hvert punkt.
Så printer jeg dem ud, så der bliver 1 ark til hver dag. 7 ark i alt, som genbruges ugentligt, på min opslagstavle.

Det er let nok, at bruge Picto-Selector.

Det svære er, at tænke hver enkelt detalje i mine hverdags gøremål igennem, og vurdere om det er en ting, jeg vil bruge kræfter på, i den næste tid.

Det kommer til at tage noget tid, men jeg tror det er besværet værd.

Hensigten er ikke, at alt skal være forudsigeligt.

Man kan sammenligne hjernen med en mobiltelefon.

Når tingene er trygge og forudsigelige oplader batteriet.
Når tingene er utrygge og uvante, aflader batteriet.

Det gælder om, at holde et vist batteri niveau, så jeg har mentale kræfter nok, til en uforudset situation, ligesom mobilen skal have strøm nok, til et vigtigt opkald.

Måske har jeg brug for, at ringe efter hjælp på min hjernetelefon --- eller måske kommer ringer hjernetelefonen for at fortælle om noget spændende, som det vil være rart at have mentale kræfter til.

Ny bostøtte

En ny virksomhedsstruktur på Autisme Center Skive har gjort, at personalet skal arbejde på flere forskellige afdelinger, og på forskellige tidspunkter af døgnet. 

Jeg ved egentligt ikke, hvad det skal gøre godt for. 
Men jeg ved, at det er ikke til gavn, for borgerne.
Og at det er en stor belastning for personalet.
De kan ikke finde ud af, hvor de skal være, på hvilket tidspunkt, hvilket betyder at de somme tider glemmer at komme, eller møder op et forkert sted. 
Samtidigt, er det svært, at få skiftende arbejdstider, til at hænge sammen med familieliv. 

Det betyder, at vi hele tiden skal forholde os til nye personaler. 
Og de skal sætte sig ind i mange flere borgeres individuelle behov og handleplaner. 
Det er kort sagt noget rod.

I de seneste 5 år, eller deromkring, er der kommet en masse ændringer i den struktur, der fungerede upåklageligt indtil da. Og kun meget lidt af det, har været nødvendigt, eller godt for os.

Jeg gider ikke forholde mig til hvordan, hvorfor og hvem, der tager disse tåbelige beslutninger.
Jeg ved bare, at det at der hele tiden er ændringer, føles meget kaotisk.
Der er hele tiden noget nyt, at forholde sig til, og det er autister generelt ret dårlige til!!!

Det jeg egentlig vil sige, er at jeg forstår godt, at min tidligere primære bostøtte har sagt op.
Jeg ville heller ikke finde mig i, at arbejde på de vilkår, hvis jeg var pædagog.
For dem er det heldigvis kun et arbejde, vi andre lever med autisme 24/7/365.

Han er den bedste ven og kontaktperson, jeg nogensinde har haft!!
Og jeg vil ham det bedste, det er desværre bare ikke her i firmaet.

Min nye bostøtte er fin, og vi skal nok få et godt samarbejde.
Men det er selvfølgeligt ikke det samme.

Man må forholde sig, til de ting, politikerne og lederne i socialforvaltningen og autismecentret beslutter. Jeg har desværre ikke evner eller kræfter, til at gå ind i politik. 

En ny hverdag venter, men sikker vil jeg aldrig kunne føle mig mere.
Jeg har oplevet så mange skift og strukturændringer, at jeg bare tager en dag ad gangen.

Jeg har lært, at være taknemmelig for det jeg har i dag, for der er ingen garanti, for at det er der i morgen.