Kæresten og jeg havde en dejlig juleferie sammen.
Men man kunne godt mærke, at jeg var stresset.
De daglige rutiner var væk, og det betyder meget.
Men vi havde det rart, og det er det vigtigste!!!
Jeg var og er stadig glad, og jeg synes det har været en god jul og juleferie.
Jeg er "bare" hjernetræt.
Man kunne mærke, min stress, ved at jeg hele tiden glemte ting og gjorde ting forkert.
Fx så jeg forkert i togkøreplanen flere gange, hvilket slet ikke plejer at være et problem. Normalt kan jeg tidspunkterne næsten udenad.
Jeg kom også til at købe de forkerte printerpatroner, og det opdagede jeg først, da printeren protesterede højlydt. Jeg har stadig ikke fået købt papir til den, for det har jeg også glemt.
Den værste forglemmelse/misforståelse var dog, at et familiemedlem ville sende en blomst, som jeg troede jeg ville få til familiens julefrokost.
Så jeg havde ikke reageret, da den ikke var fremme inden jul.
Det krævede lidt detektivarbejde, at finde ud af, hvad der var sket. Men det viste sig, at være en misforståelse, omkring min adresse, som åbenbart stod forkert på nettet.
Så jeg måtte ind at forsøge, at ændre min adresse på nettet, for det lovede jeg selvfølgelig mit familiemedlem at gøre. Ifølge både Krak og De Gule Sider eksisterer jeg slet ikke.
Så det krævede igen et detektivarbejde, at finde de steder, hvor det skulle rettes. Det første sted, der kom frem på Google, var en liste over foredragsholdere, som jeg havde skrevet mig på, i tidernes morgen.
Jeg må gå videre med det senere, for selvfølgelig skal jeg kunne findes på nettet.
Familiens julefrokost 4.juledag blev aflyst, pga. corona-situationen. Det havde helt sikkert været en hyggelig dag, men jeg tror det er godt for mit mentale helbred, at den er blevet udskudt.
Jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have kræfter til det, og det ville jo være synd for alle, hvis jeg bare sad og hang, henover bordet, eller måtte lægge mig ind på et værelse. Sådan en gæst, gider "man" da ikke have, når man har inviteret til fest. Så må man hellere ses en anden gang.
Nu er det hverdag igen, og alligevel bliver det anderledes end jeg plejer.
Jeg skal nemlig sige velkommen til en ny bostøtte, og farvel til en anden, pga. nogle omstruktureringer.
Jeg går til det, med positivt sind, men det kan blive lidt svært, er jeg bange for.
Jeg tager én dag ad gangen, det har jeg det bedst med, kan jeg mærke.
Jeg er glad nok.
Jeg er "bare" hjernetræt.
