Viser opslag med etiketten eftertænksomhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eftertænksomhed. Vis alle opslag

fredag den 24. marts 2017

Øreringe

Det er ikke din skærm, der er noget galt med. 

Jeg sker faktisk sådan her ud i virkeligheden, men man kan godt se, at jeg er forkølet. 



Jeg ville bare lige vise mine nye øreringe med autisme opmærksomheds-sløjfe.
















Jeg fortalte jo for et par uger siden, at jeg gerne ville eje et par, men dengang kunne jeg ikke finde et sted at købe dem. 
Men så fandt jeg dem på Amazon, og de har mange af den slags smykker.



Meningen er jo, at de skal øge opmærksomheden på autisme, og ofte går en del af salgprisen til formål, der kommer autistiske mennesker til gode. 

Jeg ved dog ikke, om netop dette par øreringe, giver økonomisk støtte til et bestemt formål. 



Jeg har tænkt på, hvordan fakta-tjekker man, om et godt formål virkeligt er godt??

Jeg er kommet til den konklusion, at det kan man ikke. 

I nogle tilfælde kommer pengene ikke frem, og i andre tilfælde er de mennesker der får glæde af dem nogle røvbananer. Sådan er det egentlig med mange ting. 

Men jeg er også kommet frem til, at det kan ikke skade at tro på det gode. 

Alting handler ikke om penge. 



Jeg ved i hvert fald, at hvis jeg ser et menneske med en autisme opmærksomheds-sløjfe, så vil jeg være opmærksom på hende eller ham, her og nu og i fremtiden. 

Måske synes pigen med autisme-nøgleringen på rygsækken, også at det er svært at stå i kø eller måske trænger moderen til det "umulige" barn til et smil, imellem alle de mistroiske blikke??



Jeg bruger mine autisme-symboler til at huske mig selv på, at være høflig og imødekommende. 

lørdag den 3. december 2016

Pennevenner




Jeg synes det er rigtig spændende, at lære mere om verden, og om hvordan folk lever i forskellige lande, kulturer og religioner. 



Derfor har jeg 7 pennevenner.
1 i Italien, 1 i Holland, 3 i USA og 2 i Australien.

Desuden har jeg haft en penneven i Frankrig, der for nyligt har valgt at stoppe korrespondancen, pga personlige problemer. 
Men jeg skriver stadig julekort til hende, og sender hende en lille julegave.



Jeg skriver i hånden, og det gør mine pennevenner som regel også. 



Vi sender små gaver til hinanden, og pynter brevene.

Jeg vælger de flotteste frimærker, jeg kan finde.
Det nemmeste er, at bestille frimærker via nettet, så jeg kan vælge i ro og mag. 




Jeg vil gerne ha' flere pennevenner, men jeg skal også tænke på, at det er dyrt at sende breve.
Så måske er det bedst, at det bliver e-mails, hvis jeg skal have flere pennevenner. 




Jeg er postcrosser, som det kaldes, fordi jeg synes det er spændende.

Men jeg gør det også, for at støtte vores postvæsens skrantende økonomi.




Jeg læste, at hvis hver dansker sender bare 10 breve om året (fx julekort) så kunne postvæsenets økonomi blive så god, at portoen kunne sættes ned til det halve. 



Jeg er trist, over at vores postvæsen er blevet fusioneret med de andre nordiske landes, og at der er kommet frit valg af pakkeleverandører!!!
Men jeg græder mig selvfølgeligt ikke i søvn. 

Jeg synes bare, at det er trist, at folk ikke bruger postvæsenet, for det danske postvæsen har stolte traditioner, som jeg synes man skal værne om. 

Postvæsenet i Danmark blev grundlagt af Christian den fjerde.



Men ikke mindst, synes jeg at det er trist, at folk ikke giver sig selv --- og hinanden --- den glæde, der er ved at modtage et personligt brev eller kort. 

onsdag den 12. oktober 2016

Vaner

Jeg har tit fået at vide, at det at man gør de samme ting igen og igen, er du en central del af autismen. At det er fordi vi er usikre. At vi beskytter og selv.

Jeg har godt vidst, at alle har ting, de foretrækker at gøre, og som de gør ofte.

Men jeg har aldrig tænkt på, hvor mange vaner alle mennesker har, uden at andre lægger mærke til det.

👱 Jeg skriver altid ordet Indkøb øverst på indkøbssedlen. Er det fordi jeg er autist? Næ jeg vil bare gerne vide, om kuglepennen virker, så jeg er klar inden jeg åbner køleskabet. 💡

👱 Jeg kan ikke li' at have strømper på om aftenen? Er det fordi jeg er autist og/eller særligt sansefølsom? Tja, men det er lige så meget fordi jeg får hævede fødder om aftenen. 👣

👱 Apropos strømper. Jeg piller altid tæer, når jeg tager strømperne af, og har gjort det siden jeg var helt lille. Er det fordi jeg er autist? Spørg min far, det var ham der i sin tid lokkede mig til at se efter, om der var lakridser imellem mine tæer!!! 😉 👪 Det var der ikke, og heller ingen "fodvorter fra Bon-Bon" men jeg havde fået en vane, der holdt ved.

👱 Jeg tæller altid mine piller. Er det fordi jeg er autist? Ja, pillerne i sig selv er vel. Men at jeg tæller dem, skyldes jo at det ikke er mig selv, der doserer dem. I morges var der 3 kalkpiller i æsken, i stedet for én. 💊

👱 Jeg skubber tit andres glas ind mod midten af bordet. Er det fordi jeg er autist? Næ jeg er bare tidligere katteejer, og i et splitsekund har glemt at katten er død, og derfor ikke kan springe op og vælte glasset. 🐱

Og sådan kunne man blive ved.

Jeg er tit blevet analyseret af psykiatere, psykologer og pædagoger, der har noteret mine vaner til punkt og prikke.
Hver gang noget har været uforståeligt for dem, har de tolket det som en tvangshandling.
Hvorfor har de aldrig set indad? Og hvorfor har de aldrig spurgt mig, om årsagerne??
🤔💭

Vanens magt er stor.

Men de fleste vaner bunder i, at man på et tidspunkt har haft et problem man skulle løse, og da det gik godt, fortsatte man på samme måde.

Det er noget, alle oplever.
Med eller uden autisme!!

Og også selv om man har en mere tydelig grad af autisme, end jeg har.

lørdag den 16. januar 2016

Anti-stress

Jeg har indset, at jeg stresser mig selv ret meget.

Jeg har mange tanker og forventninger om/til mig selv, og jeg kan ikke leve op til dem. 

Det har jeg indset nu.



Jeg troede, at det ville være godt for mig, at strukturere min fritid meget, således at jeg på forhånd bestemte, hvornår jeg ville lave mine forskellige hobbyting og fritidsaktiviteter. 
Jeg havde fx bestemt, at jeg ville læse i 1 time hver mandag, at jeg ville spille Farmville om onsdagen og i weekenden osv. 

Jeg havde altid hørt, at det var bedst med et fast program, når man har autisme.



Men jeg har fundet ud af, at ja der skal være en vis struktur i hverdagen, men jeg kan ikke strukturere mine tanker og lysten til hvilken hobby eller fritidsaktivitet, jeg vil lave på en bestemt dag, før denne dag oprinder. 

Jeg kan --- og skal --- strukturere de basale praktiske ting i hjemmet, men det duer ikke at strukturere fritiden. I hvert fald ikke for mig.




Så nu har jeg luget kraftigt ud, i kalenderen.

Jeg har kun skrevet praktiske ting på, og ting jeg skal huske, såsom fødselsdage og lægeaftaler og den slags. 

Min kalender er stadig mere "fyldig" end ikke-autistiske personers kalendere typisk er, for jeg er nødt til at skrive ting som husk at tømme postkassen, husk at ordne kattebakken, husk at gøre rent her og der osv. 

Men den er langt mindre kompakt end tidligere, og det hjælper mig rigtig meget.



Jeg har indset, at fritiden skal være sjov og afslappende.

Jeg skal ikke måle og veje alt hvad jeg laver.



Det er bedøvende ligemeget, hvor mange firkanter jeg strikker pr uge, til mit tæppe. 
Der er ingen deadline. 

Det er også ligemeget, om der er et præcist antal blå, grønne, hvide osv, firkanter, for det skal nok blive flot alligevel, og faktisk mere personligt. 

Tæppet skal nok blive færdigt, når jeg ta'r det stille og roligt --- men hvis jeg pacer mig selv, går jeg død i det, og så bliver det måske netop ikke færdigt. 



Jeg arbejder aktivt, med at minimere stress og jeg kan mærke det virker.
Jeg begynder, at gøre tingene i et roligere tempo. 



Jeg føler ikke hele livet er som at løbe efter en bus mere, selv om man ved man ikke kan nå den. 

Nu ved jeg instinktivt, at der kommer en ny bus, før eller siden, selv om jeg ikke har nogen køreplan. 

Skulle det ske, at der ikke gør, finder jeg en anden transportform --- ændrer min rejserute. 

Jeg skal nok nå mine mål --- så er det bedøvende ligemeget om det bliver med bus eller på stylter, jeg skal nok nå derhen. 



Jeg kan mærke, at det kan lykkes at få en hverdag med minimalt indre stress. 
For jeg er allerede på vej. 



For en times tid siden var jeg i bad.

Det plejer at være en stressfuld oplevelse for mig, fordi jeg på en måde føler jeg er under tidspres, selv om jeg ikke skal nå noget.

Jeg plejer at skynde mig at ta' tøj på, og bagefter skælde mig selv ud, for at jeg ikke gav mig tid, til at ta' creme på og sådan, og nu klør min tørre hud. 

I dag var jeg totalt ligeglad med, hvor kort eller lang tid badet tog.

Det er en sejr for mig!!
:-D



onsdag den 23. oktober 2013

Det er ikke min væg...

... der er så beskidt, billedet er ikke taget hjemme hos mig.

Jeg har derimod malet det, i min efterårsferie, hvor jeg var på tegne/male-kursus, på Skærlund i Thy. Det er tredje gang, jeg er deroppe, og jeg regner med at jeg skal med igen til sommer, næste år.






Jeg har også lavet en tegning, men den får I ikke at se endnu, da det er en overraskelse, til min kæreste.




Det er længe siden, jeg har skrevet.

Men jeg vil understrege, at jeg har det godt, jeg synes bare ikke, at der har været så meget at skrive om.




Men der er sket én vigtig ting, som jeg vil fortælle om nu.

Vi havde statusmøde, her den 10. oktober, vedr. hvordan det gik med mig, og om jeg fortsat havde glæde af mit dagtilbud, min bostøtte og mit klubmedlemsskab.

Vi var enige om, at det gik/går godt, og at jeg har især stor glæde af bostøtten og klubben.
Men mht. dagtilbuddet skulle der laves nogle ting om.




Pga. besparelser kan Idavang ikke længere tilbyde individuelle løsninger, som fx samtaleforløb, og det betyder at indholdet af de tilbud, man kan få har ændret sig mere til at være jobtræning frem for behandling.

Derfor har jeg måttet overveje, om jeg fortsat ville være på Idavang i dagtimerne, med de nye betingelser. Og det ville/vil jeg gerne!!

Jeg har nemlig indset, at med de ændrede vilkår kan Idavang give mig et beskæftigelsestilbud med målrettet træning i at være mere udholdende og løse opgaver, i stedet for det tidligere tilbud, der var mere snak og hygge.




Jeg oplever det således, at med besparelserne alle steder, er de enkelte tilbud blevet mere specialiserede. De store pakkeløsninger findes ikke længere, så man må opsøge flere steder, og nogle af tilbuddene må man selv betale for, fx psykologsamtaler, som jo ikke er livsvigtige.




Man kan sige, at før kunne man gå i supermarkedet og købe alt der.
Nu er det blevet delt op i små butikker, og så kan man ikke forvente at fiskehandleren sælger sko eller at biblioteket tilbyder danseundervisning.




Med den erkendelse, er jeg faktisk blevet rigtig glad, for mit nye arbejde på Idavang, for jeg har netop valgt, at det skal kaldes arbejde, og ikke dagtilbud.
Mit mål er at opbygge jobfærdigheder, på cafélinjen, hvor jeg er beskæftiget med at gøre rent.




Jeg tror ikke, at det nogensinde ender med en udplacering på det ordinære arbejdsmarked, og jeg er også rent politisk modstander af, at vi der har vores pension osv. kommer ud i arbejde på bekostning af kontanthjælpsmodtagere, der er afhængige af lønnen.




Men jeg har fået en arbejdsidentitet, og tænker ikke længere på mig selv, som bruger af et dagcenter, men som rengøringsmedarbejder i caféen.

Det er en rar følelse!!
Jeg er glad for, at jeg valgte at blive, med de nye aftaler!!






fredag den 5. juli 2013

Stort eller lille R??






DR Ultra gør meget ud af sundhedsoplysning for børn.
I lørdags sendte de nemlig filmen Asterix indtager rom.
I morgen kommer så Asterix til udpumpning, og ikke mindst Asterix på antabus i næste uge.




Men Mirakulix skal vist på overarbejde, for dér blev det lige afsløret, hvad trylledrikken består af.




Ja, for alle TV-oversigterne skrev nemlig Rom med lille r.
Det viser hvor nemt det er at bruge copy/paste.
;-)))



torsdag den 4. april 2013

Lock-out --- en anledning til eftertænksomhed

Jeg erkender fuldt ud, at lærernes lock-out medfører en masse problemer, i forhold til at skaffe børnepasning, men også i forhold til at de sædvanlige hverdagsrutiner bliver brudt.


Jeg gik ud af skolen i år 2000, så jeg er ikke part af den nuværende situation.
Men lock-outen giver mig alligevel anledning til eftertanke.





Man siger, at børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, har brug for forudsigelighed.
Det har jeg altid ment, var noget XXXXXXXXX vrøvl!!
Vi har brug for struktur og tryghed, men forudsigelighed er et bandeord, i min terminologi!!





Det er ganske vist oftest nemmere for forældre og personale, når alting kører efter et foruddefineret skema.
Men det er at gøre de diagnosticerede en stor bjørnetjeneste --- for når skemaet ikke kan gennemføres, vælter deres verden fuldstændigt.

Kort sagt har de gode vaner, udviklet sig til tvangstanker hos den diagnosticerede person.





Personer med autisme eller andre former for gennemgribende udviklingsforstyrrelser er ikke født med angst, oftere end andre børn --- men de kan meget let udvikle OCD = tvangstanker og tvangshandlinger, som tillæg til autismen.

En af de vigtigste opgaver for forældre og personale er netop at hæmme denne negative spiral.





Det er virkelig en udbredt misforståelse, at valget står mellem stram struktur og total ligegyldighed, når man skal hjælpe en person med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, med at tilrettelægge sin hverdag.

Kunsten er at skabe en balance, så der på den ene side opnås en tilstrækkelig høj grad af tryghed, opbygges gode vaner, indlæres selvforvaltning og på den anden side arbejdes aktivt for at hæmme at "særinteresser" og tvangstanker overtager styringen.




Dagskemaet eller ugeplanen er en god hjælp, men det mister sin funktion, hvis hver dag/uge er nøjagtigt ens.

Så giver det slet ingen mening, at have det --- med mindre målet udelukkende er, at den autistiske person skal lære fysisk at gå hen til sin tavle, og udføre den motoriske bevægelse at sætte et kryds eller lægge et piktogram i en kasse, hver gang en ny aktivitet begynder.
I så fald ville jeg overveje et mere målrettet træningsprogram, hos en fysioterapeut. ;-)))





Hvis "Jens" har opbygget den indgroede vane, at han skal i bad kl. 8.07 præcis, og ikke 20 sekunder før eller senere hver morgen, så er man allerede på et skråplan, inden dagen er begyndt for alvor, for der kan være rigtig mange grunde til at det ikke kan lade sig gøre, fx at en anden person er på et langvarigt WC-besøg eller at vandværket har lukket for forsyningen.

Med en dårlig start, er der rigt grundlag til at resten af dagen "går i ged for Jens",og hvis de 10 næste punkter på skemaet er lige så rigidt fastlagte, så forstærker det bare hans påførte angst.





Men forældre/personale skal jo ikke bare sige "nye regler i dag!!" men bruge skemaet som det netop er beregnet, som formidler. "Se her Jens, du kommer i bad i aften, i stedet for i morgen tidlig, for vi skal køre far på arbejde, inden du skal i skole."

Jo flere gange "Jens" oplever små  ændringer i sin hverdag, des mere lærer han at stole på de voksne og sit skema, i dette tilfælde stole på at han nok skal komme i bad og lege med badeanden.

Jo flere gange "Jens" har oplevet små ændringer, des nemmere bliver det, at klare en større ændringer, den dag den opstår, fordi han simpelthen er blevet trænet i at være mere fleksibel og dermed klare større udfordringer. Det kunne fx være ikke at kunne komme i skole, pga. en lønkonflikt, eller pludseligt at skulle på skadestuen.





Det korte af det lange er altså --- at personer med gennemgribende udviklingsforstyrrelser skal lære fleksibilitet.

Det skal være en del af skemaet, hver dag, at ting skifter plads og at man prøver noget nyt mindst et par gange om ugen, uanset hvor svært handicappet man er.

Man skal selvfølgelig begynde i det små --- det kan være bittesmå ting, 8 ærter i stedet for 7, men forandringerne skal være der, hver eneste dag.  




For forældre/personale kan det være meget en hård kamp i begyndelsen, men I gør den diagnosticerede en stor tjeneste, når I lærer ham/hende fleksibilitet, indenfor trygge rammer.





Nogle forældre/personaler er meget udbrændte, og for jer kan det måske virke som en større gevinst, at når fleksibiliteten er indlært, vil den diagnosticerede person med al sandsynlighed blive mere tryg i sin hverdag, og dermed nemmere at omgås --- foruden at det faktum at tvangstankerne ikke længere styrer så meget, vil betyde at der er mere "frirum" til indlæring af nye færdigheder.

Det vil også betyde, at I får mere overskud til at hjælpe den diagnosticerede videre i livet, og dermed når han/hun meget længere, og I får også selv mere "frirum."





Lock-out







Jeg er for længst gået ud af folkeskolen/specialskolen, men jeg vil alligevel lige sige, at jeg arbejder på et indlæg om lock-outen, og om hvad den betyder for børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, i et lidt større perspektiv.





Men det tager nok lidt tid at skrive indlægget, så hav tålmodighed, jeg vil bare lige sige, at det er altså på vej!!

onsdag den 3. april 2013

"Flad"

Jeg er lidt "flad" i dag.

Det er nok fordi jeg savner Stampe, og det gør Bibsen også, kan jeg fornemme.
Hun ligger meget i kaninburet, og går stille rundt og leder efter ham.  





Jeg er chokeret over, at det gik så hurtigt.
Pludselig lå Stampe bare død, kun 2½ år gammel.





Jeg ved det jo ikke, men måske har hans død haft noget at gøre med det faktum, at han bed i antennekablet for ca. 14 dage siden.
Han virkede godt nok ikke påvirket af det, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det var det han døde af.
I så fald var det jo min skyld, fordi jeg ikke havde sikret ledningerne ordentligt.





Men det hjælper jo ikke at spekulere, for det kommer Stampe ikke til live af.
Nu skal vi videre.

Der er mange, der har spurgt om jeg vil ha' en ny kanin.
Det har jeg ikke lyst til, for vi kan jo ikke være sikre på, at Bibsen vil acceptere et nyt familiemedlem.
Nu skal hun ha' lov til at være i centrum.

Rainbow Bridge


Rainbow Bridge




Just this side of heaven is a place called Rainbow Bridge.

When an animal dies that has been especially close to someone here, that pet goes to Rainbow Bridge.
There are meadows and hills for all of our special friends so they can run and play together.
There is plenty of food, water and sunshine, and our friends are warm and comfortable.

All the animals who had been ill and old are restored to health and vigor; those who were hurt or maimed are made whole and strong again, just as we remember them in our dreams of days and times gone by.
The animals are happy and content, except for one small thing; they each miss someone very special to them, who had to be left behind.

They all run and play together, but the day comes when one suddenly stops and looks into the distance. His bright eyes are intent; His eager body quivers. Suddenly he begins to run from the group, flying over the green grass, his legs carrying him faster and faster.

You have been spotted, and when you and your special friend finally meet, you cling together in joyous reunion, never to be parted again. The happy kisses rain upon your face; your hands again caress the beloved head, and you look once more into the trusting eyes of your pet, so long gone from your life but never absent from your heart.

Then you cross Rainbow Bridge together....

Author unknown...

tirsdag den 2. april 2013

Farvel Stampe!! ;-(((






Stampe døde i nat.
Han blev ca. 2 ½ år gammel.



Jeg ved ikke præcis hvornår eller hvordan, men da jeg vågnede i morges, lå han ude ved kattebakken, og var død.

Først så det ud som om han trak vejret, men det må have været en refleks fra vinduet der blinkede på hans mave, for da jeg prikkede til ham med min hårbørste var han helt stiv.




Heldigvis kom der en personale ca. 8.45, og han kunne køre mig ud til dyrehospitalet, hvor vi afleverede Stampe til kremering. Det var godt, at bostøtten var i bil i dag.




Bibsen kan vist godt mærke, at der var/er noget galt, for hele dagen i går gik hun og mijavede på en helt anden måde, end hun plejer --- og nu hvor Stampe er væk, har hun lagt sig til rette i hans bur, og ligger helt stille, nærmest andæktigt.

Somme tider kan dyr fornemme noget, som vi mennesker ikke kan.




Jeg er selvfølgelig også påvirket af situationen, men jeg skal nok klare mig.

Selv om jeg selvfølgelig godt kan huske, at jeg fandt ham død, så tænker jeg ikke på det --- men derimod på de gode oplevelser, Stampe og jeg havde sammen.

onsdag den 15. august 2012

Noget at være stolt over???

Jeg var rigtig stolt af mig selv, her i søndags.

Årsagen er, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, uden hjælp, men både lørdag og søndag var det lykkedes mig, at komme op inden kl. 10.00.



Men så kom jeg til at tænke.

Er det overhovedet noget at være stolt over???
I virkeligheden er det jo ikke noget specielt, at man selv står op.
Det er en basal livsfærdighed, som alle normale mennesker mestrer.
Faktisk er det ret ynkeligt, at jeg ikke kan klare, så simpel en ting.
Jeg burde skamme mig, og være flov, og slet ikke fortælle andre om sådan nogle ting.


Min kontaktperson, Z., og jeg talte længe om det i mandags, og efterfølgende har jeg talt med flere om det.
De synes, at det er OK at være stolt.



De gjorde mig opmærksom på mit gamle motto.

Små sejre er bedre end store nederlag!!!



Gud da, det er jo mit motto, tænkte jeg.
Det havde jeg bare glemt, i rigtig lang tid, fordi der har været en masse triste ting at forholde sig til.




Z. gjorde mig opmærksom på, at der er også mange såkaldt "normale" mennesker, der absolut ikke er morgenfriske, og vi snakkede om, at når jeg har ondt i ryggen hver dag, er det naturligt at være træt, men samtidigt have svært ved at sove.


Det med ryggen, var jo let nok at forstå, og så syntes jeg ligesom det var mere OK, at jeg havde svært ved at stå op.




Det førte til en lang snak, som langt fra er slut.

Nemlig hvornår er noget et handicap og hvad er psykisk og fysisk sygdom, i forhold til dovenskab.
Hvad kan man ændre på, og hvad er man nødt til at leve med, og hvordan gør man det?
Findes der fx i virkeligheden slet ikke et Aspergers syndrom???



Det er en snak om forventninger.

Hvad kan man forvente, at opleve i sit liv, når man er i min situation?
Hvor kan man rykke sig, hvor kan man måske ikke?



Det er en spændende snak!!!

torsdag den 15. marts 2012

Jeg er IKKE stolt...

... over at jeg har taget hele FEM kilo på, på den seneste halvanden måned.


Jeg havde jo ellers tabt mig fire måneder i træk, og alt kørte bare som det skulle.

Det fik sygeplejersken, bostøtten og mig til at beslutte at fremover skulle jeg kun til vægtkontrol hver sjette uge, i stedet for hver fjerde.


Men det var jeg åbenbart ikke parat til.






Jeg kan godt se, hvad der er galt.
Jeg har både spist for meget af det almindelige mad, snacket for meget og motioneret for lidt.


Så nu ser planen:


- Fem sunde måltider hver dag.

- Slik, chips, kage osv. er kun i weekenden.

- Samtale og vægtkontrol hver anden uge.

- To lange gåture eller cykelture hver uge, og en lille gåtur eller cykeltur de andre dage.

- Træning i motionscentret en gang om ugen.

- Varmtvands gymnastik en gang om ugen.

fredag den 16. december 2011

I går...

... var jeg ikke helt tilfreds med elefanten her.
Jeg syntes den så deprimeret ud, men var alligevel så klog ikke at smide den i papirkurven.

Da jeg så den i dag havde jeg et helt andet indtryk, og konstaterede at den bare manglede at få et par kinder malet på.
Alt afhænger af øjnene der ser!





Nu mangler jeg "bare" at lave musen færdig + en mere, og så klippe to store blomster.
Bagefter kommer det svære, nemlig at montere uroen.

Tegneren har nemlig glemt at lave huller forneden på elefanten, så jeg må selv gætte mig til, hvor trådene skal sidde.
Derimod havde han husket hullerne foroven på elefanten og musen.

Hvor er det dog bare irriterende, når nogen kun gør sit arbejde halvt!

torsdag den 4. august 2011

Tak!!!

I går morges, var jeg fuldstændigt stiv i skroget, da jeg vågnede - især i mine ankler.
Jeg satte mig bare hen i sofaen, og regnede ikke med at jeg skulle andet, hele dén dag.

Men jeg er virkeligt glad for at min morgenhjælper fik mig overtalt, til at tage afsted!

Jeg har nemlig hjælp af en personale - på alle hverdage - til at komme op, blive vasket og få tøj på, få morgenmad og medicin - de ting, man nu skal om morgenen - så jeg kan komme afsted til mit dagtilbud.

Det hjælper mig rigtig meget, for jeg vil jo gerne afsted. Det er bare meget svært for mig om morgenen, at overskue at komme i gang med dagen. Jeg har ingen kræfter, hverken fysisk eller psykisk, til at sparke mig selv i gang - og så er det rigtig godt, at der kan komme én og hjælpe mig.

Jeg gyser, når jeg tænker på, at uden morgenhjælpen ville jeg blive totalt isoleret, og ligge i min seng hele dagen. Jeg ville aldrig komme nogen steder hen, og ville forsumpe totalt.

Tænk på hvor meget samfundet kunne tjene, hvis de psykisk syge, med behovet, fik hjælp om morgenen.

Så ville mange flere kunne tage en uddannelse og komme i arbejde (og ikke mindst fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet) - færre ville være ensomme, deprimerede og f.eks. begynde og drikke - færre ville være ianktive og overvægtige - ja rigtig mange ville få et bedre liv, og være mindre afhængige af dyr medicin og behandling!!!

lørdag den 30. juli 2011

Noget at tænke på

En gang, for mange år siden, fandt jeg denne bøn på nettet:

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting,
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan
og visdom til at se forskellen

Uanset hvad man tror på, eller ikke tror på, så synes jeg, at ordene er værd at tænke over.
Og som én sagde: Man kan jo altid sige Knud, i stedet for Gud.
;-)

God søndag til alle!

Ups, jeg var lige en dag for tidligt på den - det er kun lørdag i dag.
Men så får I jeres søndagshilsen på forskud.
;-)

mandag den 25. juli 2011

Spændende artikel

Jeg har fundet en god artikel på nettet.
Og der er mange flere spændende ting derinde!

http://style.dk.msn.com/article/76757-15-ting-der-videnskabeligt-bevist-gor-dig-lykkeligere/gallery/445716
 
Forskning viser at 50% af vores lykke er genetisk bestemt.
10% bygger på tilfældigheder.
Og 40% er afhængig af den måde, du lever dit liv på.

Psykologer har (heldigvis) forsket i, hvordan du selv kan være med til at påvirke dit liv i en lykkelig retning.

Læs her hvilke 15 ting, der kan gøre dig til et lykkeligere menneske!
 

mandag den 18. juli 2011

"Opfør dig ordentligt!"

Sådan siger man ofte til børn med ADHD, og det ender tit med at de - udelukkende på grund af adfærdsproblemer - sendes i en specialklasse.
Lærerne mener, ikke kan magte, at have et ADHD-barn i klassen, når der er op til 28 elever.

Men sandheden er, at et ADHD-barn gør alt, hvad det overhovedet kan, for at blive accepteret, i sin familie, i sin skoleklasse, i sin fritidsklub og alle steder hvor det færdes.
Det gælder i øvrigt for alle børn med handicap!

I mine øjne ligger problemet slet ikke hos barnet med ADHD.
Det ligger derimod  i skolesystemets opbygning, læreruddannelsen, men ikke mindst hos forældrene til de andre børn i klassen!

For sandheden er, at såkaldt normale børn, laver meget mere ballade, end ADHD-børnene gør!

Hvis skolen var sådan indrettet, at alle børn hørte til en fast klasse, hvor lærere og forældre samarbejdede om at lave et godt kammeratskab (mobbefri zone) - hvor eleverne lærte at respektere hinanden, trods forskellighder - hvis de lærte at have respekt for voksne, ikke mindst deres lærere - hvis de lærte at forholde sig roligt i stedet for at larme, så ingen kan koncentrere sig - hvis man sad på sin plads i timerne, og ikke bevægede sig så meget rundt i klassen eller på skolen og hvis børnene lærte at tie stille, når andre siger noget seriøst...

Så ville det være meget lettere for ADHD-børnene at gå i skole, og deres symptomer vil ikke komme nær så meget til syne. Hvis ADHD-barnet er lidt uroligt eller ikke kan holde fokus, så gør det ikke nær så meget, som hvis 27 andre børn opfører sig som om de stadig gik i børnehave!

Det synes jeg lige, at I, lærere og forældre, skulle tænke over!!!