Regnvejr

Apropos mit forrige indlæg, så har jeg købt et regnslag, nu hvor jeg skal til at gå og cykle mere.

Jeg kan ikke lide regntøj, der sidder tæt til kroppen, især ikke fordi det er svært at finde i min størrelse.

Derfor er jeg superglad, for min nye Asivik Trekking Poncho.

Det er et regnslag, som man også kan bruge som et lille telt, idet det kan åbnes hele vejen rundt, og har ringe hvor man kan sætte pløkker eller snore i. 

Mange kender typen fra militæret.

Jeg havde et som spejder, men dengang var de lavet af en form for voksdug. 

De var tunge som et ondt år, og lugtede af sure gummistøvler.

Det nye er tyndt, men det ser stærkt ud, og det lugter ikke.

Jeg er spændt på, hvordan det er at cykle med. 

Jeg har købt regnslaget i Spejder Sport.

Noder og unoder

Jeg var til fest i min gamle Ten Sing gruppe, for et par uger siden. 

En rigtig go' dag, med et gensyn med mange af dem, jeg sang sammen med i 1990'erne. 



Det gav mig rigtig meget lyst, til at lære at spille på et instrument.

Jeg kunne nemlig huske, at den kvinde der underviste os til festen (hvor vi var delt i grupper der skulle optræde for hinanden) var totalt nybegynder på keyboard dengang, men nu spillede hun som om hun aldrig havde lavet andet. 
Med andre ord, hørte jeg resultatet, af det hun var begyndt på dengang, og det gav mig lyst, til selv at lære at spille keyboard. 




Jeg er jo en ret impulsiv person, så det varede ikke længe, før jeg købte et Ringway CK62 begynder-keyboard på nettet. 

Jeg fik det i tirsdags, og indtil videre kan jeg to små sange --- "Stille nu, hører du" og "Op al den ting, som Gud har gjort" og i dag vil jeg tage fat på "Mester Jakob."

Jeg prøver mig bare frem, for jeg kender jo lidt til noder fra koret, og kan høre om det lyder rigtigt, i forhold til hvordan jeg plejer at synge. 




Jeg har besluttet, at jeg vil lære 20 små sange, inden jeg evt melder mig til keyboard-undervisning. Det er for at teste, om jeg kan fastholde interessen, i at spille.

Vil jeg virkeligt lære det her, eller er det bare en fiks ide??

Musikundervisning er dyrt, og der er store krav, bla om at øve sig derhjemme, og fastholde opmærksomheden under hele undervisningstiden. 




Indtil videre synes jeg det er rigtigt spændende, at lege med tonerne. 

Bølle-Bob & co

 

Snuske, dukke Lotte og jeg sidder og danser i sofaen, sammen med Bølle-Bob & co.



Jeg elsker Bølle-Bob!!

Jeg bliver altid i så godt humør af at høre de gamle sange, fra dengang jeg var barn.

Jeg kan huske vi sang dem i skolekoret.







Bibsen sover bare.
Hun forstår ikke helt, hvad vi mener, når vi synger at vi ikke er rigtig voksne, og ikke rigtig børn.
Men hun er jo heller ikke så gammel.

Bamsetræf

Buller hilser på sine nye venner.




Kyllingen havde endnu ikke fået et navn, men Blomst og jeg blev enige om at kalde hende Tot.
Hvad andet kan man da hedde, med den frisure???
Vi har dog ikke fået hende døbt endnu.




De to veteraner til højre hedder Snuske (aka Tigermis) og Lotte.
Bemærk Snuskes halsbånd, det fik han første gang han var med på spejderlejr.

Uuuuuups!!

Når man afslutter sætningen Jeg vil ikke være voksen med ordene Asta basta bom!! så har man samtidigt afsløret, at man så børnefjersyn for tyve år siden...

Once a scout...

... always a scout!!!


Det er sjovt nok mest om vinteren, at det kribler i mig, for at blive spejder igen.
Jeg får lyst til lejrbål i sneen.

Men nu er jeg parat igen, så jeg har meddelt min gamle spejdergruppe, at jeg står til rådighed som lederassistent, hvis de vil ha' mig tilbage.

Det må vi så se, om de vil...
Hehe.

Den kloge narer den mindre kloge

Jeg kom lige i tanke om en sjov episode fra min tid på specialskolen.


Jeg snakkede meget med 14-årige Anja, der var infantil autist og mentalt retarderet.
Hun var simpelthen så sød og sjov, og vi lavede en masse fis og ballade.


Jeg opdagede at jo mere vi talte sammen, des bedre blev hun til det.
De voksne troede vist hun var for handicappet til at lære nye ting, men jeg gav ikke op.

Hun lærte hele tiden nye ord og hun "opdagede" nye begreber ved at at hvis vi fx så en sommerfugl så talte vi om hvor flot den var og se den kan flyve osv.


Der gik sport i det.
Hver gang klokken nærmede sig en hel time, så galdt det om at finde Anja, så jeg kunne spørge hende hvad klokken var.


En dag talte vi om farver.
Jeg stillede spørgsmål såsom "Hvilken farve er det?" og vi skiftedes til at bestemme en farve, som den anden skulle pege på.


Jeg vidste, at jeg skulle være meget konkret i mit sprog, for hvis jeg formulerede mig kluntet så ville Anja komme til at svare forkert, og det var jo succes hun skulle ha' ikke nederlag.


Men så glippede det lige.
Jeg pegede på hendes orange bukseben og spurgte "Hvad er det?" i den tro at hun ville sige orange. Men der blev jeg lige sat på plads, for Anja svarede som sandt var: "Ben!"


Tøsen vidste selvfølgelig ikke hvorfor jeg lo, men det var også fuldstændigt ligemeget, for hun grinede selv endnu højere.
:-D

To små historier

Her kommer et par små historier om en fyr, der har betydet meget i mit liv.
Han var den første autist jeg mødte, og nu har jeg kendt ham i 16 år, det er halvdelen af hans liv.
Vi gik i klasse sammen på Krabbeshus Heldagsskole, og i dag er vi begge to på Idavang, dog ikke i samme gruppe.



 Læreren forklarer om at have forskellige fritidsinteresser:
- "Camilla er spejder..."
En elev spørger: "Er jeg også spejder?"
Klassekammeraten svarer: "Nej Thomas, du er autist!"



En anden dag er vi med bybussen, og Thomas sidder for sig selv,på sin yndlingsplads, oppe foran.

Han kikker undrende på damen på sædet ved siden af og råber så ned til vores lærer i den anden ende af bussen: "Kiiiiiiiiiiiiiirsten, jeg siger ikke noget til damen om hvorfor hun er så brun i hovedet og har tørklæde på!"

Nej for det vidste han jo godt, at han ikke måtte, man er vel en velopdragen ung mand!
Han vidste bare ikke at resten af bussen hørte med, når han talte til Kirsten.
;-)

Lejrbål

Det er hundekoldt udenfor, men jeg har slet ikke lyst til at være inde i dag.

Derimod får jeg en herlig trang til at slæbe en flok unger ned til "min" sø, sende dem på skattejagt og være klar med varm kakao og snobrødsdej når de kommer tilbage - og så bare sidde der til det er tid til at syge denne sang:

Det sker - hver eneste gang

når natten trænger sig på

når vi synger den sidste sang

er tiden pludselig gået i stå.

Det er ik' tilfældigt

at man bli'r natteravn

sådan en herlig sommernat

er tiden pludselig gået i stå.

Eller hvad med:

Imellem venner falder tiden aldrig lang

men flyver straks afsted

med både leg og sang.

Svundne glade dage

får vi ej tilbage

nyd dem derfor mens vi sidder sammen her!

Men vi går da ikke hjem uden at slutte med:

Spejderbror - her er min hånd

fast vi kæden slutter.

Liljens ring binder som bånd

os sammen i broderånd.

Kæden er smedet af stærke arme

gennemglødet af hjertets varme.

Du og jeg - det er et ord

patruljens og troppens bror.

Ja - i dag ville jeg gerne trække i spejderskjorten igen.
Jeg savner spejderlivet, men må jo erkende at jeg ikke har haft overskud til det længe.

Men hvem ved, måske kommer det?
Det håber jeg!

Minder om morfar

I går kunne min morfar have været fyldt 81 år.
Men han døde i marts måned, fordi han havde en lungesygdom.

Men i stedet for at sørge, så tænker jeg på de gode oplevelser, jeg havde med ham.

Morfar var meget opfindsom og kreativ.
Lidt ligesom Jørgen Clevin var.

Derfor tænker jeg især på, når han tegnede for os.

Til fester lavede han somme tider en historie, hvor en tilskuer kom op og tegnede tre streger på en tavle. Så brugte han dem, til at illustrere historien. Han kunne få folks skæve streger til at blive til hvad som helst, og vi blev altid overraskede, fordi vi troede at tegningen ville komme til at forestille noget helt andet.

Jeg husker specielt den ferie jeg havde hos dem, sommeren før jeg skulle starte i skolen. Da lavede morfar en skattejagt for mig. Han fik deres rohdodendron buske til at virke som en spændende jungle, og jeg syntes det var meget spændende.

En anden gang fandt han på, at jeg skulle lave en tegnefilm, på en rulle papir, og den blev vist frem på et fjernsyn, som han havde lavet af en papkasse.

Sådan har jeg mange minder.
Men billedet af den syge, gamle mand i sengen, det findes ikke mere i min hukommelse.

Det er selvfølgeligt sørgmodigt, at han ikke er her mere, men han var alvorligt syg og havde det ikke godt mere. Mormor kalder det nådigt, at han fik fred.

Jeg er sikker på, at han hygger sig oppe i himmelen, som legeonkel for alle englebørnene.

TV-tryghed

Nu skrev jeg om Desperate Housewives før.
Men jeg er også stor fan af en anden TV-serie, i en helt anden genre: Beverly Hills 90210.

Beverly Hills appelerer til en helt anden del af mig, end Desperate Housewives.

Det faktum at Beverly Hills har været genudsendt så mange gange, at jeg næsten kan replikkerne udenad, opfylder et helt andet behov, end bare at blive underholdt.

I kraft af min Asperger har jeg i perioder brug for meget tryghed, og en vis grad af forudsigelighed, hvis hverdagen bliver for svær at rumme, og jeg f.eks. er stresset eller ked.
Det er TV-tryghed på højeste plan.

Min yndlingskarakter er Andrea Zuckermann - fordi hun er en succesfuld pige/kvinde, der gennemlever mange svære udfordringer, men altid kommer ovenpå igen.

Hun arbejder virkeligt for at opnå sine mål, og det lykkes som regel for hende.

Samtidigt er hun flittig og elsker at gå i skole - hun er socialt bevidst, en god veninde der altid hjælper de svage i skolen og generelt i samfundet.

Dertil kommer, at jeg synes Andrea er den karakter, der virker mest naturlig og nede på jorden.

Hun er alt det, jeg selv drømmer om at være!

Desuden er Gabrielle Carteris en dygtig skuespiller - og i de interviews og dokumentar udsendelser, jeg har set med hende, virker det til at hun har mange af de karaktertræk, som Andrea har.

Jeg tror, at det er derfor Andrea virker så naturlig.

Men man er jo ikke nødvendigvis helt sig selv, når kameraet ruller...

Ferie!

I dag var sidste dag i mit dagtilbud, og nu har vi fjorten dages ferie.
Dejligt!

Jeg skal ikke ud at rejse i år, men her er et par billeder fra nogle af mine tidligere ferier.

Sdr. Strømfjord, Grønland, 1998.

Kangerlussuaq, hedder byen på grønlandsk, så vidt jeg husker.

Jeg var der på en lejr, sammen med to andre piger fra KFUK-spejderne i Kjellerup.

Tunesien, 2000.

Jeg var på rundrejse i Tunesien, med min 10. klasse (Kjellerup skole).

Huset på billedet er bygget ind i klippen - de kalder det en trokledyt - og det ligger i den nordlige del af Sahara ørkenen.

Det nordlige Sahara er ikke, som mange tror,  en bundløs bunke sand, men et klippelandskab.

Keukenhof blomsterpark, Holland.

2007 eller 2008?

Jeg var i Holland, sammen med et værested, for psykiatribrugere.

Keukenhof er Nordeuropas største blomsterpark.

Der er selvfølgelig en masse tulipaner, i alle regnbuens farver.

Men der er også mange andre slags blomster.

Man bliver klogere med alderen

Der var engang, hvor jeg syntes min mor var skingrende skør, når hun tog BH'en af straks hun kom hjem.
I dag er jeg blevet klogere.

Æblet falder ikke langt fra stammen!

Bibsen som killing

At være spejder

Jeg har været spejder, siden jeg var syv år gammel.

Spejderlivet er en integreret del af mig og mit liv, og jeg kunne ikke forestille mig at jeg ikke skulle være spejder. Én gang spejder, altid spejder!

I dag er jeg flokassistent for en gruppe herlige ulveunger.
Det er børn, der går i anden og tredje klasse.

Vi laver alt muligt forskelligt, men tager udgangspunkt i Junglebogens historier om Mogli, skrevet af R. Kipling.
Derfor kaldes vi ulve, og hvert medlem har et junglenavn. Jeg hedder Phao, og min styrke er myndighed.

Det børnene bedst kan lide, er nok at lave bål og snitte med dolke, men spejderliv er meget mere end dét. Som spejder lærer man bl.a. at arbejde sammen i en gruppe og kunne lytte til andres meninger, før man siger sin egen. Børnene lærer at være hjælpsomme og høflige, og at hjælpe hinanden. De oplever, at alle mennesker er lige værd, og at man ikke skal mobbe. Ligeledes lærer de at løse problemer og tage et ansvar for sig selv, for andre mennesker og i samfundet. Dertil kommer at man lærer en masse praktiske ting, og ikke mindst at man får én på opleveren!

Det er vel ikke det værste, man kan give sine unger?
Jeg er i hvert fald glad for mit spejderliv.
Jeg har haft mange gode oplevelser som spejder og har fået mange gode spejdervenner, og jeg har lært en masse. Det vil jeg gerne give videre, og derfor har jeg valgt at arbejde frivilligt som spejderleder.