Lock-out --- en anledning til eftertænksomhed

Jeg erkender fuldt ud, at lærernes lock-out medfører en masse problemer, i forhold til at skaffe børnepasning, men også i forhold til at de sædvanlige hverdagsrutiner bliver brudt.


Jeg gik ud af skolen i år 2000, så jeg er ikke part af den nuværende situation.
Men lock-outen giver mig alligevel anledning til eftertanke.





Man siger, at børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, har brug for forudsigelighed.
Det har jeg altid ment, var noget XXXXXXXXX vrøvl!!
Vi har brug for struktur og tryghed, men forudsigelighed er et bandeord, i min terminologi!!





Det er ganske vist oftest nemmere for forældre og personale, når alting kører efter et foruddefineret skema.
Men det er at gøre de diagnosticerede en stor bjørnetjeneste --- for når skemaet ikke kan gennemføres, vælter deres verden fuldstændigt.

Kort sagt har de gode vaner, udviklet sig til tvangstanker hos den diagnosticerede person.





Personer med autisme eller andre former for gennemgribende udviklingsforstyrrelser er ikke født med angst, oftere end andre børn --- men de kan meget let udvikle OCD = tvangstanker og tvangshandlinger, som tillæg til autismen.

En af de vigtigste opgaver for forældre og personale er netop at hæmme denne negative spiral.





Det er virkelig en udbredt misforståelse, at valget står mellem stram struktur og total ligegyldighed, når man skal hjælpe en person med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, med at tilrettelægge sin hverdag.

Kunsten er at skabe en balance, så der på den ene side opnås en tilstrækkelig høj grad af tryghed, opbygges gode vaner, indlæres selvforvaltning og på den anden side arbejdes aktivt for at hæmme at "særinteresser" og tvangstanker overtager styringen.




Dagskemaet eller ugeplanen er en god hjælp, men det mister sin funktion, hvis hver dag/uge er nøjagtigt ens.

Så giver det slet ingen mening, at have det --- med mindre målet udelukkende er, at den autistiske person skal lære fysisk at gå hen til sin tavle, og udføre den motoriske bevægelse at sætte et kryds eller lægge et piktogram i en kasse, hver gang en ny aktivitet begynder.
I så fald ville jeg overveje et mere målrettet træningsprogram, hos en fysioterapeut. ;-)))





Hvis "Jens" har opbygget den indgroede vane, at han skal i bad kl. 8.07 præcis, og ikke 20 sekunder før eller senere hver morgen, så er man allerede på et skråplan, inden dagen er begyndt for alvor, for der kan være rigtig mange grunde til at det ikke kan lade sig gøre, fx at en anden person er på et langvarigt WC-besøg eller at vandværket har lukket for forsyningen.

Med en dårlig start, er der rigt grundlag til at resten af dagen "går i ged for Jens",og hvis de 10 næste punkter på skemaet er lige så rigidt fastlagte, så forstærker det bare hans påførte angst.





Men forældre/personale skal jo ikke bare sige "nye regler i dag!!" men bruge skemaet som det netop er beregnet, som formidler. "Se her Jens, du kommer i bad i aften, i stedet for i morgen tidlig, for vi skal køre far på arbejde, inden du skal i skole."

Jo flere gange "Jens" oplever små  ændringer i sin hverdag, des mere lærer han at stole på de voksne og sit skema, i dette tilfælde stole på at han nok skal komme i bad og lege med badeanden.

Jo flere gange "Jens" har oplevet små ændringer, des nemmere bliver det, at klare en større ændringer, den dag den opstår, fordi han simpelthen er blevet trænet i at være mere fleksibel og dermed klare større udfordringer. Det kunne fx være ikke at kunne komme i skole, pga. en lønkonflikt, eller pludseligt at skulle på skadestuen.





Det korte af det lange er altså --- at personer med gennemgribende udviklingsforstyrrelser skal lære fleksibilitet.

Det skal være en del af skemaet, hver dag, at ting skifter plads og at man prøver noget nyt mindst et par gange om ugen, uanset hvor svært handicappet man er.

Man skal selvfølgelig begynde i det små --- det kan være bittesmå ting, 8 ærter i stedet for 7, men forandringerne skal være der, hver eneste dag.  




For forældre/personale kan det være meget en hård kamp i begyndelsen, men I gør den diagnosticerede en stor tjeneste, når I lærer ham/hende fleksibilitet, indenfor trygge rammer.





Nogle forældre/personaler er meget udbrændte, og for jer kan det måske virke som en større gevinst, at når fleksibiliteten er indlært, vil den diagnosticerede person med al sandsynlighed blive mere tryg i sin hverdag, og dermed nemmere at omgås --- foruden at det faktum at tvangstankerne ikke længere styrer så meget, vil betyde at der er mere "frirum" til indlæring af nye færdigheder.

Det vil også betyde, at I får mere overskud til at hjælpe den diagnosticerede videre i livet, og dermed når han/hun meget længere, og I får også selv mere "frirum."

Hjerteremse

Denne hjerteremse er fra Hendes verden's juleklippehæfte årgang 2011, men jeg har valgt at lave den i glade forårsfarver.

Den er smadder sød.
(((-:


Men jeg vil ikke anbefale, at du bruger gavepapir, som det angives i hæftet.
Det er for tyndt og går let i stykker.
Japanpapir eller almindeligt kopipapir er bedre.

Koffein...

... gør tilsyneladende min ADHD værre?
Det påstod lægerne i hvert fald, da jeg var indlagt.



Ja, jeg var lige nede og slå et par kolbøtter, her fra d. 24. - 29. oktober.

Det var fordi jeg ikke kunne sove.

 

Jeg var vågen i 5 døgn i træk, og desuden havde jeg fået en grim øjenbetændelse.

 

Jeg troede bare, at mine øjne var røde, fordi jeg ikke havde sovet.

 

 

 

Lægerne der nede, mente ikke at jeg var decideret syg.

Jeg havde "bare" fået en koffein overdosis, fordi jeg havde drukket en masse cola.
 

Koffein, i store doser, kan åbenbart gøre, at ADHD-medicinen ikke virker --- og som nævnt i et tidligere indlæg, kan søvnløshed gøre, at man kan glemme medicinen.



Nu, hvor jeg har prøvet en koffein overdosis, så er det meget nemmere at forholde sig til, end de sædvanlige advarsler om at man bliver tyk eller får dårlige tænder.


 

Man må godt få en enkelt cola, en kop te eller kaffe.
Men går ikke, at have de store colaflasker her hjemme, og bare bælle løs.
Før kunne jeg let drikke 3 liter cola om dagen.

Nu køber jeg dåser eller 25cl flasker.
Så ved jeg at jeg må få én dåse eller flaske, og så ikke mere.

Focus

Jeg har haft en periode, hvor jeg har haft meget lidt energi, og derfor har jeg ikke følt trang til at skrive her på bloggen.

Men nu er jeg ved at være oven på igen.
Det er dejligt!



Jeg har på ingen måde været ked af det, jeg var bare træt hele tiden.
Men det er ved at være ovre.

Jeg løste det, ved at give mig selv lov til at sove, alt det jeg ville.
Jeg plejer jo altid skælde mig selv ud, når jeg sover for "meget" i forhold til hvad jeg mener, at jeg burde.
Men nu er jeg holdt op, med at banke mig selv i knolden, for det nytter jo ikke!


Det har virket rigtig godt, for når man giver sig selv lov til noget, så forsvinder den der trods følelse, der nemt kan komme, når der er noget, man ikke må.

Jeg har da sovet mere, end hvad folk sædvanligvis gør, men ikke overdrevent meget, og jeg har ikke forsømt noget.



Her i de sidste par dage, har jeg også valgt at lade slankekuren passe sig selv.

Jeg havde brug for ekstra energi, og det skulle altså komme i form af mere mad, så må jeg tage kampen med de to kilo, det kostede, på et andet tidspunkt.

Selvfølgelig skal jeg leve sundt --- men det betyder jo netop ikke, at man skal sulte sig, og jeg har nok været lidt underernæret, eller hvad man kalder det.



Jeg er også begyndt på noget, der hedder Focus-programmet.

Det er et online program, som har til formål at give bedre indsigt i ens egen ADHD.
Det løber over 9 aktive uger, og der efter er der et års opfølgning.


I de aktive uger får man tre mails om ugen, med øvelser og ting at tænke på.
Ind til videre har jeg dog kun fået fire mails, men jeg synes det er rigtig godt.


Teksten er nem at forstå, og øvelserne er rimeligt konkrete.

Den eneste ulempe er, at man kan kun læse hver mail én gang, det ville være rart at kunne gå tilbage, hvis man ville friske noget op senere.



Focus er lavet af medicin firmaet Janssen-Cilag, men det virker meget sobert, i forhold til at det selvfølgelig også handler om ADHD-medicin, men fokus er på at mestre sin ADHD via psykologi.


Det bygger altså på mange af de samme principper, som jeg allerede kender fra min hverdag med pædagogerne.

Noget at være stolt over???

Jeg var rigtig stolt af mig selv, her i søndags.

Årsagen er, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, uden hjælp, men både lørdag og søndag var det lykkedes mig, at komme op inden kl. 10.00.



Men så kom jeg til at tænke.

Er det overhovedet noget at være stolt over???

I virkeligheden er det jo ikke noget specielt, at man selv står op.

Det er en basal livsfærdighed, som alle normale mennesker mestrer.

Faktisk er det ret ynkeligt, at jeg ikke kan klare, så simpel en ting.

Jeg burde skamme mig, og være flov, og slet ikke fortælle andre om sådan nogle ting.

Min kontaktperson, Z., og jeg talte længe om det i mandags, og efterfølgende har jeg talt med flere om det.
De synes, at det er OK at være stolt.



De gjorde mig opmærksom på mit gamle motto.

Små sejre er bedre end store nederlag!!!

Gud da, det er jo mit motto, tænkte jeg.
Det havde jeg bare glemt, i rigtig lang tid, fordi der har været en masse triste ting at forholde sig til.




Z. gjorde mig opmærksom på, at der er også mange såkaldt "normale" mennesker, der absolut ikke er morgenfriske, og vi snakkede om, at når jeg har ondt i ryggen hver dag, er det naturligt at være træt, men samtidigt have svært ved at sove.


Det med ryggen, var jo let nok at forstå, og så syntes jeg ligesom det var mere OK, at jeg havde svært ved at stå op.




Det førte til en lang snak, som langt fra er slut.

Nemlig hvornår er noget et handicap og hvad er psykisk og fysisk sygdom, i forhold til dovenskab.
Hvad kan man ændre på, og hvad er man nødt til at leve med, og hvordan gør man det?
Findes der fx i virkeligheden slet ikke et Aspergers syndrom???



Det er en snak om forventninger.

Hvad kan man forvente, at opleve i sit liv, når man er i min situation?
Hvor kan man rykke sig, hvor kan man måske ikke?



Det er en spændende snak!!!

Elefanten

... er lidt bleg.

Men det er da en fin model, som jeg gerne vil lave flere af.

Hvordan skal man vide...

... om der er noget i vejen med ens hud, når man aldrig har haft andre huder?


Min hud har altid føltes som sandpapir, men jeg troede jo det var sådan, det skulle være.

Nu ved jeg at der findes mange forskellige hudtyper og -tilstande, og at man skal behandle kroppen ud fra de individuelle behov.

Det passer vist, at man bliver klogere med tiden.
;-)

Nye "venner"

Det er gået op for mig, at min hud er meget mere tør og ru, end den bør være.
I øjeblikket er det især mine håndrygge og mine læber, der driller.


Indtil nu har jeg aldrig kunnet finde en creme eller læbepomade, der virkede.

Derfor gik jeg på apoteket, for at gøre et sidste forsøg --- og da fik jeg på det nærmeste en åbenbaring, da jeg opdagede produkterne fra Decubal.

Ekspedienten på apoteket anbefalede to cremer:


Original Clinic Creme

1) Skal bruges på læberne, så længe der er sår / revner i huden. Herefter skal jeg gå over til Decubal Lips & Dry Spots Creme. Begge dele skal smøres på så tit som muligt, i løbet af dagen.

2) Skal bruges på hænderne om natten, så længe de er røde og skællede. Jeg skal smøre hænderne ind, og derefter tage engangshandsker på.


Decubal Hand Creme

Skal bruges på hænderne så tit som muligt, i løbet af dagen --- også efter huden er helet, for at forebygge.

Jeg lyver ikke --- på bare to dage har de to cremer virkelig gjort en forskel.
Mine sprækkede læber er helet fuldstændigt, og mine hænder er godt på vej til at blive bløde igen.


Jeg vil lige understrege, at jeg får ikke penge for at reklamere for produkterne!
Jeg skriver derimod om min erfaring med Decubal, som public service, fordi jeg er virkelig imponeret, og vil gerne hjælpe andre med at slippe af med deres hudproblemer.


Jeg vidste godt, at Decubal fandtes, men jeg troede det var plejehjems produkter, og at det var meget dyrt.
Nu er jeg blevet væsentligt klogere!

Produkterne er ganske vist dyrere end dem fra supermarkedet, men til gengæld virker de hurtigt og er meget drøje i brug.


Efterhånden vil jeg helt sikkert købe mere Decubal --- og produkterne er oplagte som gaveønsker til min 30 års fødselsdag i september.

Kugledyner, pizzaer og "umulige" pædagoger

Jeg er blevet snottet, og mit hoved føles alt for stort og tungt.

Jeg er tror det er kugledynens skyld.

Ja, selvfølgelig ikke dynen i sig selv, men fordi det kan være koldt at ligge med den.

Derfor er det en god ide, at lægge et tæppe over dynen, og det glemte jeg i nat.

Jeg talte med en pædagog om emnet, for et stykke tid siden.

Hun yder omsorg for en voksen fyr med infantil autisme.

Da hun aldrig selv havde prøvet kugledynen vidste hun ikke, at man kunne blive kold, af at ligge med den.

Men hun var meget glad for jeg fortalte det --- for fyren har qua sin autisme stor mangel på forestillingsevne, og han kan jo ikke regne ud at han ikke må fryse, og derfor er det usandsynligt at han ville klage over det, eller selv løse problemet.

Men det går jo begge veje, når hun heller ikke kunne forestille sig situationen, så sig ikke at det kun er os autister, der har de problemer.
;-)


I mandags havde jeg samtale med min kontaktpædagog, og en anden autistisk gut kom ind med nogle penge, betaling for frokost pizzaer.
Pædagogen siger, uden at tænke "Tak, kan du ikke lige smide to ind i for mig?"


Da måtte jeg lave pokerfjæs, for jeg havde "lugtet" at den besked ville blive misforstået.
Fem minutter efter kom fyren ind igen og sagde bestemt: "Jeg betaler IKKE andres pizzaer!"

Da måtte jeg hjælpe med en konfliktløsning.
Pædagogen havde ikke lige forstået, at autisten troede han talte om penge og ikke om pizzaer, og at "smide ind" betød sætte pizza i ovnen...



Hermed kan vi konkludere, at autistisk og neurotypisk, kan være to så forskellige sprog, at der af og til er brug for en aspie til at oversætte.


Ikke for at prale, men det siges at jeg er en god tolk, og jeg elsker at kunne hjælpe andre!
:-D

Bare for sjov

Glimmertusser er mest til børn, og ikke noget jeg normalt bruger.
Men i dag fik jeg alligevel lyst til at prøve.

Ja, kønt er det ikke.
Men det er sjovt bare at lege med nye teknikker engang imellem.
Jeg savner at lege, og at være sammen med børn, fordi de er så opfindsomme og kreative.


Hvis jeg engang får mere psykisk overskud, så kunne jeg godt tænke mig at være frivillig hjælper i en SFO igen.
Det skal ikke være et rigtigt job, men måske en eftermiddag hver anden uge.

Så kunne jeg lave kreative ting med dem, ligesom da jeg "arbejdede" i SFO'en på Thorning skole.

Jeg kan nemlig lige nøjagtigt rumme at sidde ved et bord i et par timer, og lave noget kreativt (som jeg selv har prøvet før) med en gruppe interesserede børn, hvor imod jeg absolut ikke ville egne mig generelt som pædagogmedhjælper og skulle have overblik over alle børnene på én gang.

Jeg har jo også erfaring som spejderleder/assistent, og der fungerede jeg også bedst alene med en lille gruppe unger.

Det er sådan set lige meget hvad vi skulle lave - bare det er noget jeg er rimeligt sikker i, så jeg kan hjælpe børnene i gang. I fritteren lavede jeg også lidt mad med dem, og jeg passede skolebod med 6. klasse. Jeg ville f.eks. også sagtens kunne hjælpe børnene med at passe nogle dyr, tænde bål, skubbe gynger, lede traditionelle fælleslege (f.eks. kluddermutter) eller andet udendørs.

Støt dem, der støtter dine børn!

Jeg vil bare lige minde dig om, at i disse tider begynder idrætsforeningerne at sælge julekalendere, til fordel for de lokale klubber.
Jeg har da også bedt min Facebook veninde lægge en kalender til side til mig.

Jeg ved ikke hvilken klub jeg støtter, men jeg ved at hele hendes familie går meget op i fodbold.
Det er sundt for børnene og for familien som helhed, og derfor støtter jeg det gerne - også hvis der kommer en lokal kalendersælger forbi min dør.


Jeg er ikke den store tilhænger af konkurrencesport.
I min verden er det prisværdige ved sport ikke hvem der scorer flest mål, men derimod hvordan spillerne lærer at arbejde sammen på et hold, og at den enkelte deltager forbedrer sin sundhed.
Det er værdifulde færdigheder, som man kan bruge videre i sit liv.

At sidde og ærge sig over at Danmark har tabt en vigtigt landskamp engang for tyve år siden er derimod ikke særligt konstruktivt eller godt for humøret...
;-)

Derfor glæder det mig at se, at der kommer flere og flere idrætstilbud, hvor man kan være med, selv om man ikke er den hurtigste, stærkeste eller klogeste på holdet.

Ligeledes glæder det mig, at kommuner og klubber arbejder sammen om at få socialt udsatte børn og unge til at dyrke sport, og at der samarbejdes omkring forebyggelse af overvægt og andre sundhedsproblemer. 


Det hele bygger på det faktum, at nogen tager sig tid til det hårde arbejde, der er i en klub.
Det handler jo ikke bare om at stå med stopur og fløjte - der er masser af ting, der skal gøres.
Jeg kender det selv, fra mit eget foreningsarbejde - for selv om det ikke var idræt, men derimod spejder, børneklub og Ten Sing, så handler det jo i bund og grund om det samme.

Måske har du ikke selv kræfter til at hjælpe rent fysisk.
Men det skulle nok kunne lade sig gøre for dig, at få råd til en 20'er til en julekalender.

På en god dag kan du måske svinge dig op til at klappe dit barns træner på skulderen og sige "Tak fordi du tager dig tid til ungerne, det er guld værd!"
Det varmer i hvert fald i et trænerhjerte!

Bibsen på weekend

Jeg er yderst taknemlig for, at jeg må få lov at tage min kat med hjem til mine forældre, som nu, hvor jeg har været der i weekenden.

I det hele taget er jeg meget positivt overrasket og glad over, at de har taget så godt imod hende, som nyt medlem af vores familie.

Jeg ved, at min mor var noget skeptisk, da jeg udtrykte ønske om, at få en kat - og det forstår jeg godt, for tidligere har jeg været meget hård, ved mine kæledyr - fordi jeg ikke forstod deres behov.

Men jeg tror ikke længere, at mor og de andre, er i tvivl om, at Bibsen er en rigtig dejlig kat, og at jeg fint kan tage mig af hende, og give hende det hun behøver.

Jeg har lært meget om dyr, i de sidste par år, og er rigtig ked af det, der er sket med de andre dyr, jeg har haft.
Men jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg vidste ikke bedre.
Jeg forstod ikke, at dyr har brug for andet og mere end bare mad og hygiejne - men også omsorg, tryghed, sundhed og sikkerhed.

Derfor er det specielt vigtigt for mig, at Bibsen har det godt, og at jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan for hende.

Bibsen er guld værd, og jeg kan stadig ikke fatte, at hun er min.
Jeg smiler, hver gang jeg ser hende, og tænker på hvor heldig jeg er.

Man bliver klogere med alderen

Der var engang, hvor jeg syntes min mor var skingrende skør, når hun tog BH'en af straks hun kom hjem.
I dag er jeg blevet klogere.

Æblet falder ikke langt fra stammen!