Så ta'r vi cyklerne frem...

... er der vist en gammel sang, der hedder.

Der er kommet en ny regel, om at bostøtten ikke må køre os i bil mere. 

Det er --- selvfølgelig --- p.g.a. besparelser.

 Det er dyrere for kommunen, end hvis vi bruger Teletaxa, Flextur og andre løsninger, med offentlig trafik.

Problemet er bare, at det ikke handler om at komme fra A til B. 

De fleste af os, kan godt ta' en bus, og bostøtten kan hjælpe med at bestille Teletaxa, Flextur og lignende. 

Det handler derimod om at kunne følges med sin bostøtte, fordi man skal have hjælp til noget, der foregår et andet sted end derhjemme. 

De kunne lige så godt indføre højere brugerbetaling, så vi betaler for at de kører os, lige som vi plejer at gøre.

Jeg er sikker på, at det ikke vil være dyrere i længden, for en Teletaxa tur i Skive by koster 20 kr., ligesom en busbillet, så det offentlige må give taxaselskabet en masse penge, for det dækker jo langt fra udgiften til at holde en taxa standby. 

Men alting handler kun om besparelser her og nu, ikke på lang sigt.

Ikke om os. 

Men jeg har taget en beslutning.  

Jeg gider ikke være sur, over noget jeg ikke kan ændre.

Og det hjælper i hvert fald ikke at være knotten, overfor personalet, for de er lige så kede af det.

Jeg er meget nervøs, ved at cykle.

Men nu er jeg nødt til det.

Jeg har valgt, at ta' det som en udfordring, at lære at blive tryg ved cyklen. 

Min kontaktperson og jeg går langsomt frem, idet vi starter med at cykle på stierne, i den nærliggende park. 

Vi vil cykle hver torsdag, og når vi har mulighed for det, der ud over. 

Jeg ved, at jeg kan lære det.

For det skal jeg.

Jeg skal "bare" tro på mig selv!!!

Det er ikke min væg...

... der er så beskidt, billedet er ikke taget hjemme hos mig.

Jeg har derimod malet det, i min efterårsferie, hvor jeg var på tegne/male-kursus, på Skærlund i Thy. Det er tredje gang, jeg er deroppe, og jeg regner med at jeg skal med igen til sommer, næste år.

Jeg har også lavet en tegning, men den får I ikke at se endnu, da det er en overraskelse, til min kæreste.




Det er længe siden, jeg har skrevet.

Men jeg vil understrege, at jeg har det godt, jeg synes bare ikke, at der har været så meget at skrive om.




Men der er sket én vigtig ting, som jeg vil fortælle om nu.

Vi havde statusmøde, her den 10. oktober, vedr. hvordan det gik med mig, og om jeg fortsat havde glæde af mit dagtilbud, min bostøtte og mit klubmedlemsskab.

Vi var enige om, at det gik/går godt, og at jeg har især stor glæde af bostøtten og klubben.
Men mht. dagtilbuddet skulle der laves nogle ting om.




Pga. besparelser kan Idavang ikke længere tilbyde individuelle løsninger, som fx samtaleforløb, og det betyder at indholdet af de tilbud, man kan få har ændret sig mere til at være jobtræning frem for behandling.

Derfor har jeg måttet overveje, om jeg fortsat ville være på Idavang i dagtimerne, med de nye betingelser. Og det ville/vil jeg gerne!!

Jeg har nemlig indset, at med de ændrede vilkår kan Idavang give mig et beskæftigelsestilbud med målrettet træning i at være mere udholdende og løse opgaver, i stedet for det tidligere tilbud, der var mere snak og hygge.




Jeg oplever det således, at med besparelserne alle steder, er de enkelte tilbud blevet mere specialiserede. De store pakkeløsninger findes ikke længere, så man må opsøge flere steder, og nogle af tilbuddene må man selv betale for, fx psykologsamtaler, som jo ikke er livsvigtige.




Man kan sige, at før kunne man gå i supermarkedet og købe alt der.
Nu er det blevet delt op i små butikker, og så kan man ikke forvente at fiskehandleren sælger sko eller at biblioteket tilbyder danseundervisning.




Med den erkendelse, er jeg faktisk blevet rigtig glad, for mit nye arbejde på Idavang, for jeg har netop valgt, at det skal kaldes arbejde, og ikke dagtilbud.
Mit mål er at opbygge jobfærdigheder, på cafélinjen, hvor jeg er beskæftiget med at gøre rent.




Jeg tror ikke, at det nogensinde ender med en udplacering på det ordinære arbejdsmarked, og jeg er også rent politisk modstander af, at vi der har vores pension osv. kommer ud i arbejde på bekostning af kontanthjælpsmodtagere, der er afhængige af lønnen.




Men jeg har fået en arbejdsidentitet, og tænker ikke længere på mig selv, som bruger af et dagcenter, men som rengøringsmedarbejder i caféen.

Det er en rar følelse!!
Jeg er glad for, at jeg valgte at blive, med de nye aftaler!!

Er der noget at sige til...

... at jeg synes mit liv stinker?

• Mine to faste bostøtter stopper.
• Vi får nye grupper (aka linjer) i dagtilbuddet, jeg skal være i et andet hus med helt andet indhold, og der bliver total forandring.
• Jeg får vist også en ny kontaktperson i dagtilbuddet.
• Mit projekt, hvor jeg lærer en autistisk fyr at læse lukker.

Det er fordi Idavang skal spare 2,7 millioner.
:-(((

Men det er jo ikke personalets skyld --- det er politikerne --- og vi må prøve at få det bedste ud af situationen.
Som udgangspunkt er det jo godt at der sker noget nyt, og spændende med de nye dagtilbud osv.
Det er bare ret mange ændringer på én gang, ikke kun for mig, men for alle brugerne.



Det er langt værre, at min underbo larmer helt vildt, og det gør at jeg slet ikke kan slappe af.



Det er intet under, at jeg er træt hele tiden og ikke har lyst til mad mere...