Badeværelses-rutine

Jeg har et --- tilsyneladende evigt --- tilbagevendende problem: Jeg er dårlig til forebyggelse.

Det viser sig også, når det drejer sig om personlig hygiejne.

 

Jeg glemmer at gå i bad, før jeg lugter virkelig slemt. Gør jeg det så bare?? Nej, jeg begynder at skælde mig selv ud først. ”Hvorfor er du så ulækker…”

Det samme gælder, når min hud begynder at klø. Så bliver jeg sur på mig selv, i stedet for at reagere konstruktivt; ta’ et bad og smøre kroppen ind.

 

De diskussioner fører jo ikke til noget, udover at jeg bliver i dårligt humør, og jeg kommer bagefter min tidsplan. Derfor forsøger jeg at undgå dem, ved at ha’ en fast rutine, omkring personlig hygiejne.

 

Jeg har haft badedag mandag, onsdag og fredag, så længe jeg kan huske. Det er markeret med et piktogram på mit strukturskema for pågældende dag. De andre dage står der bare ”på badeværelset.”

 

Ude på badeværelse hænger der en oversigt over hvilken rutine, jeg skal følge om morgenen og aftenen. Vi lavede prototypen for omkring en måned siden, så det er stadig nyt for mig. Jeg har selv valgt piktogrammer og overskrifter.

(Jeg indrømmer gerne at den ikke er pæn. Jeg kom til at lave for store mellemrum, så det ikke kunne være på ét A4-ark. Da det kun er en prototype, valgte jeg at klippe-klistre, i stedet for at lave det hele om.)

 

I den kommende tid vil jeg teste, om oversigten opfylder sit formål.

Så retter jeg den til, og ændrer layoutet. For det er vigtigt for mig, at det, der skal hænge permanent, ser pænt ud.

 

Mine erfaringer indtil videre:

* Jeg opfatter oversigten som en stor hjælp.

* Jeg kan godt blive bedre, til at følge den.

* Jeg er tilfreds, for i det store hele fungerer det godt.

Jeg kan være lang tid om at komme ind i en ny rutine. Det må vi acceptere. Om en måneds tid kan vi vurdere, om oversigten har hjulpet mig, på lidt længere sigt. 

Godt og skidt ~ heldigvis mest godt!!

Jeg er stadig skuffet over at jeg ikke formår at bruge bloggen, sådan som jeg ønsker mig. Men, som nævnt tidligere, ser jeg det som et udtryk for, at mit fokus har været udadvendt. 💭

Men, det er tid til en update!! 💻

Det går generelt rigtig godt for mig. 😃

Jeg er trappet helt ud af et af de præparater jeg har fået, nemlig Invega. Jeg gik fra 6 til 3 til 0, uden nogen form for problemer. Så det er et overstået kapitel. 👍

Det andet præparat vi har ændret på, er Cymbalta. Der er jeg gået fra 120 til 90 til 60 mg. Det er ikke mere end en uges tid siden seneste justering, så det er for tidligt at vurdere. Men på 90 mg havde jeg det i hvert fald godt. Jeg valgte at være på den dosis i 8 uger, for jeg følte ikke jeg var helt sikker, efter de første 4 uger.

Indtil videre går det godt på 60 mg. 😊

Når lægen og jeg har talt sammen (videokonsltation om 3 uger) vil hun gerne have, at vi venter ca et år, med at justere mere. 📅

Jeg synes at det er lang tid, at vente. 🙁

Men jeg forstår hende godt. Det er godt at se, hvordan medicin ændringerne påvirker mig, på lidt længere sigt. 👀

Vil jeg fx blive mere udfordret af ændringer i hverdagen, som følge af årets gang?? Årstider og begivenheder kan påvirke mig på en ny måde, fordi jeg er vant til at have en vis medicindosis, i blodet, og dertil kommer alle de ting, man oplever i privatlivet. Det er naturligt at humøret skifter, men vil det blive for svært for mig?? Det kan man ikke vide, allerede. Så det giver god mening at se tiden an. 👓

Indtil videre er 2022 gået godt for mig. 😊

Dog har jeg været meget træt, men det er vist bare, fordi jeg har givet mig selv for meget lov, til at slappe af. Så er det svært, at komme igang igen.

Men jeg er villig til at gøre en indsats!! 🏭

Vi har erfaret, at det er tanken om at skulle gå, hen på arbejdet, har været svær for mig. Lysten til at møde op, og være aktiv derhenne, har ikke været påvirket. Jeg har "bare" ikke overskud til at gå afsted, selvom jeg møder senere end de andre. 💭

Her i marts har vi derfor testet den "metode" hvor morgenstøtten bliver indtil vi kan gå hen til bussen sammen. Bostøtten har som regel mulighed, for at være her til kl. 10.00. 

Bussen kører kl. 10.18. Men for mig er det underordnet, hvor længe jeg skal vente alene ~ bare det foregår ved stoppestedet, og ikke hjemme i sofaen. 🚌

Der er et skur, med en bænk. Havde der ikke været noget af sidde på, havde jeg nok købt en rygsæk, der kan foldes ud til en taburet. Dem man ofte benytter på fisketure. 🐟

Der er det ene minus, at jeg ikke får motion, men det må vi kompensere for. 

Det kunne fx være, at jeg kunne gå nogle ture i arbejdstiden, eller med bostøtten, om eftermiddagen. Det har vi tid til, fordi vi kan bytte om på opgaverne. Der er blevet tid om morgenen, til at lave husarbejde, såsom at støvsuge eller rydde op. 

Jeg er ikke lige morgenfrisk hver dag, men det føles meget mere overskueligt, at lave praktiske ting, end at skulle ud at gå. 

Det er ligesom en nemmere overgang, mellem fritid og arbejde, end en gåtur, der er fuld af indtryk, og hvor jeg er nervøs for, om jeg er for træt, til at orientere mig i trafikken. 

Nogle mennesker slapper af, når de går. Men mine sanser er konstant på overarbejde, og så er gåturen ikke spor rar. Jeg er stresset, når jeg når frem. Jeg er endda streset, før jeg går, fordi jeg ved at turen bliver en stor udfordring. 😥

Jeg synes jeg er kommet OK fra start, med den nye morgenrutine. Men mit fremmøde er stadig ikke godt nok. Jeg vil meget gerne kunne klare at komme afsted, 4 dage om ugen. Dér er jeg ikke endnu.

Men jeg tror på det!! 🍀

Julen kan være et kaos...

... når man er autist.

Autister er selvfølgelig lige så forskellige som andre mennesker.
Men flertallet af os, har brug for, at vores hverdag er ret forudsigelig.

I en tid, hvor mange parforhold varer kortere end før, er julen ofte ikke præget af de samme ro, som før, hvor familier altid havde deres egne juletraditioner.
Et år, holder man måske jul hos mor, et andet hos far, og nye stedforældre og stedsøskende ... bedstemors nye kæreste, onkels nye kone ... gør at julen er forskellig fra år til år.

Det kan være forvirrende nok, for helt almindelige børn, og for autistiske børn kan følelsen være meget stærkere, når en tradition brydes, og erstattes af noget nyt.

Det bliver ikke nødvendigvis bedre med tiden, for efterhånden som man vokser op, forventes man at være mere og mere fleksibel.

Vi autister, og vores pårørende, er nødt til at erkende, at der skal være en plan for julen, og især for juleaften, som ofte er forbundet med mange følelser.

Vi har ofte brug for at vide:

• Hvem skal jeg være sammen med??
• Hvad skal vi spise??
• Kommer Julemanden??
• Hvem får jeg gaver af??
• Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan lide gaverne??
• Hvor kan jeg trække mig tilbage til??
• Hvad hvis det hele bliver for meget for mig??
• Hvad skal der ske de andre dage??

Det er bedst, at skrive aftalerne ned, så alle deltagere i juleaktiviteterne, ved hvad der er aftalt. 

Med andre ord: 

Vores behov i julen, er nøjagtigt de samme, som årets 364 / 365 andre dage!!

Ugeskema.

Jeg har længe lovet, at vise jer mit ugeskema.

Her er første side.

Det er på A4-papir, og udgør en lille bog, sammen med de andre sider.

Der er 1-2 sider til hver dag.

Tirsdag. ( Del 1. )

Jeg fik lyst, til at fortælle jer, om en helt almindelig tirsdag.

Tit skriver jeg om et bestemt emne, men hvordan ser min hverdag egentlig ud??

*

I dag var jeg oppe ved 8-tiden.

Mit vækkeur ringer kl. 7.40, men jeg lå lige lidt længere. 

Jeg vågner altid med en sang i hovedet, eller en vittighed.

Det er det første, jeg tænker på, om morgenen.

I dag var det "Min Kat Den Danser Tango."

Måske har jeg drømt noget om katte, uden jeg kan huske det??

Jeg børstede tænder, og var på toilettet, men jeg gjorde ikke noget særligt ud af mig selv.

Jeg børstede først håret, og satte det i en hestehale, lige inden jeg skulle afsted på arbejde.

Jeg har næsten altid hestehale.

Da jeg havde overstået det mest nødvendige på badeværelset, tog jeg min dyne med ind på sofaen.

Jeg synes ikke, den mysli jeg har købt, er god.

Men det er nok bare min autist-hjerne, der er lidt for aktiv, og tænker over noget, som neurotypiske personer, ikke ville lægge mærke til. 

Problemet er, at de forskellige ingredienser i myslien, opfører sig forskelligt i skålen.

Havregrynene og de andre tunge ting, synker til bunds, men de puffede ris og tørrede bær flyder ovenpå. Så er det svært, at fange med skeen. 

Men jeg spiste en portion af den alligevel. 

For det er vigtigt at spise, og jeg havde ikke noget, der var bedre i huset. 

Inden jeg spiste, tog jeg min medicin. 

Jeg får 4 piller om morgenen. Det er, blandt andet, ADHD-medicin.

Jeg glemmer tit at spise om morgenen, og i løbet af dagen.

Jeg har lavet nogle skilte, til spisebordet og sofabordet, som skal minde mig om det. 

Imens jeg spiste, og bagefter, så jeg standup på DVD. 

Jeg spillede også The Sims Mobile, på min smartphone. 

Det er en gammel DVD, fra 2005.

Jeg købte den i Læsehesten, en butik der bl.a. sælger og køber brugte film. 

Da klokken var lidt i ni, kom dagens morgen-bostøtte.

Hendes opgave, er at minde mig om morgenmedicin og mad ( hvilket jo var klaret i dag ) guide mig i, hvilket tøj der passer til vejret, og vurdere om jeg ser præsentabel ud.

I dag rådede hun mig, til at tage en langærmet bluse på, over min T-shirt, og til at tage hue og vanter på.

Vi skulle egentligt også vaske op, og lufte ud, men det glemte jeg.

Det betyder ikke, at jeg ikke gad. 

Jeg glemte det bare, fordi vi faldt i snak. 

Men det allervigtigste, er at morgen-bostøtten skal følge mig på arbejde.

Det er et dagtilbud for voksne autister m.v., men mange af os, kalder det for vores arbejde. 

Jeg gør i hvert fald, for jeg tager mine "små" opgaver seriøst, på samme måde som hvis det var reelle arbejdsopgaver. 

Jeg skal møde kl. 10.00, men i dag kom jeg 1 minut for sent.

Det gør ikke noget. 

Hjernetelefonen.

Jeg har fået en ny bostøtte kontaktperson (( igen!! )) og det betyder jeg har lejlighed til, at lave en helt ny ugeplan, sammen med hende.

Omfanget af støtte er uændret, og mine arbejdstider ligeledes.

Men jeg føler ikke, jeg har lige så mange mentale kræfter som før det første kontaktperson skift, omkring december 2017.
Tilsyneladende har jeg et større behov, for struktur og forudsigelighed i hverdagen, end jeg havde dengang.

Derfor er det vigtigt for mig:

* At den nye plan er mere detaljeret.
* At forventnings niveauet er bedre afpasset til min funktionsevne.
* At den nye plan er visuel, i form af dagskemaer.

Vi har skrevet en kladde, som jeg selv laver selve skemaerne ud fra.

Jeg har valgt, at det skal være med piktogrammer.
De er nemmere at aflæse end tekst, når jeg er meget træt, fx om morgenen.

Jeg taster alle punkterne ind i et program, der hedder Picto-Selector, og vælger et piktogram til hvert punkt.
Så printer jeg dem ud, så der bliver 1 ark til hver dag. 7 ark i alt, som genbruges ugentligt, på min opslagstavle.

Det er let nok, at bruge Picto-Selector.

Det svære er, at tænke hver enkelt detalje i mine hverdags gøremål igennem, og vurdere om det er en ting, jeg vil bruge kræfter på, i den næste tid.

Det kommer til at tage noget tid, men jeg tror det er besværet værd.

Hensigten er ikke, at alt skal være forudsigeligt.

Man kan sammenligne hjernen med en mobiltelefon.

Når tingene er trygge og forudsigelige oplader batteriet.
Når tingene er utrygge og uvante, aflader batteriet.

Det gælder om, at holde et vist batteri niveau, så jeg har mentale kræfter nok, til en uforudset situation, ligesom mobilen skal have strøm nok, til et vigtigt opkald.

Måske har jeg brug for, at ringe efter hjælp på min hjernetelefon --- eller måske kommer ringer hjernetelefonen for at fortælle om noget spændende, som det vil være rart at have mentale kræfter til.