Viser opslag med etiketten selvværd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten selvværd. Vis alle opslag

onsdag den 13. september 2017

Så ta'r vi cyklerne frem...

... er der vist en gammel sang, der hedder.



Der er kommet en ny regel, om at bostøtten ikke må køre os i bil mere. 

Det er --- selvfølgelig --- p.g.a. besparelser.
 Det er dyrere for kommunen, end hvis vi bruger Teletaxa, Flextur og andre løsninger, med offentlig trafik.

Problemet er bare, at det ikke handler om at komme fra A til B. 
De fleste af os, kan godt ta' en bus, og bostøtten kan hjælpe med at bestille Teletaxa, Flextur og lignende. 

Det handler derimod om at kunne følges med sin bostøtte, fordi man skal have hjælp til noget, der foregår et andet sted end derhjemme. 



De kunne lige så godt indføre højere brugerbetaling, så vi betaler for at de kører os, lige som vi plejer at gøre.


Jeg er sikker på, at det ikke vil være dyrere i længden, for en Teletaxa tur i Skive by koster 20 kr., ligesom en busbillet, så det offentlige må give taxaselskabet en masse penge, for det dækker jo langt fra udgiften til at holde en taxa standby. 

Men alting handler kun om besparelser her og nu, ikke på lang sigt.
Ikke om os. 



Men jeg har taget en beslutning.  
Jeg gider ikke være sur, over noget jeg ikke kan ændre.
Og det hjælper i hvert fald ikke at være knotten, overfor personalet, for de er lige så kede af det.


Jeg er meget nervøs, ved at cykle.
Men nu er jeg nødt til det.

Jeg har valgt, at ta' det som en udfordring, at lære at blive tryg ved cyklen. 

Min kontaktperson og jeg går langsomt frem, idet vi starter med at cykle på stierne, i den nærliggende park. 
Vi vil cykle hver torsdag, og når vi har mulighed for det, der ud over. 


Jeg ved, at jeg kan lære det.
For det skal jeg.
Jeg skal "bare" tro på mig selv!!!


fredag den 13. juli 2012

Det er længe siden...

... at jeg har lagt nye varer ud til salg, i min netbutik.
Faktisk er det ikke sket siden d. 20 april, og det synes jeg er ret sløjt!!!


Men i dag fandt jeg et stort, stjerneformet til og fra kort, som jeg begyndte på for længe siden.
Det manglede faktisk kun en klat lim.


Det er allerede sat til salg --- prisen er 15 kr.


Jeg har kun ét færdigt, men jeg laver gerne flere, også i andre størrelser og farver.

Dette er ca. 10 cm. fra spids til spids.


Jeg sad med det henne på Idavang, og da vores afdelingsleder så det, spurgte hun om jeg vil lave nogle flere af dem, som vi kan bruge når vi giver gaver, fx til de pædagogstuderende, når de er færdige med deres praktik.


Jeg må indrømme, at jeg blev ret stolt, da hun sagde det!!!
:-D



Desuden er jeg næsten færdig med en havfrue mobile / uro.

Den er helt enkel --- i ét lag sort karton --- og består i tre dele, med et stort skib for oven.
Neden under hænger havfruen Ariel --- kendt fra Disneys univers --- og en smuk ung fyr, som jeg går ud fra er hendes kæreste, en prins eller noget lignende.



Jeg har også to meget forskellige Minnie Mouse ophæng på vej.
Det ene er sort og helt enkelt --- og på det andet har Minnie en smart, blomstret kjole på.



Lige nu sidder jeg og er ret spændt, grænsende til nervøs, for om lidt skal jeg ind og samle en stor mobile / uro.

Jeg vil ikke sige, hvad motivet er, endnu, for meningen er at jeg vil forære den væk, til en lille pige.



Jeg har ikke lavet modellen før, og det er samtidigt den største jeg har forsøgt mig med.
Der er ni dele, som skal balancere i forhold til hinanden, og jeg har ingen anelse om hvor lange trådene skal være!

Men hvis jeg ikke kan få den til at hænge ordentligt, kan de fleste af delene bare hænge for sig selv, som et lille ophæng, så det vil ikke være spildt arbejde.


onsdag den 13. juni 2012

Tegne terapi



Jeg var ret ked af det, her i formiddags, og havde brug for et par timer alene.

Så kom jeg i tanke om, at indenfor psykologien findes der et begreb, der hedder tegne terapi. Meningen er at man skal tegne sine følelser, fordi det er nemmere end at fortælle dem med ord.


Jeg besluttede at prøve at tegne nogle af de ting, der betyder meget for mig, altså positive glade ting.
Meningen skulle være at komme i bedre humør (det hjalp også næsten med det samme) og gerne at grine lidt af det hele.


Ind til videre har jeg tegnet mig selv i midten --- kæresten (der er blind af kærlighed til krebinetter og kiksekage - en intern joke, vi har kørende) --- katten og kaninen (der pønser på at overtage verdens herredømmet) --- min papirklippe hobby og en hånd, der symboliserer både selvtillid generelt, men også at jeg har overvundet min neglebidning.


Det har været ganske underholdende at tegne ind til nu, men den er selvfølgelig ikke færdig.
Med andre ord: Terapien virkede, og jeg kan bestemt anbefale det til andre --- hvad enten det handler om at tegne sammen med en behandler eller gå i gang på egen hånd.



PS:

Mine behandlere arbejder med kognitiv ressourcefokuserende og anerkendende psykologi / pædagogik.

Vi spørger derimod IKKE Freud om hvorfor min saks peger op imod kærestens understel, og hvorfor min selvtillids tommelfinger er så stor!
;-)