Noget at være stolt over???

Jeg var rigtig stolt af mig selv, her i søndags.

Årsagen er, at jeg har svært ved at komme op om morgenen, uden hjælp, men både lørdag og søndag var det lykkedes mig, at komme op inden kl. 10.00.



Men så kom jeg til at tænke.

Er det overhovedet noget at være stolt over???

I virkeligheden er det jo ikke noget specielt, at man selv står op.

Det er en basal livsfærdighed, som alle normale mennesker mestrer.

Faktisk er det ret ynkeligt, at jeg ikke kan klare, så simpel en ting.

Jeg burde skamme mig, og være flov, og slet ikke fortælle andre om sådan nogle ting.

Min kontaktperson, Z., og jeg talte længe om det i mandags, og efterfølgende har jeg talt med flere om det.
De synes, at det er OK at være stolt.



De gjorde mig opmærksom på mit gamle motto.

Små sejre er bedre end store nederlag!!!

Gud da, det er jo mit motto, tænkte jeg.
Det havde jeg bare glemt, i rigtig lang tid, fordi der har været en masse triste ting at forholde sig til.




Z. gjorde mig opmærksom på, at der er også mange såkaldt "normale" mennesker, der absolut ikke er morgenfriske, og vi snakkede om, at når jeg har ondt i ryggen hver dag, er det naturligt at være træt, men samtidigt have svært ved at sove.


Det med ryggen, var jo let nok at forstå, og så syntes jeg ligesom det var mere OK, at jeg havde svært ved at stå op.




Det førte til en lang snak, som langt fra er slut.

Nemlig hvornår er noget et handicap og hvad er psykisk og fysisk sygdom, i forhold til dovenskab.
Hvad kan man ændre på, og hvad er man nødt til at leve med, og hvordan gør man det?
Findes der fx i virkeligheden slet ikke et Aspergers syndrom???



Det er en snak om forventninger.

Hvad kan man forvente, at opleve i sit liv, når man er i min situation?
Hvor kan man rykke sig, hvor kan man måske ikke?



Det er en spændende snak!!!

Normalpesten hærger

Jeg er flov over at være dansker!!!



Jeg så netop i TV-avisen at det er blevet lovligt at abortere fostre, alene pga. læbe-gane spalte, og andre mindre handicap, som man uden problemer kan leve med i et moderne samfund.



Om få år er racen af mennesker med Downs syndrom (mongolisme) udslettet!!!
Vi taler en hel befolkningsgruppe!!!
Hvorfor må de ikke leve???
Hvem er det, der tillader sig at lege Gud på den måde???



Videnskaben kan meget, men det er ikke altid til det gode.



Det er jo vældig fint, at man fx kan få en kunstig hørelse, et såkaldt CI-implant.

Problemet er bare, at der findes nogle få børn født uden hørenerve eller øresnegl, og de kan ikke CI-opereres.
Men døvemiljøet og tegnsproget forsvinder jo snart, når der kun fødes et enkelt af disse børn ca. hvert femte år. Så nu har de ingen at kommunikere med, ud over familien.


Ja, man kan jo gøre som i "gamle dage", hvor de med vold og magt blev tvunget til at tale. Jeg har hørt flere voksne døve, berette om hvordan de fik lussinger, når de ikke kunne få de rigtige lyde frem!


Det er faktisk ikke mere end 21 år siden, at man fejrede vedtagelsen af FN's døvekonvention, der grundfæstede rettigheden til at have tegnsprog som modersmål, retten til tolkning osv.


Ja, i bund og grund handler det om retten til at være sig selv, uden at skulle lave sig om.
Men den ret har man åbenbart ikke mere, her i landet?
Hvem skal udryddes i næste uge --- dem med skæve tænder eller dem, der har fregner???



Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det er smadder hårdt, at have et handicappet barn.

Men jeg er flov over at bo i et samfund, hvor nogen bliver valgt fra, allerede før de bliver født, og andre bliver påtvunget hjerneoperationer, der kan koste dem liv og førlighed.


Aage Sinkbæk kalder det, at normalpesten hærger i Danmark.
Det kan du læse mere om i hans bog --- Den romerske brobygger.