Elastik-systemet --- en hjælp til at tælle

For mange år siden lærte jeg et trick, til at holde styr på antallet af gange, man skal udføre en bestemt opgave.

Jeg vil gerne dele det med jer.

 

Min kollega ”Rosa” ville gerne svømme 500 meter. Det er 10 bassinlængder.

Derfor satte pædagogerne 10 elastikker på hendes VENSTRE håndled.

Hver gang Rosa nåede kanten af bassinet flyttede hun 1 elastik fra venstre til HØJRE håndled.

Når alle elastikker var flyttet fra venstre til højre, havde Rosa nået sit mål.

 

På den måde kunne Rosa se hvor mange baner, hun manglede at svømme, selvom hun havde begrænset talforståelse og dårlig korttidshukommelse. 

 

Jeg bruger selv elastik-systemet, når jeg skal tælle ting. Jeg kan godt tælle, men jeg kan ikke altid huske, hvor jeg er kommet til. Når jeg bruger elastikkerne frigøres ressourcer, til at klare selve opgaven.

Somme tider har jeg elastikkerne på mine håndled. I andre tilfælde sidder elastikkerne på selve den genstand, jeg skal bruge.

Jeg vil gerne drikke 5 glas vand om dagen. Derfor sidder elastikkerne på mit vandglas. 

Hver gang jeg har drukket et glas vand, sætter jeg 1 elastik over på klemmen.

 

Man kan bruge hvad som helst, i stedet for elastikker. Det handler bare om, at en fysisk genstand flyttes fra én placering til en anden, så man kan se det, i stedet for at tælle i hovedet.

Tænk på en sparegris: Man behøver ikke at tælle mønterne, for at se om man har få eller mange penge. 

Det er bedst, hvis man systematisk flytter genstandene fra venstre mod højre. 

Det er nemmere at koncentrere sig, og huske hvad man har gang i, hvis man ikke hele tiden skifter retning, midt i en opgave. 

Jeg har ikke et forskningsresultat eller lignende at henvise til. Men jeg ved, at det især kan have stor betydning, hvis der er tale om et førskolebarn. Det gør det ofte nemmere at lære at læse en skrevet tekst, i den rigtige retning, eller forstå en sekvens af billeder. 

Ting der gør mig gladere

Som du, kære læser, måske har set i mine to tidligere opslag i dag, er jeg lidt knotten for tiden. Jeg er bare træt i hovedet, af at høre negative nyheder. Andet er der ikke i det. 

Der er heldigvis også gode ting i verden, og nu vil jeg fortælle om noget af det, der ofte gør mig lidt gladere. Foruden det åbenlyse selvfølgelig: Min dejlige kæreste, min familie og mine venner. 

* At skrive om mit Camillaland, og om mine andre specialinteresser.

* At læse i min nye bog om Kjellerupbanen. (Den jernbane der gik igennem min hjemby Kjellerup, 1912-1968.)

* At "lege" med piktogrammer, og pynte ting med dem. Især når der er nye piktogrammer tilgængelig.

* At det er min fødselsdag på søndag.

* At se på dyr, når de vel at mærke har det godt. Både i virkeligheden, og på skærmen. Det bedste er dog, at være tæt på en kat, så jeg kan høre/mærke den spinde. Eller at se når kattene leger.

* At se børn lege og have det sjovt, og lege sammen med dem. Det er mange år siden sidst, men jeg elskede dengang at tage børn med på en fantasirejse. Så kunne jeg fx fortælle om hvordan der var nede i havet, og børnene kunne snakke med. Jeg kunne inddrage dem ved at sige ting som "Se den fisk derovre, hvor ser den sjov ud. Casper kan du fortælle Emma og Marie hvordan den ser ud? Hvilken farve har den? Hvor svømmer den hen?" Min nevø og mine to niecer og jeg har været utallige steder henne, og Casper har endda engang fanget en hval på stranden!! Ret sejt gjort af en dreng på ca 5 år!!

* At tegne og male, og lave andre kreative ting.

* Mange mange flere ting. 

Bølle-Bob & co

 

Snuske, dukke Lotte og jeg sidder og danser i sofaen, sammen med Bølle-Bob & co.



Jeg elsker Bølle-Bob!!

Jeg bliver altid i så godt humør af at høre de gamle sange, fra dengang jeg var barn.

Jeg kan huske vi sang dem i skolekoret.







Bibsen sover bare.
Hun forstår ikke helt, hvad vi mener, når vi synger at vi ikke er rigtig voksne, og ikke rigtig børn.
Men hun er jo heller ikke så gammel.

Uuuuuups!!

Når man afslutter sætningen Jeg vil ikke være voksen med ordene Asta basta bom!! så har man samtidigt afsløret, at man så børnefjersyn for tyve år siden...

Støt dem, der støtter dine børn!

Jeg vil bare lige minde dig om, at i disse tider begynder idrætsforeningerne at sælge julekalendere, til fordel for de lokale klubber.
Jeg har da også bedt min Facebook veninde lægge en kalender til side til mig.

Jeg ved ikke hvilken klub jeg støtter, men jeg ved at hele hendes familie går meget op i fodbold.
Det er sundt for børnene og for familien som helhed, og derfor støtter jeg det gerne - også hvis der kommer en lokal kalendersælger forbi min dør.


Jeg er ikke den store tilhænger af konkurrencesport.
I min verden er det prisværdige ved sport ikke hvem der scorer flest mål, men derimod hvordan spillerne lærer at arbejde sammen på et hold, og at den enkelte deltager forbedrer sin sundhed.
Det er værdifulde færdigheder, som man kan bruge videre i sit liv.

At sidde og ærge sig over at Danmark har tabt en vigtigt landskamp engang for tyve år siden er derimod ikke særligt konstruktivt eller godt for humøret...
;-)

Derfor glæder det mig at se, at der kommer flere og flere idrætstilbud, hvor man kan være med, selv om man ikke er den hurtigste, stærkeste eller klogeste på holdet.

Ligeledes glæder det mig, at kommuner og klubber arbejder sammen om at få socialt udsatte børn og unge til at dyrke sport, og at der samarbejdes omkring forebyggelse af overvægt og andre sundhedsproblemer. 


Det hele bygger på det faktum, at nogen tager sig tid til det hårde arbejde, der er i en klub.
Det handler jo ikke bare om at stå med stopur og fløjte - der er masser af ting, der skal gøres.
Jeg kender det selv, fra mit eget foreningsarbejde - for selv om det ikke var idræt, men derimod spejder, børneklub og Ten Sing, så handler det jo i bund og grund om det samme.

Måske har du ikke selv kræfter til at hjælpe rent fysisk.
Men det skulle nok kunne lade sig gøre for dig, at få råd til en 20'er til en julekalender.

På en god dag kan du måske svinge dig op til at klappe dit barns træner på skulderen og sige "Tak fordi du tager dig tid til ungerne, det er guld værd!"
Det varmer i hvert fald i et trænerhjerte!

"Opfør dig ordentligt!"

Sådan siger man ofte til børn med ADHD, og det ender tit med at de - udelukkende på grund af adfærdsproblemer - sendes i en specialklasse.
Lærerne mener, ikke kan magte, at have et ADHD-barn i klassen, når der er op til 28 elever.

Men sandheden er, at et ADHD-barn gør alt, hvad det overhovedet kan, for at blive accepteret, i sin familie, i sin skoleklasse, i sin fritidsklub og alle steder hvor det færdes.
Det gælder i øvrigt for alle børn med handicap!

I mine øjne ligger problemet slet ikke hos barnet med ADHD.
Det ligger derimod  i skolesystemets opbygning, læreruddannelsen, men ikke mindst hos forældrene til de andre børn i klassen!

For sandheden er, at såkaldt normale børn, laver meget mere ballade, end ADHD-børnene gør!

Hvis skolen var sådan indrettet, at alle børn hørte til en fast klasse, hvor lærere og forældre samarbejdede om at lave et godt kammeratskab (mobbefri zone) - hvor eleverne lærte at respektere hinanden, trods forskellighder - hvis de lærte at have respekt for voksne, ikke mindst deres lærere - hvis de lærte at forholde sig roligt i stedet for at larme, så ingen kan koncentrere sig - hvis man sad på sin plads i timerne, og ikke bevægede sig så meget rundt i klassen eller på skolen og hvis børnene lærte at tie stille, når andre siger noget seriøst...

Så ville det være meget lettere for ADHD-børnene at gå i skole, og deres symptomer vil ikke komme nær så meget til syne. Hvis ADHD-barnet er lidt uroligt eller ikke kan holde fokus, så gør det ikke nær så meget, som hvis 27 andre børn opfører sig som om de stadig gik i børnehave!

Det synes jeg lige, at I, lærere og forældre, skulle tænke over!!!

Den autistiske hjerne

Flere og flere børn får diagnoser, som f.eks. Aspergers syndrom, fordi de har en social adfærd, som man tolker som negativ. Måske er driller de andre børn eller har generelt svært ved at få kammerater, og begå sig i skolen.

Der bliver holdt utallige møder, og barnet undersøges på kryds og tværs.
Men ofte glemmer man en vigtig ting - at inddrage barnet selv.

Hvis man gav sig tid til at høre, hvordan barnet opfattede sin verden, og tilrettede indsatsen overfor barnet efter dette, så ville børnene kunne nå meget længere.
Selvfølgelig skal man ikke lade et barn diktere hvordan de voksne skal gøre, men ethvert barn burde i forbindelse med en diagnosticering have en (eller flere) samtaler med en dygtig psykolog, der har specialiseret sig i netop den pågældende type handicap.

Psykologen vil ofte kunne finde helt konkrete grunde, til barnets uheldige adfærdsmønstre.

Måske har barnet slet ikke lyst til at drille de andre, ved måske ikke engang at det gør det, men prøver i virkeligheden ihærdigt på at blive venner med sine klassekammerater.
Barnet ved bare ikke hvordan man gør.

I så fald er en fokusering på den negative adfærd direkte skadelig for barnet, for skæld ud vil kun ødelægge dets selvværd, og det vil miste tilliden til andre mennesker.
Hvis man bare stiller regler op og siger "du må ikke" hele tiden, så får barnet først lyst til at blive trodsigt, hvilket det slet ikke havde fra starten!

Det eneste rigtige er, i stedet at lære barnet social forståelse, og ja, det kan faktisk læres!
Men det er en proces, der tager lang tid, og kræver tålmodige hjælpere.

Barnet har brug for en "tolk" der kan forklare, hvordan man gør tingene rigtigt.
Nøjagtigt som hvis barnet skulle introduceres til et fremmed lands skikke.
F.eks. forklare: "Peter bliver sur og ked, når du skubber til ham - det er meget bedre, hvis du siger hans navn, når du vil tale med ham."

Hvis et barn hører begrundelserne for, hvorfor man skal opføre sig på en bestemt måde, i en given situation, så vil det have meget mere lyst til at gøre det, end hvis det ikke ved hvorfor man skal gøre sådan.
Men det handler ikke kun om lyst til at lære, det handler også om barnets evne til at lagre det indlærte i sin hukommelse.

En autistisk hjerne fungerer ligesom en stor kommode, med tusindvis af skuffer.
Hvis ikke barnet ved i hvilken skuffe en færdighed skal lagres i, så kan det ikke åbne den rigtige skuffe, for at tage færdigheden op og bruge den.

Reglerne for kommodesystemet siger, at alting skal kategoriseres og  lægges i de rette skuffer.
Derfor skal barnet have forklaret tydeligt, hvad færdigheden hedder, f.eks. "at give hånd" og vide hvornår den skal bruges - "når man hilser på et andet menneske."
Har barnet disse to oplysninger, så kan det finde den rigtige skuffe, og sætte en etiket udenpå, og derefter hurtigt finde færdigheden frem igen.
Men hvis barnet ikke ved, hvilken skuffe færdigheden skal ligge i, så er det nødt til at smide færdigheden i skraldespanden, ved siden af kommoden.

At være spejder

Jeg har været spejder, siden jeg var syv år gammel.

Spejderlivet er en integreret del af mig og mit liv, og jeg kunne ikke forestille mig at jeg ikke skulle være spejder. Én gang spejder, altid spejder!

I dag er jeg flokassistent for en gruppe herlige ulveunger.
Det er børn, der går i anden og tredje klasse.

Vi laver alt muligt forskelligt, men tager udgangspunkt i Junglebogens historier om Mogli, skrevet af R. Kipling.
Derfor kaldes vi ulve, og hvert medlem har et junglenavn. Jeg hedder Phao, og min styrke er myndighed.

Det børnene bedst kan lide, er nok at lave bål og snitte med dolke, men spejderliv er meget mere end dét. Som spejder lærer man bl.a. at arbejde sammen i en gruppe og kunne lytte til andres meninger, før man siger sin egen. Børnene lærer at være hjælpsomme og høflige, og at hjælpe hinanden. De oplever, at alle mennesker er lige værd, og at man ikke skal mobbe. Ligeledes lærer de at løse problemer og tage et ansvar for sig selv, for andre mennesker og i samfundet. Dertil kommer at man lærer en masse praktiske ting, og ikke mindst at man får én på opleveren!

Det er vel ikke det værste, man kan give sine unger?
Jeg er i hvert fald glad for mit spejderliv.
Jeg har haft mange gode oplevelser som spejder og har fået mange gode spejdervenner, og jeg har lært en masse. Det vil jeg gerne give videre, og derfor har jeg valgt at arbejde frivilligt som spejderleder.