Tomhed og frustration

Jeg føler mig helt tom indeni, efter Bibsens død i forgårs. 

Jeg har ikke lyst til noget som helst, og jeg føler mig helt bombet.



Jeg savner hende så meget, men jeg er også glad på en måde, for at hun fik fred.
Hun havde det ikke godt til sidst, kan jeg se nu. 

Jeg kan ikke la' være med at bebrejde mig selv, for at jeg ikke tog hende til dyrlægen tidligere. 
Men jeg må sige til mig selv, at jeg er ikke ekspert, og jeg gjorde det bedste jeg kunne for hende. 

Jeg troede hun ville komme sig, at hun bare skulle ha' tid. 
Det var jo først på hendes sidste levedag, at den endelige diagnose blev stillet.



Jeg tror, det hjælper lidt, når bostøtten og jeg pakker hendes ting sammen, her i eftermiddag.
Indtil videre bliver det hele stillet ud i baggangen, og så gør vi plads til det i skuret, på tirsdag.
Jeg har nemlig aftalt med en anden bostøtte, før Bibsens død, at vi skal rydde op i skuret dér. 



Oven i det med Bibsen, er jeg frustreret af tanker, om min have.

Jeg kan godt se, jeg har forsømt den, på det seneste. 
Og i dag hørte jeg, igennem vinduet, at to naboer snakkede om det. 
Vi har jo pligt til at holde haverne pæne, og jeg vil også gerne holde det pænt udenfor. 

Men jeg har ikke kunnet magte opgaven, på det seneste.
Især er mit græs blevet meget langt.



Jeg har et ambivalent forhold til min have. 

Eller rettere sagt, jeg kan godt li' haven, men jeg føler mig utryg derude, når jeg er alene. 
Jeg føler mig paranoid --- føler at naboerne hele tiden snakker om mig --- om at jeg ikke er god nok, til at passe haven. 

Jeg kan godt li' at være derude, sammen med andre, for så kan den anden person føre ordet, hvis nogen henvender sig til mig hen over hækken. 

Men det er en træls situation, at være utryg i sin egen have, og nogle gange også utryg ved bare at have vinduerne åbne, eller for at naboerne kommer og ringer på. 



Det bekymrer mig meget for tiden. 

At turde spørge

Det er en myte, at mennesker med Aspergers syndrom, ikke har lyst til social kontakt med andre mennesker.
Sandheden er, at selvfølgelig vil vi det - bare det er nogle mennesker vi passer sammen med og en aktivitet der interesserer os - men det kan være utroligt svært for os, at etablere disse kontakter, og endnu sværere at udvikle dem til venskaber.

I mit tilfælde handler det om, at jeg ikke tør spørge.
Jeg har vist en snert, af det, der hedder socialangst.

Jeg har enormt lyst til bare at være spontan, og at sige "vil du ikke med i biografen?" men jeg er for genert.
Jeg tænker, at andre tror jeg er tosset, fordi jeg tager initiativ - hvilket jo er en vanvittig tanke, for det er jo helt normalt at spørge andre mennesker om den slags.

Jeg mødte min nabo på gangen, og hun kommenterede, at der altid duftede så godt, fordi jeg tit bager.
Hun sagde, at hun gerne ville smage mine boller.
Det kunne da også være rigtig hyggeligt, at invitere hende ind til en kop te, men jeg er rystende nervøs.
Alle tankerne kommer op.
Gør jeg måske noget pinligt, eller sker der grimme misforståelser eller andre problemer.

Det er mega træls, at have det sådan!
For jeg vil jo så gerne være social, og jeg føler mig tit ensom.

Derfor var det en stor sejr for mig, da jeg endelig fik taget mig sammen, i lørdags, til at spørge en pige fra mit dagtilbud, om hun ville med i Ålborg zoo.
Det ville hun heldigvis gerne, og vi aftalte at snakke sammen om det, efter ferien.
Jeg sagde, at vi kunne jo spørge nogle af de andre, om de ville med, og så kunne vi tage bussen derop.
På den måde kan vi selv tage derop, uden at vi behøver have personale eller andre til at køre os.

Jeg var pavestolt!

Nu har jeg taget det første skridt, og er parat til at kæmpe imod angsten.
Den skal ikke bestemme over mig, det er mit liv, og mine regler, der gælder.

Foredrag

Jeg holder af og til foredrag om mit liv som psykisk handicappet.

Det kan f.eks. være for mennesker, der selv er handicappede, for deres forældre og øvrige familiemedlemmer, eller for folk, der arbejder med psykisk handicappede - f.eks. lærere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer mm.

Hvis du har lyst, så kommer jeg også gerne ud og holder et foredrag, der hvor du færdes til dagligt.

Hvorfor førtidspensionist?

Jeg er psykisk handicappet, idet jeg har to gennemgribende udviklingsforstyrrelser - de hedder ADHD og Aspergers syndrom.

Det medfører, at jeg bl.a. har svært ved at koncentrere mig, jeg er meget impulsiv, jeg er rastløs, og jeg har tusind tanker i hovedet på én gang - ligesom det også betyder at jeg har svært ved at forstå mine egne, og andres følelser. Jeg er dårlig til empati, altså til at sætte mig ind i hvordan folk tænker og har det, og derfor kommer jeg tit ud for misforståelser, og til tider pinlige situationer.

ADHD og Asperger medfører i sig selv almindeligvis ikke, at man bliver førtidspensionist.
Men jeg er så "heldig" at jeg også lider af periodiske depressioner og af generaliseret angst, og at mit energiniveau svinger meget.
Derfor er det meget forskelligt fra dag til dag, hvor meget jeg kan magte.

Jeg prøver at klare så meget som jeg kan selv, men jeg er dybt afhængig af professionel støtte.
Jeg har 16 timers individuel specialpædagogisk støtte om ugen, foruden at jeg kommer i et dagtilbud for psykisk handicappede, hvor jeg også har en kontaktpædagog.