Malebøger

 

Jeg har jo altid været glad for at tegne og male --- og i det hele taget udtrykke mig kreativt. 

På det seneste er jeg blevet meget glad, for at male i malebøger. Især mandala malebøger. 

Mandala er symmetriske, runde motiver. 

Man har kunnet finde eksempler på mandalaer, fra gamle dage, i alle kulturer i hele verden. 

Nogle steder har man tegnet dem i sandet, eller malet med ler fra jorden, andre steder har man lavet mønstrene med sten, glas eller hvad man nu har haft til rådighed. 

Mange gamle, danske kirker er udsmykket med mandalaer, i form af glasmosaikker i vinduerne. Man forbandt dem med noget guddommeligt, når solen skinnede på vinduerne. 

Grunden til man har kunnet finde dem i hele verden, er angiveligt fordi mennesker overalt har efterlignet solens stråler. Alle på Jorden, kan jo se solen. 

For mig er det beroligende at male i en malebog, fordi jeg kan fokusere på at sætte farver sammen, fremfor at skulle opfinde et motiv selv. 

Jeg laver også gerne mandalaer med perler, på perleplader. 

At være social...

... er svært for mig, for tiden.

Men min mormor, og øvrige familie, var da glade for at se mig - her i weekenden.

Jeg kunne bare ikke sidde sammen med dem, ret længe, for jeg havde slet ikke overskud til at lytte til samtalen rundt om bordet. Ikke fordi, jeg ikke er interesseret, men fordi det gav for mange indtryk på én gang, og jeg blev forvirret i mit hoved.

Heldigvis er det accepteret, af familien, at jeg går ind i et andet rum og hviler mig.
Min mormor har et ekstra værelse, med en sovesofa, og der kunne jeg fint ligge og sove lidt.

Det er måske lidt tarveligt, bare at gå derind og lukke døren, men det er bare sådan det er - og det forstår de godt.
Jeg har en dejlig familie!

Jeg bruger min mobil meget, når jeg har brug for at slappe af.

Desværre havde jeg glemt mine høretelefoner hjemme, men normalt hører jeg en del musik på mobilen, når jeg er ude - når jeg trækker mig for at tage en pause. Ellers går jeg på Facebook eller SMS'er.

Min mobil hjælper mig meget i hverdagen.

TV-tryghed

Nu skrev jeg om Desperate Housewives før.
Men jeg er også stor fan af en anden TV-serie, i en helt anden genre: Beverly Hills 90210.

Beverly Hills appelerer til en helt anden del af mig, end Desperate Housewives.

Det faktum at Beverly Hills har været genudsendt så mange gange, at jeg næsten kan replikkerne udenad, opfylder et helt andet behov, end bare at blive underholdt.

I kraft af min Asperger har jeg i perioder brug for meget tryghed, og en vis grad af forudsigelighed, hvis hverdagen bliver for svær at rumme, og jeg f.eks. er stresset eller ked.
Det er TV-tryghed på højeste plan.

Min yndlingskarakter er Andrea Zuckermann - fordi hun er en succesfuld pige/kvinde, der gennemlever mange svære udfordringer, men altid kommer ovenpå igen.

Hun arbejder virkeligt for at opnå sine mål, og det lykkes som regel for hende.

Samtidigt er hun flittig og elsker at gå i skole - hun er socialt bevidst, en god veninde der altid hjælper de svage i skolen og generelt i samfundet.

Dertil kommer, at jeg synes Andrea er den karakter, der virker mest naturlig og nede på jorden.

Hun er alt det, jeg selv drømmer om at være!

Desuden er Gabrielle Carteris en dygtig skuespiller - og i de interviews og dokumentar udsendelser, jeg har set med hende, virker det til at hun har mange af de karaktertræk, som Andrea har.

Jeg tror, at det er derfor Andrea virker så naturlig.

Men man er jo ikke nødvendigvis helt sig selv, når kameraet ruller...

Frihed

Jeg er bestemt ikke ked af, at jeg er blevet førtidspensionist som tyveårig.

På grund af mit svingende energiniveau har jeg, på intet tidspunkt i mit voksenliv, været i stand til at arbejde på nogen måde. Jeg aner ikke, hvordan jeg har det, den næste dag. Derfor er det totalt umuligt for mig, at lave forpligtende aftaler.

Jeg er meget følsom overfor stress - der skal simpelthen intet til.
Derfor har jeg brug for frihed, til selv at kunne sige til og fra, og vurdere hvad jeg kan magte den pågældende dag.

Jeg deler min tid, imellem at være hjemme, og være i et dagtilbud, sammen med ca. 65 andre tosser.

Ordet tosse er ikke et skældsord i min terminologi, men jeg bruger det selvfølgelig med varsomhed, så ingen føler sig ramt af det, hvis de ikke kender min humor.
Tosse betyder, i min verden, at man er udfordret af en sygdom eller et handicap, men alligevel har sit gode humør og er glad for livet.

Dagtilbuddet er et såkaldt samværs- og aktivitetstilbud, hvor vi selv er med til at planlægge, hvad vi vil lave. Der er mange forskellige muligheder. Jeg kommer der tre formiddage om ugen.

Nogen arbejder i vores store køkken, hvor de bager hver dag og laver varm mad to gange om ugen.
Andre har praktiske opgaver, såsom rengøring og oprydning i kantinen.
Én er ankermand på vores brugerhjemmeside, som jeg også har skrevet nogle artikler til.
Mange bruger tid ved computeren, og flere af de unge er rigtig gode til at tegne manga.

Jeg laver kreative ting om mandagen, f.eks. strikker jeg, og efter ferien tager jeg mit broderi med.
Mandag er også dagen, hvor jeg har en halv times samtale med min kontaktpædagog, om stort og småt i mit liv og min hverdag i dagtilbuddet.

Om onsdagen er jeg med til motion, hvor vi bl.a. spiller boldspil og har et super styrketrænings program.
Der er også et hold, der dyrker taikwondo.

Om fredagen underviser jeg min ven, Christian, i at læse.

Det er hyggeligt at komme i samværs- og aktivitetstilbuddet. Det er rart, at have et sted hvor man hører til. Hvor man har gode venner og flinke hjælpere, og hvor man altid bliver taget godt imod. Hvor personalet ikke er bange for at være personlige og give et knus, når man har brug for det. Og hvor man kan lave sjov med hinanden, og have det rart sammen.

Jeg har været i dagtilbuddet fra august 2000, men havde en pause på halvandet år, i 2009-2010,  hvor jeg trængte til lidt luftforandring, og prøvede et andet sted. Men jeg er glad for, at være vendt tilbage.
Det er som at komme hjem.