... angående Bibsens død.
Jeg har det OK igen.
Men jeg savner hende!!
Jeg har ikke sådan været ked af det og grædt, siden vi var ude på dyrehospitalet og sige farvel.
Men jeg har følt mig trist, og det har været en underlig tom følelse.
Somme tider glemmer jeg, at hun ikke er her mere.
Rent pr refleks, ser jeg efter hende om morgenen og når jeg kommer hjem.
I ved det der "Hej Bibs, er du OK?" hvor man lige lokaliserer hvor hun er i huset og om hun har det godt, eller trænger til vand.
Og om natten, går jeg stadig forsigtigt, når jeg skal op og tisse, fordi jeg ikke vil komme til at træde på hende i halvmørket.
Hver gang jeg åbner en skabslåge, så plejede hun at komme springende, så man skulle være hurtig inden hun hoppede ind i skabet.
Jeg når lige at tænke "Nå nej, hun er her jo ikke" inden jeg skal lige til at lukke lågen hurtigt igen.
Men livet går videre.
Jeg vil aldrig sige at hun "kun" var en kat, for ingen er "kun" noget, hverken et dyr eller et menneske.
Men det er rigtig ubehageligt at tænke på, at der er folk der tænker, at så skal man bare ha' en ny kat, som om katten er en ting.
Katten er i det hele taget et dyr, som har meget ringe status, især på landet, og det gør mig virkeligt både ked af det og vred.
Derfor går jeg stærkt ind for at forbedre kattenes rettigheder og vilkår, men jeg kan ikke kæmpe alles kampe på én gang.
Til dem der spørger, svarer jeg at jeg ikke skal ha' en ny kat lige nu.
Jeg afventer situationen, vedrørende om Blomst må ha' kæledyr, når hun flytter fra bostedet, engang først i 2017.
Hun vil nemligt gerne ha' en hund, og den kommer jo også til at blive en stor del af mit liv.
Lige nu har jeg det OK, uden kæledyr --- men jeg elsker dyr, og dyr skal være en del af mit liv på sigt, på én eller anden måde.
Lige nu er jeg bare glad, for at kunne gi' resten af Bibsens foder til dyreinternatet.
Jeg beholder hendes øvrige ting, og så må vi se om der kommer en kat i huset igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar