"Tvangs-overspisning"

En af mine bekendte, Tina, har været i medierne flere gange, her i de seneste dage, bl.a i Politiken og i Aftenshowet.

Det handler om, at der angiveligt ikke skulle være behandlingspladser nok, til mennesker, der påstås at lide af såkaldt "tvangs-overspisning."

Min kritik handler ikke om Tina.
Jeg er fuldstændigt sikker på, at hun har et reelt problem, og at hun har brug for hjælp. 
Men det handler om den måde, hendes sag er blevet fremstillet på, og om påstanden om at der skulle findes en sådan spiseforstyrrelse.

For det første, så er Tinas historie ikke et typisk eksempel på en konkret lidelse, da hun har en kompleks sammensætning af mange forskellige psykiske og fysiske lidelser - hvilket kun bliver nævnt i en enkelt sætning, i Berlingskes artikel.
Det betyder naturligvis ikke, at hendes problemer er mindre virkelige end andres, men at det kan være meget vanskeligt, selv for en specialist, at udrede hvilken sygdom, der giver de enkelte symptomer. En person, der har flere sygdomme samtidigt, er derfor et særdeles dårligt eksempel på, hvordan den enkelte sygdom udarter sig.

Det er selvfølgelig ikke Tinas skyld, hun vil jo bare det bedste for sig selv og andre med samme problemstilling, og det er modigt at stå frem i medierne - men det er bare dårlig journalistik, ikke at forholde sig klart til ét emne ad gangen, og det er ikke særlig godt reserchet.
Med andre ord: Tina, og de andres, historie kunne være fortalt langt bedre, så budskabet kom klarere frem.

Dertil kommer selvfølgelig også det faktum, at alle mennesker er unikke, og at symptomer fremtræder på forskellige måder, afhængigt af ens grundlæggende personlighed og at man oplever tingene forskelligt.

Dernæst det væsentligste kritikpunkt: Findes denne spiseforstyrrelse overhovedet???

Det er jeg ret sikker på, at den ikke gør, men at den såkaldte "tvangs-overspisning" er et symptom, ikke en sygdom i sig selv, ligesom rigtig mange andre funktionelle sygdomme, såsom andre spiseforstyrrelser, depressioner, angst mv.

Det er alt sammen udtryk for, at personen har et problem i sine følelser, og at der er en konkret årsag til det - og disse funktionelle sygdomme kan ikke kureres ved hjælp af hverken adfærdsregulering, medicin eller diæt, med mindre man fjerner den udløsende faktor.

Den sygdom, som her kaldes "tvangs-overspisning" er nøjagtigt det samme som OCD, der er en gammelkendt diagnose, netop er kendetegnet ved, at personen har tvangstanker og tvangsmæssig adfærd. Det er i den sammenhæng fuldstændigt ligemeget om tvangssymptomerne handler om mad eller om noget andet.

Behandlingen er den samme, nemlig at finde frem til den udløsende faktor, og løse det reelle problem.
Dertil har man brug for en kognitiv psykolog, og det er bare at slå op i telefonbogen.

Måske synes du, at det er dyrt, men pengene er jo en investering i din fremtid, og du har pligt til at tage ansvar for dit eget liv, og ikke bare lade stå til.
Du kan ikke bare sidde passiv og vente på hjælpen kommer til dig.
Du betaler jo også selv for at gå til tandlægen, og det kan du jo også frit vælge fra, og hvad er forskellen på at tage ansvar for sine tænder og for sin psyke?
Jeg ville ikke tøve med at bede om et banklån, i sådan et tilfælde!

Først når du har fundet den konkrete årsag til din spiseforstyrrelse, giver det mening at begynde på kostvejledning, motion, adfærdsmodifikation og hvad det alt sammen hedder - for inden da vil det kun have negativ effekt, fordi patienten ikke er psykisk stærk nok til at gennemføre behandlingen.
Da er du ikke spor anderledes end andre overvægtige - det er noget, enhver læge og fysioterapeut kan klare, det behøver vi ikke specialister til!

Med andre ord: Der er ikke behov for en specialindsats på dette område - hjælpen findes allerede, men det er dit eget ansvar, ikke systemets!!!