Anti-stress

Jeg har indset, at jeg stresser mig selv ret meget.

Jeg har mange tanker og forventninger om/til mig selv, og jeg kan ikke leve op til dem. 

Det har jeg indset nu.



Jeg troede, at det ville være godt for mig, at strukturere min fritid meget, således at jeg på forhånd bestemte, hvornår jeg ville lave mine forskellige hobbyting og fritidsaktiviteter. 
Jeg havde fx bestemt, at jeg ville læse i 1 time hver mandag, at jeg ville spille Farmville om onsdagen og i weekenden osv. 

Jeg havde altid hørt, at det var bedst med et fast program, når man har autisme.



Men jeg har fundet ud af, at ja der skal være en vis struktur i hverdagen, men jeg kan ikke strukturere mine tanker og lysten til hvilken hobby eller fritidsaktivitet, jeg vil lave på en bestemt dag, før denne dag oprinder. 

Jeg kan --- og skal --- strukturere de basale praktiske ting i hjemmet, men det duer ikke at strukturere fritiden. I hvert fald ikke for mig.




Så nu har jeg luget kraftigt ud, i kalenderen.

Jeg har kun skrevet praktiske ting på, og ting jeg skal huske, såsom fødselsdage og lægeaftaler og den slags. 

Min kalender er stadig mere "fyldig" end ikke-autistiske personers kalendere typisk er, for jeg er nødt til at skrive ting som husk at tømme postkassen, husk at ordne kattebakken, husk at gøre rent her og der osv. 

Men den er langt mindre kompakt end tidligere, og det hjælper mig rigtig meget.



Jeg har indset, at fritiden skal være sjov og afslappende.

Jeg skal ikke måle og veje alt hvad jeg laver.



Det er bedøvende ligemeget, hvor mange firkanter jeg strikker pr uge, til mit tæppe. 
Der er ingen deadline. 

Det er også ligemeget, om der er et præcist antal blå, grønne, hvide osv, firkanter, for det skal nok blive flot alligevel, og faktisk mere personligt. 

Tæppet skal nok blive færdigt, når jeg ta'r det stille og roligt --- men hvis jeg pacer mig selv, går jeg død i det, og så bliver det måske netop ikke færdigt. 



Jeg arbejder aktivt, med at minimere stress og jeg kan mærke det virker.
Jeg begynder, at gøre tingene i et roligere tempo. 



Jeg føler ikke hele livet er som at løbe efter en bus mere, selv om man ved man ikke kan nå den. 

Nu ved jeg instinktivt, at der kommer en ny bus, før eller siden, selv om jeg ikke har nogen køreplan. 

Skulle det ske, at der ikke gør, finder jeg en anden transportform --- ændrer min rejserute. 

Jeg skal nok nå mine mål --- så er det bedøvende ligemeget om det bliver med bus eller på stylter, jeg skal nok nå derhen. 



Jeg kan mærke, at det kan lykkes at få en hverdag med minimalt indre stress. 
For jeg er allerede på vej. 



For en times tid siden var jeg i bad.

Det plejer at være en stressfuld oplevelse for mig, fordi jeg på en måde føler jeg er under tidspres, selv om jeg ikke skal nå noget.

Jeg plejer at skynde mig at ta' tøj på, og bagefter skælde mig selv ud, for at jeg ikke gav mig tid, til at ta' creme på og sådan, og nu klør min tørre hud. 

I dag var jeg totalt ligeglad med, hvor kort eller lang tid badet tog.

Det er en sejr for mig!!
:-D