onsdag den 12. oktober 2016

Vaner

Jeg har tit fået at vide, at det at man gør de samme ting igen og igen, er du en central del af autismen. At det er fordi vi er usikre. At vi beskytter og selv.

Jeg har godt vidst, at alle har ting, de foretrækker at gøre, og som de gør ofte.

Men jeg har aldrig tænkt på, hvor mange vaner alle mennesker har, uden at andre lægger mærke til det.

👱 Jeg skriver altid ordet Indkøb øverst på indkøbssedlen. Er det fordi jeg er autist? Næ jeg vil bare gerne vide, om kuglepennen virker, så jeg er klar inden jeg åbner køleskabet. 💡

👱 Jeg kan ikke li' at have strømper på om aftenen? Er det fordi jeg er autist og/eller særligt sansefølsom? Tja, men det er lige så meget fordi jeg får hævede fødder om aftenen. 👣

👱 Apropos strømper. Jeg piller altid tæer, når jeg tager strømperne af, og har gjort det siden jeg var helt lille. Er det fordi jeg er autist? Spørg min far, det var ham der i sin tid lokkede mig til at se efter, om der var lakridser imellem mine tæer!!! 😉 👪 Det var der ikke, og heller ingen "fodvorter fra Bon-Bon" men jeg havde fået en vane, der holdt ved.

👱 Jeg tæller altid mine piller. Er det fordi jeg er autist? Ja, pillerne i sig selv er vel. Men at jeg tæller dem, skyldes jo at det ikke er mig selv, der doserer dem. I morges var der 3 kalkpiller i æsken, i stedet for én. 💊

👱 Jeg skubber tit andres glas ind mod midten af bordet. Er det fordi jeg er autist? Næ jeg er bare tidligere katteejer, og i et splitsekund har glemt at katten er død, og derfor ikke kan springe op og vælte glasset. 🐱

Og sådan kunne man blive ved.

Jeg er tit blevet analyseret af psykiatere, psykologer og pædagoger, der har noteret mine vaner til punkt og prikke.
Hver gang noget har været uforståeligt for dem, har de tolket det som en tvangshandling.
Hvorfor har de aldrig set indad? Og hvorfor har de aldrig spurgt mig, om årsagerne??
🤔💭

Vanens magt er stor.

Men de fleste vaner bunder i, at man på et tidspunkt har haft et problem man skulle løse, og da det gik godt, fortsatte man på samme måde.

Det er noget, alle oplever.
Med eller uden autisme!!

Og også selv om man har en mere tydelig grad af autisme, end jeg har.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar