Jeg har derimod malet det, i min efterårsferie, hvor jeg var på tegne/male-kursus, på Skærlund i Thy. Det er tredje gang, jeg er deroppe, og jeg regner med at jeg skal med igen til sommer, næste år.
Jeg har også lavet en tegning, men den får I ikke at se endnu, da det er en overraskelse, til min kæreste.
Det er længe siden, jeg har skrevet.
Men jeg vil understrege, at jeg har det godt, jeg synes bare ikke, at der har været så meget at skrive om.
Men der er sket én vigtig ting, som jeg vil fortælle om nu.
Vi havde statusmøde, her den 10. oktober, vedr. hvordan det gik med mig, og om jeg fortsat havde glæde af mit dagtilbud, min bostøtte og mit klubmedlemsskab.
Vi var enige om, at det gik/går godt, og at jeg har især stor glæde af bostøtten og klubben.
Men mht. dagtilbuddet skulle der laves nogle ting om.
Pga. besparelser kan Idavang ikke længere tilbyde individuelle løsninger, som fx samtaleforløb, og det betyder at indholdet af de tilbud, man kan få har ændret sig mere til at være jobtræning frem for behandling.
Derfor har jeg måttet overveje, om jeg fortsat ville være på Idavang i dagtimerne, med de nye betingelser. Og det ville/vil jeg gerne!!
Jeg har nemlig indset, at med de ændrede vilkår kan Idavang give mig et beskæftigelsestilbud med målrettet træning i at være mere udholdende og løse opgaver, i stedet for det tidligere tilbud, der var mere snak og hygge.
Jeg oplever det således, at med besparelserne alle steder, er de enkelte tilbud blevet mere specialiserede. De store pakkeløsninger findes ikke længere, så man må opsøge flere steder, og nogle af tilbuddene må man selv betale for, fx psykologsamtaler, som jo ikke er livsvigtige.
Man kan sige, at før kunne man gå i supermarkedet og købe alt der.
Nu er det blevet delt op i små butikker, og så kan man ikke forvente at fiskehandleren sælger sko eller at biblioteket tilbyder danseundervisning.
Med den erkendelse, er jeg faktisk blevet rigtig glad, for mit nye arbejde på Idavang, for jeg har netop valgt, at det skal kaldes arbejde, og ikke dagtilbud.
Mit mål er at opbygge jobfærdigheder, på cafélinjen, hvor jeg er beskæftiget med at gøre rent.
Jeg tror ikke, at det nogensinde ender med en udplacering på det ordinære arbejdsmarked, og jeg er også rent politisk modstander af, at vi der har vores pension osv. kommer ud i arbejde på bekostning af kontanthjælpsmodtagere, der er afhængige af lønnen.
Men jeg har fået en arbejdsidentitet, og tænker ikke længere på mig selv, som bruger af et dagcenter, men som rengøringsmedarbejder i caféen.
Det er en rar følelse!!
Jeg er glad for, at jeg valgte at blive, med de nye aftaler!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar