søndag den 7. august 2011

Tilbageblik på uge 31

Ja, kort sagt, så fik jeg ikke lavet ret meget, af det jeg havde tænkt mig.
:,-(

Mandag var jeg godt nok henne på Idavang, men jeg fik hverken strikket eller lavet skoleopgaver. Min snak med kontaktpersonen var heller ikke særlig givtig. Vi var vist begge to for trætte, efter ferien, til at være seriøse.

Jeg kom ikke til fys, for der kom slet ingen bus, og jeg kunne ikke nå at cykle.
:-(

Tirsdag var her "kun" bostøtte fra 10.00-12.00.
Men vi fik da ryddet godt op og gjort rent - det var dejligt.

Jeg fik også bagt nogle boller, men så kom jeg til gengæld ikke i klub.

Men jeg fik bestilt stof, til mine sofapuder, og noget sygrej.

Så det var jo fire gode ting.
:-)

Til gengæld fik jeg ikke handlet, før om torsdagen. Bostøtten og jeg havde ikke tid, og jeg kunne ikke selv overskue at tage afsted, da alt min energi var brugt op.
Så tirsdag og onsdag stod på gamle skorper fra skabet, og så selvfølgelig bollerne, men det er jo ikke meget at få to boller til aftensmad - det får man i hvert fald ikke energi af.
:-(

Onsdag var jeg til motion med Idavang om formiddagen, men derefter orkede jeg ikke mere dén dag.

Torsdag havde jeg bostøtte fra 14.00-16.40.

Dér fik jeg endeligt handlet, men jeg var stadig så træt, at jeg ikke rigtig havde fået lavet et system med maden, så det var nærmest tilfældige ting, jeg kom hjem med. Ikke rigtig noget, der egnede sig til at spise sammen. Men noget skulle jeg jo have... tror bare det var rösti med remoulade, og et par boller, til aftensmad den dag.

Ellers snakkede vi bare, jeg havde ikke overskud til andet.

Fredag gav morgenvækkeren mig lov til at blive hjemme fra Idavang fordi jeg havde ondt, og var for træt, til at tage afsted.
Heldigvis skulle den unge mand, som jeg underviser i læsning om fredagen, til tandlæge, så vi mistede ikke timer.

Da jeg havde sovet et par timer ekstra kriblede det i fingrene, for at komme i gang med at lave lapper til mit patchwork, og det gjorde jeg så, ca. fra 13-15.

Derefter tog jeg bussen hjem til mine forældre, og var der i weekenden, men det har jeg skrevet om i to andre indlæg.

Nu er uge 31 næsten slut.
Jeg mangler "bare" lige at vaske tøj i aften.

Jeg har savnet mit vaskekort lige siden torsdag, som egentlig er min vaskedag, så nu er mit skab gabende tomt, så jeg bliver nødt til at vaske i aften, selv om jeg ikke gider. Men jeg gider jo aldrig vaske tøj, uanset hvilken dag...

Jeg fandt vaskekortet i de bukser, jeg havde på, sidste gang jeg vaskede.

Til aftensmad vil jeg prøve at svinge mig op til, at lave noget pasta og kødsovs.
Jeg har slet ikke lavet rigtig mad, i den her uge.
:-(

I det hele taget har ugen bare været øv, det meste af tiden.
Men der er da heldigvis også sket gode ting.

Jeg må ikke glemme mit motto: "Små sejre er bedre end store nederlag!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar