lørdag den 20. august 2011

Neglelak


For mange kvinder er neglelak en selvfølge, og en uundværlig del af deres outfit.
Men for mig, er det at have lakerede negle, en stor sejr!

For det første fordi jeg har været neglebider i mange år, men stoppede sidste år, og nu er mine negle pæne igen.
Dog er jeg meget emsig med, at de skal være helt korte, og jeg tager aldrig på weekend uden min negleklipper.

Men det andet er den væsentligste grund til at jeg er så glad for mine negle.
På grund af min impulsivitet har jeg aldrig før kunnet sidde stille, så længe som det tager for neglelakken at tørre. Men det kan jeg nu, og det er bare dejligt, for jeg elsker makeup og den slags.

Det er nok, fordi jeg får Ritalin nu, men også fordi jeg har fundet en god, hurtigt tørrende lak (Nail finity fra Max Factor) og fordi jeg har lavet en rutine, der virker.

Jeg stiller minuturet på 13 minutter, og så sidder jeg med hænderne fladt på spisebordet, og laver ingenting imens - mobilen er slukket, men der kan sagtens være musik imens.
Herefter laver jeg almindelige ting, men er forsigtig, for lakken er jo ikke helt tør endnu.

Efter en times tid renser jeg klatter af med en vatpind, dyppet i lakfjerner, og hvis lakken ikke dækker nok, så tager jeg et nyt lag på, senere på dagen eller næste dag. Jeg kan ikke sidde to gange 13 minutter med så kort mellemrum.

Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes mig, at kunne tage neglelak på!
Jeg føler mig mere velplejet og lækker, og det er dejligt, når jeg ikke kan bruge makeup, pga. irriterede øjne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar