Henne på Idavang kommer en ung mand, som har infantil autisme i svær grad.
I dag erfarede han, at vi har fået nye køleskabe, og det udviklede sig til en meget svær situation for ham.
Jeg kan genkende mange træk imellem ham og mig, og det minder mig om en historie fra min barndom. Måske har du hørt den før, for jeg har fortalt den mange gange - men her kommer den lige igen.
Da jeg var lille havde jeg et sæt nattøj med kattekillinger på, og jeg nægtede at skille mig af med det, selv om det var alt for lille. Til sidst smed min mor det ud alligevel.
Når jeg tænker efter, så tror jeg aldrig jeg har savnet noget så meget, som dengang.
Hvis jeg skulle græde i et skuespil f.eks., så ville tanken om dengang stadig kunne få tårerne frem.
I dag ved jeg, at det var fordi jeg ikke kunne skelne imellem personer, dyr og ting.
Jeg troede at kattene var levende og havde personlighed.
Jeg talte med dem, kælede med dem osv.
Så for mig føltes det på samme måde, som hvis jeg havde mistet en nærtstående person.
Køleskabs-fyren kan ikke selv fortælle hvordan han har det indeni.
Men jeg tror at han har samme følelser, eller noget lignende, som jeg havde dengang.
Hej Camilla. Jeg kender godt det at være knyttet til ting.
SvarSletMen jeg tror måske at "køleskabs-fyren" havde været vant til et bestemt køleskab. Og så er det måske svært for ham, når der er kommet et nyt.
Det kan ihvertfald godt være lidt svært og vænne sig til noget nyt, når man var vant til "det gamle". Sådan har jeg det ihvertfald.
Fx. når man har vænnet sig til et skema og så skal til at vænne sig til et helt nyt.
trist historie... har selv infantil autisme... dog i mindre grad... jeg har visse ting fra min barndom jeg aldrig ville kunne skille mig af med... men samtidigt kan jeg ikke skelne forskel fra en fugl og en person... hvis jeg kæler med en fugl og snakker med en fremmed i lige lang tid... vil jeg føle jeg kendte dem begge lige meget... dog med flest følelser for fuglen fordi den viser sine rigtige følelser... og mennesker ikke med sikkerhed gør...
SvarSlet