Jeg vil bare lige minde dig om, at i disse tider begynder idrætsforeningerne at sælge julekalendere, til fordel for de lokale klubber.
Jeg har da også bedt min Facebook veninde lægge en kalender til side til mig.
Jeg ved ikke hvilken klub jeg støtter, men jeg ved at hele hendes familie går meget op i fodbold.
Det er sundt for børnene og for familien som helhed, og derfor støtter jeg det gerne - også hvis der kommer en lokal kalendersælger forbi min dør.
Jeg er ikke den store tilhænger af konkurrencesport.
I min verden er det prisværdige ved sport ikke hvem der scorer flest mål, men derimod hvordan spillerne lærer at arbejde sammen på et hold, og at den enkelte deltager forbedrer sin sundhed.
Det er værdifulde færdigheder, som man kan bruge videre i sit liv.
At sidde og ærge sig over at Danmark har tabt en vigtigt landskamp engang for tyve år siden er derimod ikke særligt konstruktivt eller godt for humøret...
;-)
Derfor glæder det mig at se, at der kommer flere og flere idrætstilbud, hvor man kan være med, selv om man ikke er den hurtigste, stærkeste eller klogeste på holdet.
Ligeledes glæder det mig, at kommuner og klubber arbejder sammen om at få socialt udsatte børn og unge til at dyrke sport, og at der samarbejdes omkring forebyggelse af overvægt og andre sundhedsproblemer.
Det hele bygger på det faktum, at nogen tager sig tid til det hårde arbejde, der er i en klub.
Det handler jo ikke bare om at stå med stopur og fløjte - der er masser af ting, der skal gøres.
Jeg kender det selv, fra mit eget foreningsarbejde - for selv om det ikke var idræt, men derimod spejder, børneklub og Ten Sing, så handler det jo i bund og grund om det samme.
Måske har du ikke selv kræfter til at hjælpe rent fysisk.
Men det skulle nok kunne lade sig gøre for dig, at få råd til en 20'er til en julekalender.
På en god dag kan du måske svinge dig op til at klappe dit barns træner på skulderen og sige "Tak fordi du tager dig tid til ungerne, det er guld værd!"
Det varmer i hvert fald i et trænerhjerte!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar