onsdag den 11. maj 2022

Onsdag morgen med bostøtten

Jeg  er så heldig at jeg har bostøtte hver mandag til fredag, om morgenen. (Foruden hver tirsdag og torsdag eftermiddag.) 😄


Bostøtten kommer kl. 9.00, men det er meget vigtigt at jeg er oppe før. Helst skal jeg stå op kl. 7.40, hvor vækkeuret ringer første gang. ⏰

Det er nemlig bedst at jeg har tid til at skrive om mine specialinteresser ~ kaldet særinteresser af psykiaterne ~ fordi jeg vågner med en masse idéer i hovedet. Det er bedst at jeg får stillet trangen til at beskæftige mig med det, før jeg skal noget vigtigt. 📙

Min koncentrationsevne er stadig ikke god, men det hjælper på det. 😃


Jeg skal egentligt i bad, hver mandag, onsdag og fredag morgen. Det sprang jeg med vilje over i dag. Men jeg glemte, at jeg også skulle smøre mit ansigt og mine hænder i specialcreme, fordi jeg har et udbrud af atopisk eksem. Det må jeg gøre når jeg kommer hjem. 🏡

Jeg havde nemlig travlt med at huske på at vi havde aftalt at fjerne påskepynt i dag. Det er jo længe siden påsken sluttede!! 🐣


Jeg havde selvfølgelig taget mit strukturskema for onsdag frem, men der står jo ikke noget om eksem og påskepynt. 📅

Til gengæld stod der oprydning, opvask, ophængning af vasketøj og pakning af arbejdstaske. Så det klarede vi først. 🏠


Bostøtten hjalp med at tage et påskeophæng ned fra loftet, for jeg er så højdeskræk, at jeg ikke tør stå på en stol. Så tog jeg de andre ting, og satte dem i skabet. For at de kunne være der, måtte jeg tage nogle andre pynteting ud, som fik påsketingenes pladser. 🐤


Bostøtten hjalp også med at få noget gammelt klister af væggen på badeværelset, hvor jeg satte en perleplade op. Ifølge skabelonen skulle den forestille en stjerne. Jeg synes den ligner solen. Men solen er vist også en stjerne?? 🌞

Jeg har sat den ved siden af håndvasken, fordi jeg synes det er som om, den ønsker mig godmorgen. Jeg kan snakke lidt med den, når jeg vasker mig og sådan. Jeg kan lige forestille mig, at den siger "Husk at vaske dig bag ørerne!" 😂


Så var det ved at være tid, til at gå. Det regnede en smule, men bostøtten protesterede ikke, da jeg tog sommerjakke og gummisko på. Det mente jeg var passende påklædning.

Men inden jeg var nået på arbejde med bussen, kom der skybrud!!! Jeg skulle bare gå 100 meter, fra busstoppestedet, men jeg var drivvåd da jeg ankom!!! Mine strømper er våde endnu, men det gør ikke noget, for skoene er sikkert heller ikke tørre, når jeg skal hjem, om et kvarter. 🌧


Jeg skrev til bostøtten, at vi er nødt til at blive bedre, til at vælge tøj. Vi må hjælpe hinanden. Det vil jo ikke hjælpe, hvis hun forklarer hvordan vejret sandsynligvis bliver, hvis jeg ikke hører efter. 🙉


Alt i alt, var det en god morgen. 🌄

Nu skal jeg snart hjem fra arbejde. Så ser vi, hvad resten af dagen bringer. 🔮







Ingen kommentarer:

Send en kommentar