Jeg kom lige i tanke om en sjov episode fra min tid på specialskolen.
Jeg snakkede meget med 14-årige Anja, der var infantil autist og mentalt retarderet.
Hun var simpelthen så sød og sjov, og vi lavede en masse fis og ballade.
Jeg opdagede at jo mere vi talte sammen, des bedre blev hun til det.
De voksne troede vist hun var for handicappet til at lære nye ting, men jeg gav ikke op.
Hun lærte hele tiden nye ord og hun "opdagede" nye begreber ved at at hvis vi fx så en sommerfugl så talte vi om hvor flot den var og se den kan flyve osv.
Der gik sport i det.
Hver gang klokken nærmede sig en hel time, så galdt det om at finde Anja, så jeg kunne spørge hende hvad klokken var.
En dag talte vi om farver.
Jeg stillede spørgsmål såsom "Hvilken farve er det?" og vi skiftedes til at bestemme en farve, som den anden skulle pege på.
Jeg vidste, at jeg skulle være meget konkret i mit sprog, for hvis jeg formulerede mig kluntet så ville Anja komme til at svare forkert, og det var jo succes hun skulle ha' ikke nederlag.
Men så glippede det lige.
Jeg pegede på hendes orange bukseben og spurgte "Hvad er det?" i den tro at hun ville sige orange. Men der blev jeg lige sat på plads, for Anja svarede som sandt var: "Ben!"
Tøsen vidste selvfølgelig ikke hvorfor jeg lo, men det var også fuldstændigt ligemeget, for hun grinede selv endnu højere.
:-D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar