Tomhed og frustration

Jeg føler mig helt tom indeni, efter Bibsens død i forgårs. 

Jeg har ikke lyst til noget som helst, og jeg føler mig helt bombet.



Jeg savner hende så meget, men jeg er også glad på en måde, for at hun fik fred.
Hun havde det ikke godt til sidst, kan jeg se nu. 

Jeg kan ikke la' være med at bebrejde mig selv, for at jeg ikke tog hende til dyrlægen tidligere. 
Men jeg må sige til mig selv, at jeg er ikke ekspert, og jeg gjorde det bedste jeg kunne for hende. 

Jeg troede hun ville komme sig, at hun bare skulle ha' tid. 
Det var jo først på hendes sidste levedag, at den endelige diagnose blev stillet.



Jeg tror, det hjælper lidt, når bostøtten og jeg pakker hendes ting sammen, her i eftermiddag.
Indtil videre bliver det hele stillet ud i baggangen, og så gør vi plads til det i skuret, på tirsdag.
Jeg har nemlig aftalt med en anden bostøtte, før Bibsens død, at vi skal rydde op i skuret dér. 



Oven i det med Bibsen, er jeg frustreret af tanker, om min have.

Jeg kan godt se, jeg har forsømt den, på det seneste. 
Og i dag hørte jeg, igennem vinduet, at to naboer snakkede om det. 
Vi har jo pligt til at holde haverne pæne, og jeg vil også gerne holde det pænt udenfor. 

Men jeg har ikke kunnet magte opgaven, på det seneste.
Især er mit græs blevet meget langt.



Jeg har et ambivalent forhold til min have. 

Eller rettere sagt, jeg kan godt li' haven, men jeg føler mig utryg derude, når jeg er alene. 
Jeg føler mig paranoid --- føler at naboerne hele tiden snakker om mig --- om at jeg ikke er god nok, til at passe haven. 

Jeg kan godt li' at være derude, sammen med andre, for så kan den anden person føre ordet, hvis nogen henvender sig til mig hen over hækken. 

Men det er en træls situation, at være utryg i sin egen have, og nogle gange også utryg ved bare at have vinduerne åbne, eller for at naboerne kommer og ringer på. 



Det bekymrer mig meget for tiden.