Blade

I forgårs kom en af mine naboer, en "pæn" 86-årig dame, til min dør.



Straks da jeg åbnede, gav hun mig et regulært møgfald, og da bostøtten også var til stede, talte hun til hende, hen over hovedet på mig. 

Bostøtten bad dog damen om ikke at blande hende ind i sagen, jeg kunne godt svare for mig selv!!



Damen var utilfreds, med at nedfaldne blade fra min have, blæste over foran hendes hus.
Det har hun selvfølgelig lov til at være, og jeg forstår da fuldt ud at hun synes det er irriterende. 

Men derfor behøvede hun vel ikke gi' mig den største skideballe, jeg nogensinde har fået i mit liv!!!???



Bladene er jo ikke faldet ned på én dag, så hvorfor kom hun dog ikke noget før?? 
Vel at mærke imens hun stadig blot var sur, og ikke rasende??

Det forstår jeg ikke helt.



Jeg var da også irriteret, over de blade.
Men jeg havde bare overhovedet ikke tænkt på, at blade i min have, kunne genere naboerne. 
Jeg havde ikke tænkt på, at de kunne blæse hen til dem. 



Jeg lovede damen, at bladene ville være væk dagen efter, det vil sige i går.
Jeg lover sjældent nogen noget, men når jeg gør, så holder jeg det.
Jeg fjernede 2½ skraldesæk blade, som nu ligger på afdelingens bunke til grønt affald.



Der vil jo komme lidt hver dag, og nu ved jeg at de skal fjernes efterhånden. Jeg kan jo ikke plukke hele hækken for blade, de må lige ha' lov at falde af selv. 



Nu i morgen, får jeg bostøtte igen. 
Jeg vil be' hende vurdere, sammen med mig, hvilke ting der mere skal gøres udenfor, og i hvilken rækkefølge. Hvis der er noget, vi er i tvivl om, så spørger jeg viceværten. 



Jeg gider nemlig ikke være uvenner med mine naboer!!!
Jeg har intet gjort bevidst for at genere dem, og har ingen planer om det.

Jeg er faktisk også ligeglad med, at jeg fik et møgfald i torsdags. 
Jeg føler på ingen måde trang, til at "give igen."
Jeg vælger at tro, hun havde en dårlig dag.



Men i torsdags var jeg bestemt ikke ligeglad!!!
Jeg var på ingen måde hævngerrig, jeg blev bare totalt rystet ud af fatning.

Man venter jo ikke, at få en spand koldt vand i hovedet, når man åbner sin dør, og i øvrigt tror det er postbudet der ringer på. 



Jeg har aldrig været så chokeret før, som jeg blev af den svada!!!
Og bostøtten sagde hun kunne se på mig, at jeg var angst, efter damen var gået. 

Vi aftalte at gå ned i Kvickly, for vi kunne begge to mærke, at jeg trængte til at komme lidt væk. 
Da vi kom hjem, begyndte jeg at ryste igen. 

Jeg ville ha' været i klub om aftenen, men jeg blev nødt til simpelthen at ta' et par sløvende piller og gå tidligt i seng. 



Jeg faldt heldigvis til ro, ikke mindst takket været min superdejlige kæreste <3 <3 <3 og de søde medlemmer i Facebook-gruppen Piger/Kvinder med autisme. 

Men det var en grim oplevelse, det må jeg sige!!



(Red: Jeg kan ikke linke til gruppen lige nu, det virker ikke, men jeg opdaterer med linket senere)