Mine sims lever stadig...

... selv om det er lang tid siden, jeg har spillet.

Lysten har ikke rigtig været der, men den er heldigvis kommet igen - for The Sims 2 er stadig mit yndlingsspil, og jeg mangler stadig at prøve mange ting i spillet, selv om jeg har spillet siden 2005.

For tiden koncentrerer jeg mig om familien Flyvholm, der består af tre husholdninger.

Dorte og Michael har, efter at have boet i lejlighed i en kort periode, købt det hus tilbage, hvor børnene er vokset op, beliggende i Camillaby.
De arbejder stadigt begge to, selv om de er oppe i årene.

Deres datter, Julia, går på universitetet.
Hun er kæreste med Tim Bobbelstrup, der bor på samme kollegium.
De er snart færdige med studiet, men ved endnu ikke hvad de skal bagefter.

Julias bror, Daniel, bor også i byen, sammen med sin kæreste, Susanna Langerrak.
De har to børn: Kristian og Amalie. Han er snart færdig med gymnasiet, og hun er lige begyndt i skolen.

Dorte og Michael har lige været på ferie i Takemizu.

Feriens primære formål var at slappe af - og det skal jeg love for de gjorde, se bare hvordan de er ude at fiske, iført nattøj!

Det går godt

Jeg er ikke nær så stresset mere.
Det er dejligt!
(-:

Jeg får stadig 30 mg. Ritalin Uno, fast hver morgen, og 20 mg. om eftermiddagen.
Men jeg tager ikke nær så meget ekstra Ritalin, som jeg har gjort her i sommer.

Jeg er blevet meget bedre til at slappe af.
Jeg prøver at koncentrere mig om én ting ad gangen, og det lykkes størstedelen af tiden.
Når jeg mærker de små tegn på stress tager jeg nogle dybe indåndinger og prøver at fokusere på dét jeg laver lige nu. Hvis jeg ikke får det bedre, inden et par minutter, så tager jeg en 10 mg. Ritalin.

Jeg har stor glæde af at bruge afspændings CD'er.
Jeg ligger på gulvet, med en pude, og en stemme guider mig til at tænke på forskellige rare ting, og fokusere på hver enkelt del af kroppen.
Nogle af CD'erne handler om rejser i fantasien, andre handler mere om at spænde og slappe af i kroppen.

Generelt synes jeg, at det går godt med mig!

Jeg overvejer...

... om jeg skal sy mine patchwork sofapuder i hånden, da jeg efterhånden er godt træt af at vente på at komme i gang.

Jeg har nemlig stadig ikke fået repareret symaskinen, og jeg ved ikke om det kan blive lige med det første. Den slags er jo - desværre - ikke gratis.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at det går fremad med broderiet, og med mit strikketøj.
Det er en god trøst.

Fuld koncentration

Jeg er blevet mere og mere glad for at brodere, og det går langsomt fremad med mit korsstings motiv.

Når jeg sidder med mit broderi - hvilket jeg kan gøre i op til en time ad gangen - så lukker jeg verden ude, og tænker bare på at sy.

I dag, hvor jeg sad i 50 minutter, lavede jeg kun to små fejl, som jeg opdagede med det samme, og straks kunne rette. Det synes jeg er mega flot, i betragtning af at jeg normalt har koncentrationsbesvær.

Broderi er en hyggelig hobby. Jeg kan sidde blødt i sofaen, og hvis katten er rimeligt afslappet, kan jeg have hende liggende ved mig. Et glas cola kan man også have indenfor rækkevidde - og så selvfølgelig mobilen, så man ikke skal springe op og sprede alt for alle vinde, såfremt den ringer.

Jeg synes også, hvis jeg må være lidt selvfed, at mit broderi bliver flot.
Man kan ikke - bortset fra på bagsiden af øverste hjørne - se at det er 20 år siden jeg sidst har broderet.
Jeg regner med, at stryge vliseline (eller hvad det hedder) på bagsiden, inden jeg monterer broderiet i en ramme, så risikerer jeg i hvert fald ikke at hæftningerne går op, for det ville da være surt, når man har brugt så lang tid på at lave billedet.

Mit indre æsel

Jeg har desværre taget på.
Hele tre kilo.
:-(

Men heldigvis har jeg en god støttegruppe på Facebook!
Et af medlemmerne fortalte, at hun godt kunne lide æsler, fordi de var så stædige - på den gode måde.
Det kunne vi jo kun give hende ret i, og siden har "kom nu, æsel!" været en opmuntrende bemærkning.

Så, selvfølgelig måtte jeg også se at komme i gang igen, for de tre plus kilo skal absolut ikke blive til flere!
Og indtil videre går det godt, med mad og motion. Måske var det ligefrem godt, at jeg tog lidt på, for det har virkelig givet mig et spark i den rigtige retning!

Så jeg er ved godt mod... to skridt frem og ét tilbage er stadig et skridt fremad.