Noget at tænke på.

Hvad er egentligt mit vigtigste råd, til en mor eller far, når deres teenager-barn får en autisme eller ADHD-diagnose?? 

Jeg har faktisk 2, men efter min mening, kan ingen af dem stå alene.

1) Søg fællesskab med andre forældre, fx. i Landsforeningen Autisme.

2) Find en voksenven, til den unge.



Da jeg var teenager savnede jeg en voksen autist som forbillede.
En som ikke var alt for ældre end mig, og klarede sig godt. 
Ikke en der ville opdrage mig, eller belære mig, men en slags storebror/søster. 




Et af mine største ønsker, er at man kunne oprette en form for organiseret formidling. 
Et sted, hvor de frivillige voksenvenner kunne blive uddannet, til at klare opgaven. 

Allerhelst skulle alle, der stiller diagnoser, kunne udlevere en folder eller et visitkort, med opfordring til at kontakte formidlingen. 

December-hygge-vejr.

Det begyndte at sne i går eftermiddags, og da jeg vågnede, var der et fint lag sne. 

Det knirker så sjovt, når man går. 

:-D

Det er et par uger siden, jeg satte det første julepynt op. 

Men jeg er ikke færdig. 

Bl.a. har jeg ikke fået juletræet sat op endnu.

Det er et kunstigt træ, så det er bare, at tage det frem fra skuret.

Jeg kan bare ikke samle det selv, så jeg må nok vente til tirsdag. 

Det er et OK tidspunkt, at få det frem på. 

Jeg har lovet mig selv, at lave en ny topstjerne, men jeg ved ikke, hvordan den skal se ud.

Jeg tænker, jeg kan finde nogle idéer, på Pinterest?? Der er i hvert fald mange jule-idéer. 

Jeg har købt 3 vinterbilleder, og rammer til. 

Jeg købte også noget tykt, mønstret papir, som jeg kan sætte i rammerne, når jeg trænger til, at se på noget nyt. 

Jeg har flere rammer, som jeg vil pynte, på samme måde.

For her er stadigt "tomt" på væggene, der hvor x-kærestens malerier var. 

Glædelig december 2017!!!

De nisser, de nisser!!

Nu har de pillet ved mit mobil kamera, så jeg er blevet helt spejlvendt!!!

😁😁😁

Ny bostøtte

En ny virksomhedsstruktur på Autisme Center Skive har gjort, at personalet skal arbejde på flere forskellige afdelinger, og på forskellige tidspunkter af døgnet. 

Jeg ved egentligt ikke, hvad det skal gøre godt for. 
Men jeg ved, at det er ikke til gavn, for borgerne.
Og at det er en stor belastning for personalet.
De kan ikke finde ud af, hvor de skal være, på hvilket tidspunkt, hvilket betyder at de somme tider glemmer at komme, eller møder op et forkert sted. 
Samtidigt, er det svært, at få skiftende arbejdstider, til at hænge sammen med familieliv. 

Det betyder, at vi hele tiden skal forholde os til nye personaler. 
Og de skal sætte sig ind i mange flere borgeres individuelle behov og handleplaner. 
Det er kort sagt noget rod.

I de seneste 5 år, eller deromkring, er der kommet en masse ændringer i den struktur, der fungerede upåklageligt indtil da. Og kun meget lidt af det, har været nødvendigt, eller godt for os.

Jeg gider ikke forholde mig til hvordan, hvorfor og hvem, der tager disse tåbelige beslutninger.
Jeg ved bare, at det at der hele tiden er ændringer, føles meget kaotisk.
Der er hele tiden noget nyt, at forholde sig til, og det er autister generelt ret dårlige til!!!

Det jeg egentlig vil sige, er at jeg forstår godt, at min tidligere primære bostøtte har sagt op.
Jeg ville heller ikke finde mig i, at arbejde på de vilkår, hvis jeg var pædagog.
For dem er det heldigvis kun et arbejde, vi andre lever med autisme 24/7/365.

Han er den bedste ven og kontaktperson, jeg nogensinde har haft!!
Og jeg vil ham det bedste, det er desværre bare ikke her i firmaet.

Min nye bostøtte er fin, og vi skal nok få et godt samarbejde.
Men det er selvfølgeligt ikke det samme.

Man må forholde sig, til de ting, politikerne og lederne i socialforvaltningen og autismecentret beslutter. Jeg har desværre ikke evner eller kræfter, til at gå ind i politik. 

En ny hverdag venter, men sikker vil jeg aldrig kunne føle mig mere.
Jeg har oplevet så mange skift og strukturændringer, at jeg bare tager en dag ad gangen.

Jeg har lært, at være taknemmelig for det jeg har i dag, for der er ingen garanti, for at det er der i morgen. 

Tandregulering

Jeg skal have en tandbøjle. 
Den skal skubbe brusken inde i min kæbe på plads. 

Forhåbentlig, kan det gøre, at jeg får mindre ondt i hovedet, på længere sigt.
Men da jeg har haft tandbøjle som teenager, ved jeg, at det kan godt gøre ondt, imens selve forløbet står på. 

Det er jeg indforstået med, for jeg vil hellere have en kraftigere hovedpine, i det års tid, end jeg vil have en moderat hovedpine, i resten af mit liv. 
Men tandlægen kan selvfølgeligt ikke give nogen garantier.

Der går dog et stykke tid, før vi kan starte processen.
Jeg skal først have penge til det.

Vi håber, at jeg kan få et såkaldt "personligt tillæg" fra kommunen, til at dække noget af udgiften.
Ellers må jeg vente, og spare sammen til det.
Heldigvis betaler man for hele forløbet på én gang, så der ikke kan komme ekstraregninger hen ad vejen.  

Jeg glæder mig, til vi kommer videre med det.