Mere Om Mig. (( 1 ))

Jeg har mange forskellige interesser, hvoraf nogle er beskrevet på separate sider. 

De to interesser, der har præget mig mest igennem min opvækst, er spejderlivet og fællesskabet i KFUM og KFUK.





Jeg har været spejder fra 1989 til ca. 2010, og det har betydet rigtig meget for mig. 

Jeg har lært meget om sociale færdigheder, ved at være spejder, for når man er medlem af spejdernes fællesskab forventes der nogle særlige ting af én. 

En spejder skal bl.a. være en god kammerat, og vise hensyn til mennesker, dyr og natur, og en spejder skal være hjælpsom og ærlig, en spejder skal være beredt på nye udfordringer, tage stilling til tro og samfunds-spørgsmål osv. 

Det er gode leveregler for alle mennesker, som man altså forventer at børnene på et forholdsvis tidligt tidspunkt skal forholde sig til. 

Problemet var bare, at da jeg var barn forstod jeg ikke helt meningen med dette regelsæt, da min sans for empati ikke var udviklet alderssvarende, pga Aspergers syndrom. 
Derfor var jeg ikke en særlig god spejder, og jeg måtte ofte skifte spejdertrop. 

Men i dag kan jeg bruge rigtig mange af de ting, jeg har lært, også med hensyn til praktiske ting, og jeg er taknemlig for at jeg fik lov til at være inkluderet i spejdernes fællesskab, på trods af min atypiske adfærd, der på mange måder kunne virke provokerende. 





En anden del af KFUM og KFUK fællesskabet, som jeg deltog aktivt i (i 1996-2000) var en ungdomsklub ved navn Ten sing 7, hvor vi sang, spillede musik, lavede teater mm. 

Her var kristendommens grundprincipper integreret i alle aktiviteter, og jeg var blevet mere moden og kunne bedre forstå, hvad det handlede om. 
Det var således dér min tro fik udtryk og begyndte at forme sig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar