tirsdag den 27. september 2011

Mine sims lever stadig...

... selv om det er lang tid siden, jeg har spillet.

Lysten har ikke rigtig været der, men den er heldigvis kommet igen - for The Sims 2 er stadig mit yndlingsspil, og jeg mangler stadig at prøve mange ting i spillet, selv om jeg har spillet siden 2005.

For tiden koncentrerer jeg mig om familien Flyvholm, der består af tre husholdninger.

Dorte og Michael har, efter at have boet i lejlighed i en kort periode, købt det hus tilbage, hvor børnene er vokset op, beliggende i Camillaby.
De arbejder stadigt begge to, selv om de er oppe i årene.

Deres datter, Julia, går på universitetet.
Hun er kæreste med Tim Bobbelstrup, der bor på samme kollegium.
De er snart færdige med studiet, men ved endnu ikke hvad de skal bagefter.

Julias bror, Daniel, bor også i byen, sammen med sin kæreste, Susanna Langerrak.
De har to børn: Kristian og Amalie. Han er snart færdig med gymnasiet, og hun er lige begyndt i skolen.



Dorte og Michael har lige været på ferie i Takemizu.

Feriens primære formål var at slappe af - og det skal jeg love for de gjorde, se bare hvordan de er ude at fiske, iført nattøj!

mandag den 26. september 2011

Det går godt

Jeg er ikke nær så stresset mere.
Det er dejligt!
(-:

Jeg får stadig 30 mg. Ritalin Uno, fast hver morgen, og 20 mg. om eftermiddagen.
Men jeg tager ikke nær så meget ekstra Ritalin, som jeg har gjort her i sommer.

Jeg er blevet meget bedre til at slappe af.
Jeg prøver at koncentrere mig om én ting ad gangen, og det lykkes størstedelen af tiden.
Når jeg mærker de små tegn på stress tager jeg nogle dybe indåndinger og prøver at fokusere på dét jeg laver lige nu. Hvis jeg ikke får det bedre, inden et par minutter, så tager jeg en 10 mg. Ritalin.

Jeg har stor glæde af at bruge afspændings CD'er.
Jeg ligger på gulvet, med en pude, og en stemme guider mig til at tænke på forskellige rare ting, og fokusere på hver enkelt del af kroppen.
Nogle af CD'erne handler om rejser i fantasien, andre handler mere om at spænde og slappe af i kroppen.

Generelt synes jeg, at det går godt med mig!

Jeg overvejer...

... om jeg skal sy mine patchwork sofapuder i hånden, da jeg efterhånden er godt træt af at vente på at komme i gang.

Jeg har nemlig stadig ikke fået repareret symaskinen, og jeg ved ikke om det kan blive lige med det første. Den slags er jo - desværre - ikke gratis.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at det går fremad med broderiet, og med mit strikketøj.
Det er en god trøst.

søndag den 25. september 2011

Fuld koncentration


Jeg er blevet mere og mere glad for at brodere, og det går langsomt fremad med mit korsstings motiv.

Når jeg sidder med mit broderi - hvilket jeg kan gøre i op til en time ad gangen - så lukker jeg verden ude, og tænker bare på at sy.

I dag, hvor jeg sad i 50 minutter, lavede jeg kun to små fejl, som jeg opdagede med det samme, og straks kunne rette. Det synes jeg er mega flot, i betragtning af at jeg normalt har koncentrationsbesvær.

Broderi er en hyggelig hobby. Jeg kan sidde blødt i sofaen, og hvis katten er rimeligt afslappet, kan jeg have hende liggende ved mig. Et glas cola kan man også have indenfor rækkevidde - og så selvfølgelig mobilen, så man ikke skal springe op og sprede alt for alle vinde, såfremt den ringer.

Jeg synes også, hvis jeg må være lidt selvfed, at mit broderi bliver flot.
Man kan ikke - bortset fra på bagsiden af øverste hjørne - se at det er 20 år siden jeg sidst har broderet.
Jeg regner med, at stryge vliseline (eller hvad det hedder) på bagsiden, inden jeg monterer broderiet i en ramme, så risikerer jeg i hvert fald ikke at hæftningerne går op, for det ville da være surt, når man har brugt så lang tid på at lave billedet.

fredag den 23. september 2011

Mit indre æsel

Jeg har desværre taget på.
Hele tre kilo.
:-(

Men heldigvis har jeg en god støttegruppe på Facebook!
Et af medlemmerne fortalte, at hun godt kunne lide æsler, fordi de var så stædige - på den gode måde.
Det kunne vi jo kun give hende ret i, og siden har "kom nu, æsel!" været en opmuntrende bemærkning.

Så, selvfølgelig måtte jeg også se at komme i gang igen, for de tre plus kilo skal absolut ikke blive til flere!
Og indtil videre går det godt, med mad og motion. Måske var det ligefrem godt, at jeg tog lidt på, for det har virkelig givet mig et spark i den rigtige retning!

Så jeg er ved godt mod... to skridt frem og ét tilbage er stadig et skridt fremad.

søndag den 11. september 2011

Godt nok er jeg stor...

... men der må have været gået ét eller andet galt på tøjfabrikken!

Bukserne skulle efter sigende være min sædvanlige størrelse.

Men enten har de sat et forkert mærke i, eller også regner de måske med at bukserne kryber virkelig meget... de går helt op til mine armhuler!


torsdag den 8. september 2011

En dejlig dag

Til trods for influenzaen, og især det kedelige faktum at jeg ikke kunne komme til fysioterapi, så har det været en dejlig dag i dag.

For egentlig er influenza en rar sygdom, synes jeg.

Det lyder måske mærkeligt, men når jeg er fysisk syg, så flygter nissen på skulderen, af frygt for at blive smittet.
Det er pludselig helt OK at slappe af og bare hygge sig igennem dagen. For nissen er væk, så han kan ikke protestere. Ja, man er ligefrem tvunget til at være god imod sig selv - og det er andre som regel også, når man er syg.

Fysisk sygdom giver mig en pause fra de negative tanker, fordi kroppen er i fokus.
Det er næsten som at være på en slags ferie.

Gå væk, dumme influenza

Øv, jeg er blevet syg
:-(

Derfor kunne jeg ikke komme til massage i dag.
Jeg ville ellers så gerne, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Så er jeg i gang...

... med at brodere korssting.


Ja, man kan jo ikke ligefrem sige, at jeg er kommet langt.
Men jeg skal lige have teknikken ind i fingrene igen.

Emnet er et lille billede med gulerødder, og der er to andre små billeder i pakken.
Jeg forestiller mig, at mor ville blive glad for at få dem - måske op til sommerhuset.

Jeg har ikke strikket i den sidste uges tid, fordi jeg har et sår på min højre tommelfinger, som jeg ikke lige synes jeg vil irritere med uldgarnet. Men jeg er snart færdig med mors hjemmesko, og har lovet min tidligere klassekammerat en strikket gave til hendes baby tvillinger.

Håndarbejde er en dejlig hobby!
:-D

tirsdag den 6. september 2011

Hip hurra...

... det' min fødselsdag
:-D

I dag bliver jeg 29 år.

Tænk, at jeg har været så lille engang...

mandag den 5. september 2011

Meget bedre humør i dag

Jeg havde ikke rigtig lyst til at tage af sted i dagtilbud i dag, for jeg var stadig forvirret over det, der skete i onsdags. Men min kontaktperson og jeg fik en god snak om det - og nu har jeg det meget bedre.
:-D

Vi blev enige om, at i stedet for motion sammen med de andre, så tager jeg frem over selv ned til fysioterapien for at træne, onsdag formiddag. Der er mere ro, og jeg kan træne de øvelser, der passer mig bedst. Og idet den personale, der kommer ned til mig om morgenen, kan sende mig af sted, så er vi sikker på jeg kommer til træning.

I det hele taget har det været en god formiddag, her på Idavang, og jeg har valgt at blive og spise frokost med - inden jeg tager hjem.

fredag den 2. september 2011

Demokratiske muligheder

Mange politiske emner er direkte relevante for personer med udviklingshæmning, autisme og andre handicap - først og fremmest selvfølgelig, om de kan få den hjælp fra det offentlige, som de har brug for.

Men det er sjældent deres pårørende og personale diskuterer den slags ting med dem - og de udviklingshæmmedes valgkort smides ofte i skraldespanden, fordi man antager at de ikke kan forstå hvad en stemme betyder.

Der er virkelig mange lettere udviklingshæmmede, autister mm. som har svært ved at finde en voksen identitet. Det er, som jeg ser det, primært fordi omgivelserne ikke erkender dem, som værende voksne mennesker, med ret til selv at have indflydelse på deres eget liv - både i almindelige hverdags situationer, men også i forhold til, når der udskrives valg.

Men de har jo (med mindre de er umyndiggjort) ret til at stemme.

Så, hvorfor holder man ikke valgmøder for dem, så de kan møde politikerne og tale med dem på "deres eget sprog" så det hele bliver lidt mere jordnært og forståeligt?

Man skal selvfølgelig passe meget på, for det er let at manipulere med en udviklingshæmmet.
Politikerne skal vide, at de ikke må give konkrete løfter til den enkelte, men at de kommer for at lytte til de borgere, der ikke selv evner at tage kontakten til dem. 

I mine øjne skylder samfundet de uviklingshæmmede undervisning, så de får en forståelse af deres demokratiske muligheder. Det giver man jo også "almindelige" unge igennem samfundsfag på uddannelserne.

Vi ville jo heller ikke undlade at undertekste og tegnsprogstolke, i den tro, at døve ikke var interesseret i politik...

Glem ikke, at ifølge FN's handicap konvention er der et generelt forbud imod enhver form for diskrimination af mennesker med funktionsnedsættelser uanset af hvilken grund og i hvilken sammenhæng!

Han er for sej!

Jeg underviser jo en autistisk fyr, i læsning, hver fredag.

Vi sad og så i avisen, hvor valget selvfølgelig var omtalt.

Han fortalte, at han ville stemme på en bestemt kandidat, og jeg sagde at han skulle huske at bede om hjælp til at sætte krydset, det rigtige sted. Det ville jo være surt at opdage bagefter, hvis han havde stemt på en forkert.

Vi var enige om, at det ville være lettere med billeder på stemmesedlerne - og straks spurgte min elev: "Kan vi ikke sige det til dem, inde i Folketinget?"
- Jo da, her var jo en oplagt mulighed for at skrive til en politiker med et relevant ønske = et konkret mål for en skriveøvelse.

Han fik udtrykt sit personlige ønske, men handlede ikke kun på dét.
Han evnede også at se at hvis man gjorde tingene lettere at forstå, så ville flere handicappede kunne stemme - og at det var vigtigt at man også hørte deres meninger.

Det er ret flot, at han har så stor indsigt - for det er som regel meget svært, eller umuligt, for en autist, at sætte sig ind i, hvad demokrati er og hvordan man tager del i det - og ikke mindst at forstå andre menneskers behov og ønsker.

Jeg synes det er så sejt, at han sendte den mail!
:-D

Næste fredag tror jeg vi skal se på nyhedstjenesten DR Ligetil - et nyhedssite, som DR har lavet til læsesvage.

Musikvideo


Et par af mine venner fra Idavang har indspillet en musikvideo:

Mit livs banegård

Jeg synes det er en god sang, men døm selv.
;-)

torsdag den 1. september 2011

Jeg forstår ikke verden...

... og verden forstår ikke mig.
;-(


Min bostøtte har lige besluttet, at jeg ikke har brug for at tale med min psykolog!?

Alt er kaos i mit hoved, men det er hun åbenbart ligeglad med.

Jeg er i chok.

Jeg er skuffet


Jeg synes personalet er meget lidt forstående for tiden.
:-(

Jeg var til gymnastik i går, og det gik ad XXXXXXX til.

En af de andre brugere er hyperaktiv og støjende, og personalet kan/vil ikke disciplinere ham.

Derfor får han held med at gejle alle de andre gymnastik deltagere op, så der bliver et sandt kaos af folk der spjætter rundt og larmer værre end en hønsegård ved fodringstid.
Og personalet går med på det, i stedet for at forlange ro og disciplin.

Èn ting er at der er uro i salen. Det er et psykisk problem. Men hvad værre er, at selv om jeg står lige ved siden ad instruktøren, så kan jeg ikke høre hvad han siger.

Efter max. ti minutter brød jeg sammen.
Jeg var bare så skuffet, over at gymnastik timerne er blevet sådan.

Jeg kommer jo, fordi jeg virkelig gerne vil træne. Men så bliver det hele bare ødelagt af en overgearet fyr og af personalets manglende evne/vilje til at gennemføre undervisningen uden forstyrrende elementer.

Det fortæller jeg så, til tre personaler i går og én i dag.
Men jeg får ikke andet end en spand lort i hovedet!
Hvis ikke jeg kan acceptere, den måde, undervisningen foregår på, så kan jeg ikke gå til gymnastik!?
:-S

Det er længe siden, at jeg har været så ked af det!
For som sagt vil jeg virkelig gerne gymnastikken, imens ham den overgearede fyr kun kommer for at lave ballade.

Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor jeg bliver straffet, for det giver ingen mening i mit hoved.

Jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan, for at være sød og venlig overfor andre, og jeg deltager engageret i undervisningen.
Men hvad er det værd, når ingen værdsætter det, men i stedet udråber den mest hensynsløse til helt???