Mit handicap (1)


Jeg er psykisk handicappet, idet jeg har to diagnoser, der hedder Aspergers syndrom og ADHD.




Det betyder at jeg har en såkaldt "ujævn udviklingsprofil" hvor jeg på nogle måder virker alderssvarende, og på andre områder ikke besidder de evner og færdigheder, som man kan forvente af en person på 34 år.









Når man ser barndomsbilleder af mig, kan man vist mere end ane mit handicap.
Men møblerne var nu heller ikke for kønne dengang.
;-)))









Aspergers syndrom (også kaldet højtfungerende autisme) og ADHD minder meget om hinanden, og jeg har altså begge handicap på én gang.

Det er meget svært for mig at definere, hvilke af mine symptomer, der "hører til" hvilken diagnose. For mig er det en helhed, en del af min personlighed, og det er umuligt at skille ad.







Jeg har aspien's sans for systematik...
... og ADHD'erens sans for at rode!!
;-))







Vi kalder det, at jeg er "udviklingsforsinket."

På nogle områder, udvikler jeg mig langsomt, og kommer nok aldrig så langt, som mennesker uden handicap.

Det er især indenfor området sociale færdigheder og empati. Jeg er usikker i sociale sammenhænge, og har svært ved at forstå andres hensigter, og tilpasse min adfærd efter det. 

Jeg kan også have meget svært ved at definere, hvilket humør jeg selv er i, og hvad det kan føre til. Men jeg øver mig meget i det.





Jeg har svært ved at koncentrere mig, og mine tanker er ofte et helt andet sted, end ved den aktivitet, jeg er i gang med.

Når jeg f.eks. rydder op farer jeg rundt og lægger ting på plads, så ser jeg en ny ting og styrter hen i den anden ende af lejligheden og lægger den på plads, på vejen får jeg lige tre andre ideer... og resultatet er, at der ofte er mere rodet en time efter jeg gik i gang med at rydde op, end der var før.





Jeg har tit tusind tanker i hovedet på én gang, og det bliver nemt så meget for mig, at jeg bare må tage en pille, sidde helt stille og vente på det går over.





Jeg arbejder meget med min korttidshukommelse, koncentration og udholdenhedsevne, og det går meget bedre med det.

Men jeg kan ikke undvære min medicin. 
Jeg får bl.a. Ritalin.




Min impulsivitet medfører også, at jeg ikke selv kan administrere min økonomi.
Hvis jeg fik hele min månedlige pension på én gang, så ville pengene hurtigt være væk.
Derfor har jeg selv valgt, at min bostøtte skal hjælpe mig med det.

Det er fordi jeg bliver fristet til at bestille pizza og andre usunde ting, hvis jeg har kontanter liggende, og det vil jeg gerne undgå, da jeg gerne vil tabe mig.





Mit humør svinger meget, og det medfører at det er ret umuligt for mig, at planlægge frem i tiden.
Det er forskelligt fra dag til dag, hvor meget psykisk og fysisk overskud, jeg har - og derfor svinger mit aktivitetsniveau også.

Nogle dage er jeg bare i øv-humør, og så er det bedst, at jeg bliver hjemme og slapper af.
Men som regel er jeg glad og oplagt til sjov og ballade.