Jeg er stadig skuffet over at jeg ikke formår at bruge bloggen, sådan som jeg ønsker mig. Men, som nævnt tidligere, ser jeg det som et udtryk for, at mit fokus har været udadvendt. 💭
Men, det er tid til en update!! 💻
Det går generelt rigtig godt for mig. 😃
Jeg er trappet helt ud af et af de præparater jeg har fået, nemlig Invega. Jeg gik fra 6 til 3 til 0, uden nogen form for problemer. Så det er et overstået kapitel. 👍
Det andet præparat vi har ændret på, er Cymbalta. Der er jeg gået fra 120 til 90 til 60 mg. Det er ikke mere end en uges tid siden seneste justering, så det er for tidligt at vurdere. Men på 90 mg havde jeg det i hvert fald godt. Jeg valgte at være på den dosis i 8 uger, for jeg følte ikke jeg var helt sikker, efter de første 4 uger.
Indtil videre går det godt på 60 mg. 😊
Når lægen og jeg har talt sammen (videokonsltation om 3 uger) vil hun gerne have, at vi venter ca et år, med at justere mere. 📅
Jeg synes at det er lang tid, at vente. 🙁
Men jeg forstår hende godt. Det er godt at se, hvordan medicin ændringerne påvirker mig, på lidt længere sigt. 👀
Vil jeg fx blive mere udfordret af ændringer i hverdagen, som følge af årets gang?? Årstider og begivenheder kan påvirke mig på en ny måde, fordi jeg er vant til at have en vis medicindosis, i blodet, og dertil kommer alle de ting, man oplever i privatlivet. Det er naturligt at humøret skifter, men vil det blive for svært for mig?? Det kan man ikke vide, allerede. Så det giver god mening at se tiden an. 👓
Indtil videre er 2022 gået godt for mig. 😊
Dog har jeg været meget træt, men det er vist bare, fordi jeg har givet mig selv for meget lov, til at slappe af. Så er det svært, at komme igang igen.
Men jeg er villig til at gøre en indsats!! 🏭
Vi har erfaret, at det er tanken om at skulle gå, hen på arbejdet, har været svær for mig. Lysten til at møde op, og være aktiv derhenne, har ikke været påvirket. Jeg har "bare" ikke overskud til at gå afsted, selvom jeg møder senere end de andre. 💭
Her i marts har vi derfor testet den "metode" hvor morgenstøtten bliver indtil vi kan gå hen til bussen sammen. Bostøtten har som regel mulighed, for at være her til kl. 10.00.
Bussen kører kl. 10.18. Men for mig er det underordnet, hvor længe jeg skal vente alene ~ bare det foregår ved stoppestedet, og ikke hjemme i sofaen. 🚌
Der er et skur, med en bænk. Havde der ikke været noget af sidde på, havde jeg nok købt en rygsæk, der kan foldes ud til en taburet. Dem man ofte benytter på fisketure. 🐟
Der er det ene minus, at jeg ikke får motion, men det må vi kompensere for.
Det kunne fx være, at jeg kunne gå nogle ture i arbejdstiden, eller med bostøtten, om eftermiddagen. Det har vi tid til, fordi vi kan bytte om på opgaverne. Der er blevet tid om morgenen, til at lave husarbejde, såsom at støvsuge eller rydde op.
Jeg er ikke lige morgenfrisk hver dag, men det føles meget mere overskueligt, at lave praktiske ting, end at skulle ud at gå.
Det er ligesom en nemmere overgang, mellem fritid og arbejde, end en gåtur, der er fuld af indtryk, og hvor jeg er nervøs for, om jeg er for træt, til at orientere mig i trafikken.
Nogle mennesker slapper af, når de går. Men mine sanser er konstant på overarbejde, og så er gåturen ikke spor rar. Jeg er stresset, når jeg når frem. Jeg er endda streset, før jeg går, fordi jeg ved at turen bliver en stor udfordring. 😥
Jeg synes jeg er kommet OK fra start, med den nye morgenrutine. Men mit fremmøde er stadig ikke godt nok. Jeg vil meget gerne kunne klare at komme afsted, 4 dage om ugen. Dér er jeg ikke endnu.
Men jeg tror på det!! 🍀
