Mit strukturskema

Mit vigtigste hjælpemiddel, er strukturskemaet. 
Det er en visuel guide, over ugens forløb.

Jeg beskriver det nedenfor, men først fortæller jeg, hvorfor jeg har et skema. 


Det er vigtigt for mig, at ugens forløb, er planlagt ud fra en fast skabelon, således at der er en god balance mellem arbejde, pligter og fritid. 
Jeg har brug for at vide, hvad jeg skal, og hvornår. Ellers bliver jeg alt for forvirret. 
Det er et fællestræk, for rigtig mange autister. 


Nogle tror, at jeg er stædig, fordi jeg insisterer på at vaske tøj, om tirsdagen og torsdagen, hvis der er vasketøj i kurven. De tror at jeg vil gøre det, fordi det netop er tirsdag og torsdag, og at det er en form for tvangstanke, at jeg tror jeg kun "må" eller "kan" vaske tøj, tirsdag og torsdag.
Men det er slet ikke derfor. 

Jeg kan ikke kan skabe overblik, og forudse hvad der bliver behov for senere. 
Jeg ved godt, at jeg skal bruge rent tøj, når der ikke er mere tøj i skabet --- og jeg kan godt regne ud, at så skal jeg vaske senest to dage før, fordi jeg ikke har en tørretumbler, så tøjet skal nå at blive tørt. Men jeg kan ikke omsætte det til handling, og derfor er der sat faste tidspunkter for tøjvask og ophængning på tøjstativet, hver uge. 
Når det er sat på skemaet, glemmer jeg ikke, at vasketøjet skal hænges op, onsdag og fredag morgen. 

En anden vigtig grund, til at ugens forløb er planlagt, er at jeg får hjælp herhjemme, af 3 forskellige personer, i løbet af en ganske almindelig uge. Så vi har lavet planen, ud fra at så er det den samme person, der hjælper mig med de samme ting. De er jo hver især gode til noget forskelligt. 


Selvfølgelig opstår der hele tiden nye behov, som gør, at vi må afvige fra det planlagte. Men når vi følger skemaet, så godt vi kan, oplader jeg mentale kræfter, som jeg kan bruge i uforudsete situationer. 

Eksempelvis har min nabo sagt til bostøtten, at der er noget ukrudt der er ved at vokse ind i hans have. Det vil jeg gerne tage mig af, så hurtigt som muligt. Jeg har nemlig ikke lyst, til at vente til i næste uge, fordi han er en ret utålmodig type, der godt kan blive sur. Jeg vil selvfølgelig gerne være på god fod med ham, selvom jeg ikke er interesseret i et nærmere bekendtskab. Så må vi gøre det, i morgen tidlig, i stedet for det vi ellers skulle.


Når jeg er sammen med min kæreste i weekenden, besøger nogen eller er på ferie, har jeg ikke et fast skema. Hvis vi skal noget bestemt, laver vi en plan sammen, som vi skriver ned, og måske sætter vi en alarm på vores telefoner, hvis vi skal huske noget. 
(Morsomme hoveder kan godt finde på, at spørge, om vores sex også er skemalagt!! Svaret er nej!!!) 😂


Selve udformningen af skemaet.

Jeg har valgt laminerede A4-ark, med piktogrammer på. 1 ark til hver dag. 
Her er side 1:  




Man kan også bruge forskellige apps, eller kalendere på sin mobil, men jeg kan godt lide denne "gammeldags" metode. Efterhånden som jeg har lavet de forskellige ting, krydser jeg dem over med en whiteboard-tus. Jeg kan også lave rettelser, med tussen. Der er plads, til at skrive et par ekstra ting på. Hvis der er meget der skal rettes, eller dagens forløb skal ændres helt, skriver jeg tingene ned på et nyt stykke papir, og sætter krydser efterhånden.
Når dagen er slut, tørrer jeg arket over med en spritserviet, og så er det klar, til ugen efter. 


Jeg har også arkene som PDF-filer, som jeg kan tilgå fra hvilken som helst PC, tablet eller mobiltelefon. Det er smart, hvis jeg henne på arbejdet, lige vil tjekke hvad jeg skal efter arbejdstid. Og når jeg har både fysiske ark, og PDF'er, så bliver begge ting næppe væk, på samme tidspunkt. 


Jeg har valgt, at det skal være med piktogrammer, frem for ren tekst, selvom jeg sagtens kan læse. 
Så er de lettere at finde, fordi ting som indkøbssedler, ønskesedler, breve og alt muligt andet papir, ikke har piktogrammer på. 
Det er også lettere for mig, at forstå piktogrammer, når jeg er meget træt, fx om morgenen. 


Jeg laver selv skemaerne, i PC-programmet Picto-Selector. (Efter jeg har talt med min primære bostøtte, om hvilke ting, jeg sådan overordnet skal i fremtiden.) Jeg bestemmer selv, hvor mange detaljer, jeg vil have på. For de fleste mennesker er det fx en selvfølge, at man tager nattøj på, inden sengetid. Men jeg glemmer, at jeg ikke skal sove i mit dagtøj, så jeg har både et piktogram for "nattøj på" og et for "godnat."





Picto-Selector er udviklet i Holland, tror jeg, men det er oversat til dansk.
Programmet er gratis at bruge (i modsætning til fx Board-Maker, der kan præcis det samme, nogle af billederne er endda identiske) men udvikleren opfordrer til, at man donerer et beløb til projektet. Det er dog helt frivilligt. Hvis man har spørgsmål, kan man skrive til dem på engelsk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar