onsdag den 30. november 2016

Tysk

Jeg får ikke penge, for at reklamere, men jeg er nødt til at dele min begejstring med jer!!!




Jeg er begyndt at genopfriske, og lære mere tysk, ved hjælp af en app, der hedder Mondly.

Og det er smaddersjovt!!!







Ja, vel at mærke, hvis man kan li' sprog, ligesom mig.
;-)

CT-scanning

Det gik fint, til scanning i mandags. 

Min kæbe skulle CT-scannes, fordi min alm læge tror, at jeg har en øre-spytsten. 



Jeg var ret nervøs, fordi jeg havde læst på nettet, at man skulle kunne trække vejret i en helt bestemt rytme. 

Det var jeg bange for, at jeg ikke kunne finde ud af. 



Det viste sig, at det stillede radiografen (tror jeg han var) ingen krav om.
Det var åbenbart ikke relevant.

Jeg skulle "bare" kunne holde min kæbe først helt lukket, og dernæst helt åben. 



Det var ikke vildt ubehageligt, at blive scannet. 

Men jeg det var ikke særligt rart. 

Jeg klarede det dog, uden problemer, og det varede heldigvis ikke ret lang tid. 



Det var mest fordi der lugtede forfærdeligt meget af klor, inde i scanneren. 

Men det er selvfølgelig, fordi de er nødt til at rengøre den --- især nu hvor mange mennesker er snottede. 
Og det er jo et hult rum, så lugten kan ikke komme væk. 



Nu glæder jeg mig, til at få at vide, hvad scanningen viste, så vi kan finde årsagen til min hovedpine, og bekæmpe den!!

Forberedelser til statusmøde

Jeg ved ikke, hvordan det foregår for andre, men vi plejer at holde et statusmøde, ca en gang om året.



Det er et møde, med min sagsbehandler og mine primære støttepersoner, hvor vi snakker om hvordan det går med mig, og om den hjælp jeg får fra Idavang (Autisme Center Skive).



Sagsbehandleren vil selvfølgelig gerne vide, om jeg stadig har gavn af støtten, og om mine behov har forandret sig i løbet af året.
For hvis tilbuddet ikke passer til mig længere, skal det naturligvis ikke fortsætte.



I mit sind, er der dog ingen tvivl, om at den hjælp jeg får, er den helt 100% rigtige. 
Og jeg ved, at det synes mine kontaktpersoner også.



Alle mennesker udvikler sig, og det gør jeg også. 
Men min samlede situation forandrer sig ikke, på bare ét år. 

Min autisme og ADHD forsvinder aldrig, og det er vores forventning, at mit støttebehov er livslangt. 



Men der er sket små fremskridt i 2016, og små sejre er altid værd at fejre.

Jeg er begyndt at få mere psykisk ro indeni, --- især fordi jeg øver mig på, at sætte mit ambitionsniveau ned. 



Det har hjulpet meget, at vi har helt klare aftaler, omkring 1-2 små opgaver pr dag, som jeg skal fokusere på. 
I dag skal jeg fokusere på, at sortere vasketøj og vaske op. 
2 små opgaver, som tager omkring 20 minutter i alt. 



Jeg har vist skrevet det før, men her får I det (igen):

Tit har jeg følt, at jeg skulle mestre alting. 
Det føltes, som at skulle male hele verden, med en lillebitte pensel. 

Når jeg lader støttepersonerne hjælpe mig, med at fokusere på nogle få opgaver/områder som jeg skal udvikle mig indenfor, er det som at få et lærred at koncentrere sig om at male på.



Inden mødet laver mine støttepersoner en rapport, som beskriver hvad vi har arbejdet med i det forløbne år, og hvad vi vil arbejde med i det kommende år. 



Jeg plejer altid, at være meget nervøs, op til statusmøderne.
Men det er jeg ikke i år, i hvert fald ikke endnu.

Mødet er dog først d 21/12.



For i år, kan jeg virkeligt mærke, at det mine støttepersoner og jeg gør, er det helt rigtige. 

Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig. 
Skridtene er små, men de går i den helt rigtige retning. 



Selv den længste rejse, starter med et enkelt skridt. 



torsdag den 24. november 2016

Selvstændige opgaver

Min primære bostøtte og jeg, har haft en snak om, at jeg har svært ved at vurdere, hvad der er realistisk at jeg selv kan gøre hver dag.
🤔

Somme tider kan jeg klare en hel masse, men andre dage kan jeg ikke overkomme så meget.
Det svinger meget. 😕

Nu har vi aftalt at jeg skal vælge 1 opgave hver dag, ud fra dagsformen.
Der er pt ca 10 opgaver at vælge imellem, men der vil efterhånden kommer flere.
🗳

Vi begyndte i mandags.
Der valgte jeg selv at gøre rent på badeværelset. 💪

Tirsdag var vi nødt til at springe over.
Jeg sov meget dårligt natten til tirsdag, så der måtte jeg ind og hvile mig, i stedet for.

I går støvsugede jeg i køkkenet og stuen, og vi har allerede valgt at jeg skal støvsuge i værelserne i morgen.
💪

I dag skal jeg sortere vasketøj.
👕

I dag har jeg også lært, selv at bestille en teletaxa, til i aften.
Det kan man gøre til samme pris som en busbillet, da der ikke kører bybusser om aftenen mere, her i Skive.
🚕

På den måde kan jeg blive kørt hjem fra klub.
Når jeg skal derhen, kører der en bus.

Nu må jeg hellere se at komme i omdrejninger, så jeg kan være klar til klubben.

Jeg skal også i bad.

***

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig, at gå i bad.
🤔

Men jeg tror, det er noget jeg bilder mig ind.
At jeg på en eller anden måde har "bestemt" at bad er svært, og så har den tanke bare siddet fast og forstærket sig selv.

For det er jo egentligt ret simpelt, at ta' et brusebad.
Og jeg er jo glad for at bade, når jeg først har fået tøjet af og er i gang.
🛁

Jeg har været irriteret, over at mit hår skulle ha' et almindeligt håndklæde om sig, når det skulle tørre.
Det var faktisk det mest trælse, ved at skulle i bad.

Men det er slut nu!!
Jeg har købt en slags huer, af microfiber-stof, som man bruger i stedet for et håndklæde.
De er meget rarere at have på.

Så nu har jeg ingen "undskyldning" for hvorfor det skulle være træls eller svært at ta' bad.
Jeg har besluttet, at nu vil jeg ikke tænke mere på, at det er svært, for det er det jo ikke!!!
💡

Men det jeg er mest glad for i dag, er at jeg selv har ordnet det med teletaxaen.
😊

Jeg glæder mig til at komme i klub.
🐒

lørdag den 12. november 2016

Blade

I forgårs kom en af mine naboer, en "pæn" 86-årig dame, til min dør.



Straks da jeg åbnede, gav hun mig et regulært møgfald, og da bostøtten også var til stede, talte hun til hende, hen over hovedet på mig. 

Bostøtten bad dog damen om ikke at blande hende ind i sagen, jeg kunne godt svare for mig selv!!



Damen var utilfreds, med at nedfaldne blade fra min have, blæste over foran hendes hus.
Det har hun selvfølgelig lov til at være, og jeg forstår da fuldt ud at hun synes det er irriterende. 

Men derfor behøvede hun vel ikke gi' mig den største skideballe, jeg nogensinde har fået i mit liv!!!???



Bladene er jo ikke faldet ned på én dag, så hvorfor kom hun dog ikke noget før?? 
Vel at mærke imens hun stadig blot var sur, og ikke rasende??

Det forstår jeg ikke helt.



Jeg var da også irriteret, over de blade.
Men jeg havde bare overhovedet ikke tænkt på, at blade i min have, kunne genere naboerne. 
Jeg havde ikke tænkt på, at de kunne blæse hen til dem. 



Jeg lovede damen, at bladene ville være væk dagen efter, det vil sige i går.
Jeg lover sjældent nogen noget, men når jeg gør, så holder jeg det.
Jeg fjernede 2½ skraldesæk blade, som nu ligger på afdelingens bunke til grønt affald.



Der vil jo komme lidt hver dag, og nu ved jeg at de skal fjernes efterhånden. Jeg kan jo ikke plukke hele hækken for blade, de må lige ha' lov at falde af selv. 



Nu i morgen, får jeg bostøtte igen. 
Jeg vil be' hende vurdere, sammen med mig, hvilke ting der mere skal gøres udenfor, og i hvilken rækkefølge. Hvis der er noget, vi er i tvivl om, så spørger jeg viceværten. 



Jeg gider nemlig ikke være uvenner med mine naboer!!!
Jeg har intet gjort bevidst for at genere dem, og har ingen planer om det.

Jeg er faktisk også ligeglad med, at jeg fik et møgfald i torsdags. 
Jeg føler på ingen måde trang, til at "give igen."
Jeg vælger at tro, hun havde en dårlig dag.



Men i torsdags var jeg bestemt ikke ligeglad!!!
Jeg var på ingen måde hævngerrig, jeg blev bare totalt rystet ud af fatning.

Man venter jo ikke, at få en spand koldt vand i hovedet, når man åbner sin dør, og i øvrigt tror det er postbudet der ringer på. 



Jeg har aldrig været så chokeret før, som jeg blev af den svada!!!
Og bostøtten sagde hun kunne se på mig, at jeg var angst, efter damen var gået. 

Vi aftalte at gå ned i Kvickly, for vi kunne begge to mærke, at jeg trængte til at komme lidt væk. 
Da vi kom hjem, begyndte jeg at ryste igen. 

Jeg ville ha' været i klub om aftenen, men jeg blev nødt til simpelthen at ta' et par sløvende piller og gå tidligt i seng. 



Jeg faldt heldigvis til ro, ikke mindst takket været min superdejlige kæreste <3 <3 <3 og de søde medlemmer i Facebook-gruppen Piger/Kvinder med autisme. 

Men det var en grim oplevelse, det må jeg sige!!



(Red: Jeg kan ikke linke til gruppen lige nu, det virker ikke, men jeg opdaterer med linket senere)