onsdag den 13. september 2017

Regnvejr

Apropos mit forrige indlæg, så har jeg købt et regnslag, nu hvor jeg skal til at gå og cykle mere.


Jeg kan ikke lide regntøj, der sidder tæt til kroppen, især ikke fordi det er svært at finde i min størrelse.

Derfor er jeg superglad, for min nye Asivik Trekking Poncho.

Det er et regnslag, som man også kan bruge som et lille telt, idet det kan åbnes hele vejen rundt, og har ringe hvor man kan sætte pløkker eller snore i. 
Mange kender typen fra militæret.

Jeg havde et som spejder, men dengang var de lavet af en form for voksdug. 
De var tunge som et ondt år, og lugtede af sure gummistøvler.

Det nye er tyndt, men det ser stærkt ud, og det lugter ikke.
Jeg er spændt på, hvordan det er at cykle med. 

Jeg har købt regnslaget i Spejder Sport.


Så ta'r vi cyklerne frem...

... er der vist en gammel sang, der hedder.



Der er kommet en ny regel, om at bostøtten ikke må køre os i bil mere. 

Det er --- selvfølgelig --- p.g.a. besparelser.
 Det er dyrere for kommunen, end hvis vi bruger Teletaxa, Flextur og andre løsninger, med offentlig trafik.

Problemet er bare, at det ikke handler om at komme fra A til B. 
De fleste af os, kan godt ta' en bus, og bostøtten kan hjælpe med at bestille Teletaxa, Flextur og lignende. 

Det handler derimod om at kunne følges med sin bostøtte, fordi man skal have hjælp til noget, der foregår et andet sted end derhjemme. 



De kunne lige så godt indføre højere brugerbetaling, så vi betaler for at de kører os, lige som vi plejer at gøre.


Jeg er sikker på, at det ikke vil være dyrere i længden, for en Teletaxa tur i Skive by koster 20 kr., ligesom en busbillet, så det offentlige må give taxaselskabet en masse penge, for det dækker jo langt fra udgiften til at holde en taxa standby. 

Men alting handler kun om besparelser her og nu, ikke på lang sigt.
Ikke om os. 



Men jeg har taget en beslutning.  
Jeg gider ikke være sur, over noget jeg ikke kan ændre.
Og det hjælper i hvert fald ikke at være knotten, overfor personalet, for de er lige så kede af det.


Jeg er meget nervøs, ved at cykle.
Men nu er jeg nødt til det.

Jeg har valgt, at ta' det som en udfordring, at lære at blive tryg ved cyklen. 

Min kontaktperson og jeg går langsomt frem, idet vi starter med at cykle på stierne, i den nærliggende park. 
Vi vil cykle hver torsdag, og når vi har mulighed for det, der ud over. 


Jeg ved, at jeg kan lære det.
For det skal jeg.
Jeg skal "bare" tro på mig selv!!!


torsdag den 15. juni 2017

STOR lettelse!!

Det var et rigtig godt møde!!


Det viste sig, at de meget ambitiøse mål, ikke var "mine" mål.
Altså det var ikke de ting, JEG skulle kunne på kort tid. 

Det var derimod de mål, som politikerne har sat, for Silkeborg kommunes samlede indsats, til alle borgere, der får bostøtte.



Det er Silkeborg kommune der betaler for, at AutismeCenter Skive giver mig bostøtte og aktivitetstilbud, fordi den kommune jeg oprindeligt kommer fra, er en del af Silkeborg kommune nu.
Derfor er min sagsbehandler også fra Silkeborg kommune.



Sagsbehandleren var meget forstående overfor, at både jeg og personalet, var blevet "forskrækket" over de store mål. Men politikerne siger, at hun skal skrive det på den måde.



Men jeg er sådan set ligeglad, med hvad politikerne siger.

Det centrale er, at jeg beholder min bostøtte og mit aktivitetstilbud, og at sagsbehandleren forstår, at min personlige udvikling er en langvarig process.



Jeg er så glad og lettet, for jeg troede faktisk, at kommunen ville, at min støtte skulle ophøre, med udgangen af 2017!!!!



Nu har pædagogerne og jeg 2-3 uger til at formulere nogle helt konkrete, realistiske mål, som skal sendes til sagsbehandleren. 
Jeg kan ikke huske, hvem der foreslog det på mødet, men det var en god idé.



Efter mødet kørte bostøtten og jeg direkte hen i Føtex.

Jeg har nemlig en tradition, med at spise Ben & Jerry's is, efter en stor begivenhed, hvad enten udfaldet bliver. Denne gang blev det heldigvis for at fejre en sejr!!!

onsdag den 14. juni 2017

Jeg må indrømme....

... at jeg er nervøs, her inden mødet!!! 🙁

Men jeg stoler på, at min kontaktperson (bostøtte) og jeg, kan forklare sagsbehandleren hvordan landet ligger.

Sammen kan vi forklare hende, at vi gør det, der er bedst for mig, her og nu.
Og at fremtiden ikke er vigtigere end nutiden, eller fortiden!!! 😊

Bostøtten kommer og henter mig, og efter mødet tager han med mig hjem.

Jeg bliver meget påvirket, bagefter mine statusmøder ~ forhåbentlig af lettelse ~ og uanset udfaldet kan jeg ikke li' at være alene bagefter.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor lettelse også kan være svært, at håndtere.

Nu vil jeg prøve at slappe af, med noget rart.
Måske vil jeg se standup, på TV2 Play, eller lægge puslespil.

mandag den 12. juni 2017

Nu igen!!!???

Nu skal der åbenbart være statusmøde igen, med min sagsbehandler!!???

Det er godt nok meget tit, hun vil ha' møde!!!

I torsdags fandt jeg ud af, at efter sidste møde, lavede hun en række mål.
De skal opfyldes inden udgangen af 2017.
Jeg havde intet kendskab til, at hun overhovedet havde sat mål for mig, så hvordan skulle jeg kunne opfylde kravene???

Ydermere er hendes mål så store, at jeg på ingen måde kan opfylde dem!!!

Men jeg er ret afslappet omkring det.
Jeg ved nemlig, at mine kontaktpersoner støtter mig 100%.

Jeg er overbevist om, at vi kan forklare hende, at jeg KAN udvikle mig mere ~ men at det ikke kan lade sig gøre, i det tempo hun lægger op til.

Så nu vil jeg ikke tænke mere på det.
😉