Vi havde statusmøde i fredags.
Det er et årligt møde, hvor vi (= mine kontaktpersoner, min mor, sagsbehandleren og jeg) taler om hvordan det går med mig, og sætter nye mål.
Forinden har personalet lavet en skriftlig rapport, i samråd med mig.
Vi er efterhånden ret rutinerede, da jeg har været i "systemet" i mange år --- og ufatteligt nok, så har jeg haft den samme sagsbehandler igennem alle årene.
Ydermere har hun en fantastisk hukommelse, så vi behøver ikke starte samtalen ved Adam og Eva hver gang.
Derfor kunne vi overstå mødet på 25 minutter --- ikke fordi vi jappede igennem, men fordi der simpelthen ikke var grund til at snakke mere.
Alle var fortsat enige om, at jeg modtager de rigtige tilbud --- altså socialpædagogisk støtte i eget hjem (16 timer om ugen) + aktiviteter i dagtimerne (tre gange om ugen) og mulighed for at gå i klub.
Det eneste, der kan gøres bedre, var at jeg bør udnytte klubtilbuddet mere.
Men alle var enige om, at det er OK jeg har holdt en pause fra klubben.
Der er jo er sket så mange positive forandringer i mit liv, i årets løb, og det er forståeligt, at jeg ikke har haft så meget overskud til klubben.
