tirsdag den 14. november 2017

Ny bostøtte

En ny virksomhedsstruktur på Autisme Center Skive har gjort, at personalet skal arbejde på flere forskellige afdelinger, og på forskellige tidspunkter af døgnet. 

Jeg ved egentligt ikke, hvad det skal gøre godt for. 
Men jeg ved, at det er ikke til gavn, for borgerne.
Og at det er en stor belastning for personalet.
De kan ikke finde ud af, hvor de skal være, på hvilket tidspunkt, hvilket betyder at de somme tider glemmer at komme, eller møder op et forkert sted. 
Samtidigt, er det svært, at få skiftende arbejdstider, til at hænge sammen med familieliv. 

Det betyder, at vi hele tiden skal forholde os til nye personaler. 
Og de skal sætte sig ind i mange flere borgeres individuelle behov og handleplaner. 
Det er kort sagt noget rod.

I de seneste 5 år, eller deromkring, er der kommet en masse ændringer i den struktur, der fungerede upåklageligt indtil da. Og kun meget lidt af det, har været nødvendigt, eller godt for os.

Jeg gider ikke forholde mig til hvordan, hvorfor og hvem, der tager disse tåbelige beslutninger.
Jeg ved bare, at det at der hele tiden er ændringer, føles meget kaotisk.
Der er hele tiden noget nyt, at forholde sig til, og det er autister generelt ret dårlige til!!!

Det jeg egentlig vil sige, er at jeg forstår godt, at min tidligere primære bostøtte har sagt op.
Jeg ville heller ikke finde mig i, at arbejde på de vilkår, hvis jeg var pædagog.
For dem er det heldigvis kun et arbejde, vi andre lever med autisme 24/7/365.

Han er den bedste ven og kontaktperson, jeg nogensinde har haft!!
Og jeg vil ham det bedste, det er desværre bare ikke her i firmaet.

Min nye bostøtte er fin, og vi skal nok få et godt samarbejde.
Men det er selvfølgeligt ikke det samme.

Man må forholde sig, til de ting, politikerne og lederne i socialforvaltningen og autismecentret beslutter. Jeg har desværre ikke evner eller kræfter, til at gå ind i politik. 

En ny hverdag venter, men sikker vil jeg aldrig kunne føle mig mere.
Jeg har oplevet så mange skift og strukturændringer, at jeg bare tager en dag ad gangen.

Jeg har lært, at være taknemmelig for det jeg har i dag, for der er ingen garanti, for at det er der i morgen. 

søndag den 8. oktober 2017

Tandregulering

Jeg skal have en tandbøjle. 
Den skal skubbe brusken inde i min kæbe på plads. 

Forhåbentlig, kan det gøre, at jeg får mindre ondt i hovedet, på længere sigt.
Men da jeg har haft tandbøjle som teenager, ved jeg, at det kan godt gøre ondt, imens selve forløbet står på. 

Det er jeg indforstået med, for jeg vil hellere have en kraftigere hovedpine, i det års tid, end jeg vil have en moderat hovedpine, i resten af mit liv. 
Men tandlægen kan selvfølgeligt ikke give nogen garantier.

Der går dog et stykke tid, før vi kan starte processen.
Jeg skal først have penge til det.

Vi håber, at jeg kan få et såkaldt "personligt tillæg" fra kommunen, til at dække noget af udgiften.
Ellers må jeg vente, og spare sammen til det.
Heldigvis betaler man for hele forløbet på én gang, så der ikke kan komme ekstraregninger hen ad vejen.  

Jeg glæder mig, til vi kommer videre med det.

onsdag den 13. september 2017

Regnvejr

Apropos mit forrige indlæg, så har jeg købt et regnslag, nu hvor jeg skal til at gå og cykle mere.


Jeg kan ikke lide regntøj, der sidder tæt til kroppen, især ikke fordi det er svært at finde i min størrelse.

Derfor er jeg superglad, for min nye Asivik Trekking Poncho.

Det er et regnslag, som man også kan bruge som et lille telt, idet det kan åbnes hele vejen rundt, og har ringe hvor man kan sætte pløkker eller snore i. 
Mange kender typen fra militæret.

Jeg havde et som spejder, men dengang var de lavet af en form for voksdug. 
De var tunge som et ondt år, og lugtede af sure gummistøvler.

Det nye er tyndt, men det ser stærkt ud, og det lugter ikke.
Jeg er spændt på, hvordan det er at cykle med. 

Jeg har købt regnslaget i Spejder Sport.


Så ta'r vi cyklerne frem...

... er der vist en gammel sang, der hedder.



Der er kommet en ny regel, om at bostøtten ikke må køre os i bil mere. 

Det er --- selvfølgelig --- p.g.a. besparelser.
 Det er dyrere for kommunen, end hvis vi bruger Teletaxa, Flextur og andre løsninger, med offentlig trafik.

Problemet er bare, at det ikke handler om at komme fra A til B. 
De fleste af os, kan godt ta' en bus, og bostøtten kan hjælpe med at bestille Teletaxa, Flextur og lignende. 

Det handler derimod om at kunne følges med sin bostøtte, fordi man skal have hjælp til noget, der foregår et andet sted end derhjemme. 



De kunne lige så godt indføre højere brugerbetaling, så vi betaler for at de kører os, lige som vi plejer at gøre.


Jeg er sikker på, at det ikke vil være dyrere i længden, for en Teletaxa tur i Skive by koster 20 kr., ligesom en busbillet, så det offentlige må give taxaselskabet en masse penge, for det dækker jo langt fra udgiften til at holde en taxa standby. 

Men alting handler kun om besparelser her og nu, ikke på lang sigt.
Ikke om os. 



Men jeg har taget en beslutning.  
Jeg gider ikke være sur, over noget jeg ikke kan ændre.
Og det hjælper i hvert fald ikke at være knotten, overfor personalet, for de er lige så kede af det.


Jeg er meget nervøs, ved at cykle.
Men nu er jeg nødt til det.

Jeg har valgt, at ta' det som en udfordring, at lære at blive tryg ved cyklen. 

Min kontaktperson og jeg går langsomt frem, idet vi starter med at cykle på stierne, i den nærliggende park. 
Vi vil cykle hver torsdag, og når vi har mulighed for det, der ud over. 


Jeg ved, at jeg kan lære det.
For det skal jeg.
Jeg skal "bare" tro på mig selv!!!


torsdag den 15. juni 2017

STOR lettelse!!

Det var et rigtig godt møde!!


Det viste sig, at de meget ambitiøse mål, ikke var "mine" mål.
Altså det var ikke de ting, JEG skulle kunne på kort tid. 

Det var derimod de mål, som politikerne har sat, for Silkeborg kommunes samlede indsats, til alle borgere, der får bostøtte.



Det er Silkeborg kommune der betaler for, at AutismeCenter Skive giver mig bostøtte og aktivitetstilbud, fordi den kommune jeg oprindeligt kommer fra, er en del af Silkeborg kommune nu.
Derfor er min sagsbehandler også fra Silkeborg kommune.



Sagsbehandleren var meget forstående overfor, at både jeg og personalet, var blevet "forskrækket" over de store mål. Men politikerne siger, at hun skal skrive det på den måde.



Men jeg er sådan set ligeglad, med hvad politikerne siger.

Det centrale er, at jeg beholder min bostøtte og mit aktivitetstilbud, og at sagsbehandleren forstår, at min personlige udvikling er en langvarig process.



Jeg er så glad og lettet, for jeg troede faktisk, at kommunen ville, at min støtte skulle ophøre, med udgangen af 2017!!!!



Nu har pædagogerne og jeg 2-3 uger til at formulere nogle helt konkrete, realistiske mål, som skal sendes til sagsbehandleren. 
Jeg kan ikke huske, hvem der foreslog det på mødet, men det var en god idé.



Efter mødet kørte bostøtten og jeg direkte hen i Føtex.

Jeg har nemlig en tradition, med at spise Ben & Jerry's is, efter en stor begivenhed, hvad enten udfaldet bliver. Denne gang blev det heldigvis for at fejre en sejr!!!