Grin bare!! :-D

Der skete noget ret usædvanligt for mig, i går.

Jeg skulle have noget, på den nederste skabs-hylde.

Jeg knæler ned på huk.
10 sekunder efter, falder jeg bogstaveligt talt på røven!!
Ja, grin bare!!

😂😂😂

Jeg kom ikke til skade, for heldigvis ramte jeg ikke bordet bag mig.
Men hold op, hvor blev jeg forskrækket!!
Den havde jeg ikke set komme!!

Jeg fik et dumt "ryk" i nakken, og det kan jeg stadig mærke.

Jeg var ret svimmel bagefter.
Men jeg tror mest, det var på grund af forskrækkelsen.

Jeg er helt OK.
I dag synes jeg faktisk, det var ret morsomt.

I balance :-D

Jeg plejer altid at være påvirket, på enten mit humør, mit energi-niveau eller mine sanser.

Det kan være positivt, men som regel negativt.

Her i januar har jeg hele tiden, været i god balance. 

Det er lige præcis sådan, man altid burde ha' det.

* Hverken i dårligt humør eller alt for lalleglad.

* Hverken træt hele tiden, eller overfrisk. (D.v.s. man ikke kan falde til ro.)

* Intet sensorisk ubehag, såsom at lyde føles højere end de er, eller at tøjet kradser mere end det plejer. 

Jeg aner det ikke --- men jeg forestiller mig, at det er udgangspunktet, for mennesker der ikke har autisme og ADHD. 

Deres grundtilstand, hvorfra de kan påvirkes i positiv og negativ retning, af hvad der sker omkring dem. 

I hvert fald, er det hvad jeg opfatter, som et godt udgangspunkt, for en god hverdag. 

Men for mig, er det en uvant tilstand.

Det er i hvert fald længe siden, jeg rigtigt har oplevet den. 

Jeg tror en af grundene, er at jeg er begyndt, på at skrive dagbog på en ny måde.

Jeg kombinerer kalender, dagbog, afkrydsnings-skemaer m.v. i såkaldt Bullet Journal form. 

Så har jeg det hele samlet, fx madplan, ugeskema, dagbogsnotater, tegninger og lister over de ting jeg samler på. 

Jeg har lavet over 100 sider.

Det er første gang i mit liv, jeg har fyldt så mange sider ud.

Jeg plejer altid at rive det i stykker, hvis jeg skriver forkert, eller hvis jeg bliver sur.

Januar regnvejrs-dag

Jeg havde egentlig tænkt på, at tage ind til byen, direkte efter arbejde.
Men det er simpelthen for koldt, til jeg gider derind, når jeg ikke skal noget bestemt.
Jeg skulle "bare" købe nogle billedrammer.



Jeg er kommet godt i gang, med at erstatte alle de billeder, som min x-kæreste havde malet.
Jeg mener, sætte noget andet op, i stedet for.

Som jeg skrev d. 10. december, køber jeg mønstret papir, til at sætte i rammerne.
Jeg bruger også postkort.

Jeg købte en serie på 18 postkort, fra Postallove.

Det er tegninger af forskellige racekatte, med små facts om racerne.
1 racekat pr. kort.
Rammerne er A4-størrelse, og jeg sætter 2 kort i hvert.

De skal hænge i mit soveværelse.
Indtil videre er der vist kommet 5 op.
En af rammerne gik i stykker i går, da jeg ville hænge den op.
Det er hvad der sker.



I dag skal jeg rydde op, her i det lille værelse.
For ellers kan vi ikke komme til, at rykke bordene, når vi skal sætte billeder op herinde.

Det er en bostøtte, der fører boret.
Jeg tør ikke arbejde med motor-værktøj.



Jeg skal også lave pasta med palmekål, parmesan og minibøffer til aftensmad.
Det er en opskrift fra Aarstiderne.



Og så skal jeg i bad.



Jeg ved ikke, hvad jeg mere vil lave.
Det behøver jeg heller ikke, at vide.

Nyt look

Jeg ser ud, ganske som jeg plejer.
🐒

Men jeg har givet bloggen et nyt look.

Jeg er ellers ikke tilhænger, af at skifte udseende på et visuelt design, for genkendelighed er vigtigt, indenfor markedsføring. Det er i hvert fald en hjælp for mig, at kunne kende forskellige blogs fra hinanden, ligesom firmalogoer også gør det nemmere at huske, hvor man fx har handlet tidligere.

Men men men, som altid er mit nytårsfortsæt at turde prøve noget nyt --- og så vidt jeg husker, har jeg ikke skiftet bloggens udseende, siden starten i 2011.

Nu er det på tide!!
😉

Noget at tænke på.

Hvad er egentligt mit vigtigste råd, til en mor eller far, når deres teenager-barn får en autisme eller ADHD-diagnose?? 

Jeg har faktisk 2, men efter min mening, kan ingen af dem stå alene.

1) Søg fællesskab med andre forældre, fx. i Landsforeningen Autisme.

2) Find en voksenven, til den unge.



Da jeg var teenager savnede jeg en voksen autist som forbillede.
En som ikke var alt for ældre end mig, og klarede sig godt. 
Ikke en der ville opdrage mig, eller belære mig, men en slags storebror/søster. 




Et af mine største ønsker, er at man kunne oprette en form for organiseret formidling. 
Et sted, hvor de frivillige voksenvenner kunne blive uddannet, til at klare opgaven. 

Allerhelst skulle alle, der stiller diagnoser, kunne udlevere en folder eller et visitkort, med opfordring til at kontakte formidlingen.