onsdag den 30. november 2016

Forberedelser til statusmøde

Jeg ved ikke, hvordan det foregår for andre, men vi plejer at holde et statusmøde, ca en gang om året.



Det er et møde, med min sagsbehandler og mine primære støttepersoner, hvor vi snakker om hvordan det går med mig, og om den hjælp jeg får fra Idavang (Autisme Center Skive).



Sagsbehandleren vil selvfølgelig gerne vide, om jeg stadig har gavn af støtten, og om mine behov har forandret sig i løbet af året.
For hvis tilbuddet ikke passer til mig længere, skal det naturligvis ikke fortsætte.



I mit sind, er der dog ingen tvivl, om at den hjælp jeg får, er den helt 100% rigtige. 
Og jeg ved, at det synes mine kontaktpersoner også.



Alle mennesker udvikler sig, og det gør jeg også. 
Men min samlede situation forandrer sig ikke, på bare ét år. 

Min autisme og ADHD forsvinder aldrig, og det er vores forventning, at mit støttebehov er livslangt. 



Men der er sket små fremskridt i 2016, og små sejre er altid værd at fejre.

Jeg er begyndt at få mere psykisk ro indeni, --- især fordi jeg øver mig på, at sætte mit ambitionsniveau ned. 



Det har hjulpet meget, at vi har helt klare aftaler, omkring 1-2 små opgaver pr dag, som jeg skal fokusere på. 
I dag skal jeg fokusere på, at sortere vasketøj og vaske op. 
2 små opgaver, som tager omkring 20 minutter i alt. 



Jeg har vist skrevet det før, men her får I det (igen):

Tit har jeg følt, at jeg skulle mestre alting. 
Det føltes, som at skulle male hele verden, med en lillebitte pensel. 

Når jeg lader støttepersonerne hjælpe mig, med at fokusere på nogle få opgaver/områder som jeg skal udvikle mig indenfor, er det som at få et lærred at koncentrere sig om at male på.



Inden mødet laver mine støttepersoner en rapport, som beskriver hvad vi har arbejdet med i det forløbne år, og hvad vi vil arbejde med i det kommende år. 



Jeg plejer altid, at være meget nervøs, op til statusmøderne.
Men det er jeg ikke i år, i hvert fald ikke endnu.

Mødet er dog først d 21/12.



For i år, kan jeg virkeligt mærke, at det mine støttepersoner og jeg gør, er det helt rigtige. 

Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig. 
Skridtene er små, men de går i den helt rigtige retning. 



Selv den længste rejse, starter med et enkelt skridt. 



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar