lørdag den 24. september 2016

Hvem snakker du med??

En lille sød historie, fra computer party på Autisme Center Skive.
Navnene er ændrede.



Jeg sad sammen med Jens, Per, 2 andre brugere og 4 personaler.
Alle var færdige med at spise, undtagen Jens.
Han havde nemlig travlt med at snakke, tilsyneladende med sig selv uden interesse for os andre.

Så spørger en pædagog: "Jens, hvem snakker du med?"
Han svarede: "Jeg snakker med Per!" i et ret bestemt tonefald, som om det kunne der da overhovedet ikke være i tvivl om.
Imidlertid sad han med ryggen til Per, som var igang med noget andet.

Så spurgte pædagogen: "Ved Per godt det??"
Og så var vi allesammen ved at brække os af grin!!




Men man egentlig det??

Jens forstod ikke, at det var ham der fik os til at grine, og Per opfattede det heller ikke.
Men Jens og Per grinte også, selv om de ikke vidste hvorfor vi andre gjorde det.
Det var tydeligt at de tænkte "vi griner, fordi vi har det sjovt sammen."

Derfor er mit svar entydigt: Ja, det må man.
For jeg er 100% sikker på, at ingen følte sig udstillet. 



Hvis nogen gik videre, med en følelse af at Jens og Per er til grin, så må de have haft den følelse med hjemmefra. 
Så egner de sig ikke til at omgås mennesker med autisme. 

Ærgerligt for dem selv, men ikke noget der påvirker Jens og Per, for det forstår de ikke. 


Så længe ingen føler sig udstillet, så må andre mennesker tænke hvad de vil. 
Det er i hvert fald sådan, jeg føler, når det er mig der bliver henholdsvis grint med, og grint af. 


Computer party




Jeg var til computer party på Idavang, i torsdag aftes/nat, og jeg er først rigtig vågnet nu her ved 15-tiden. 



Det var så sjovt og hyggeligt, at jeg slet ikke nåede at pakke min egen PC ud. 

Jeg har aldrig hygget mig så meget før, med mine kollegaer!!!



Der var også et par "nye" mennesker, som jeg kom rigtig godt ud af det med. 

Idavang er nemlig blevet en del af Autisme Center Skive, og de pågældende mennesker er tilknyttet nogle andre afdelinger. Det var derfor jeg ikke havde mødt dem før.

Men det skal jeg igen, allerede på torsdag.



Fremover har jeg mulighed for at gå i klub tirsdag og torsdag aften, og det vil jeg gerne, for at være sammen med de "nye" og lære dem bedre at kende. 



Vi snakkede og snakkede, og havde det smaddersjovt, og vi så også film.



Jeg tog hjem ved 5-tiden fredag morgen, og sov vist også lidt, men jeg kunne ikke slappe af i kroppen, før i går aftes, og faktisk er jeg urolig i kroppen igen i dag. 

Men jeg har det rart, og jeg hygger mig i mit eget selskab.



Jeg tror det er fordi jeg har haft det så sjovt, og spist så meget slik, og drukket kaffe og cola, at jeg rent kropsligt har en form for overskud af energi, imens jeg slapper rigtig godt af i hovedet. 

Det er vist noget med en form for hormoner man har i kroppen, der hedder endofiner. 



Socialt samvær i en større gruppe, plejer at udmatte mig totalt. 
Jeg kan blive træt og sove i flere dage. 
Men det plejer heller ikke, at være så sjovt og spændende, selv om det plejer at være hyggeligt. 

Jeg tror det handler om, at jeg mødte de helt rigtige nye mennesker, på det helt rigtige tidspunkt, i den helt rigtige ramme.

Det gør selvfølgeligt også meget, at alle var der frivilligt og for at ha' det sjovt.
Ingen var i dårligt humør hjemmefra, og jeg oplevede ikke at nogen kom i problemer.

Der er jo en potentiel risiko for at blive uvenner over et spil, eller bare være for træt, så man mister en del af sin evne til selvkontrol. 



Jeg tror især, at det var pga de personaler, der var med. 
Jeg følte i hvert fald, at de gjorde en super indsats, for at alle hyggede sig.


Jeg ved selvfølgelig ikke hvad de tænker --- men jeg tror også personalet var glade for at være sammen med os, på en anden måde end til dagligt. 

Vi er mere frie, og kan vise dem flere sider af os selv. 
Det er ingen handleplan, ingen svære udfordringer, ingen pres. 

Faktisk følte jeg slet ikke, at de var nødt til at bestemme over mig/os, ud over at styre udleveringen af pizzaer, så alle fik det de havde bestilt, og så var der lige én der skulle have forklaret at han ikke måtte drikke min cola. 
Men jeg er ikke typen der hidser mig op over, at han troede det var til fri afbenyttelse, og derfor nåede at drikke en slat. Og slet ikke på sådan en hyggelig aften. Det var jo ikke i nogen form for ond mening. 



Jeg er i hvert fald rigtig glad, for at jeg tog med!!!
Og jeg giver det nye klubtilbud en stor chance!!!



Tak for alle henvendelser...

... angående Bibsens død.



Jeg har det OK igen.
Men jeg savner hende!!



Jeg har ikke sådan været ked af det og grædt, siden vi var ude på dyrehospitalet og sige farvel. 
Men jeg har følt mig trist, og det har været en underlig tom følelse.



Somme tider glemmer jeg, at hun ikke er her mere.

Rent pr refleks, ser jeg efter hende om morgenen og når jeg kommer hjem. 
I ved det der "Hej Bibs, er du OK?" hvor man lige lokaliserer hvor hun er i huset og om hun har det godt, eller trænger til vand. 

Og om natten, går jeg stadig forsigtigt, når jeg skal op og tisse, fordi jeg ikke vil komme til at træde på hende i halvmørket. 

Hver gang jeg åbner en skabslåge, så plejede hun at komme springende, så man skulle være hurtig inden hun hoppede ind i skabet. 
Jeg når lige at tænke "Nå nej, hun er her jo ikke" inden jeg skal lige til at lukke lågen hurtigt igen. 



Men livet går videre.

Jeg vil aldrig sige at hun "kun" var en kat, for ingen er "kun" noget, hverken et dyr eller et menneske.



Men det er rigtig ubehageligt at tænke på, at der er folk der tænker, at så skal man bare ha' en ny kat, som om katten er en ting. 

Katten er i det hele taget et dyr, som har meget ringe status, især på landet, og det gør mig virkeligt både ked af det og vred. 

Derfor går jeg stærkt ind for at forbedre kattenes rettigheder og vilkår, men jeg kan ikke kæmpe alles kampe på én gang. 



Til dem der spørger, svarer jeg at jeg ikke skal ha' en ny kat lige nu. 

Jeg afventer situationen, vedrørende om Blomst må ha' kæledyr, når hun flytter fra bostedet, engang først i 2017.

Hun vil nemligt gerne ha' en hund, og den kommer jo også til at blive en stor del af mit liv.



Lige nu har jeg det OK, uden kæledyr --- men jeg elsker dyr, og dyr skal være en del af mit liv på sigt, på én eller anden måde. 

Lige nu er jeg bare glad, for at kunne gi' resten af Bibsens foder til dyreinternatet. 
Jeg beholder hendes øvrige ting, og så må vi se om der kommer en kat i huset igen. 



torsdag den 8. september 2016

Tomhed og frustration

Jeg føler mig helt tom indeni, efter Bibsens død i forgårs. 

Jeg har ikke lyst til noget som helst, og jeg føler mig helt bombet.



Jeg savner hende så meget, men jeg er også glad på en måde, for at hun fik fred.
Hun havde det ikke godt til sidst, kan jeg se nu. 

Jeg kan ikke la' være med at bebrejde mig selv, for at jeg ikke tog hende til dyrlægen tidligere. 
Men jeg må sige til mig selv, at jeg er ikke ekspert, og jeg gjorde det bedste jeg kunne for hende. 

Jeg troede hun ville komme sig, at hun bare skulle ha' tid. 
Det var jo først på hendes sidste levedag, at den endelige diagnose blev stillet.



Jeg tror, det hjælper lidt, når bostøtten og jeg pakker hendes ting sammen, her i eftermiddag.
Indtil videre bliver det hele stillet ud i baggangen, og så gør vi plads til det i skuret, på tirsdag.
Jeg har nemlig aftalt med en anden bostøtte, før Bibsens død, at vi skal rydde op i skuret dér. 



Oven i det med Bibsen, er jeg frustreret af tanker, om min have.

Jeg kan godt se, jeg har forsømt den, på det seneste. 
Og i dag hørte jeg, igennem vinduet, at to naboer snakkede om det. 
Vi har jo pligt til at holde haverne pæne, og jeg vil også gerne holde det pænt udenfor. 

Men jeg har ikke kunnet magte opgaven, på det seneste.
Især er mit græs blevet meget langt.



Jeg har et ambivalent forhold til min have. 

Eller rettere sagt, jeg kan godt li' haven, men jeg føler mig utryg derude, når jeg er alene. 
Jeg føler mig paranoid --- føler at naboerne hele tiden snakker om mig --- om at jeg ikke er god nok, til at passe haven. 

Jeg kan godt li' at være derude, sammen med andre, for så kan den anden person føre ordet, hvis nogen henvender sig til mig hen over hækken. 

Men det er en træls situation, at være utryg i sin egen have, og nogle gange også utryg ved bare at have vinduerne åbne, eller for at naboerne kommer og ringer på. 



Det bekymrer mig meget for tiden. 

tirsdag den 6. september 2016

En trist fødselsdag

Det er min 34 års fødselsdag i dag.
Men en trist fødselsdag. 😕

Min kat, Bibsen, er desværre død i dag. 🌈

Hun har været sløj et stykke tid, og vi var hos dyrlægen d 27. august.
Der fik hun konstateret en infektion, og vi behandlede hende med antibiotika.

Men det endte desværre, med at hendes nyrer svigtede. 😭

Hun blev aflivet i dag, der var intet alternativ. 🌸

Heldigvis er Blomst her, i anledning af min fødselsdag. 💖
Og vi mødte en superflink taxachauffør, der spillede fødselsdags-sang for mig. 🚕

Vi er ved godt mod, trods alt. ☺